Seperationsangst?

DK skriver:

Pas. Det ved jeg desværre ikke. Richard er enten ikke nået dertil, eller har let sprunget den periode over indtil nu.

Det lyder hårdt og træls. Hvis han normalt sover fint, så ville jeg da bare tage ham op tror jeg. Altså... Så må du jo kigge på det igen om en uge/14 dage hvis du føler det er gået væk fra "bange" og over til "vane" at vågne og græde.

Ja. Hvis Richard pludselig begyndte at græde helt vildt og række op efter mig om natten, så ville jeg tage ham. Fordi at det er "nyt", fordi han ikke plejer at gøre det, og fordi jeg derfor vil være sikker på at han har brug for det

Jeg håber det snart går over for jer og i får rolige nætter igen og en glad Felix.

Jeg tror også at jeg vil tage ham op når han gør det. Det er jo også en måde at lære ham, at jeg er her, og jeg vil gerne opfylde hans behov, og jeg vil ham gerne. Typisk tager jeg ham op, får ham til ro, og beholder ham så i favnen lige 2 minutter ekstra. Og så putter jeg ham igen.. 

Dejligt at I enten har det til gode , eller måske bare helt er sluppet for at mærke det!

Sofia skriver:

Jeg ved ikke så meget om det, men Alfred er også inde i sådan en periode, han vågner af og til om aftenen ved 22 tiden og er ulykkelig, og bliver det også om dagen. Så jeg tror det er meget normalt, og det lyder til der er flere herinde der oplever det. Jeg tager ham op og trøster ham når han bliver så ulykkelig. Men han bliver stadig passet af andre og det har der ikke været problemer med. Måske du bare skal prøve at lade mormor passe ham og se hvordan det går, hvis han ikke er mere ulykkelig der end hjemme, kan hun jo fint det. Hvad med Jørn, dur han når han bliver ulykkelig eller er det kun dig? knus

Det er kun mig! Altid mig! Han skriger kun når jeg går, også hvis Jørn sidder med ham eller hos ham... Måske det kunne være "sundt nok" for alle parter at mormor fik lov at passe ham - jeg synes jo også bare at hans behov for "mor" skal dækkes, men altså - han skal jo også lære at jeg går, men altid kommer tilbage!

Jonatansmor skriver:

Den trækker bare tænder sådan en omgang - først får du en

Og - du må tale om dine unger som du vil foran os andre voksne der kan sætte os ind i hvordan det er at få FNIDDER af baby der ikke kan noget selv!

Herhjemme tog vi aldrig kampen om natten, når mavefornemmelsen sagde at det var andet end bare en test. Det kan man jo høre som mor, din mavefornemmelse har altid ret og din første indskydelse er altid den rigtige.

Men om dagen er det jo en helt anden snak - der har vi allesammen energi nok til at få indøvet at mor altid kommer, uanset om hun er væk i et sekund eller et minut - mor og far er altid lige her. Det øvede vi blandt andet ved at han kom i dagpleje. Men også at arrangere ture med mormor, moster 1 & 2 - han blev afleveret hos dem (vigtigt - det er dig der går og ikke dem der forlader dig) han fik sit kys, sit kram, fik at vide hvad mor/far skulle og vi ses senere og så gik vi. Selvom han græd. Via sms, finder vi jo ud af at han stopper med at græde i sekundet vi lukker døren og mormor/moster afleder - og så har han en god tid med dem.

Gemmelege hjemme i det trygge hjem kan også hjælpe ham til at forstå at mor altid, altid, altid er hos dig - også selvom du ikke har direkte kontakt med dig (Kan han ikke gå selv, er titte-bøh lege rigtigt gode og du behøver kun gemme hovedet)

Tak for de gode ideer! - og forståelsen!

Vi leger dagligt titte-bøh lege, gemmer legetøj, jeg går bevidst ovenpå for mig selv, så han er alene med far nedenunder, men stadig har set at jeg går, osv.

Dagpleje har vi ikke mulighed for at gøre brug af endnu.. Men jeg vil helt klart tænke over det med, at lade mormor passe, men huske at det er mig der skal gå! Sidst han blev passet var det i vores hjem, men mormor kom, og vi gik. Det gik ganske fantastisk, og det var let for alle parter ikke at skulle pakke en masse ting.. 

Jeg vil huske på det med forskellen på nat og dag - du har helt ret - der ER forskel!

Tak for svar! 

Skouboe skriver:

Han er ikke gammel nok til at manipulere jer og hvis han her i en periode har brug for ekstra tryghed, så synes jeg at du skal give ham det.

Når han græder og er utryg så tag ham op og trøst ham. Jeg tror du risikerer at give ham negative associationer i forbindelse med hans seng og søvn hvis du ikke gør det.

Alle børn har en fase med seperationsangst - nogle er næsten ikke mærkede af det og andre har det rigtigt hårdt, men det er en del af deres udvikling og det er ikke noget de gør for at være besværlige.

Prøv at komme ham i forkøbet i løbet af dagen i en periode. Hvis du ved at han begynder at græde hvis du går i køkkenet, så saml ham op og tag ham med inden du går derud, så han ikke når at blive ked af det osv.

Det der sker er at han opdager at folk kan gå fra ham. Det har han ikke været bevidst om før. Det er som regel mest mor og far, men kan også sagtens være hunden eller vennen eller en søskende eller en helt 7'ende, der udløser angsten og selvom den måske ikke virker rationel for os er den meget virkelig for ham. Han græder fordi han føler sig bange og forladt og han har brug for at blive trøstet og beroliget. Han forstår ikke at mor er lige på den anden side af vægget, i hans verden er du gået fra ham og har forladt ham.

Når han bliver lidt ældre, begynder han at forstå at mor (og andre ting iøvrigt også) godt kan være der, selvom han ikke kan se dig, og så aftager angsten.

Det er nemt at få svip af hans opførsel (og jeg tror de fleste forældre har prøvet det), men foregrib den i løbet af dagen ved at inkludere ham og tage ham med og om natten ved at tage ham op trøste ham og vise ham at mor og far ikke er gået fra ham, selvom han ikke lige kan se dem.

Og så hjælper det at se tingene fra hans side - selvom hans angst er irrationel set fra vores side, er den meget virkelig for ham, og hvis man hele tiden husker på det, så bliver den her fase bare lidt nemmere at takle. Det betyder ikke at man ikke får svip af at have et barn limet til hoften alle ens vågne timer (og en del af natten i nogle tilfælde), men husk alle forældres mantra: "Det er en fase"

Via mit pædagogstudie kender jeg jo alt (teoretisk) til seperationsangst, men det er altså ikke det samme som når man pludselig selv står plantet i det! 

Jeg er aldrig væk "ret længe", hvis det tager lang tid tager jeg ham med. Men selvom han sidder og leger på gulvet i det rum hvor jeg befinder mig, er det ikke godt nok. Han sidder/ligger og græder hvis ikke han kan røre mig.. Jeg skal have undersøgt hvordan jeg indstiller vores bæresele til hans nuværende vægt for jeg kan ikke holde til at gå rundt med ham i det omfang jeg gør lige nu.. 

Jeg tænker ofte på dit "mantra"... :"Det går over" - og det hjælper at tænke på, selvom det bare kan være lidt svært at tro på det, mens man står i det!

AnneBJ skriver:

Via mit pædagogstudie kender jeg jo alt (teoretisk) til seperationsangst, men det er altså ikke det samme som når man pludselig selv står plantet i det! 

Jeg er aldrig væk "ret længe", hvis det tager lang tid tager jeg ham med. Men selvom han sidder og leger på gulvet i det rum hvor jeg befinder mig, er det ikke godt nok. Han sidder/ligger og græder hvis ikke han kan røre mig.. Jeg skal have undersøgt hvordan jeg indstiller vores bæresele til hans nuværende vægt for jeg kan ikke holde til at gå rundt med ham i det omfang jeg gør lige nu.. 

Jeg tænker ofte på dit "mantra"... :"Det går over" - og det hjælper at tænke på, selvom det bare kan være lidt svært at tro på det, mens man står i det!

Nej, teorien føles pludseligt utilstrækkelig når man selv står i det. Husk på at tid intet betyder for ham og han forstår ikke konceptet "ret længe" - han oplever bare at du forlader ham (også selvom han stadig han se dig og du er 3 meter væk).

Min erfaring siger mig at jo mere man "ofrer sig" og giver dem hvad de har brug for her, jo hurtigere kommer de over det - det var ihvertfald tilfældet med begge mine piger.

Mindre end 2 måneder efter at Silja var helt ødelagt bare katten gik, besluttede hun sig for at det der "forældre-symbiose" hun havde gang i var noget pjat og det havde hun bare ikke tid til og nu kravler hun selv væk fra os - helst ind i et andet rum (så er der ikke nogen der opdager at hun laver ulykker, tror hun)..

Skouboe skriver:

Nej, teorien føles pludseligt utilstrækkelig når man selv står i det. Husk på at tid intet betyder for ham og han forstår ikke konceptet "ret længe" - han oplever bare at du forlader ham (også selvom han stadig han se dig og du er 3 meter væk).

Min erfaring siger mig at jo mere man "ofrer sig" og giver dem hvad de har brug for her, jo hurtigere kommer de over det - det var ihvertfald tilfældet med begge mine piger.

Mindre end 2 måneder efter at Silja var helt ødelagt bare katten gik, besluttede hun sig for at det der "forældre-symbiose" hun havde gang i var noget pjat og det havde hun bare ikke tid til og nu kravler hun selv væk fra os - helst ind i et andet rum (så er der ikke nogen der opdager at hun laver ulykker, tror hun)..

Og bæreselen er iøvrigt en god ide - på den måde kan han være med uden at være alt for meget i vejen..

Skouboe skriver:

Nej, teorien føles pludseligt utilstrækkelig når man selv står i det. Husk på at tid intet betyder for ham og han forstår ikke konceptet "ret længe" - han oplever bare at du forlader ham (også selvom han stadig han se dig og du er 3 meter væk).

Min erfaring siger mig at jo mere man "ofrer sig" og giver dem hvad de har brug for her, jo hurtigere kommer de over det - det var ihvertfald tilfældet med begge mine piger.

Mindre end 2 måneder efter at Silja var helt ødelagt bare katten gik, besluttede hun sig for at det der "forældre-symbiose" hun havde gang i var noget pjat og det havde hun bare ikke tid til og nu kravler hun selv væk fra os - helst ind i et andet rum (så er der ikke nogen der opdager at hun laver ulykker, tror hun)..

AnneBJ skriver:

Det er kun mig! Altid mig! Han skriger kun når jeg går, også hvis Jørn sidder med ham eller hos ham... Måske det kunne være "sundt nok" for alle parter at mormor fik lov at passe ham - jeg synes jo også bare at hans behov for "mor" skal dækkes, men altså - han skal jo også lære at jeg går, men altid kommer tilbage!

Ja helt sikkert, det bliver kun bedre hvis I prøver - det er jeg sikker på. Lad evt. Jørn passe ham i dag når han har fri, så kan du få en night out! Det skal jeg og jeg glæder mig!

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare dig, for jeg står selv i det... Jeg som troede at vi let og elefant havde sprunget over den krise fiser dødtræt rundt med 11kg baby på hoften! Tror det hjælper at tænke, at har virkelig ER bange, og derfor har brug for mig, men jeg synes det er svært at blive ved med at have tålmodighed og overskud til. Det kan virke så dumt og SÅ irriterende at han ikke bare lige kan nyde at maden er på bordet og mor og far sider LIGE ved siden af! 

Nå, jeg har ingen gode råd eller noget. Ville bare sige, at jeg har læst din tråd, tænker på dig og i bogstaveligste forstand føler med dig! Og Johannes med Felix... 

Vi er også begyndt at mærke lidt til det herhjemme, dog har vi ingen problemer efter puttetid - her er det mere om dagen vi mærker at han er blevet mere mor/far syg. Dog er der stadig ingen problemer når vi aflevere ham i DP, tror det hænger sammen med at han kom ud INDEN han nåede den her fase. Men jeg må ikke gå i bad om morgenen, og om eftermiddagen/aften når jeg skal i gang med aftensmaden kravler han pylrende/hulkende efter mig og tager fat i mine ben. Puh det er godt at man er to hjemme på det tidspunkt, så må far ta lidt over... 

Hmm det var der vist ikke meget hjælp i 

Men  får du og så håber jeg snart det går over igen, så i kan få jeres nattesøvn tilbage