Hvordan siger man til manden at man ikke vil alligevel?

Jeg vil ikke lyve, og derfor siger jeg det bare som jeg ville føle det.Du skal ikke tro at du ligefrem ødelægger det hele for jer, nu har mig og min kæreste fået os en lille dreng, og vi har ingen abort haft, der gik halv anden uge hvor vi prøvede at få hende gravid. Mig og min kæreste været "heldige", hvis mig og min kæreste havde været det igennem som dig og din mand har været, så ville jeg godt kunne forstå hende hvis hun ikke kunne mere, jeg er lige ved at dø når hun er ked af det eller sur, hvis jeg ikke kan gøre noget ved det.Hvis min kæreste sagde det til mig ville jeg blive ked af det , for jeg ønskede mig også en baby , men jeg ville elske hende for meget til at blive rigtig sur på hende.Du kan ikke undgå at han bliver ked af det hvis han ønsker sig en baby, men fortæl ham præcis hvordan du har det når i er alene og han vil forstå, men stadig blive ked af det. Barnet skal nok komme!! fortæl ham det. Og fortæl ham hvornår du har krafter til at begynde igen, den halv anden uge jeg havde med min kæreste var squ god!! vi gjorde det så dog også rigtig meget under graviditeten selvom jeg troede at jeg ville skade den lille i starten ..Og det lyder altså ikke åndssvagt det du skriver..Men held og lykke med det hele.

Jeg vil ikke lyve, og derfor siger jeg det bare som jeg ville føle det.Du skal ikke tro at du ligefrem ødelægger det hele for jer, nu har mig og min kæreste fået os en lille dreng, og vi har ingen abort haft, der gik halv anden uge hvor vi prøvede at få hende gravid. Mig og min kæreste været "heldige", hvis mig og min kæreste havde været det igennem som dig og din mand har været, så ville jeg godt kunne forstå hende hvis hun ikke kunne mere, jeg er lige ved at dø når hun er ked af det eller sur, hvis jeg ikke kan gøre noget ved det.Hvis min kæreste sagde det til mig ville jeg blive ked af det , for jeg ønskede mig også en baby , men jeg ville elske hende for meget til at blive rigtig sur på hende.Du kan ikke undgå at han bliver ked af det hvis han ønsker sig en baby, men fortæl ham præcis hvordan du har det når i er alene og han vil forstå, men stadig blive ked af det. Barnet skal nok komme!! fortæl ham det. Og fortæl ham hvornår du har krafter til at begynde igen, den halv anden uge jeg havde med min kæreste var squ god!! vi gjorde det så dog også rigtig meget under graviditeten selvom jeg troede at jeg ville skade den lille i starten ..Og det lyder altså ikke åndssvagt det du skriver..Men held og lykke med det hele.

MANGE tak for svar... Dejligt at hører det fra en mand. Tillykke med den lille og må jeg påpege din kæreste er heldig at have dig. (har læst dine tråde)..

Jeg ahr taget med snakken, har lige skrevet en opdate som jeg poster her til dig også.. Alligevel fik du da lige givet mig tårer i øjnene.

OPDATEN:
Så er snakken taget med manden... Han blev lidt mut men forstår det godt..HELDIGVIS!!!! Puuha jeg var bange, og fik hele aftenen igennem flere gange tårer i øjnene fordi jeg var såååå nervøs...Ja og jeg begyndte da også at græde under samtalen og manden vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det kunne jeg mærke.. Han var slet ikke klar over at det hele gik mig så meget på, men hvordan kan han dog også være kalr over noget jeg ikke har givet udtryk for.

Men fredag aften kl 22.30 fik jeg endelig taget mig sammen..
Vi har valgt at sætte PB på standby i minimum 5 måneder... D.v.s at mit hoved får den ro det skal have og selvom jeg i mellemtiden måske føler mig klar tidligere har vi valgt at sige det er bedst jeg får det på længere afstand og det er jeg egentlig godt tilfreds med og manden også.

Imorgen skal jeg have ringet til lægen og have bestilt p-piller.. Havde godt nok sagt jeg aldrig skulle på det skidt igen men min krop sender såå mange underlige signaler - som om jeg stadig er gravid så derfor har jeg behov for at få det såååå meget på afstand som muligt.

Tak for jeres gode rå.

Anonym skriver:

Hej piger.

Anonym tilladt..

Sagen er den at jeg er i tvivl om jeg har lyst til at fortsætte med projekt baby.. Jeg synes jeg har tabt mig selv på den korte vej og kan slet ikke kende mig...

Historien fortalt kort: Vi blev gravide i 2. cyklus, desværre fik jeg en abort i uge 10 da det i uge 8/9 blev opdaget at fosteret var gået til.. Jeg fortalte alle jeg var ok og nærmest udpåvirket hvilket min mand også gav udtryk for. - VI skulle bare videre og op på hesten igen. Men det var løgn det hele. Pludselig kom efrterreaktionen.. Ikke kun ved mig men også ved ham.. Og vores forhold røg næsmest fløjten. Vi var begge meget "ulykkelige" og det mindste skabte mega splid..Jeg græd konstant, over selv det mindste og han lukkede sig mere og mere inde..Vi prøvede dog stadig... Da jeg så testede negativ ved forventet første testdag efter MA'en på trods af alle symptomer som sidst ja så blev jeg bare sååå frustreret selvom jeg var glad for mens "endelig" kom 5 uger efter aborten..

Men jo mere jeg tænkte over det under mens, jo mindre kunne ejg kende mig selv.. Nu vidste jeg pludselig hvilke symptomer jeg skulle kigge efter, og psyken fremstammede dem jo. Ja jeg gik så meget op i det at jeg fik et udslet jeg havde under graviditeten pga hormoner. AAARGH...Og mine tanker begyndte på om jeg skulle stoppe det her. Begynde på prævention ved næste mens igen..Også så jeg kunne give min mand det forårs/sommerbarn vi ønsker os... Det ville passe emget bedre med karriere o.s.v hvis barnet bliver født april/maj/juni/juli.. Og også for barnets bedste. Jeg vile nemlig kun have 6 måneders barsel og hvis jeg nu blvier gravid om 2 måneder er barnet pludselig kun 4 måneder når det skal ud og passes. og det synes jeg er alt for tidligt.. Nå men...

Jeg har nu besluttet at jeg ikke kan det her.. TROR JEG!.. Orh det er svært, men tror ikke jeg ønsker bebse så megt at jeg har lyst til at tabe mig selv på denne måde..

Og nu til det store hele.. Hvordan siger ejg det til manden.. Hvordan siger jeg til ham at jeg vil udskyde HANS STØRSTE DRØM..
Orh det er svært.. jeg er sååååå forvirret... Ødelægger det mere end det gavner.. Jeg vil jo gerne have bebs og give min mand en.. Men hvad vejer mest.

Det lyder helt banalt og åndssvagt.. Men hvad fanden skal jeg gøre?? Skal jeg udskyde og hvordna siger ejg det til ham.. ihh..

Undskyld hvis det er rodet. Bliver bare nødt til at få det ud nu..

 

Hvis du læste med så angt, så tak.

puha det er en svær situation. men det er nu engang rigtig vigtigt du har dig selv med hele vejen, også selvom det er svært for din mand. Ved dog ikke om der er nogen god måde at sige det på føler med jer

l.kjoeller skriver:

puha det er en svær situation. men det er nu engang rigtig vigtigt du har dig selv med hele vejen, også selvom det er svært for din mand. Ved dog ikke om der er nogen god måde at sige det på føler med jer

Tak for dit svar.. Ja det er en rigtig lort situation.. Jeg har dog snakket med kæresten og har for lidt siden skrevet en opdate her..


OPDATEN:
.Så er snakken taget med manden... Han blev lidt mut men forstår det godt..HELDIGVIS!!!! Puuha jeg var bange, og fik hele aftenen igennem flere gange tårer i øjnene fordi jeg var såååå nervøs...Ja og jeg begyndte da også at græde under samtalen og manden vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det kunne jeg mærke.. Han var slet ikke klar over at det hele gik mig så meget på, men hvordan kan han dog også være kalr over noget jeg ikke har givet udtryk for.

Men fredag aften kl 22.30 fik jeg endelig taget mig sammen..
Vi har valgt at sætte PB på standby i minimum 5 måneder... D.v.s at mit hoved får den ro det skal have og selvom jeg i mellemtiden måske føler mig klar tidligere har vi valgt at sige det er bedst jeg får det på længere afstand og det er jeg egentlig godt tilfreds med og manden også.

Imorgen skal jeg have ringet til lægen og have bestilt p-piller.. Havde godt nok sagt jeg aldrig skulle på det skidt igen men min krop sender såå mange underlige signaler - som om jeg stadig er gravid så derfor har jeg behov for at få det såååå meget på afstand som muligt.

Tak for jeres gode råd piger.