Nu springer jeg ud ...

Ansemusen skriver:

 til dig!! Det er ikke flovt at indrømme, at man har en psykisk lidelse! Det kan du jo ikke gøre for! Og du arbejder endda med dig selv for at få det optimale ud af dit liv og af din rolle som mor

SÅDAN!!

Det lyder mærkeligt men på en måde har det været nemmere at indse at jeg trænger til at genoptage min behandling her efter jeg har fået Benjamin. Det er som om det er lettere, fordi jeg vil gøre alt for ham. Og han skal have den bedste mor!

camillakrath skriver:

Det lyder mærkeligt men på en måde har det været nemmere at indse at jeg trænger til at genoptage min behandling her efter jeg har fået Benjamin. Det er som om det er lettere, fordi jeg vil gøre alt for ham. Og han skal have den bedste mor!

Ja er det ikke bare fantastisk, som man bare opper sig med alting, når man bliver mor/far?!  Og selvom borderline aldrig kan gå helt væk (med mindre ens diagnose er forkert selvfølgelig), så kan man jo lære at leve med den og lære at genkende sine egne mønstre og dermed forhindre, at man forsætter de negative af slagsen!

camillakrath skriver:

Vi var indlagt til observation pga Benjamin. Altså fordi de sku se om han havde abstinenser.

Jeg har faktisk aldrig haft overvågning og sådan. Men vi var indlagt 3 uger på sygehuset, så der kunne de se hvordan vi var sammen.

okay.. det var godt nok også lang tid i var indlagt...

vi var kun en uge, men de mente at jeg var deprimeret og meget usikker i forhold til mit barn

så vi havde pædagoger på 2 gange om ugen i 4 mdr indtil sagen blev afsluttet

håber seriøst jeg slipper for alt det her bøvl denne her gang...

og ja jeg var deprimeret og havde været det under hele min graviditet grundet medicin ændringer...

lå med voldsomme abstinenser de første 2 mdr af min graviditet, fordi jeg skulle droppe min stærke medicin...

men har beholdt det samme medicin fra sidste graviditet, så det er ikke så svært denne her gang

Ansemusen skriver:

Ja er det ikke bare fantastisk, som man bare opper sig med alting, når man bliver mor/far?!  Og selvom borderline aldrig kan gå helt væk (med mindre ens diagnose er forkert selvfølgelig), så kan man jo lære at leve med den og lære at genkende sine egne mønstre og dermed forhindre, at man forsætter de negative af slagsen!

Jo, man blir faktisk et helt nyt menneske.

Jeg er også ved at indstille mig på at jeg skal leve med det her resten af mit liv. Men jeg er kommet så langt, så jeg ved jeg nok skal komme helt i mål.

Den behandling jeg fik sidst var rigtig god. Vi lærte simpelthen at håndtere vores sygdom. Jeg håber sådan det er det jeg kommer igang med igen.

merle2010 skriver:

okay.. det var godt nok også lang tid i var indlagt...

vi var kun en uge, men de mente at jeg var deprimeret og meget usikker i forhold til mit barn

så vi havde pædagoger på 2 gange om ugen i 4 mdr indtil sagen blev afsluttet

håber seriøst jeg slipper for alt det her bøvl denne her gang...

og ja jeg var deprimeret og havde været det under hele min graviditet grundet medicin ændringer...

lå med voldsomme abstinenser de første 2 mdr af min graviditet, fordi jeg skulle droppe min stærke medicin...

men har beholdt det samme medicin fra sidste graviditet, så det er ikke så svært denne her gang

Hold da op, sikke en omgang. Det må være rigtig hårdt.

Jeg havde det også rigtig skidt under min graviditet. Men da jeg var langt nok henne, valgte de at sætte mig op i min normale dosis. Jeg var rigtig nervøs, men de sagde at det medicin jeg var på, var det med mindst risiko for barnet. Og at barnet, fordi jeg var så "langt" henne, allerede var udviklet, og derfor ikke blev påvirket af min medicin.

Vi skulle kun have været indlagt i 2 dage, men da Benjamin kom for tidligt og var undervægtig, var vi indlagt i lang tid.

Og så fik jeg desværre kejsersnit - noget af det værste for folk med psykiske lidelser.

camillakrath skriver:

Hold da op, sikke en omgang. Det må være rigtig hårdt.

Jeg havde det også rigtig skidt under min graviditet. Men da jeg var langt nok henne, valgte de at sætte mig op i min normale dosis. Jeg var rigtig nervøs, men de sagde at det medicin jeg var på, var det med mindst risiko for barnet. Og at barnet, fordi jeg var så "langt" henne, allerede var udviklet, og derfor ikke blev påvirket af min medicin.

Vi skulle kun have været indlagt i 2 dage, men da Benjamin kom for tidligt og var undervægtig, var vi indlagt i lang tid.

Og så fik jeg desværre kejsersnit - noget af det værste for folk med psykiske lidelser.

jeg gik fra 1000 mg seroquel om dagen og 300 mg effexor om dagen, 100 mg sertralin og 8 mg trilafon...

der er vidst ikke noget at sige til at jeg blev dårlig

nu tager jeg kun 8 mg trilafon dagligt...

camillakrath skriver:

Jo, man blir faktisk et helt nyt menneske.

Jeg er også ved at indstille mig på at jeg skal leve med det her resten af mit liv. Men jeg er kommet så langt, så jeg ved jeg nok skal komme helt i mål.

Den behandling jeg fik sidst var rigtig god. Vi lærte simpelthen at håndtere vores sygdom. Jeg håber sådan det er det jeg kommer igang med igen.

Hvor er det bare flot, at du står frem her, og tror også på du nok skal nå dit mål.

Jeg er lidt nysgerrig på, hvad slags behandling det var du var igennem, som virkede så godt for dig ?

Michael healer skriver:

Hvor er det bare flot, at du står frem her, og tror også på du nok skal nå dit mål.

Jeg er lidt nysgerrig på, hvad slags behandling det var du var igennem, som virkede så godt for dig ?

Det var DAT - dialektisk adfærdsterapi. Det er det bedste der er sket for mig. Jeg ville så gerne igang igen.

merle2010 skriver:

jeg gik fra 1000 mg seroquel om dagen og 300 mg effexor om dagen, 100 mg sertralin og 8 mg trilafon...

der er vidst ikke noget at sige til at jeg blev dårlig

nu tager jeg kun 8 mg trilafon dagligt...

Årh det var også meget. Under min behandlig trappede jeg ud af seroquel. Og nu får jeg kun cipralex

Synes dit mod fortjener et tuttelituut

Du fandeme sej og sender dig os li et