jeg - et usselt menneske..

Anonym skriver:

Tusind tak..

Min store, dejlige pige er tre år..

Da vi begge lige var ovre det dér sekund, hvor skrællen bare lyste ud af øjnene, sagde jeg " undskyld, mor må ikke slå".. hvorefter hun kvitterer med et stort knus.. hvad har jeg gjort ved min lille pige...? Hun blev så bange..!

Du har helt ret i, at det er et mønster dér skal brydes, og det har jeg hele tiden været meget bevidst om.. og har ALDRIG haft 'lyst' til at slå hende.. aldrig..!

Og dét der skete i dag.. det skete nærmest uden jeg vidste det.. og det er dét jeg er så bange for..

Det ér virkelig en kamp..

Tak for dit indlæg.. jeg ved ikke lige hvordan jeg skal svare.. er så ked, og har så ondt i maven.. tak..

Det var en god måde at tackle det på når nu det skete.. Vi kan alle miste besindelsen.. Også dem der ikke har oplevet noget lignende..
Det virker som om din lille pigen godt kunne mærke at mor godt vidste det var forkert.

Nu er det ovre ved din datter.. Det må bare ikke ske igen for så bliver du utroværdig.. Ved ikke med din far men min undskyldte altid bagefter, græd og tvang mig til at knuse ham og sige det ikke gjorde noget.. Og det var næsten værre end at blive slået til blods.. (ved godt det ikke er det du har gjort ved din datter. )

Jeg kender godt til det emd at være bange for en selv.. Det er det du skal finde ud af.. hvornår du er det og hvad det er der eventuelt kan gøre du kommer derhen og hvad du kan gøre for at komme ud af den.. hmm trance kan man nærmest kalde det..

Dit svar var fint nok.. Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan du har det.. Har du en mand der kan støtte dig? en tæt veninde??

Jeg søger selvfølgelig de samme svar som de andre har spurgt til. Men vil alligevel lige komme med det forslag at hvis du har mod på at tale med nogen om det så tag til din læge. Så kan han/hun måske henvise dig til en som kan give dig de redskaber som du har brug for når du formentlig igen kommer ud i en lign. situation.

Det er aldrig rart at komme så langt du at man føler sig magtesløs og ikke aner hvad man skal stille op.. Men at du allerede nu skriver her og beder om hjælp til at tackle situationen er tegn på at du ved det er forkert og gerne vil lære af det..

Er helt sikker på at der ikke er nogen der giver dig huk!!! Men i stedet tror jeg du får en masse kram, da det er lige hvad du har brug for..

Men hvis din datter er gammel nok til at forstå, så tror jeg det vil være en god ide at fortælle hvad du tænkte og følte da det skete og at det ikke var den rigtig løsning..

I får lige et samlet svar..

Tusind tak for jeres svar...!

Min datter er tre år gammel.. og virkelig en dejlig, og ikke mindst kærlig og omsorgsfuld, pige..

Kort efter det skete, satte jeg mig ved siden af hende og sagde "undskyld, mor må ikke slå dig".. og hun krammer mig så..

Det skete i morges, og hun har ikke nævnt det siden..

Men for pokker, hvor jeg har det dårligt med mig selv..

Jeg slog hende på hendes lår, og der kom umiddelbart røde mærker lige efter..

Jeg føler, at jeg har brudt hendes tillid til mig, som hendes mor.. det er i hvert fald den fornemmelse jeg selv kender, når jeg tænker på min far..

Undskyld, at svaret bliver kort og lidt faktuelt, men ingen ord eller smileys beskriver præcis hvordan jeg har det..

Jeg skal have talt med nogen om det, det er helt sikkert..

Frk-Lotusblomst skriver:

Jo

Det var en god måde at tackle det på når nu det skete.. Vi kan alle miste besindelsen.. Også dem der ikke har oplevet noget lignende..
Det virker som om din lille pigen godt kunne mærke at mor godt vidste det var forkert.

Nu er det ovre ved din datter.. Det må bare ikke ske igen for så bliver du utroværdig.. Ved ikke med din far men min undskyldte altid bagefter, græd og tvang mig til at knuse ham og sige det ikke gjorde noget.. Og det var næsten værre end at blive slået til blods.. (ved godt det ikke er det du har gjort ved din datter. )

Jeg kender godt til det emd at være bange for en selv.. Det er det du skal finde ud af.. hvornår du er det og hvad det er der eventuelt kan gøre du kommer derhen og hvad du kan gøre for at komme ud af den.. hmm trance kan man nærmest kalde det..

Dit svar var fint nok.. Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan du har det.. Har du en mand der kan støtte dig? en tæt veninde??

Jo, min far gjorde ligesådan.. og ligesom dig husker jeg også det som værre end selve slagene jeg fik..

Også derfor, at jeg, selvom jeg måske havde lyst til at græde som pisket, gjorde så lidt som muligt ud af det bagefter - men samtidig skulle hun vide, at jeg havde gjort noget forkert..

Og nej, det skal aldrig ske igen.. men jeg tror jeg må have hjælp..

Min mand er en god støtte, og kender også godt til min baggrund..

Han er dog på kursus, og kommer først hjem fredag.

Jeg syntes det er utrolig flot du kan se den er gal og tør stå ved at det!

Jeg vil råde dig til at kontakte mødrehjælpen, der kan du få anonym rådgivning og de har helt sikkert svar på hvordan du kommer videre fra disse tanker og følelser, og hvordan du kan undgå lignende situation opstår igen.

https://www.moedrehjaelpen.dk/default.aspx?func=article.view&id=250

 til dig.

Jo, min far gjorde ligesådan.. og ligesom dig husker jeg også det som værre end selve slagene jeg fik..

Også derfor, at jeg, selvom jeg måske havde lyst til at græde som pisket, gjorde så lidt som muligt ud af det bagefter - men samtidig skulle hun vide, at jeg havde gjort noget forkert..

Og nej, det skal aldrig ske igen.. men jeg tror jeg må have hjælp..

Min mand er en god støtte, og kender også godt til min baggrund..

Han er dog på kursus, og kommer først hjem fredag.

Det lyder som om du har tacklet det på en god måde. Der holdte du skansen og det er flot.

Søg hjælp, det er ingen skam.. Og slet ikke når man har en baggrund med vold i livet.. Tag et smut og snak med lægen, h*n kan henvise dig til psykolog eller psykiater.. Eller mødrehjælpen og ellers er der centre rundt omkring med rådgivning omkring vold i hjemmet (fra man var barn, eller nu som voksen o.s.v) hvis du ahr det dårigt med at gå til lægen..
Og så har jeg lyst til at foreslå healing.. Det lyder skørt men det hjalp på mig, det føltes som en beskrivelse bagefter..

Ja så er der jo ikke megen hjælp at hente der lige nu når han er væk.. Men få endelig talt ud om episoden når han kommer hjem..

Jeg synes du skal give dig selv et skulderklap! Selvfølgelig var det forkert at slå (men det ved du alt om!), men at du var i stand til både at 'tage det til dig' og sige undskyld UDEN at forvente/forlange noget af din datter. Dét er flot!!!

Der er rigtig mange der laver den der med: Ej, det må du virkelig undskylde. Det er jeg frygtelig ked af. Jeg har det virkelig dårligt over det. Jeg lover aldrig at gøre det igen (lige indtil næste gang). Kan du tilgive mig? Undskyld, undskyld, undskyld.

-og med sådan en reaktion så fratager man barnet rette til at være SUR OG GAL på dumme mor eller far. For nu står de der, som et lille menneske og beder om undskyld (tænk lige over det ord!!! Skyld kender du sikkert godt. At være skyld i noget, undskyld betyder at man 'under' skylden, altså at man gerne vil have taget skylden væk. At den anden tilgiver en og den anden tager skylden og skyldfølsen væk fra en) Det synes jeg aldrig man skal bede et lille barn om. De skal have lov til at reagere og være kede af det, skuffede, vrede eller hvad de nu føler. De skal ikke opleve at 'det er synd for mor, at hun kom til at slå mig'.

Så jeg ville bestemt ikke snakke mere med hende om det! Du har sagt undskyld og du gjorde det i situationen og det var rigtig rigtig fint, men der skal ikke trampes mere rundt i det.

Jeg synes det er super flot at du tager det så alvorligt! -og jeg er slet slet ikke itvivl om at du er en SUPER GOD MOR!!! -og jeg tror bestemt ikke at din og din datters forhold har lidt nogen overlast af denne ene hændelse.

Alle forældre siger eller gør noget forfærdeligt ind i mellem. ALLE. Det er bare ikke ret mange der vil eller tør indrømme det. De fleste hader sig selv for det. Men det er jo vigtigt at VI TILGIVER OS SELV og giver os selv plads til at vokse og gro som mennesker.

Jeg ønsker dig alt muligt godt fremover!!!!

 

Anonym skriver:

Ja, det er præcis hvad jeg er..

Jeg har i dag gjort noget, som jeg har forsvoret aldrig ville ske i mit hjem - i min familie..

Og jeg er knust.. flov.. og ikke mindst skræmt fra vid og sans.. er mange for mig selv..

Jeg er vokset op med en far der slog, og aldrig ALDRIG skulle jeg ende som ham..

Men i dag.. da slog jeg min datter..

Jeg er så ked af det..!

Jeg slog hende ikke hårdt, men jeg slog.. og det i afmagt.. jeg blev så forskrækket over mig selv..

Hvad gør jeg nu...? Kan jeg tale med nogen om det..?

Værsgo - giv mig hug.. jeg fortjener ikke bedre..

Hug? Det skal du ikke have - medmindre du gør det tit! Og ud fra hvor ked af det du lyder, så har dette her vist bare været en engangs forestilling... SÅ stort  til dig!

Snak med os herinde, jeg synes ikke du skal begive dig ud i, at snakke med proffesionelle, nu når "kun" er sket én gang.. Sker det igen, skal du måsle overveje det, men det tror jeg ikke det gør

Jeg er selv opvokset med vold fra en bedsteforælder og min mor, og er selv hunderæd for at ende som dem! Nu har jeg ikke selv børn endnu, så ved ikke hvor langt ud man kan blive drevet, men jeg ved at jeg vil gøre alt for ikke at ende som dem.. Gå ud af rummet, tæl til 10 eller 1000 om nødvendigt eller bede om hjælp hvis det hele ramler en dag..

Dejligt din datter gav dig et knus, selvom hun blev bange (Overrasket) så tror jeg godt hun er klar over du ikke mente det og oprigtigt er ked af det

Jeg tror , rigtig mange forældre har reageret på samme måde i frustration og blevet forskrækket over det
Når det er sagt, så tror jeg ikke, det er nødvendigt med professionel hjælp. Jeg tror , du er blevet så forskrækket, at det aldrig sker igen ( hvis du en anden gang føler, at du har svært ved at styre det, skal du selvfølgelig søge noget hjælp), og bare rolig, din datters tillid til dig tager ikke skade eftyer at være blevet slået en gang