Mine børn stresser mig

Min tanke er, at selvfølgelig kræver de dig når du er der, fordi de gerne vil være sammen med dig

Har du snakket med hende der bor hos er, om hvordan børnene er, når hun har dem?

Jeg har før haft den følelse at mine børn stresser mig, men når jjeg har gransket mig selv, så er det ikke dem, der stresser mig, men det jeg tror jeg skal nå, mens jeg er sammen med dem.

I min verden er det ikke meningen at vores børn skal have oplevelsen af, at det er dem vi ikke magter, så hellere alt andet. 

Så jeg har koblet ud, og har kun lagt fokus på at være sammen med dem, og så måtte alt andet vente, for intet er mere værd, end tiden sammen med dem.

KaMa skriver:

Jeg har desværre ikke plads til au pair. Det havde været genialt ! Det hjælper dog meget, at de går i vuggestue. Det giver mig lidt ro. Er pt uden job. Passer mig godt.

Man skal aldrig sammenligne sig. Dem med et barn har et helt andet liv. Prøv at være alene hjemme med kun en - det er en leg. Haha.

Du har helt ret! Tak for input.

mulle7430 skriver:

jeg har haft 4 små på engang de er født inde for 4 år men synes de var nemme...synes det er værre nu med den alder de har idag ( 9-10-11-12 år )  men kan godt se det stesser dig meget når du ingenting kan og de græder hele tiden   håber det bliver bedere når de bliver lidt større  du får lige en store krammer herfra

Tak, jeg håber ikke, det bare er en illusion for mig, at de bliver nemmere, når de bliver større. Det vil jo kun tiden vise. Kram igen!

Corn skriver:

Det er ikke nødvendigvis nemmere at have børn, fordi de ikke er tvillinger

 

Nej, det tror jeg heller ikke. Jeg tror nærmere, at det er antallet af børn, der skal tages i betragtning.

Ansemusen skriver:

Jeg havde også MEGA meget stress, da Thias var lille! Jeg fik det så dårligt indeni hver gang han græd. Og han græd bare jeg gik på toilettet, skulle lave mad til ham osv. Ligesom du beskriver. Så med to plus én forstår jeg dig virkelig godt

Jeg takker for forståelsen.

JeNoVa skriver:

Vi er så heldige at have en kvinde boende, der hjælper os med børnepasning og rengøring. Men hun har altså stadig to fridage om ugen, og de ligger som regel på mine fridage. På de dage arbejder min mand som regel hele dagen indtil sen aften, så det vil sige, at jeg er alene med mine tre ellers så dejlige tøser på 21, 8 og 8 måneder.

Den ældste har altid været ret mild af natur, men tvillingerne har til gengæld aldrig været nemme. De har altid grædt meget, og de sover dårligt. De kræver hele tiden et eller andet, og nogle gange ved jeg, hvad det er. Andre gange aner jeg det ikke.

Problemet er så, at mine skønne tøser stresser mig i den grad, når jeg er alene med dem på disse dage. Jeg skal være sammen med dem hele tiden og helst også holde dem - ellers græder de. Jeg kan ikke gå på toilettet, varme mad/mælk, skifte ble, eller noget som helst andet uden at ihvertfald én af dem bliver utilfreds og begynder at græde/skrige.

Jeg føler, at jeg løber rundt hele dagen, og gør hvad jeg kan for at tilfredsstille deres behov. Men nogle gange er det alligevel ikke nok for dem, og de begynder at græde/skrige. Det stresser mig helt vildt! Jeg bliver jo nødt til at udføre nogle opgaver ind imellem, og det kan ikke altid foregå med en eller flere på armen. Derfor må jeg tit affinde mig med, at de bare må skrige, og så prøver jeg at klare det der skal klares  roligt og fattet, men indeni er jeg ved at blive drevet til vanvid.

Er der nogen, der kender til denne opførsel? Er det normalt, når man har flere små børn på en gang? Vil det gå over? Jeg ville så gerne have, at vi kunne have nogle hyggelige dage sammen i stedet for.

Kender det! og jeg har "Kun" 1 barn... på 2 år...

Men NØJ hvor kan han stresse mig... Lige pt er han inde i en periode hvor han ikke vil sove til middag (= INGEN pauser overhovedet),jeg er meget alene med ham fordi manden min arbejder med renovering af vores nykøbte hus... Og pt vil han KUN have Mor! Så jeg er på HELE tiden...

Han er begyndt at kaste med alting - hvilket idag resulterede i at han ødelagde en af mine fine gamle "arve" nisser jeg lige havde pyntet op med - der havde jeg bare fået nok og begyndte at tude Hvilket selvfølgelig ikke var det smarteste... Men ØV hvor har han bare kørt mig langt ud li pt (har ham også hjemme alene på 5. dagen pga. sygdom)

Pyyy man kan føle sig som en elendig stresset mor indimellem... Faktisk rart at læse om andre hvis børn også stresser dem....

JeNoVa skriver:

Tak, jeg håber ikke, det bare er en illusion for mig, at de bliver nemmere, når de bliver større. Det vil jo kun tiden vise. Kram igen!

Tin skriver:

Jeg undskylder på forhånd.......

 

Det første jeg tænkte da jeg læste dit indlæg......... Gud hvor er hun utaknemmelig!!!! Og det gør jeg selvfølgelig fordi jeg selv er et svært sted i mit liv ligenu. Jeg burde ikke samligne vores liv, men det gør jeg altså desværre.

 

Jeg har 5 børn, 2 er handicappet i sådan en grad at de kræver hjælp og overvågning. Mine er dog noget ældre...16-13-10-7 og 3 år.

Vores økonomi er stram, så min mand arbejder oftest til efter 20 hver evig eneste dag, og også i enkelte weekender.

Jeg har ingen hjælp i hjemmet overhovedet. Jeg arbejder selv 20-25 timer ugentligt, fordi det er nødvendigt for at få mad på bordet hver dag........

Og ja....jeg kan blive ekstrem stresset, få hjertebanken, ikke sove osv osv.....men så tager jeg 1 sygedag, og beholder ungerne hjemme til hygge, og vupti så ser alting lysere ud. Det er mit job og alt andet end børnene der stresser mig.  De kan også græde, være umulige og krævende...hele bundet, men det er jo oftest hvis jeg har for travlt.

Du har det som alle andre småbørnsfamilier, og da du ikke er en super mor, er der bare nogle ting du ikke når, og det må du accepterer for dine børns skyld......og du har trods alt hjælp i hjemmet....så lad dog hende klare det du ikke kan nå.

Jeg står selv for alt...ligefra træning af børnene, lektier, hente/bringe, vaske tøj, rengøring, madpakker, madlavning , skolearrangementer mv.....så ja jeg synes du skal være taknemmelig for det du har

Undskyld, og jeg har intet overhovedet imod dig som menneske, for ved godt at det kan være hårdt ind i mellem

Undskyld jeg blander mig Men er det ikke lidt som at sige, man ikke må være sulten, fordi der findes børn i Afrika, der er sultne?

Selvfølgelig kan man føle stress - også hvis man kun har et barn. Det er ekstremt individuelt, hvad man stresser over, og som jeg kan forstå på TS, så er det hun har brug for ikke at få sat perspektiv på sin tilværelse, men at få forståelse for sine følelser omkring sin tilværelse.

Jo det lyder til du har nok at se til, men det er jo f.eks. ikke alle, der kan tage en "fri" dag, fordi man har behov for at stresse af med børnene - eller som stresser af med børnene hos sig, eller som "kun" har en deltidsstilling. Vi er alle forskellige, og har forskellige stresstærskler. Det betyder ikke, at stressen er mere berettiget hos en end hos en anden, men at den skal tages alvorligt og gøres noget ved.

Kære TS.

Det er hårdt med små børn - især hvis man har nogle ting, man bare gerne vil have styr på. Lav evt. en prioriteringsliste; hvad betyder mest for dig, hvad SKAL der gøres når du er med børnene - og hvad kan vente til jeres hjælper er tilbage?

Det er hårdt med små børn - men det bliver nemmere (bilder jeg mig ind)

Tin skriver:

Jeg undskylder på forhånd.......

 

Det første jeg tænkte da jeg læste dit indlæg......... Gud hvor er hun utaknemmelig!!!! Og det gør jeg selvfølgelig fordi jeg selv er et svært sted i mit liv ligenu. Jeg burde ikke samligne vores liv, men det gør jeg altså desværre.

 

Jeg har 5 børn, 2 er handicappet i sådan en grad at de kræver hjælp og overvågning. Mine er dog noget ældre...16-13-10-7 og 3 år.

Vores økonomi er stram, så min mand arbejder oftest til efter 20 hver evig eneste dag, og også i enkelte weekender.

Jeg har ingen hjælp i hjemmet overhovedet. Jeg arbejder selv 20-25 timer ugentligt, fordi det er nødvendigt for at få mad på bordet hver dag........

Og ja....jeg kan blive ekstrem stresset, få hjertebanken, ikke sove osv osv.....men så tager jeg 1 sygedag, og beholder ungerne hjemme til hygge, og vupti så ser alting lysere ud. Det er mit job og alt andet end børnene der stresser mig.  De kan også græde, være umulige og krævende...hele bundet, men det er jo oftest hvis jeg har for travlt.

Du har det som alle andre småbørnsfamilier, og da du ikke er en super mor, er der bare nogle ting du ikke når, og det må du accepterer for dine børns skyld......og du har trods alt hjælp i hjemmet....så lad dog hende klare det du ikke kan nå.

Jeg står selv for alt...ligefra træning af børnene, lektier, hente/bringe, vaske tøj, rengøring, madpakker, madlavning , skolearrangementer mv.....så ja jeg synes du skal være taknemmelig for det du har

Undskyld, og jeg har intet overhovedet imod dig som menneske, for ved godt at det kan være hårdt ind i mellem

puha, tar hatten af for dig alene med 5 børn det meste af dagen og med 2 handicappede. hold op du må være en stærk person med meget overskud.

mig og min mand har 5 børn tilsammen, og jeg kan blive helt forpustet hvis jeg har dem alene mere end et døgn.

til ts: jeg kan godt forstå at du er stresset. dine børn er meget små, og netop fordi du har hjælp i hverdagen, så virker presset endnu større når du pludselig står helt alene med ansvaret. barnegråd er skabt for at vække moderens beskytter instinkt, og netop derfor er det så hjerteskærende når ens børn græder og er ulykkelige. man ønsker jo bare at de var glade og tilfredse hele tiden.

Lone

Tin skriver:

Jeg undskylder på forhånd.......

 

Det første jeg tænkte da jeg læste dit indlæg......... Gud hvor er hun utaknemmelig!!!! Og det gør jeg selvfølgelig fordi jeg selv er et svært sted i mit liv ligenu. Jeg burde ikke samligne vores liv, men det gør jeg altså desværre.

 

Jeg har 5 børn, 2 er handicappet i sådan en grad at de kræver hjælp og overvågning. Mine er dog noget ældre...16-13-10-7 og 3 år.

Vores økonomi er stram, så min mand arbejder oftest til efter 20 hver evig eneste dag, og også i enkelte weekender.

Jeg har ingen hjælp i hjemmet overhovedet. Jeg arbejder selv 20-25 timer ugentligt, fordi det er nødvendigt for at få mad på bordet hver dag........

Og ja....jeg kan blive ekstrem stresset, få hjertebanken, ikke sove osv osv.....men så tager jeg 1 sygedag, og beholder ungerne hjemme til hygge, og vupti så ser alting lysere ud. Det er mit job og alt andet end børnene der stresser mig.  De kan også græde, være umulige og krævende...hele bundet, men det er jo oftest hvis jeg har for travlt.

Du har det som alle andre småbørnsfamilier, og da du ikke er en super mor, er der bare nogle ting du ikke når, og det må du accepterer for dine børns skyld......og du har trods alt hjælp i hjemmet....så lad dog hende klare det du ikke kan nå.

Jeg står selv for alt...ligefra træning af børnene, lektier, hente/bringe, vaske tøj, rengøring, madpakker, madlavning , skolearrangementer mv.....så ja jeg synes du skal være taknemmelig for det du har

Undskyld, og jeg har intet overhovedet imod dig som menneske, for ved godt at det kan være hårdt ind i mellem

Du behøver slet ikke at undskylde.

Jeg føler mig ikke utaknemmelig. Jeg sætter hver dag pris på, at jeg har tre sunde og raske døtre, og jeg sætter også pris på, at vi har mulighed for denne hjælp. Dette siger jeg også tit og ofte til min mand.

Jeg arbejder selv 40 timer om ugen, og min mand arbejder 45 timer om ugen. Vi arbejder både dag, aften og weekend, og af denne grund er vi nødt til at have nogen til at passe vores børn i hjemmet. Vores økonomi er også stram, og vi går desværre i minus hver måned. Jeg klager dog ikke over dette, da jeg er meget glad for mit arbejde, og mine forældre hjælper os økonomisk. Dette sætter jeg også stor pris på.

Dog kan søvnunderskuddet desværre gøre, at jeg ikke altid har overskud til at være den perfekte mor, som jeg så gerne ville være, og så flæber jeg lidt. Jeg skal nok bare mande mig op og tage det sure med det søde.

Tak for dit input!