Her kommer min lange beretning, bedre sent end aldrig...
Kære lille skat
. Nu er du endelig kommet og du ligger lige nu og sover trygt i din lift her ved siden af mig. Du er ikke et milligram mindre dejlig end jeg havde forestillet mig og jeg kan godt fortælle at din far og jeg allerede elsker dig meget højt.
Jeg vil fortælle dig lidt om, hvordan du fandt vej ud til verdenen tirsdag den 9. August 2011.
Det startede om morgenen den 8. August. Det var din mor og fars 2 års bryllupsdag og jeg vågnede allerede med ondt i maven kl.06.15. var ude og tisse og smuttede i seng igen. Kunne kort tid efter mærke at der kom endnu en plukve eller var det en ve? Jeg tændte derfor for morgen tv og kunne samtidig holde øje med klokken da tiden hele tiden står i højre hjørne. Da jeg efter en god times tid med ca. ti minutters mellemrum blev ved med at mærke disse smerter, tænkte jeg at det måske var på tide at ringe til din far og informere ham om at du måske var ved at melde din ankomst. Kl. Tyve i otte ringede jeg derfor til din far der på dette tidspunkt var i fuld gang med at arbejde på pladsen i Sverige (Malmö. Vi blev enige om at vi ville se tiden an den næste halve time og hvis veerne blev ved med at komme ville han tage hjem. Jeg var meget i tvivl om hvorvidt det var noget eller om det ville gå i sig selv igen og ville jo helst ikke ringe din far unødigt hjem fra arbejde.
Jeg kunne dog mærke at hver gang der kom en ve så var jeg ikke i tvivl da de begyndte at føltes en smule mere smertefulde end de plukveer jeg hidtil havde oplevet. Cirka ved ni tiden blev vi derfor enige om at det var på tide at din far kom hjem. Kl. Kvart over ti var han kommet hjem. Vi smuttede begge i bad og bagefter løb din far til bageren, da vi tænkte det nok var smart at få noget mad, hvis jeg senere skulle gennemgå en fødsel.
De næste timer gik foran fjernsynet og som tiden skred frem måtte din mor koncentrere sig mere og mere når der kom en ve og de begyndte at bide godt
.
Kl.15 havde vi en i forvejen planlagt tid hos jordmoderen. Den tog vi til og hun kunne konstatere at jeg havde åbnet mig 1-2 cm. Og at du stod helt fast i bækkenet. Derfor kunne alt godt tyde på at jeg var ved at gå i fødsel… dog kunne hun alligevel ikke udelukke at det ville gå i sig selv igen
Men som du nok kan gætte, gik veerne ikke i sig selv igen. De begyndte at bide mere og mere og jeg måtte koncentrere mig mere og mere når de kom. Jeg trak vejret dyyyybt ind gennem næsen og pustede ud gennem munden. Da klokken var hen ad fem om eftermiddagen synes vi det måske var ved at være tid til at ringe til fødegangen. Jeg havde meget ondt nu og veerne kom med ned til fem minutter imellem. På fødegangen sagde de dog at vi skulle strække den lidt endnu. Jeg tog et par panodiler (som om det på nogen måde havde effekt på de smerter…!
) og jeg drak et halvt glas champagne. -Det var jo vores bryllupsdag. Der gik en times tid og nu ville jeg ikke vente mere jeg ville have noget smertestillende NU!!! Så vi ringede endnu engang til fødegangen som sagde vi bare skulle komme. De sidste ting blev pakket i tasken og vi gik stille og roligt ud af døren og var nu pludselig midt i alt det jeg så mange gange havde forestillet mig gennem de seneste måneder af graviditeten. Vi var på vej!!! Men bare turen ned ad trappen var hård. Jeg nåede at få to veer og måtte læne mig op ad gelænderet for at klare dem. Turen til Hvidovre husker jeg ikke rigtig. Tror jeg koncentrerede mig om de smerter jeg havde. Husker dog at jeg flere gange tænkte så er det nu!?!... Og at jeg uden tvivl nu måtte være mindst 5-6 cm. åben og dermed være i fødsel.
Vi ankom til Hvidovre omkring kl.18.30. der var stille og meget tomt på de store hospitalsgange og på AOMA var der også næsten spøgelses agtigt. Jeg blev undersøgt og fik den nedslående besked om at jeg kun var ca.2 cm åben
. Derfor mente de at en gåtur på en times tid og derefter en ny undersøgelse måtte være vejen frem. Så kunne hun nemlig vurdere om vi ville blive sendt hjem med noget smertestillende at sove på (SOM OM!!!
) eller om der var fremgang. Vi gjorde som der blev sagt og begav os ud på de tomme gange på Hvidovre hospital. Jeg gik mellem veerne og hver gang der kom en ve måtte jeg støtte mig op ad væggen og de gelændre der heldigvis er på Hvidovre. Den næste time sneglede sig afsted og smerterne blev værre og værre. For helvede hvor ville jeg bare gerne have noget smertelindrende!!! De tanker jeg tidligere havde haft, om at du gerne måtte vente med at komme til den 9. August, var nu erstattet af en trang til bare at få denne her fødsel overstået. Da vi kom tilbage til AOMA blev jeg undersøgt igen. Heldigvis var jeg en cm. mere åben og jeg tror også at hende der undersøgte mig godt kunne se, at det ikke ville nytte noget at sende mig hjem. Hun kørte en strimmel for at tjekke veerne og se om din hjertelyd var som den skulle være. Det var den heldigvis. Jeg følte mig låst mens jeg sad der med de måleinstrumenter fastspændt på min mave og jeg havde svært ved at overskue situationen. Jeg begyndte efterhånden at gå længere og længere ind i mig selv og sagde vist ikke ret meget udover de støn og andet der kom når veerne var værst.
Efter jeg havde siddet med strimmlen på, i hvad der føltes som en evighed, fik jeg tilbud om et bad. Derefter ville de vurdere om vi fik en stue og noget smertestillende eller om jeg var udvidet nok til at de kunne overføre mig til fødegangen. Jeg var bange for at denne her fødsel havde lange udsigter, og da jeg allerede nu havde svært ved at håndtere smerterne, var jeg bange for hvordan det skulle gå senere hen.
Men vi takkede ja til et bad. Inden da fik jeg klynx. Jeg havde jo læst mange fødselsberetninger inden da, og havde mine bange anelser omkring lige denne del
. Ganske rigtigt så gik der heller ikke mere end ca.3 minutter før jeg følte at nu var NU!!! Jeg løb ud på toilettet og kom af med det jeg nu skulle….
Derefter kom kasper ud til mig i badet og hjalp med at holde bruseren når der kom en ve. Badet lindrede dejligt og jeg slappede lidt mere af end jeg havde gjort i flere timer. Efter lidt tid blev varmen dog for meget og jeg ville gerne ud. Jeg kom i hospitalstøj og lækre netunderbukser og lagde mig ind på briksen igen. Vi ringede efter jordmoderen og ventede på den næste dom. Blev det fødegangen eller en stue hvor vi skulle overnatte?
Heldigvis var jeg nu 3-4 cm og derfor kunne jeg komme på fødegangen. Sikke en dejlig besked
. Det eneste jeg efterhånden fokuserede på var at få noget smertestillende! Der kom en jordmoder og hentede os klokken var nu 22.15(kan faktisk ikke huske hvad hun hedder…nåh jov Mia) og vi gik gennem de tomme gange ned på fødegangen. Jeg ønskede at komme i karbad da brusebadet var dejlig lindrende så vi fik en stue med bad. Inden jeg kunne komme i, skulle jeg dog først have en gang antibiotika gennem drop (grundet streptokokker i graviditeten). Jordmoderen fik med meget møje og besvær placeret droppet på min håndryg. Det tog dog en krig for droppet at løbe igennem, for hver gang der kom en ve så spændte jeg så meget i kroppen at det holdt op med at løbe.
Da det endelig var tømt kunne jeg komme over i badet. Havde store forventninger til, hvor dejligt det ville føles, men blev dog svært skuffet! Jeg kunne slet ikke bevæge mig i badet og følte mig låst fast under veerne. Jeg var nu ved at miste modet og var næsten ved at græde af afmagt.
Jeg bad din far hjælpe mig op og han trak min tunge krop op af karet. Det næste jordmoderen mente vi kunne prøve var lattergas. Jeg bad om epidural, men hun mente at det var for tidligt at få rygmarvsbedøvelsen, da den ville kunne modarbejde veerne og få fødslen til at trække ud. Det ville jeg selvfølgelig heller ikke have men for SATAN DA hvor gjorde det ondt.
Lattergassen var jeg heller ikke fan af. Jeg følte mig ør i hovedet men virkningen på smerterne synes jeg ikke var mærkbar. Din far hjalp med at holde masken for munden når der kom en ve. På dette tidspunkt kommunikerede jeg vist mest via fagter og ordre. Jeg var helt inde i min egen verden og hver gang den ene ve var overstået brugte jeg alle mine kræfter på at komme mig/forberede mig på den næste. Det var absolut forfærdeligt. Jeg måtte have noget smertelindrende nu.
Som jordmoderen sagde så var det min fødsel så, hvis jeg følte jeg skulle have en epi, så skulle hun nok bestille den til mig. Og det ville jeg! Narkoselægen var ved en anden patient men bagefter ville hun komme ind til mig. Pludselig følte jeg, at jeg skulle på toilettet og udbrød noget så charmerende som ”jeg skal skide!”. Jordmoderen ville dog ikke lade mig gå på wc uden lige at undersøge mig først. Hun skulle vist sikre sig at jeg ikke var ved at føde. Og det viste sig at jeg nu var 5-6 cm. åben. Perfekt til en epi! Og fik så lov at gå på toilettet
Nu havde klokken passeret 23 og der var vagtskifte på fødegangen. Ind ad døren trådte min nye jordmoder Louise, som blev ved min side mens du kom til verdenen. Hun var intet mindre end fantastisk
!
Omkring kl.halv tolv kom narkoselægen og lagde bedøvelsen. Jeg var på dette tidspunkt helt væk grundet smerter og narkoselægen måtte bede mig åbne mine øjne og hilse på hende. Hun skulle vist lige være sikker på at jeg var ”til stede”. Bedøvelsen var ”a piece of cake” sammenlignet med veerne. Og da den begyndte at virke var det som at vende tilbage til verdenen efter de seneste timer lange og seje kamp.
Frem til kl. Cirka halv to, kunne jeg næsten ikke mærke når der kom en ve. Det var skønt at være "sig selv" lidt, og samtidig var det enormt uvirkeligt at vide, at man stadig havde den hårde del ”til gode”. Det føltes som stilhed før stormen. Vi snakkede med jordmorderen om vores ønsker til fødslen, hvad du skulle hedde, hendes forestående bryllup og lidt af hvert. Det var hyggeligt at sidde på den halvdunkle fødestue med radioen kørende og den tomme krybbe ventende i hjørnet og vide at der inden så længe ville ligge en lille baby, vores søn, derovre. Din far fik lidt at spise (en tun sandwich) og en kop kaffe og din mor lidt toastbrød. Din far var træt nu og lå og puttede lidt med din baby dyne.
På et tidspunkt begyndte jeg, at kunne mærke veerne igen. Det var tegn på at der var ved at ske noget at smerterne flyttede sig længere nedad hvor epien ikke havde sin virkning. Louise kiggede med store spændte øjne og sagde, at så måtte hun jo nok hellere begynde at gøre fødebordet (eller hvad det nu hedder der, hvor de har deres instrumenter) klar. Løbende havde hun haft en vågent øje på den skærm der viste din hjertelyd og mine veer. Det viste sig at din hjertelyd dykkede hver gang der kom en ve og det bekymrede hende en smule. Hun havde på et tidspunkt afdelingsjordmoderen med på råd, men de blev enige om at det nok var epiens virkning der var årsag hertil. For at være sikker på at målingerne var korrekte havde hun tidligere sat en elektrode direkte på dit hoved så de kunne følge med i hvordan du havde det.
Hun sagde dog ordet kejsersnit flere gange, og ville vist forberede mig hvis tingene skulle udvikle sig og det viste sig nødvendigt at få dig hurtigt ud. Jeg skød tanken væk, for havde bestemt ikke lyst til at de skulle skære i mig, nu hvor vi havde klaret den så langt så ville jeg fanme også føde dig selv.
For at sikre sig at du fik den ilt du havde brug for, ville de lige tage en blodprøve fra din hovedbund. En såkaldt scalp prøve. Da hun tog den var jeg nu 9 cm. åben og manglede kun en lille kant for at være i fødsel. Det var fantastiske nyheder og nu følte jeg, at vi var ved at være ved vejs ende
. Heller ikke noget at sige til at jeg havde ondt når jeg havde åbnet mig så meget de seneste timer! For at give den sidste del et skub med på vejen valgte Louise at tage vandet. Det var en mærkelig følelse at det skyllede ud af mig med varmt fostervand, hver gang jeg bevægede mig. Vandet var heldigvis klart, hvilket var et fint tegn på at du havde det godt derinde. Jeg fik nu den sidste gang antibiotika i drop og nu var jeg ved at være så mærket af veerne at jeg skulle koncentrere mig meget hver gang de kom for ikke at presse. Kroppen skulle lige arbejde det sidste før jeg måtte det.
Men inden jeg så mig om var vi alligevel i gang. Og hold da op hvor var det hårdt arbejde. Din far holdt sig primært ved hovedgæret og kunne ikke rigtig stille så meget op. Kommunikationen foregik udelukkende mellem din mor og jordmoderen Louise. Hun guide mig troligt og jeg fik besked på skiftevis at presse når veerne kom og så gispe og holde igen mellem dem. I løbet af kort tid var du så langt nede at de kunne se dit fine hoved. Nu gjorde det ondt
! Alle mine vildeste fantasier om hvor smertefuld fødslen ville være blev ikke gjort til skamme. Det var en surealistisk følelse at være midt i denne del.
Jeg havde på en måde lyst til at forlade min krop for smerterne brændte på en så ubehagelig måde at jeg flere gange råbte at ”nu kan jeg ikke mere” og ”jeg vil ikke!”. Louise og din far opmuntrede mig, og der var jo heller ikke så meget at stille op… jeg brugte alle mine kræfter og pressede som galt det livet. Da dit hoved kom ud blev der dog slået alarm...
Din skulder sad fast og du skulle ud hurtigt. Der var en lettere panisk stemning på fødestuen og jeg kunne fornemme at jeg SKULLE have dig ud NU. I den næste presseve eller to fik jeg dig ud. ”Vi skal stadig have hjælp” råbte Louise og alarmen fortsatte med at køre. Jeg fik dig livløs op på brystet, en slap lille varm blå krop dumpede ned på mig for ligeså hurtigt at blive fjernet igen. Du trak ikke vejret og blev derfor hevet over på at bord i hjørnet hvo børnelægerne tilså dig. Der var nu cirka 6-7 mennesker på stuen. Din far kom med over i hjørnet og vi blev forsikret om at du var ok, men bare lige skulle have hjælp til at trække vejret. Det var nogle lange minutter indtil du endelig gav et skrig fra dig og du kort tid derefter kom over til mig.
Med undersøgende øjne så du rundt. Du var smurt ind i blod havde stadig blå læber og var også blålig på dine fingre. Du var dog ikke mere medtaget end at du hurtigt begyndte at søge efter mit bryst og begyndte at sutte. Min kære lille ædedolk var født!
Din mor blev nu syet. AV for satan da. Men det gider vi ikke komme nærmere ind på. Det hovedsagelige i denne fortælling var at give dig et lille indblik i den dag og nat hvor du kæmpede dig ud til os. I skrivende stund er du 6 uger gammel. Du har rundet de 5,5 kilo og er mere end 60 cm. lang.
Du er en hidsigprop og en ædedolk men du er først og fremmest den allerdejligste dreng verdenen nogensinde har set.
Du smelter gang på gang din mor og fars hjerter når du smiler eller kommer med dine små nuttede grynt. Du kan allerede holde øjenkontakt, vende dig fra mave til ryg(vist nok mere held end forstand), holde dit hoved selv og rejse dig op på armene. Du er SÅ dygtig og du skal vide at du er højt elsket.
-Fra det øjeblik du kom ud til os og hvert sekund, minut, time, dag, uge, måned og år herefter vil du altid være elsket!
Til min Max fra din mor
Tak fordi du gad læse med, hvis du holdt hele vejen
Billede 1: 1 time gammel, billede 2: 12 timer, billede 3: 5 dage og billede 4: ca 9 dage
