Hvor længe sidder i?

wamse skriver:

jeg ville lade hende spise det hun ville ved bordet. Jeg tror ikke på, at der kommer noget som helst godt ud af tvang.  

Jeg er fuldstændig enig. De skal nok spise når de er sultne.

Tvang nytter ikke noget.... Men ellers tag en snak med lægen hvis du er bekymret for om hun får nok mad.

hvad med at i fik hende med til at lave maden.. hun kan sagtens stå og skylle grøntsagerne og stå på en skammel og hjælpe med at røre i gryderne.. introducer hende for køkkenet og gør det til en positiv oplevelse så hun ser hvad det er hun spiser.. det gør det sjovt for hende og gør måske at hun får større appetit.. 

Jeg har selv en slank lille datter, og som bare ikke synes at mad er ret spændende. Jeg lagde mærke til, at des mere fokus der var på hende, når vi spiste, des mere eskalerede en situation. Jeg kommenterer aldrig mere, hvor meget eller hvad af aftensmaden hun spiser, og jeg laver noget, som jeg ved kan fange hendes interesse, som fx så elsker hun cous cous(ja fat det hvem der kan), så det får vi lidt oftere. Jeg introducerer hende roligt til nye madvarer, men tvinger hende aldrig.

Anonym skriver:

Vi har et lille problem her i hytten og håber der er nogen der kan give mig lidt svar på hvad vi skal gøre.

 

Min kærestes datter på 6 år, hun er så strid når vi sidder og spiser.

Hvis vi får risengrød er der IKKE noget problem, men hvis vi får andet mad med feks. grøntsager så går hun helt i koma og kan sidde og lave opkast lyde eller bare sidde og skabe sig over hun ikke gider spise sin mad eller sidder og deler det over og siger hun kun gider spise SÅ og SÅ meget af det der er på hendes tallerken.

For lidt tid siden så fik vi noget hvor der var bitte små gulerøder i, og hun sad med sin mad i 1 time og 10 min.

 

Det skal lige siges hun er omkring 120 cm høj og vejer 16 kg. Hun fik besked på ved sundhedsplejersken at hun SKULLE til at spise noget mere fordi hun vejede ALT for lidt og ligger langt under den nederste streg i vægt kurven.

 

Hvad skal vi gøre? Skal vi lade hende sidde indtil hun har spist ALT op eller skal vi lade hende spise som hun selv vil?

VI ved virkelig ikke hvad vi skal gøre mere, for er godt nok ved at få pip i låget over at vi skal sidde og bøvle med hende HVER aften. 

 

Hjææælp piger.. 

Jeg vil da anbefale dig at læse den her bog:

http://www.williamdam.dk/product_info.php?products_id=1549361&gclid=CJ6ZzKXNmKwCFUa_zAod8jvpOA

Herhjemme har vi også en småtspisende søn de fleste dage... et kvart stykke rugbrød efter en hel dag i børnehave, og stort set ingen sult til aftensmad... men han spørger altid efter dessert...

i forhold til den bog jeg linker til, har min mand og jeg besluttet at fra mandag er der ingen søde sager i hverdagene... til disneyshow vil der blive serveret frugt og grønt skåret ud i spiseklare hapsere, og det er ligesom det... vores søn kan godt sige tak for mad efter to mundfulde pizza fx, og så blive lagt i seng.... hvis han så står op og siger han er sulten, bliver maden sat frem til ham igen... ikke andet mad, eller mælk selv om han beder om det (han elsker mælk, og kan drikke sig mæt i det, hvis han fik lov)... men lån bogen på biblioteket - man bliver lidt mere klar over børns spisevaner...

Anonym skriver:

Hendes mor lader hende gøre hvad hun vil. Løber rundt under aftensmaden og lader hende komme tilbage og så løbe videre osv..

Jeg ved virkelig ikke hvad vi skal gøre, for hvis vi gør det på samme måde så er vi sikre på hun SLET ikke gider spise noget som helst..

Har du/i prøvet at snakke med moren om det, så i kan blive enig om en fremgangsmåde at gøre det på, hvor begge parter er enige, så vil det være nemmere for barnet at forstå, når reglerne er ens

Jeg sidder og læser din tråd og får den tanke at det måske slet ikke drejer sig om madvarerne, måltidet eller noget i den dur.

Jeg kan forstå hun er skilsmissebarn og bor 7/7, men det lyder til at reglerne er lidt mindre stramme hos hendes mor. Jeg aner jo intet om jeres families situation, men jeg tænker lige umiddelbart at det kunne dreje sig om så meget andet end maden.

Min kærestes søn på nu 9 år, har det akkurt på den måde og har haft det så længe jeg har kendt ham (3 år). Hans madhistorie drejer sig hovedsageligt om en meget eftergivende mor (generelt), hvilket slet ikke harmonerer med et forvirret og grænsesøgende (samtidig med tryghedssøgende) mindre barn. Efter moderen har været på kursus og har lært at sætte grænser, er han stille (meget stille) og roligt begyndt at spise mere varierende.

Som sagt, jeg ved intet om jeres situation, men jeg ville bare lige fortælle om min egen erfaring som lyder enormt meget som jeres!