Jeg frygter hele tiden :( ...

Sansynligheden vil altid være der. Om det så er før de 12 uger, eller efter. Jeg frygtede det hele tiden, og er ked af at sige det, men frygten bliver ved med at være der. Når du først er gravid kommer følelserne op omkring at miste, og de forsvinder aldrig igen. Du skal være mor for pokker  og derfor frygter man altid at miste, om det er 12 uger henne i graviditeten, eller barnet er 6, 15, eller 35, så vil den altid være der, det er meningen du skal væk før dit barn, andet vil være forkert i vores hoveder.

Derefter vil jeg sige at skulle du miste, så se på det som kroppens egen måde at skille sig af med noget som ikke er rask. Langt de fleste graviditeter går godt, og der kommer de mest vidunderlige skabninger ud af det.  Jeg håber og  for at dit lille spir bliver i maven

VIPpigen skriver:

Sansynligheden vil altid være der. Om det så er før de 12 uger, eller efter. Jeg frygtede det hele tiden, og er ked af at sige det, men frygten bliver ved med at være der. Når du først er gravid kommer følelserne op omkring at miste, og de forsvinder aldrig igen. Du skal være mor for pokker  og derfor frygter man altid at miste, om det er 12 uger henne i graviditeten, eller barnet er 6, 15, eller 35, så vil den altid være der, det er meningen du skal væk før dit barn, andet vil være forkert i vores hoveder.

Derefter vil jeg sige at skulle du miste, så se på det som kroppens egen måde at skille sig af med noget som ikke er rask. Langt de fleste graviditeter går godt, og der kommer de mest vidunderlige skabninger ud af det.  Jeg håber og  for at dit lille spir bliver i maven

GønskE skriver:

Ja, det jo det, men er glad for at høre, at det ret normalt!! Har en kusine det i 5 mrd havde et dødt barn, så derfor er jeg begyndt, ellers havde det ikke slået mig /:

Forstår dig godt. jeg var også panisk de første 12 uger, specielt fordi jeg havde blødninger. Men da jeg var over 12 uger kommer den næste angst, for mister du derefter, så skal du føde det. Når du mærker liv, bliver man nervøs hvis der er gået alt for lang tid siden man mærkede sidst. Og sådan bliver det ved.

Min sidste angst er at hvis jeg mister min datter, at jeg så ikke vil blive ked af det. Og bare tanken om at jeg ikke skulle blive ked af det kan jeg slet ikke have. Men jeg ved også inderst inde at jeg elsker min datter mere end noget andet her på jorden.

Det er forfærdeligt, men er sikker på at om 8 måneder så sidder i med et vidunderligt lille barn i armene

Jeg var også selv mega nervøs hele vejen igennem (mistedet nogle gange) så er nok ikke den bedste til at svare. Men jeg tror det enste man kan gøre er at tænke, at man hverken kan gøre til eller fra og man derfor ligeså godt kan være positiv og håbe på det bedste. I princippet kan man jo også blive kørt ned i morgen og dø, men det går man jo heldigvis aldrig og tænker på, så tror det er lidt det samme, altså risikoen altid vil være der, men der trods alt er 3 gange så stor chance for at alt går godt, så jeg for at alt er vel.

Tænk også på, at du måske fokusere på dem der desværre har oplevet det, men prøv at tænk på hvor mange her inde på f.eks Baby.dk der har helt normale graviditeter. Hvis alle dem oprettede en tråd med: God normal graviditet, så ville det fylde alle siderne

VIPpigen skriver:

Forstår dig godt. jeg var også panisk de første 12 uger, specielt fordi jeg havde blødninger. Men da jeg var over 12 uger kommer den næste angst, for mister du derefter, så skal du føde det. Når du mærker liv, bliver man nervøs hvis der er gået alt for lang tid siden man mærkede sidst. Og sådan bliver det ved.

Min sidste angst er at hvis jeg mister min datter, at jeg så ikke vil blive ked af det. Og bare tanken om at jeg ikke skulle blive ked af det kan jeg slet ikke have. Men jeg ved også inderst inde at jeg elsker min datter mere end noget andet her på jorden.

Det er forfærdeligt, men er sikker på at om 8 måneder så sidder i med et vidunderligt lille barn i armene

ja kan godt sætte mig ind i det, jeg må bare se tiden an

men også fordi jeg blev gravid på første forsøg, men jeg håber bebs bliver der hele vejen

foto på lærred skriver:

Jeg var også selv mega nervøs hele vejen igennem (mistedet nogle gange) så er nok ikke den bedste til at svare. Men jeg tror det enste man kan gøre er at tænke, at man hverken kan gøre til eller fra og man derfor ligeså godt kan være positiv og håbe på det bedste. I princippet kan man jo også blive kørt ned i morgen og dø, men det går man jo heldigvis aldrig og tænker på, så tror det er lidt det samme, altså risikoen altid vil være der, men der trods alt er 3 gange så stor chance for at alt går godt, så jeg for at alt er vel.

Tænk også på, at du måske fokusere på dem der desværre har oplevet det, men prøv at tænk på hvor mange her inde på f.eks Baby.dk der har helt normale graviditeter. Hvis alle dem oprettede en tråd med: God normal graviditet, så ville det fylde alle siderne

du har ret, tak jeg får også en helt normal graviditet  - men det bare når det er første gang, og man blev gravid på første forsøg osv, så det lidt for godt til at være sandt i min verden

VIPpigen skriver:

Sansynligheden vil altid være der. Om det så er før de 12 uger, eller efter. Jeg frygtede det hele tiden, og er ked af at sige det, men frygten bliver ved med at være der. Når du først er gravid kommer følelserne op omkring at miste, og de forsvinder aldrig igen. Du skal være mor for pokker  og derfor frygter man altid at miste, om det er 12 uger henne i graviditeten, eller barnet er 6, 15, eller 35, så vil den altid være der, det er meningen du skal væk før dit barn, andet vil være forkert i vores hoveder.

Derefter vil jeg sige at skulle du miste, så se på det som kroppens egen måde at skille sig af med noget som ikke er rask. Langt de fleste graviditeter går godt, og der kommer de mest vidunderlige skabninger ud af det.  Jeg håber og  for at dit lille spir bliver i maven

hvornår købte du dit første stykke tøj til din datter?