Tiden går hurtig

Jamen sødeste altså! Jeg er ked af, at jeg ikke har set dette indlæg noget tidligere. Fandt det kun, (på din profil) da jeg synes du har været lidt stille på det sidste.

Jeg er virkelig ked af at høre, hvor skævt det er gået og hvor ked af det du er. Jeg har fuld forståelse for det og er meget skuffet over de mennesker og kommentare du har mødt.

Ja gu er det, det samme - ligemeget hvornår man mister. Jeg har tænkt meget på dig og dine piger, lige siden den dag for allerede mange måneder siden. Jeg ville også være gået helt i spåner, det er jeg ikke i tvivl om.

Hvad sker der med jer nu? Har du fået det bedre? Du er altid hjertens velkommen til at skrive, hvis du har brug for at snakke, det håber jeg du ved Jeg vil altid gerne lægge øre og skulder til. 

Jeg kan se tråden er gammel, men vil blot sende et stort .
Jeg kan ikke sige jeg frstår din sorg, men jeg føler med dig og forstår ikke hvorfor jeres tab ikke bliver anerkendt da det jo er et enormt stort tab som ikke kan blive opvejet af Anastasia.

Kæmpe kram
Ingen kan bestemme hvad man skal føle, og jeg ville selv blive rigtig ked hvis jeg mistede nu, og er 21+ min kusine mistede sin babyspire, da hun var omkring 20+ hun er begravet med plade osv og hun sørger stadig her flere år efter.
Når man findes ud af man venter tvillinger er det en omvæltning, men mange vænner sig hurtigt til tanken og glæder sig til begge børn, og selvom i stadig har Anastasia, så ventede i også lillesøster, og at nedgøre sådan et tab, er virkelig lavt. Uanset om man mister sent i graviditeten, sit barn under 1 år, 5, 10 20 eller 30 år vil det altid være et tab, selvom de kan føles forskelligt.
Da min kusine mistede, sagde du familiemedlem konstant at det var for Det bedste, hun var meget ung, og det eneste positive jeg kunne se var hun fik nye muligheder, da barnet ikke var planlagt, men hvad familiemedlemmet aldrig forstod var netop, den sorg hun havde, og synes aldrig det var for hendes bedste, når skæbnen ville det, havde ønsket for hende, Det havde været inden hun nåede at opdage der var noget, og er ikke tæt med min kusine desværre, for hun har virkelig manglet støtte.
Uanset hvor meget støtte man får så er det frygteligt når folk ikke har pli nok til at respektere andres sorg, og jeg er i den grad enig, i Har mistet et barn og håber aldrig i kommer til at opleve det igen
Mange kram herfra, og håber i får en dejlig jul med jeres skønne pige, og tanker til jeres lille engel

Puslingen skriver:

KKuJunKunnJeg kan se tråden er gammel, men vil blot sende et stort .
Jeg kan ikke sige jeg frstår din sorg, men jeg føler med dig og forstår ikke hvorfor jeres tab ikke bliver anerkendt da det jo er et enormt stort tab som ikke kan blive opvejet af Anastasia.

Kunne ikke have skrevet det bedre selv

Jamen sødeste altså! Jeg er ked af, at jeg ikke har set dette indlæg noget tidligere. Fandt det kun, (på din profil) da jeg synes du har været lidt stille på det sidste.

Jeg er virkelig ked af at høre, hvor skævt det er gået og hvor ked af det du er. Jeg har fuld forståelse for det og er meget skuffet over de mennesker og kommentare du har mødt.

Ja gu er det, det samme - ligemeget hvornår man mister. Jeg har tænkt meget på dig og dine piger, lige siden den dag for allerede mange måneder siden. Jeg ville også være gået helt i spåner, det er jeg ikke i tvivl om.

Hvad sker der med jer nu? Har du fået det bedre? Du er altid hjertens velkommen til at skrive, hvis du har brug for at snakke, det håber jeg du ved Jeg vil altid gerne lægge øre og skulder til. 

Det går ok, altså har det bedre omtalende emne, men er tilgengæld fuldstændig udkørt, kan ikke overskue noget som helst længere, grundet jeg er så træt. Anastasia sover heldigvis igennem de fleste nætter ellers tager peter hende, så jeg kan få 8 - 10 timers søvn. Grunden til jeg er træt er fordi jeg har en blodprocent på 5,6, bør være på 7 og har et d vitamintal på 7, bør være på 85. Er pt på intens pillekur, for at få tallene på, men bliver tidligst nogenlunde ok til slut januar og mit d vitamin tal bliver nok først ok til sommeren en gang.

Derudover kæmper jeg med humøret, grundet jeg er så træt, har jeg INTET overskud og må tit angive Anastasia, så jeg ikke begynder at råbe af hende, derfor går Peter hjemme på fuldtid igen, imorgen skal jeg til læge og evt sygemeldes, så vi ikke begge skal opbruge barselen, inden jeg bliver operaret (hvor jeg ikke vil kunne gå det første stykke tid), hvilket jo igen vil blive et problem med Anastasia.

Men hun har det super og klare sig så godt, hun kan stå, hvor man kun skal holde hast i hendes hænder, for at hun kan holde balancen, synes det er så sejt, hun er jo kun lige rundet de tre måneder, dog er baghovedet blevet lidt skræv og alt vi gør når hun ligger og sover, virker ikke. Hun skubber det bare til siden.

Puslingen skriver:

Jeg kan se tråden er gammel, men vil blot sende et stort .
Jeg kan ikke sige jeg frstår din sorg, men jeg føler med dig og forstår ikke hvorfor jeres tab ikke bliver anerkendt da det jo er et enormt stort tab som ikke kan blive opvejet af Anastasia.

Tak

Maja84 skriver:

Kæmpe kram
Ingen kan bestemme hvad man skal føle, og jeg ville selv blive rigtig ked hvis jeg mistede nu, og er 21+ min kusine mistede sin babyspire, da hun var omkring 20+ hun er begravet med plade osv og hun sørger stadig her flere år efter.
Når man findes ud af man venter tvillinger er det en omvæltning, men mange vænner sig hurtigt til tanken og glæder sig til begge børn, og selvom i stadig har Anastasia, så ventede i også lillesøster, og at nedgøre sådan et tab, er virkelig lavt. Uanset om man mister sent i graviditeten, sit barn under 1 år, 5, 10 20 eller 30 år vil det altid være et tab, selvom de kan føles forskelligt.
Da min kusine mistede, sagde du familiemedlem konstant at det var for Det bedste, hun var meget ung, og det eneste positive jeg kunne se var hun fik nye muligheder, da barnet ikke var planlagt, men hvad familiemedlemmet aldrig forstod var netop, den sorg hun havde, og synes aldrig det var for hendes bedste, når skæbnen ville det, havde ønsket for hende, Det havde været inden hun nåede at opdage der var noget, og er ikke tæt med min kusine desværre, for hun har virkelig manglet støtte.
Uanset hvor meget støtte man får så er det frygteligt når folk ikke har pli nok til at respektere andres sorg, og jeg er i den grad enig, i Har mistet et barn og håber aldrig i kommer til at opleve det igen
Mange kram herfra, og håber i får en dejlig jul med jeres skønne pige, og tanker til jeres lille engel

Hvordan går det så i dag, med din kusine? Er folk begyndt at forstå hendes sorg?

Mange tak

Kofoed. skriver:

Nu er det i dag 6 måneder og 2 dage siden vi fik meldningen "jeg kan ikke finde hjerteaktivitet og hun er for lille". Hvor det helt op, allerede så lang tid siden. (Klokken er på skrivede tidspunkt 00:32, ergo mandag )

Jeg ved, jeg begik mine fejl der i foråret/sommeren, jeg håndterende det hele forkert, men hvad skulle jeg ellers gøre, folk anerkendte/anerkender hende ikke som et "mistet barn", hun er mit mistet barn, hun er Anastasia's lillesøster hun er alt det jeg drømte om, men ville nu gerne vente et par år med tvillinger og "bare" starte med en. Hele min barndom drømte jeg om de sødeste tvillinge piger, har altid vist det var muligt, men har også altid tænkt/troet, at jeg skulle slutte af med dem (kan jeg nu stadig, men hvilket savn ville det ikke give os alle, hvis det blev sådan?).
Ja hun gik til 20+, ja der var stadig en, men NEJ, det er ikke nok, det var ikke det vi forberedte os på, vi flyttede i 21. uge (den uge hun "gik til", selvironi der sparker røv) til noget større, noget der var plads til to børn i, men egen have, masser af plads, store rum, tæt på mine forældre (hjælp), tæt på indkøb og offentlig transport (ingen bil og kun kæresten der har kørekort). Vi havde aftalt barne/klapvogn, vi havde aftalt indretning, hverdag, dåb, fadder og navne, alt var bare klart, nu manglede vi bare dem, vi håbede de ville vente til minimum 34+, men frygtede de ville komme meget før. ALT VAR PÅ PLADS.
Derfor såre det mig næsten mere at folk kommer med den der, "jamen i fik da i det mindste en" eller "nårh, der var to", som om det er en selvfølge, at sorgen bliver mindre, bare fordi der var en mere. Anasatasia er ikke en mere, men en ANDEN. De var forskellige, de var to individer. Bare se på scanningerne, hun var så aktiv og stædig, hvorimod Anastasia gjorde som hun skulle.
Jeg ved godt, at indtil 22+0 er det en sen spontan abort, men når vi først finder ud af det 23+4, hvad så, hvad betyder det, hvorfor bliver det så ikke anerkendt som en død fødsel, hvorfor skal vi kæmpe med, at få hende anerkendt som et tab, hvorfor er det ikke en selvfølge, at man får støtte til begravelse osv? Forstår ikke hvorfor hun bliver betragtet som "organisk rest", armen for ....
Og hvorfor er der altid nogen der er så dobbelmoralske, både herinde, på andre babysites og i den "virkelige" verden. Jeg måtte ikke komme ind i en "miste barn" gruppe på en anden site, for jeg fuldførte jo graviditeten og fik et barn, selvom hun "gik til" (hader det udtryk) i 21. uge og andre der mistede deres eneste barn i uge 15 godt må "være med". "Bare fordi der var to".
Men de er ikke de eneste, mangler støtte fra familie, venner, bekendte og ikke mindst kæresten nu. Ved ikke hvorfor, man det er virkelige "ude af øje, ude af sind", det er jo ikke første gang vi har mistet nogen, min mor døde i 98 og kærestens far i 03, så de burde den vide, at sorgen ligger dyb, enhver mor har oplevet hvilken kærlighed det opstår når testen er positiv og for hver eneste dag der går, bliver den bare større og større. Og standart scanningerne er overstået, er alt bare virkeligt, derefter bør det ikke kunne går galt. Hvis der kun var en, ville morens verden går fuldstædig under. Og hun ville få støtte, spørgsmål, anerkendelse og forståelse med det samme og havde den resten af livet. HVORFOR ER DET ANERLEDES HER? Ja, vi skal ikke starte helt forfra, men stadig. HUN VAR DER, HUN ER STADIG I MIT HJERTE, MIN SORG, MIN BYRDE, MIN KÆRLIGHED, MIN ENGEL.

Jeg ved godt verden er uretfærdig.

Nårh jamen, tilbage til sporet, tog en anden drejning end planlagt, men skønt at komme af med sine frustrationer, nu hvor man venter på Anastasia gider vågne til sin aftensmad (hun har den mærkligste soverytme).

Hvordan har de sidste 6 måneder været.... Jo, den første 1½ måned var hård, jeg levede overfaldisk og "gjorde som jeg skulle", troede faktisk det var tydeligt, at der var noget helt galt, men enten opfattede folk det ikke ellers så de noget i mig, der gjorde de ikke turde sige/gøre noget. Jeg lukker mig rigtig meget inde og stoppede meget af kontakten til alle og røg jo ind og ud af sygehuset, mindst 2 gange i ugen var jeg derinde, enten til det ene, andet eller 3.
Så skete der noget, jeg kom ind til min nye jordemoder, vi er så enes i tankegang og hun er afdelings jordemoder, hvilket jo betyder, hun har været igennem lidt af hvert, oplevet en masse og ja, hendes ord er lov, så da de måtte aflyse min tid pga hun var på ferie og kaos på fødegangen, så blev hun noget sur og satte dem vidst lidt på plads. Hun foreslog simple ting, lave en to do plan, hvornår skulle der vaskes tøj, laves mad, gå i bad osv. Stille og roligt fik jeg en hverdag igen, lige til sommerferien, men jeg skulle bestemt ikke noget, tænk hvis jeg ramte ind i nyfødte tvillinge piger....
Som blev jeg 21 og dagen efter hed 34+0, nu "måtte" hun komme ud. INTET SKETE eller jo slimproppen løsnede sig om torsdagen 33+4, hvilket betød jeg "slimede" resten af graviditeten. Ventetiden bliver bare lang, men talte dagene ned til igangsættelsen.
17 dage før havde vi 3 år dag, underlig, men dejlig dag.
19 september, igangsættelses begynder dramatisk. Ureelmæssig hjertelyd, 24 timer til at føde ellers må hun tages ud. Fedt, sej da endelig det til en der i forvejen frygter alt omkring graviditeten og allerede har lagt lidt følelsesmæssig afstand til sit barn.
20 september. Hun kom selv ud, yes noget blev da normalt, dog faldt hjertemåleren da lige af midt under det hele, panik.
Dage på sygehuset var lyserøde, alt var godt (opnær besøget af kapelbetjenten, tak fordi du var der anette ). Men så kom vi hjem, amningen mislykkes og jeg gav gradvis op.
Begravelse, dåb og hver dagen som forældre blev planlagt og afholdt. Kæresten får en depression, sundhedsplejeske overreagere (ingen undskyldning), starter til psykolog, bemærker endelig den følelsemæssige afstand og har siden kæmpet hver dag med den. Det tog 3 uger fra kæresten fik første smil, til jeg gjorde det. Idag er det næsten normalt, dog såre det mig ikke, at hun græder, det suger min energi og jeg bliver hurtig irreteret på hende, men kan nemt tisse færdig eller lige hælde min mad op, før end jeg er hos hende igen og hun er super med i forhold til hendes alder, så noget må jeg gøre rigtig. Idag kan jeg godt mærke sus af kærlighed, hvor jeg for 3 uger siden bare gav hende til kæresten og gik ind på toilet, der har vi nemlig helle.

Jeg kunne godt på nogle måde have brugt, at vi skulle starte forfra, det ville gøre afslutningen af hende færdig, inden vi skulle starte med Anastasia, det kunne havde gjort mig mere klar til Anastasia. Jeg føler hun er gået glip af noget pga min håndtering af sorgen og det manglede pusterum. Jeg kan sagtens sove igennem hendes gråd og lade hende passe ude i flere timer, ak, jeg nyder det.

Nu begynder kampen "hvad så nu, hvordan går jeg fremadrettet?" bare. Og det er ingen hjælp, at vægten går totalt i selvsving og påstår jeg vejer 110 kg, jeg kan ikke passe mine bukser, jeg er træt hele tiden og selvtilliden er bare i bund og når ja, et knirkede forhold (det har dog været meget værre). Pt lyder planen, Anastasia udvirkling skal foresætte normal, madenvanerne skal byrdes, motion skal blive en fast del af hverdagen, min selvtillid skal bygges op og troen på forholdet skal findes frem igen.

Langt, dybtegående og måske forvirrede indlæg der tog 1½ time om at blive skrevet, hun vågnede jo midt vejs igennem Nu vil jeg hoppe i seng. Sov godt Tak fordi i gad læse og i skal lige have et  for at være nået til bunds

- Kofoed.

kæreste søde Kofoed..

Jeg er inderligt ked af din sorg, ked af din smerte og ked af folks manglende forståelse.. men nogen gange tænker jeg måske også at den manglende forståelse hænger sammen med at de aldrig har været i dit sted, og mange af dem måske aldrig kommer det.

Det er så nemt at påstå at man kender dine følelser, dine tanker, dine handlinger, fordi man selv har mistet en kær, men det bliver ALDRIG det samme som at miste det aller kæreste man har... nemlig sine børn.

Jeg beundre meget dit mod og dine vilje til at kæmpe, og til at finde styrke og ro.. til at ville vinde den kamp som hver dag nu bliver både fysisk og ikke mindst psykisk.

Men jeg vil til en hver tid synes at du skal passe på dig selv, at du skal lufte ud overfor de (måske få) som forstår dig, som kan føle din smerte og sætte sig 100 % ind i den.. med tiden vil smerte hele lidt, men ALDRIG forsvinde og ALDRIG blive glemt helt.

Kofoed. skriver:

vvivirkevirkvirkevirkeromiogsåogsåsøsosomoomt

Hvordan går det så i dag, med din kusine? Er folk begyndt at forstå hendes sorg?

Mange tak

Hvad jeg ved af så desværre nej, og tror netop hun har brug for forståelse og nogle at tale med om sin sorg. Men snakker ikke længere med den del af familien da jeg har valgt min biologiske far fra, men håber det bliver bedre med tiden. Personligt synes jeg ikke man kan behandle andre sådan ved ikke at anerkende den sorg der er, og som kun er helt naturlig. Ikke noget jeg ønsker for nogen, Og selvom i Har en skøn pige udfylder det jo ikke den plads og tomhed for lillesøster. Har man ik noget pænt at sige kan folk i Det mindste holde mund.
Håber i snart finder mere forståelse fra folk

Håber I får en rigtig god jul