Holder de aldrig op???
Ikke nok med at husbond stadig er deprim, så er min mor også begyndt at drikke igen efter 3½ års ædruelighed. Eller igen er vel en tilsnigelse, for hun begyndte - selvfølgelig - i oktober, da husbond gik ned med flaget.
Nu har hun lige været en tur i behandling og så er hun kraft helvede fuld samme aften, hun er kommet hjem.
Jeg har lige haft hende i røret og hun er komplet uforståelig og jeg vil have hende indlagt igen osv osv osv.
I dag har husbond også været ved lægen igen, hvorefter han kommer hjem og er fuldstændigt indebrændt - efter vi ellers har haft det godt sammen de sidste par måneder - og vil ikke tale med mig.
Vi har en aftale om, at hvis han fik det sådan igen skulle han ikke lade det gå ud over mig, skulle han sige til mig: jeg elsker dig, jeg vil være sammen med dig, jeg vil ikke ødelægge vores familie, men jeg har brug for at være lidt i fred.
Men det er han ikke i stand til at overholde i dag og er bare trist og indelukket. Jeg må ikke spørge til ham, jeg må ikke en skid og han vil ikke engang sige, at han ikke vil gå sin vej.
Til sidst tænkte jeg fuck det hele og gik i seng og så kom han ind til mig og faldt i søvn.
Da vi vågnede holdt han om mig og sagde undskyld og han vidste ikke hvad der var galt, men han elskede mig og ville aldrig gøre mig ked af det eller såre mig og han ville aldrig miste mig.
Jeg var bare TRÆT!
Og nu har jeg så lige talt med min mor, som endte med at knaldre røret på, fordi jeg ikke ville lade hende tale med datteren, fordi hun lød usandsynligt snøvlende og ikke som sig selv.
Så nu har jeg virkelig bare brug for at få luft!! Jeg har lyst til at skrige og hyle og råbe og slå og jeg har bare fået nok!! Hvordan fanden skal jeg slippe igennem det her?
Knus fra mig - og tak for de øjne, der har læst med. Jeg har gjort mig anonym, for de øjne, der ikke kender mig i forvejen, men I andre må skam gerne vide, hvem jeg er. Lad bare venligst være med at kalde mig ved mit navn.
Anmeld
