Seperationsangst?

Oh my! Jeg er stille og roligt ved at få galoperende spat af Felix (7 mdr)!!! Og nej, det må man ikke sige, osv., men når man kun siger det herinde, og sørger for han ikke mærker det, så må man godt!

Han bliver puttet til sædvanlig tid, plejer at sove natten igennem fra 19-7 ca. De sidste mange aftner er han vågnet omkring kl 21. Han græder, men kan trøstes med sutten, en putning og det var det. Så skal han have sutten et par gange eller 3 i løbet af de næste par timer. Omkring det her tidspunkt vågner han så, og er helt ulykkelig. 

Jeg går naturligvis ind til ham, han rækker armene op mod mig og græder. Der er jo forskel på gråden, så jeg kan høre at han er "bange" - altså noget er galt, han ynker ikke bare. Jeg har forsøgt alt muligt, for egentlig vil jeg helst ikke tage ham op af sengen når først han er puttet. Men både igår og idag er jeg endt med at tage ham op, sætte mig på værelset med ham, og vugge ham helt blidt, ligesom vi gjorde da han var spæd. Efter noget tid falder han til ro, jeg lægger ham, og siger godnat og går ud.

Hver gang han græder lytter jeg til gråden, så jeg ikke bare farer ind til ham. I løbet af dagen bliver han også helt knust hvis jeg går længere fra ham en berøringsafstand.. Både om dagen og nu her, knuger han sig til mig når jeg så tager ham op. Det er jo lidt "farligt", for så føler jeg, at han virkelig har manglet mig, og bliver måske lidt for eftergivende? 
(Ingen tvivl om, at han ikke skal ligge og være ked af det alene osv., men han har også bare en alder hvor han begynder at blive ret bevidst..) 

Hvis det er seperationsangst, er det så det rigtige jeg gør? Og betyder den, at jeg skal opfylde hans behov for "mig" så meget som det overhovedet er muligt, ikke lade ham passe hos mormor osv.?

Kom med lidt råd og erfaringer - selvom jeg ved det bliver bedre med tiden, er det lidt opslidende lige pt... 

Anne

AnneBJ skriver:

Oh my! Jeg er stille og roligt ved at få galoperende spat af Felix (7 mdr)!!! Og nej, det må man ikke sige, osv., men når man kun siger det herinde, og sørger for han ikke mærker det, så må man godt!

Han bliver puttet til sædvanlig tid, plejer at sove natten igennem fra 19-7 ca. De sidste mange aftner er han vågnet omkring kl 21. Han græder, men kan trøstes med sutten, en putning og det var det. Så skal han have sutten et par gange eller 3 i løbet af de næste par timer. Omkring det her tidspunkt vågner han så, og er helt ulykkelig. 

Jeg går naturligvis ind til ham, han rækker armene op mod mig og græder. Der er jo forskel på gråden, så jeg kan høre at han er "bange" - altså noget er galt, han ynker ikke bare. Jeg har forsøgt alt muligt, for egentlig vil jeg helst ikke tage ham op af sengen når først han er puttet. Men både igår og idag er jeg endt med at tage ham op, sætte mig på værelset med ham, og vugge ham helt blidt, ligesom vi gjorde da han var spæd. Efter noget tid falder han til ro, jeg lægger ham, og siger godnat og går ud.

Hver gang han græder lytter jeg til gråden, så jeg ikke bare farer ind til ham. I løbet af dagen bliver han også helt knust hvis jeg går længere fra ham en berøringsafstand.. Både om dagen og nu her, knuger han sig til mig når jeg så tager ham op. Det er jo lidt "farligt", for så føler jeg, at han virkelig har manglet mig, og bliver måske lidt for eftergivende? 
(Ingen tvivl om, at han ikke skal ligge og være ked af det alene osv., men han har også bare en alder hvor han begynder at blive ret bevidst..) 

Hvis det er seperationsangst, er det så det rigtige jeg gør? Og betyder den, at jeg skal opfylde hans behov for "mig" så meget som det overhovedet er muligt, ikke lade ham passe hos mormor osv.?

Kom med lidt råd og erfaringer - selvom jeg ved det bliver bedre med tiden, er det lidt opslidende lige pt... 

Anne

Du får lige et lynhurtigt svar, for jeg er på fra mobilen og burde sove. Jeg har ikke en fuldstændog løsningsmulighed, men videregiver hvad jeg læste i Helen Lyngs bog. Et barn der klynger sig til dig skal/må man tage op. Det er nemlig regulær angst og ikke bare for at teste dig. Men det er hårdt! Vi har lige været der. Kan det trøste at sige "det er en periode, det går over"?

Åhhhh kære Anne!....

Altså jeg kan jo kun sige at det har vi også været igennem lidt af det samme herhjemme. Godt nok ikke så meget om dagen, mest om natten. Han pylre især også om morgenen, når jeg lige har taget ham op af hans seng og sætter ham i hans kravlegård så jeg kan lave hans morgenmad. Men det er ikke hysterisk græden og jeg kan som regel klare den med et par titte-bøhhhhh oppe fra køkkenet eller ude fra badeværelset (ikke at jeg laver hans morgenmad derude selvfølgelig )

Men vi har (som jeg vist også har fortalt før) haft en laaang periode med meget græden om natten og jeg er ked af at sige det, men vi fandt sgu aldrig rigtig som sådan en løsning?..... Vi prøvede barnevogns-metoden, vi prøvede at lade ham ligge uden at røre ved ham, intet af det hjap rigtigt.. Så til sidst "overgav" jeg mig, fulgte mavefornemmelsen ligesom dig og tog ham op og vuggede ham når han blev for ked af det. Og det er ligesom om tiden er det der har været løsningen og det ligesom har løst sig selv? Jeg har haft kigget i mine notater og kunne i perioden også se at han var igennem en rivende udvikling, så at det sikkert har været med til at "puste til ilden"... Ellers jo så har vi fundet "hans bamse" en base han ALTID bliver puttet med, som jeg synes giver ham til tryghed. Og jeg kan nu, når han vågner ulykkelig, som regel få ham til at falde til ro, blot ved en fast, tung MEN kærlig hånd på hans bryst.

Ej Anne jeg ved godt at dette sikkert ikke hjalp dig en disse..... Men jeg håber i finder en løsning på problemet, for det er ikke til at holde ud det andet og totalt opslidende for dig.....

Pas. Det ved jeg desværre ikke. Richard er enten ikke nået dertil, eller har let sprunget den periode over indtil nu.

Det lyder hårdt og træls. Hvis han normalt sover fint, så ville jeg da bare tage ham op tror jeg. Altså... Så må du jo kigge på det igen om en uge/14 dage hvis du føler det er gået væk fra "bange" og over til "vane" at vågne og græde.

Ja. Hvis Richard pludselig begyndte at græde helt vildt og række op efter mig om natten, så ville jeg tage ham. Fordi at det er "nyt", fordi han ikke plejer at gøre det, og fordi jeg derfor vil være sikker på at han har brug for det

Jeg håber det snart går over for jer og i får rolige nætter igen og en glad Felix.

Jeg ved ikke så meget om det, men Alfred er også inde i sådan en periode, han vågner af og til om aftenen ved 22 tiden og er ulykkelig, og bliver det også om dagen. Så jeg tror det er meget normalt, og det lyder til der er flere herinde der oplever det. Jeg tager ham op og trøster ham når han bliver så ulykkelig. Men han bliver stadig passet af andre og det har der ikke været problemer med. Måske du bare skal prøve at lade mormor passe ham og se hvordan det går, hvis han ikke er mere ulykkelig der end hjemme, kan hun jo fint det. Hvad med Jørn, dur han når han bliver ulykkelig eller er det kun dig? knus

AnneBJ skriver:

Oh my! Jeg er stille og roligt ved at få galoperende spat af Felix (7 mdr)!!! Og nej, det må man ikke sige, osv., men når man kun siger det herinde, og sørger for han ikke mærker det, så må man godt!

Han bliver puttet til sædvanlig tid, plejer at sove natten igennem fra 19-7 ca. De sidste mange aftner er han vågnet omkring kl 21. Han græder, men kan trøstes med sutten, en putning og det var det. Så skal han have sutten et par gange eller 3 i løbet af de næste par timer. Omkring det her tidspunkt vågner han så, og er helt ulykkelig. 

Jeg går naturligvis ind til ham, han rækker armene op mod mig og græder. Der er jo forskel på gråden, så jeg kan høre at han er "bange" - altså noget er galt, han ynker ikke bare. Jeg har forsøgt alt muligt, for egentlig vil jeg helst ikke tage ham op af sengen når først han er puttet. Men både igår og idag er jeg endt med at tage ham op, sætte mig på værelset med ham, og vugge ham helt blidt, ligesom vi gjorde da han var spæd. Efter noget tid falder han til ro, jeg lægger ham, og siger godnat og går ud.

Hver gang han græder lytter jeg til gråden, så jeg ikke bare farer ind til ham. I løbet af dagen bliver han også helt knust hvis jeg går længere fra ham en berøringsafstand.. Både om dagen og nu her, knuger han sig til mig når jeg så tager ham op. Det er jo lidt "farligt", for så føler jeg, at han virkelig har manglet mig, og bliver måske lidt for eftergivende? 
(Ingen tvivl om, at han ikke skal ligge og være ked af det alene osv., men han har også bare en alder hvor han begynder at blive ret bevidst..) 

Hvis det er seperationsangst, er det så det rigtige jeg gør? Og betyder den, at jeg skal opfylde hans behov for "mig" så meget som det overhovedet er muligt, ikke lade ham passe hos mormor osv.?

Kom med lidt råd og erfaringer - selvom jeg ved det bliver bedre med tiden, er det lidt opslidende lige pt... 

Anne

Den trækker bare tænder sådan en omgang - først får du en

Og - du må tale om dine unger som du vil foran os andre voksne der kan sætte os ind i hvordan det er at få FNIDDER af baby der ikke kan noget selv!

Herhjemme tog vi aldrig kampen om natten, når mavefornemmelsen sagde at det var andet end bare en test. Det kan man jo høre som mor, din mavefornemmelse har altid ret og din første indskydelse er altid den rigtige.

Men om dagen er det jo en helt anden snak - der har vi allesammen energi nok til at få indøvet at mor altid kommer, uanset om hun er væk i et sekund eller et minut - mor og far er altid lige her. Det øvede vi blandt andet ved at han kom i dagpleje. Men også at arrangere ture med mormor, moster 1 & 2 - han blev afleveret hos dem (vigtigt - det er dig der går og ikke dem der forlader dig) han fik sit kys, sit kram, fik at vide hvad mor/far skulle og vi ses senere og så gik vi. Selvom han græd. Via sms, finder vi jo ud af at han stopper med at græde i sekundet vi lukker døren og mormor/moster afleder - og så har han en god tid med dem.

Gemmelege hjemme i det trygge hjem kan også hjælpe ham til at forstå at mor altid, altid, altid er hos dig - også selvom du ikke har direkte kontakt med dig (Kan han ikke gå selv, er titte-bøh lege rigtigt gode og du behøver kun gemme hovedet)

Han er ikke gammel nok til at manipulere jer og hvis han her i en periode har brug for ekstra tryghed, så synes jeg at du skal give ham det.

Når han græder og er utryg så tag ham op og trøst ham. Jeg tror du risikerer at give ham negative associationer i forbindelse med hans seng og søvn hvis du ikke gør det.

Alle børn har en fase med seperationsangst - nogle er næsten ikke mærkede af det og andre har det rigtigt hårdt, men det er en del af deres udvikling og det er ikke noget de gør for at være besværlige.

Prøv at komme ham i forkøbet i løbet af dagen i en periode. Hvis du ved at han begynder at græde hvis du går i køkkenet, så saml ham op og tag ham med inden du går derud, så han ikke når at blive ked af det osv.

Det der sker er at han opdager at folk kan gå fra ham. Det har han ikke været bevidst om før. Det er som regel mest mor og far, men kan også sagtens være hunden eller vennen eller en søskende eller en helt 7'ende, der udløser angsten og selvom den måske ikke virker rationel for os er den meget virkelig for ham. Han græder fordi han føler sig bange og forladt og han har brug for at blive trøstet og beroliget. Han forstår ikke at mor er lige på den anden side af vægget, i hans verden er du gået fra ham og har forladt ham.

Når han bliver lidt ældre, begynder han at forstå at mor (og andre ting iøvrigt også) godt kan være der, selvom han ikke kan se dig, og så aftager angsten.

Det er nemt at få svip af hans opførsel (og jeg tror de fleste forældre har prøvet det), men foregrib den i løbet af dagen ved at inkludere ham og tage ham med og om natten ved at tage ham op trøste ham og vise ham at mor og far ikke er gået fra ham, selvom han ikke lige kan se dem.

Og så hjælper det at se tingene fra hans side - selvom hans angst er irrationel set fra vores side, er den meget virkelig for ham, og hvis man hele tiden husker på det, så bliver den her fase bare lidt nemmere at takle. Det betyder ikke at man ikke får svip af at have et barn limet til hoften alle ens vågne timer (og en del af natten i nogle tilfælde), men husk alle forældres mantra: "Det er en fase"

Mettemus skriver:

Du får lige et lynhurtigt svar, for jeg er på fra mobilen og burde sove. Jeg har ikke en fuldstændog løsningsmulighed, men videregiver hvad jeg læste i Helen Lyngs bog. Et barn der klynger sig til dig skal/må man tage op. Det er nemlig regulær angst og ikke bare for at teste dig. Men det er hårdt! Vi har lige været der. Kan det trøste at sige "det er en periode, det går over"?

Dejligt at vide at det kan være "legalt!" nok at tage ham op! Det vil jeg fortsætte med så! Og ja, det hjælper MEGET at vide at det går over igen - det ved man jo godt, men det kan være lidt svært at tro på når man står i det.. 

Maria-s skriver:

Åhhhh kære Anne!....

Altså jeg kan jo kun sige at det har vi også været igennem lidt af det samme herhjemme. Godt nok ikke så meget om dagen, mest om natten. Han pylre især også om morgenen, når jeg lige har taget ham op af hans seng og sætter ham i hans kravlegård så jeg kan lave hans morgenmad. Men det er ikke hysterisk græden og jeg kan som regel klare den med et par titte-bøhhhhh oppe fra køkkenet eller ude fra badeværelset (ikke at jeg laver hans morgenmad derude selvfølgelig )

Men vi har (som jeg vist også har fortalt før) haft en laaang periode med meget græden om natten og jeg er ked af at sige det, men vi fandt sgu aldrig rigtig som sådan en løsning?..... Vi prøvede barnevogns-metoden, vi prøvede at lade ham ligge uden at røre ved ham, intet af det hjap rigtigt.. Så til sidst "overgav" jeg mig, fulgte mavefornemmelsen ligesom dig og tog ham op og vuggede ham når han blev for ked af det. Og det er ligesom om tiden er det der har været løsningen og det ligesom har løst sig selv? Jeg har haft kigget i mine notater og kunne i perioden også se at han var igennem en rivende udvikling, så at det sikkert har været med til at "puste til ilden"... Ellers jo så har vi fundet "hans bamse" en base han ALTID bliver puttet med, som jeg synes giver ham til tryghed. Og jeg kan nu, når han vågner ulykkelig, som regel få ham til at falde til ro, blot ved en fast, tung MEN kærlig hånd på hans bryst.

Ej Anne jeg ved godt at dette sikkert ikke hjalp dig en disse..... Men jeg håber i finder en løsning på problemet, for det er ikke til at holde ud det andet og totalt opslidende for dig.....

Jo det hjalp, for det er dejligt at vide det ikke kun er her!!

Både nat og dag græder han fuldstændig hysterisk hvis jeg går. Jeg forsøger at tage ham med i køkkenet, især hvis jeg skal være der længere tid end hvad det tager at tappe et glas vand fra hanen, men han hyler hvis ikke vi kan røre hinanden. Jeg kan ganske enkelt ikke holde til at bære på ham hele tiden, så jeg må have kigget lidt på vores bæresele ifht. hans vægt pt.

Nogle gange er TID bare løsningen, og det fornemmer jeg det også er her! Det er bare SÅ opslidende, når intet af det man stiller op dur! Far dur ikke, leg dur ikke, titte-bøh dur ikke osv... 

Heldigvis sover han stadig nogle gode lure om dagen, så jeg kan indhente lidt søvn - pt. er jeg oppe hver halve time natten igennem og give ham sutten... Han har "altid" brugt sut, og så sin nusseklud. Hvis han har det, så er han tilfreds, ifht. putning. Han har desuden to små bamser i sengen, som altid har været der, dem ligger han af og til bare og leger med, kigger på og tygger i og virker egentlig tilfreds nok selvom han ikke sover - så får han naturligvis lov at ligge!