Hvordan siger man til manden at man ikke vil alligevel?

Wimmie skriver:

Du slukker vel ikke hans drøm bare ved at udskyde projekt Baby i nogen tid?

Du (I) har brug for tid til at komme ovenpå igen efter en hektisk periode med store følelsesudsving, og hvis du føler at lige nu er et dårligt tidspunkt at fortsætte, så kommer der intet godt ud af at "klø på" - giv dig selv den pause og snak evt. med manden om at tage emnet op igen om X antal måneder og så se hvordan du har det på det tidspunkt - om du er klar.

Hvis jeres forhold heller ikke har kørt på skinner er det heller ikke tidspunktet at putte mere pres på det; det lyder som om I virkelig har brug for en PB-pause hvor I måske bare nyder hinanden lidt 

 

Må jeg spørge hvor gamle I er?

Neeej det gør jeg vel ikke... Ikke for evigt ihvertfald..

Du komemr sådan med kloge ord altid Wimmie.
Jeg ved ikke om det er et dårligt tidspunkt, alt er bare ARRRRGH... Jeg ve djeg ikke "må" sige dette men: Jeg vil tusinde gange hellere have prøvet i lang tid uden at lykkeds end at have prøvet så kort tid og have mistet.... Jeg har sååå stor respekt for alle dem der kæmper STOR'STOR respekt.. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke var blevet gravid... (jeg ved godt ejg ikke kan samligne det for det er jo et helvede at ønske noget så meget og gå måned efter måned og vente)Jeg analysere alt.. Det mindste mulige symptom..
Jeg vil sååååå gerne blive gravid og møde en lille bebs.. Meeeeen det er alt for stressende.. Sætter alt for mange begrænsninger.. Istedet for at nyde det er det blevet en pest.

Vi er unge. 21 og 24 så vi har alverdens tid foran os.. Det ved jeg.. Men det forandrer ikke vores ønsker om at blive "unge" forældre.

Alt ville nok passe bedre hvis jeg begyndte på prævention og vi så startede PB op igen til maj/juni 2012 igen... Både med skole (mere frihed derefter) og så meget andet.. Meeen ejg kan ikke lade vær med at tænke på at nogen forventer snart at blive farmor og mormor o.s.v.. Ja vi var belvet nødt til at fortælle vores familie om graviditeten da det desværre var sluppet ud fordi der var en der ikke kunne holde kæft..

Men ja, det burde jeg jo ikke tænke på.. Jeg ønsker bare kernefamilien så højt, for det ahr jeg aldrig selv haft...

Anonym skriver:

Tak for krammene... FØLG MIT HJERTE... Det giver tårer i øjnene.. For jeg ved ærligt ikke hvad mit hjerte helst vil.. Jeg ved ikke hvad der vægter højst...

Puha altså du er MERE end velkommen til og skrive privat til mig hvis du har lyst til og snakke.. 

Anonym skriver:

Neeej det gør jeg vel ikke... Ikke for evigt ihvertfald..

Du komemr sådan med kloge ord altid Wimmie.
Jeg ved ikke om det er et dårligt tidspunkt, alt er bare ARRRRGH... Jeg ve djeg ikke "må" sige dette men: Jeg vil tusinde gange hellere have prøvet i lang tid uden at lykkeds end at have prøvet så kort tid og have mistet.... Jeg har sååå stor respekt for alle dem der kæmper STOR'STOR respekt.. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke var blevet gravid... (jeg ved godt ejg ikke kan samligne det for det er jo et helvede at ønske noget så meget og gå måned efter måned og vente)Jeg analysere alt.. Det mindste mulige symptom..
Jeg vil sååååå gerne blive gravid og møde en lille bebs.. Meeeeen det er alt for stressende.. Sætter alt for mange begrænsninger.. Istedet for at nyde det er det blevet en pest.

Vi er unge. 21 og 24 så vi har alverdens tid foran os.. Det ved jeg.. Men det forandrer ikke vores ønsker om at blive "unge" forældre.

Alt ville nok passe bedre hvis jeg begyndte på prævention og vi så startede PB op igen til maj/juni 2012 igen... Både med skole (mere frihed derefter) og så meget andet.. Meeen ejg kan ikke lade vær med at tænke på at nogen forventer snart at blive farmor og mormor o.s.v.. Ja vi var belvet nødt til at fortælle vores familie om graviditeten da det desværre var sluppet ud fordi der var en der ikke kunne holde kæft..

Men ja, det burde jeg jo ikke tænke på.. Jeg ønsker bare kernefamilien så højt, for det ahr jeg aldrig selv haft...

Jeg føler virkelig med dig; det lyder bestemt ikke sjovt 

Og naturligvis er det også synd for din mand når det er hans store drøm, men du er bare nødt til at forklare ham at du ikke kan overskue det lige nu - det vil slet ikke gavne nogen af jer.

Men jeg forstår godt hvor svært det må være - min mand var klar til børn længe før jeg var og jeg tror bestemt også det var hårdt for ham at vente på at jeg blev klar. Jeg ville have knust hans hjerte hvis jeg fortrød når det kom til stykket, men nu er vi jo også en del år ældre...

Men snak med ham hurtigst muligt og sørg for hele tiden at kommunikere jeres tanker og ønsker omkring dét at få børn. Han skal naturligvis ikke lægge pres på dig og hele tiden spørge "er du snart klar?" men prøv evt. at tage en måned eller to ad gangen hvor I fokuserer på alt muligt andet (især hinanden) og så tag emnet op igen og se hvordan tingene går; det kan jo være det hele hurtigt ændrer sig når man lige får tingene på afstand.

Og tak for komplimenten - nu ved jeg jo ikke hvem du er, men jeg er beæret over at du har lagt mærke til mine ord før 

Dansker I Holland skriver:

Puha altså du er MERE end velkommen til og skrive privat til mig hvis du har lyst til og snakke.. 

Taaak...

Jeg er "desværre" en der nyder godt af anonymiteten... Jeg er ikke for god til at bekende kulør når det omhandler at vise svaghed... Ved jo godt ejg ikke er svag, men har ahft en vanskelig barndom og har derfor vænnet mig til at vise alle udadtil hvor fedt jeg har det..

Anonym skriver:

Taaak...

Jeg er "desværre" en der nyder godt af anonymiteten... Jeg er ikke for god til at bekende kulør når det omhandler at vise svaghed... Ved jo godt ejg ikke er svag, men har ahft en vanskelig barndom og har derfor vænnet mig til at vise alle udadtil hvor fedt jeg har det..

Det er så helt i orden. Det skal der være plads til Og du er ikke svag Det tvivler jeg stærkt på

Og nu ved jeg godt at dette er en mærkelig sammenligning, men for ca. 6 år siden startede jeg på en universitetsuddannelse og efter et par måneder var jeg så ked, træt, stresset og kunne slet ikke overskue dette studie jeg havde startet. Jeg sagde til mig selv at jeg burde stoppe, men jeg var bare så ked af at skuffe folk; min mand, min familie...

Men da det til sidst fyldte så meget at jeg slet ikke kunne tænke på andet stoppede jeg mit studie og pludselig var en meget tung byrde lettet fra mine skuldre. Fra det minut jeg tog beslutningen om at udskyde min uddannelse var jeg så glad og lettet; det var det bedste jeg kunne have gjort for mig selv og min psyke - det ændrede simpelthen alt og jeg er sikker på at det var dét der skulle til for at jeg ikke endte i et sort hul.

Det værste man kan gøre er at fortsætte på noget man kan mærke er ved at køre én i sænk psykisk 

Wimmie skriver:

Jeg føler virkelig med dig; det lyder bestemt ikke sjovt 

Og naturligvis er det også synd for din mand når det er hans store drøm, men du er bare nødt til at forklare ham at du ikke kan overskue det lige nu - det vil slet ikke gavne nogen af jer.

Men jeg forstår godt hvor svært det må være - min mand var klar til børn længe før jeg var og jeg tror bestemt også det var hårdt for ham at vente på at jeg blev klar. Jeg ville have knust hans hjerte hvis jeg fortrød når det kom til stykket, men nu er vi jo også en del år ældre...

Men snak med ham hurtigst muligt og sørg for hele tiden at kommunikere jeres tanker og ønsker omkring dét at få børn. Han skal naturligvis ikke lægge pres på dig og hele tiden spørge "er du snart klar?" men prøv evt. at tage en måned eller to ad gangen hvor I fokuserer på alt muligt andet (især hinanden) og så tag emnet op igen og se hvordan tingene går; det kan jo være det hele hurtigt ændrer sig når man lige får tingene på afstand.

Og tak for komplimenten - nu ved jeg jo ikke hvem du er, men jeg er beæret over at du har lagt mærke til mine ord før 

Jeg ahr været klar siden jeg var 16. hahaha.. Lad os bare sige jeg blev voksen for hurtig.. Fra jeg var 12 overtog ejg rollen som mor for min egen mor..- Nå men jeg har selvfølgelig ikke udlevet DRØMMEN fordi jeg jo gerne ville være ældre på trods af modenhed.. Og lige pludselig overhalede mandens ønske mig. Og hold da op hvor er jeg dog beæret over at have en mand der virkelig ønsker sig bebs..Han blvier en fantastisk far og hold op hvor han voksede med opgaven allerede under de 5 uger vi fik lov at være lykkelige...
Og hvor ville jeg dog bare ønske vi stadig var lige så lykkelige.. Men det skal nok komme igen.. Ër bare bange for det skal gå mere galt når nu jeg trækker i land.. Er bange for han skal blive sur på mig, eller "hade" mig for valget.. Selvom det måske er meget godt at få det på afstand. Har egentlig forberedt ham lidt på det.. Men det var lige efter aborten.. Hanssvar var: Så rryger du på pillen for jeg skal ikke kanlde med kondom... NEJ FINT NOK DU!!!!!!! Så tror at hvis jeg skal noget bliver det på pillen i 6 måneder minimum... Og hvad så hvis vi får svært ved at få bebs bagefter.. beskylder ejg så pillerne for det.. eller...

Men ja, skal lige have overstået en svær arbejdsweekend og så må jeg hellere få snakket med ham.. Vi skal have kvalitetsweekend i næste weekend så det skal nok være inden der så jeg ikke ødelægger den..
Så må vi se hvad vi beslutter os for.

Velbekomme.. Kan sige så meget at du ikke "kender" mig. Jeg har bare lagt rigtig meget mærke til dit søde væsen.

Wimmie skriver:

Og nu ved jeg godt at dette er en mærkelig sammenligning, men for ca. 6 år siden startede jeg på en universitetsuddannelse og efter et par måneder var jeg så ked, træt, stresset og kunne slet ikke overskue dette studie jeg havde startet. Jeg sagde til mig selv at jeg burde stoppe, men jeg var bare så ked af at skuffe folk; min mand, min familie...

Men da det til sidst fyldte så meget at jeg slet ikke kunne tænke på andet stoppede jeg mit studie og pludselig var en meget tung byrde lettet fra mine skuldre. Fra det minut jeg tog beslutningen om at udskyde min uddannelse var jeg så glad og lettet; det var det bedste jeg kunne have gjort for mig selv og min psyke - det ændrede simpelthen alt og jeg er sikker på at det var dét der skulle til for at jeg ikke endte i et sort hul.

Det værste man kan gøre er at fortsætte på noget man kan mærke er ved at køre én i sænk psykisk 

Det er en rigtig fin sammenligning for det er nøjagtig sådan jeg har det...

Og da jeg i sidste uge blev enig med mig selv om at stoppe havde jeg det såååå godt... Og så meldte alt det ehr med manden sig.. og om jeg nu virkelig ville udskyde...

Dansker I Holland skriver:

Det er så helt i orden. Det skal der være plads til Og du er ikke svag Det tvivler jeg stærkt på

Taaak.. Nej jeg ved godt jeg ikke er svag.. Vi er vel alle lidt skrøbelige en gang imellem.. Jeg hader bare at indrømme det...

Anonym skriver:

Taaak.. Nej jeg ved godt jeg ikke er svag.. Vi er vel alle lidt skrøbelige en gang imellem.. Jeg hader bare at indrømme det...

Hehe op med humøret