Hvordan siger man til manden at man ikke vil alligevel?

Dansker I Holland skriver:

Hehe op med humøret  

hehe. Lige nu griner jeg faktisk lidt af mig selv. Jeg lyder jo skør.

Anonym skriver:

hehe. Lige nu griner jeg faktisk lidt af mig selv. Jeg lyder jo skør.

Du er ikke skør. Jeg tror ikke det er sjovt og stå som du står  

Du er ikke skør. Jeg tror ikke det er sjovt og stå som du står  

, nej det er ikke sjovt.. Meen som jg altid siger - Der er nogen der har det langt værre..

 

Og tak fordi jeg må lukke mundlort ud til dig..

Anonym skriver:

, nej det er ikke sjovt.. Meen som jg altid siger - Der er nogen der har det langt værre..

 

Og tak fordi jeg må lukke mundlort ud til dig..

Hehe altid Osse derfor jeg skrev at du ALTID kan skrive privat, selvom du vil forblive ano Smiler.... Og ja der er HELT sikkert nogen som har det 100% værre

Hehe altid Osse derfor jeg skrev at du ALTID kan skrive privat, selvom du vil forblive ano Smiler.... Og ja der er HELT sikkert nogen som har det 100% værre

Hvem ved. Måske du får et opdate brev en dag... Når beslutningen er taget 100% og snakken med manden er taget... Puha, kvalme..

Anonym skriver:

Hvem ved. Måske du får et opdate brev en dag... Når beslutningen er taget 100% og snakken med manden er taget... Puha, kvalme..

Hehe jeg siger i hvert fald held og lykke til jer Håber I finder ud af og blive enige om hvad I vil.  

Dansker I Holland skriver:

Hehe jeg siger i hvert fald held og lykke til jer Håber I finder ud af og blive enige om hvad I vil.  

Taaak.

Anonym skriver:

Hej piger.

Anonym tilladt..

Sagen er den at jeg er i tvivl om jeg har lyst til at fortsætte med projekt baby.. Jeg synes jeg har tabt mig selv på den korte vej og kan slet ikke kende mig...

Historien fortalt kort: Vi blev gravide i 2. cyklus, desværre fik jeg en abort i uge 10 da det i uge 8/9 blev opdaget at fosteret var gået til.. Jeg fortalte alle jeg var ok og nærmest udpåvirket hvilket min mand også gav udtryk for. - VI skulle bare videre og op på hesten igen. Men det var løgn det hele. Pludselig kom efrterreaktionen.. Ikke kun ved mig men også ved ham.. Og vores forhold røg næsmest fløjten. Vi var begge meget "ulykkelige" og det mindste skabte mega splid..Jeg græd konstant, over selv det mindste og han lukkede sig mere og mere inde..Vi prøvede dog stadig... Da jeg så testede negativ ved forventet første testdag efter MA'en på trods af alle symptomer som sidst ja så blev jeg bare sååå frustreret selvom jeg var glad for mens "endelig" kom 5 uger efter aborten..

Men jo mere jeg tænkte over det under mens, jo mindre kunne ejg kende mig selv.. Nu vidste jeg pludselig hvilke symptomer jeg skulle kigge efter, og psyken fremstammede dem jo. Ja jeg gik så meget op i det at jeg fik et udslet jeg havde under graviditeten pga hormoner. AAARGH...Og mine tanker begyndte på om jeg skulle stoppe det her. Begynde på prævention ved næste mens igen..Også så jeg kunne give min mand det forårs/sommerbarn vi ønsker os... Det ville passe emget bedre med karriere o.s.v hvis barnet bliver født april/maj/juni/juli.. Og også for barnets bedste. Jeg vile nemlig kun have 6 måneders barsel og hvis jeg nu blvier gravid om 2 måneder er barnet pludselig kun 4 måneder når det skal ud og passes. og det synes jeg er alt for tidligt.. Nå men...

Jeg har nu besluttet at jeg ikke kan det her.. TROR JEG!.. Orh det er svært, men tror ikke jeg ønsker bebse så megt at jeg har lyst til at tabe mig selv på denne måde..

Og nu til det store hele.. Hvordan siger ejg det til manden.. Hvordan siger jeg til ham at jeg vil udskyde HANS STØRSTE DRØM..
Orh det er svært.. jeg er sååååå forvirret... Ødelægger det mere end det gavner.. Jeg vil jo gerne have bebs og give min mand en.. Men hvad vejer mest.

Det lyder helt banalt og åndssvagt.. Men hvad fanden skal jeg gøre?? Skal jeg udskyde og hvordna siger ejg det til ham.. ihh..

Undskyld hvis det er rodet. Bliver bare nødt til at få det ud nu..

 

Hvis du læste med så angt, så tak.

mega svært at tage stilling til,har selv lige været der, kunne så meget mærke jeg selv havde brug for ro, efter vi har levet uden prevention, i 5 år og det intet er sket og lægerne siger der intet er glat med os,
det tog meget på min psyke, og drømmen følte jeg havde "besat mig"

vågnede en morgen og tænkte nu kan jeg ikke mere, hvis jeg forsætter ender det med jeg for kørt mig selv helt ned,
sagde til kæresten ud af det blåå jeg starter på p-piller, og kan ikke love hvordan jeg reager næste gang din familie om hvor når der kommer en junior fra os-( skal siges at jeg er en direkte person hvis jeg føler mig presset af noget der gør mig ked, og har jeg sagt til svigerfamilien mange gange, at jeg åbenbart ikke kan få børn, tror betemt ikke de gør det for at såre mig og kæresten tror  bare  ikke lige de tænker sig om på det område)

når men min kæreste kiggede på mig og sagde af hvad for noget,
-sagde til ham hvis jeg ikke selv giver mig noget ro, ville det både smadre mig og vores forhold, så jeg starter på p-piller, kunne godt se han blev ked og tror ikke han ved hvor hårdt det er psykisk for mig...

dagen efter sagde han at han var glad for jeg tænkte på mig selv, for han ønskede ikke vores forhold knækkede  pågrund af vi ikke lige tog et puste rum...

ved ikke om der er noget af det her der kan hjælpe dig
men synes du skal lytte 100% til dig selv, det er kun dig selv der kan mærke efter!

og hvis du vil vente er jeg sikker på han vil forstå,
hvis ikke ville jeg nok overveje om det overhoved var det jeg ville

Anonym skriver:

mega svært at tage stilling til,har selv lige været der, kunne så meget mærke jeg selv havde brug for ro, efter vi har levet uden prevention, i 5 år og det intet er sket og lægerne siger der intet er glat med os,
det tog meget på min psyke, og drømmen følte jeg havde "besat mig"

vågnede en morgen og tænkte nu kan jeg ikke mere, hvis jeg forsætter ender det med jeg for kørt mig selv helt ned,
sagde til kæresten ud af det blåå jeg starter på p-piller, og kan ikke love hvordan jeg reager næste gang din familie om hvor når der kommer en junior fra os-( skal siges at jeg er en direkte person hvis jeg føler mig presset af noget der gør mig ked, og har jeg sagt til svigerfamilien mange gange, at jeg åbenbart ikke kan få børn, tror betemt ikke de gør det for at såre mig og kæresten tror  bare  ikke lige de tænker sig om på det område)

når men min kæreste kiggede på mig og sagde af hvad for noget,
-sagde til ham hvis jeg ikke selv giver mig noget ro, ville det både smadre mig og vores forhold, så jeg starter på p-piller, kunne godt se han blev ked og tror ikke han ved hvor hårdt det er psykisk for mig...

dagen efter sagde han at han var glad for jeg tænkte på mig selv, for han ønskede ikke vores forhold knækkede  pågrund af vi ikke lige tog et puste rum...

ved ikke om der er noget af det her der kan hjælpe dig
men synes du skal lytte 100% til dig selv, det er kun dig selv der kan mærke efter!

og hvis du vil vente er jeg sikker på han vil forstå,
hvis ikke ville jeg nok overveje om det overhoved var det jeg ville

... Det hjælper mig.. Det er et par dage siden jeg læste dit indlæg men har først haft overskud til at svare dig nu.. Du ramte nogen rigtige punkter... Jeg har sagt til manden at vi skal have en snak om projekt baby.. Længere er jeg ikke kommet. Men jeg er dog helt fast besluttet på at det vil være det rigtige at udskyde selvom det gør ondt at erkende.. Men som du siger, drømmen har også besat mig...

Jeg er frygtelig ked af at der ingen baby har været til jer og at det intet galt med jer skulle være på det punkt.. Altså det er godt der ikke er noget galt med jer, men frustrerende ikke at kunne opnå baby på trods..

Og du har helt ret i at hvis han ikke forstår mine følelser og frustrationer omkring dette, er det så det rigtige.. I et forhold burde man jo give plads til hinanden og også "dødløbene" som det her er for mig..

Mange tak for at du gav dig tid til at skrive om et så følsomt emne til mig... Nu skal jeg bare have taget mit sammen og have fforklaret manden tingene... TIden løber snart fra mig...

Tak igen..Og alt held og lykke til jer.. Jeg håber en pause fra PB får jeg på rette vej!

Så er snakken taget med manden... Han blev lidt mut men forstår det godt..HELDIGVIS!!!! Puuha jeg var bange, og fik hele aftenen igennem flere gange tårer i øjnene fordi jeg var såååå nervøs...Ja og jeg begyndte da også at græde under samtalen og manden vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det kunne jeg mærke.. Han var slet ikke klar over at det hele gik mig så meget på, men hvordan kan han dog også være kalr over noget jeg ikke har givet udtryk for.

Men fredag aften kl 22.30 fik jeg endelig taget mig sammen..
Vi har valgt at sætte PB på standby i minimum 5 måneder... D.v.s at mit hoved får den ro det skal have og selvom jeg i mellemtiden måske føler mig klar tidligere har vi valgt at sige det er bedst jeg får det på længere afstand og det er jeg egentlig godt tilfreds med og manden også.

Imorgen skal jeg have ringet til lægen og have bestilt p-piller.. Havde godt nok sagt jeg aldrig skulle på det skidt igen men min krop sender såå mange underlige signaler - som om jeg stadig er gravid så derfor har jeg behov for at få det såååå meget på afstand som muligt.

Tak for jeres gode råd piger.