Min kæreste kan ikke lide sin datter og omvendt!! HJÆLP!

litri skriver:

først så vil jeg sige jeg syntes det er så flot af dig at du gør noget, selvom det koster et skænderi..

Mit umiddelbart eneste forslag var om i kunne filme en weekend?
Stille det et sted så i alt fald lyden var der, og din mand kunne se hvordan det ser ud?
For når du fortæller ham det ser han det i sort og hvid, måske det at se det eller høre hvordan han taler til hende osv kunne få ham til at se hvordan han selv taler til hende?

Eller du simpelhen greb din fon og filmede når du så optakten til en episode?

Tak for dine støttende ord

Ja, han ser desværre alt i sort/hvid, det er utrolig svært at stikke til ham hvad det angår. Tit ender det bare i prikkende bemærkninger og underlagte betydninger og det fører jo ingen steder hen.

Det er helt sikkert en mulighed at filme det, han kan som regel ikke selv huske hvad der skete og han har udviklet en eller anden form for undskylding så han næsten kan retfærdiggøre hvad det er der sker. Måske han kunne tænke lidt mere over det hvis han så sig selv på den måde.

Tak for dit input

smutti1975 skriver:

bare en tanke - der er mange handicaps hvor der er tilknyttet en eller anden form for sundhedsplejerske eller lign. kunne man ikke snakke med vedkommende om evt. almindelige reaktioner på det at have et handicappetr barn ??? kan det være fordi han synes det er svært hun er anderledes ? ved godt du nok ikke har skrevet her hvilket handicap det er frodi du ikke vil fortælle det..... men er nu lidt nysgerrig, om ikke andet kan du så ikek svare på om det er udseendet eller personlighed det påvirker.

iøvrigt kæmpe respekt for det du vil gøre for at hjælpe og for den holdning du har til pige det er fantastisk !!!

 

Hun har et handicap der påvirker hende både fysisk og psykisk. Mere psykisk, på områder som kan være lidt hen af det autistiske og har brug for enormt meget struktur og rummelighed. Hun er derimod ikke dum, men enormt beregnende og kan virkelig spille folk ud mod hinanden og opdager de mindste svagheder og bruger dem imod os. Dette er en del af hendes handicap og det kan være meget svært at rumme, hun har endda gjort en enkelt pædagog i hendes specialbørnehave sygemeldt pga stress. Så hun er bestemt ikke nem at danse med!!Meget af hendes modvilje mod hendes far, skyldes også hendes mønster, hvilket ikke er helt så nemt at bryde. Det vil sige at hvis hun bestemmer sig for noget, kan det være meget svært at ændre. Her hjælper alm pædagogisk opdragelse nemlig ikke.

Jeg vil ikke sætte ord på hendes handicap, da det er en sjælden form og jeg ved ikke hvem der følger med herinde. Desuden er det ikke et handicap man lige kender. Derfor kan det også være svært at finde forståelse. En mulighed var helt sikkert at kontakte det offentlige, for der kan vi sikkert få hjælp. Men da børnenes mor vil blive informeret, er det straks mere kompliceret. Hun er nemlig lige så beregnende og manipulerende, så det vil være det sidste sted vi søger støtte.

Jeg er sikker på at mange af de problemer jeg omtaler til dels har rod i hendes handicap. Men jeg mangler nogle vise ord til, hvordan vi kan få vendt skuden hjemme hos os og få noget at arbejde med omkring dette her. Han er ikke flov over at have et handicappet barn, tværtimod var det ham der havde orlov i to år for at gå hjemme og passe hende. Derfor kan det sikkert også være ekstra bittert nu hvor hun vender ham ryggen. Uha, bare jeg vidste hvad jeg skulle gøre!!!

Tak for de pæne ord Jeg håber du gider læse min lange smøre

Jeg kom lige til at tænke på om der er en forening, hvorigennem i kan søge anonym vejledning, altså på datterens handicapområde? bare lige en tanke jeg fik.

Håber i finder en løsning.

Tænker om en psykolog vil kunne hjælpe din kæreste til bedre at kunne acceptere og håndterer situationen med hans datter. Virker på mig som om han har en del vrede som nok bunder i datteren opførsel, hans egen reaktion og hans magtesløshed og måske skuffelse. Hvis han aldrig har fået snakket det igennem og kommet til en accept af situationen og det at hans datter er anderledes. Hober det sig op. Når du så prøve at snakke med ham om dte bliver han vred fordi han dynest set ved det er forkert med den forskelsbehandling osv. Men han ved nok ike hvordan han kommer ud over det. Han bliver i snakken med dig mindet om, det han gør er galt og pga. En mulig magtesløshed, skuffelse osv. Kan den følelse være rigtig svær at rumme. 

Synes det er så flot af dig og synes su skal blive ved med at foraøge at hjælpe, men prøv at fp ham til psykolog. Så han den vej igenem kan få noget hjælp. Nåja hans datter kan jo mærke hans modvilje og jo mere hanviser den des mere modvilje for hun overfor Ham. Din kæreste prøver så ubevist at kompencere for den dårlige behandling af datteren ved at behandle sønnen Således at denne får sin vilje uanset hvad. ..tænker jeg. 

Jeg tror det kan være smadder hårdt psykisk at få et handicappet barn, også fordi man måske bære rundt påskyldfølelse osv. Derfor tænker jeg at psykolog vil være et godt skridt. 

Anonym skriver:

Jeg er i en rigtig træls situation, som jeg rigtig godt kunne tænke mig at der var nye øjne, som så på. Det er ikke et problem jeg har lyst til at tale med min familie og venner om, da jeg ville komme til at udstille min kæreste, hvilket jeg ikke ønsker.

Min kæreste har to børn fra tidligere forhold, en dreng på 10 og en pige på 5 som er handicappet. De er hos os hver anden weekend. Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år og bor i en mindre lejlighed. Dog har begge børn hver deres værelse, men den mindste må nu dele værelse med vores fælles barn.

Min situation er den, at min kæreste gennem noget tid, viser mindre og mindre interesse for sin datter. Han er ikke spor imødekommende overfor hende og han viser tit at han ikke gider hende, ved at undgå lege med hende og har altid mange andre ting at gøre end at hjælpe hende eller være sammen med hende.  Det har så gjort at datteren ikke snakke pænt til hendes far og at hun er rigtig strid overfro ham. Hun vælger mig og jeg er den eneste der kan snakke med hende. Jeg har en større forståelse for hende og kan bedre rumme hendes handicap. Han ønsker at få hendes respekt, men forstår ikke hvordan han selv er med til at fremme vejen derhen. Vi har haft MANGE samtaler og alle endt med negativ resultat og mine weekender er ærlig talt ikke særlig rare, når de er her. Hans børn er dejlige og jeg holder meget af dem, men jeg kan ikke holde den forskelsbehandlig ud. Han prioriterer sin søn og sætter aldrig grænser for ham, han kan manipulere sin far til næsten hvad som helst. Dette kan hans far ikke se. Hans datter får derimod aldrig lang line og han kan nærmest provokere hende til at blive sur på ham, for at få en diskution med hende, så han kan fortælle hende hvem der bestemmer. Og jeg har det SÅ dårligt med det.

Vores fælles barn har han et rigtig godt forhold til, der er slet ingen tvivl om at han ikke var spor klar til de to første børn, men nu er helt klar og ansvarsbevidst omkring sin yngste søn. Det er jo fantastisk, men jeg ønsker jo at vi alle kan have det godt. Det, at vi er en sammenbragt familie, ændres jo ikke før børnene er store og ikke kommer her fast mere. Men jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi kan ændre tingene og stemningen herhjemme, før min kæreste er villig til at samarbejde omkring datterens og hans forhold.

Er der nogen der kan hjælpe?? Søger desperat nogle nye forslag, vi har prøvet mange ting og jeg snakker med ham om det tit, men det ændrer ikke på tingene. Jeg kan heller ikke bare se gennem fingre med det, for min weekend er enormt præget af det og desuden vokser mit barn jo op og kan se sin fars uvilje mod hans datter, hvilket jeg ikke synes er fair.

HJÆLP!!!

ville ike gå uden at give dig et kram

har desværre ingen råd

JJH skriver:

Jeg kom lige til at tænke på om der er en forening, hvorigennem i kan søge anonym vejledning, altså på datterens handicapområde? bare lige en tanke jeg fik.

Håber i finder en løsning.

Det er også en rigtig god ide og vi ville ønske der fandtes en forening. Men det er kun under 100 mennesker der er blevet diagnostiseret med dette handicap så der findes ikke ret meget fagligt hjælp om det Derfor kan det også være ekstra svært at rumme, da vi ikke rigtig har nogle ligestillede. Vi er selv i en gruppe med andre forældre, der kunne vi have fundet lidt støtte, men desværre er børnenes mor også der. Så det hjælper lige lidt i første omgang

Men tusind tak for dit input, dejligt der er nogle forslag

Gaia skriver:

Tænker om en psykolog vil kunne hjælpe din kæreste til bedre at kunne acceptere og håndterer situationen med hans datter. Virker på mig som om han har en del vrede som nok bunder i datteren opførsel, hans egen reaktion og hans magtesløshed og måske skuffelse. Hvis han aldrig har fået snakket det igennem og kommet til en accept af situationen og det at hans datter er anderledes. Hober det sig op. Når du så prøve at snakke med ham om dte bliver han vred fordi han dynest set ved det er forkert med den forskelsbehandling osv. Men han ved nok ike hvordan han kommer ud over det. Han bliver i snakken med dig mindet om, det han gør er galt og pga. En mulig magtesløshed, skuffelse osv. Kan den følelse være rigtig svær at rumme. 

Synes det er så flot af dig og synes su skal blive ved med at foraøge at hjælpe, men prøv at fp ham til psykolog. Så han den vej igenem kan få noget hjælp. Nåja hans datter kan jo mærke hans modvilje og jo mere hanviser den des mere modvilje for hun overfor Ham. Din kæreste prøver så ubevist at kompencere for den dårlige behandling af datteren ved at behandle sønnen Således at denne får sin vilje uanset hvad. ..tænker jeg. 

Jeg tror det kan være smadder hårdt psykisk at få et handicappet barn, også fordi man måske bære rundt påskyldfølelse osv. Derfor tænker jeg at psykolog vil være et godt skridt. 

Jeg tænker at du har ret i rigtig meget af det du skriver. Du gav mig en anden vinkel på det, netop at han muligvis kompenserer for sin opførsel mod datteren, ved at være i den helt anden boldgade overfor sin søn. Det havde jeg ikke selv tænkt på og det giver rigtig god mening!

Ja der er ingen tvivl om at det kræver sit at få et handicappet barn, nogle tackler det bedre end andre. I dette tilfælde var han den der tacklede det allerbedst og tog hånd om situationen og derfor har jeg også en ide om at det giver lidt bagslag nu. Og at alle følelser og indebrændtheden netop får frit løb nu. Hvilket jo skal håndteres på en anden måde. Så jeg tror du har helt ret i at han skal have noget behandling af en eller anden art, men ihh hvor er det svært at foreslå en meget stædig og hårdnakket mand

millesofie skriver:

ville ike gå uden at give dig et kram

har desværre ingen råd

 

Det var sødt og varmer så dejligt, tusind tak

Anonym skriver:

Det er også en rigtig god ide og vi ville ønske der fandtes en forening. Men det er kun under 100 mennesker der er blevet diagnostiseret med dette handicap så der findes ikke ret meget fagligt hjælp om det Derfor kan det også være ekstra svært at rumme, da vi ikke rigtig har nogle ligestillede. Vi er selv i en gruppe med andre forældre, der kunne vi have fundet lidt støtte, men desværre er børnenes mor også der. Så det hjælper lige lidt i første omgang

Men tusind tak for dit input, dejligt der er nogle forslag

Øv det er svært når der ikke er et større netværk at støtte sig op ad.

Anonym skriver:

Jeg er i en rigtig træls situation, som jeg rigtig godt kunne tænke mig at der var nye øjne, som så på. Det er ikke et problem jeg har lyst til at tale med min familie og venner om, da jeg ville komme til at udstille min kæreste, hvilket jeg ikke ønsker.

Min kæreste har to børn fra tidligere forhold, en dreng på 10 og en pige på 5 som er handicappet. De er hos os hver anden weekend. Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år og bor i en mindre lejlighed. Dog har begge børn hver deres værelse, men den mindste må nu dele værelse med vores fælles barn.

Min situation er den, at min kæreste gennem noget tid, viser mindre og mindre interesse for sin datter. Han er ikke spor imødekommende overfor hende og han viser tit at han ikke gider hende, ved at undgå lege med hende og har altid mange andre ting at gøre end at hjælpe hende eller være sammen med hende.  Det har så gjort at datteren ikke snakke pænt til hendes far og at hun er rigtig strid overfro ham. Hun vælger mig og jeg er den eneste der kan snakke med hende. Jeg har en større forståelse for hende og kan bedre rumme hendes handicap. Han ønsker at få hendes respekt, men forstår ikke hvordan han selv er med til at fremme vejen derhen. Vi har haft MANGE samtaler og alle endt med negativ resultat og mine weekender er ærlig talt ikke særlig rare, når de er her. Hans børn er dejlige og jeg holder meget af dem, men jeg kan ikke holde den forskelsbehandlig ud. Han prioriterer sin søn og sætter aldrig grænser for ham, han kan manipulere sin far til næsten hvad som helst. Dette kan hans far ikke se. Hans datter får derimod aldrig lang line og han kan nærmest provokere hende til at blive sur på ham, for at få en diskution med hende, så han kan fortælle hende hvem der bestemmer. Og jeg har det SÅ dårligt med det.

Vores fælles barn har han et rigtig godt forhold til, der er slet ingen tvivl om at han ikke var spor klar til de to første børn, men nu er helt klar og ansvarsbevidst omkring sin yngste søn. Det er jo fantastisk, men jeg ønsker jo at vi alle kan have det godt. Det, at vi er en sammenbragt familie, ændres jo ikke før børnene er store og ikke kommer her fast mere. Men jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi kan ændre tingene og stemningen herhjemme, før min kæreste er villig til at samarbejde omkring datterens og hans forhold.

Er der nogen der kan hjælpe?? Søger desperat nogle nye forslag, vi har prøvet mange ting og jeg snakker med ham om det tit, men det ændrer ikke på tingene. Jeg kan heller ikke bare se gennem fingre med det, for min weekend er enormt præget af det og desuden vokser mit barn jo op og kan se sin fars uvilje mod hans datter, hvilket jeg ikke synes er fair.

HJÆLP!!!

Jeg ville helt klar sige at han burde få noget hjælp. Det lyder på mig som om han "skammer sig", han er jo mand, og mænd har det anderledes med at få et handicappet barn, hvor moderen måske har et større hjælpe og omsorgsgen så tænker faderen mere "hvad har jeg gjort forkert".

Derfor tror jeg han skammer sig og undgår hende, fordi han ikke ved hvordan han skal være en god far og føler sig indei som en fiasko på det område. Men det er bare gætteri. Jeg ville derfor sige han burde snakke med en psykolog (som næsten alle andre i danmark også gør) og få et bedre forhold til sig selv og sin datter.

mvh Viki