Hvorfor skal det være sådan?

Anonym skriver:

Hvorfor skal jeg være så skruk? Det ødelægger mig helt indeni.

Manden min og jeg har været sammen i 3 år til februar - og jeg har længe brændende ønsket mig at blive mor - at blive en familie. Hvorfor skal omstændighederne så bare ikke være til det? Jeg fik i dag at vide af en yngre veninde, at hende og hendes kæreste ventede sig... Jeg kunne ikke sige tillykke?! Det gjorde så ondt, fordi jeg ved at hun ikke har ønsket sig det ligeså længe som jeg.

Hvorfor forstår manden ikke, at jeg virkelig brænder for det her, og ønsker at stifte en familie med ham?

Jeg har været uden prævention siden februar, og spurgte så manden, om han synes at jeg skulle starte op på noget igen - og det frygtede "Ja" kom. Jeg blev bare helt paf, og i min vrede bestilte jeg pillerne med det samme - for så kunne det hele fandme også være ligemeget. Men efter min veninde kom med den nyhed i dag, så har jeg bare brudt sammen. Det gør så ondt.

Men når jeg sidder og hører mig selv, når jeg skriver dette, føler jeg at jeg lyder som et lille barn, der ikke kan få sin vilje, og tuder over ingenting - men alligevel så gør det bare så ondt! Jeg er helt i kulkælderen, og føler ikke for noget..

- Undskyld det sure og kedelige opstød, havde bare brug for at komme ud til nogen med det...

Det er klart at du er ked af det, når det er så stort et ønske for dig . Er din mand ikke klar, eller hvad afholder jer fra at stifte familie lige nu ?

Du får lige en 

Anonym skriver:

Hvad mener du sådan helt med hvorfor? - Altså, p-piller tager man jo for ikke at blive gravid?

ja det er jeg da godt klar over, men hvorfor tage p-piller hvis du er skruk? det er hvorfor du vælger ikke at fortsætte med at prøve?

(synes egentlig ikke mit spørgsmål var til at misforstå, ved ikke om du var fornærmet eller og du ærligt ikke vidste hvad jeg mente, selvfølgelig ved jeg hvorfor man tager p-piller, dog var det ikke provokation men er nysgerrig).

Anonym skriver:

Hvad mener du sådan helt med hvorfor? - Altså, p-piller tager man jo for ikke at blive gravid?

ja det er jeg da godt klar over, men hvorfor tage p-piller hvis du er skruk? det er hvorfor du vælger ikke at fortsætte med at prøve?

(synes egentlig ikke mit spørgsmål var til at misforstå, ved ikke om du var fornærmet eller og du ærligt ikke vidste hvad jeg mente, selvfølgelig ved jeg hvorfor man tager p-piller, dog var det ikke provokation men er nysgerrig).

LunaLykke skriver:

Det er klart at du er ked af det, når det er så stort et ønske for dig . Er din mand ikke klar, eller hvad afholder jer fra at stifte familie lige nu ?

Du får lige en 

Jeg tror det er fordi han ikke er klar. - Han er under uddannelse, og er først færdig om over 3 år, og tror han ser det som en stopklods for det - og måske han bare ikke føler sig helt klar? Det er ikke så nemt for mig at finde ud af hvorfor..

Qoco skriver:

ja det er jeg da godt klar over, men hvorfor tage p-piller hvis du er skruk? det er hvorfor du vælger ikke at fortsætte med at prøve?

 

(synes egentlig ikke mit spørgsmål var til at misforstå, ved ikke om du var fornærmet eller og du ærligt ikke vidste hvad jeg mente, selvfølgelig ved jeg hvorfor man tager p-piller, dog var det ikke provokation men er nysgerrig).

Det var ærligt fordi jeg ikke vidste hvad du mente med det..

- Jamen det er fordi at manden ikke er med på planen...

Miss Church skriver:

Det kan jeg da virkelig godt forstå - at det ramte hårdt. 

Det er alligevel noget af en misforståelse. 

Jeg tænker lidt at mænd måske bliver lidt skræmte ved tanken om at skulle have et barn, lige meget hvor meget de selv ønsker det. Det kan være han pludselig synes det var kommet for tæt på og at han lige skal "sluge" den? 

Jeg kan hvert fald forestille mig at du har brug for en klar afklaring fra hans side. 

Jeg har bestemt brug for en afklaring - jeg ved bare ikke hvordan jeg skal kunne få den.. Han er ikke sådan en der forklare sig selv særlig meget..

kæmpe kram

ihh har osse selv været skruk i noget tid, og ved også godt at det ikke kan blive nu, men øv altså

op med humøret, og prøv at sætte fokus på noget andet, på det i har nu sammen og få det til at køre og hver glad så skal det andet nok komme snigende

Anonym skriver:

Hvorfor skal jeg være så skruk? Det ødelægger mig helt indeni.

Manden min og jeg har været sammen i 3 år til februar - og jeg har længe brændende ønsket mig at blive mor - at blive en familie. Hvorfor skal omstændighederne så bare ikke være til det? Jeg fik i dag at vide af en yngre veninde, at hende og hendes kæreste ventede sig... Jeg kunne ikke sige tillykke?! Det gjorde så ondt, fordi jeg ved at hun ikke har ønsket sig det ligeså længe som jeg.

Hvorfor forstår manden ikke, at jeg virkelig brænder for det her, og ønsker at stifte en familie med ham?

Jeg har været uden prævention siden februar, og spurgte så manden, om han synes at jeg skulle starte op på noget igen - og det frygtede "Ja" kom. Jeg blev bare helt paf, og i min vrede bestilte jeg pillerne med det samme - for så kunne det hele fandme også være ligemeget. Men efter min veninde kom med den nyhed i dag, så har jeg bare brudt sammen. Det gør så ondt.

Men når jeg sidder og hører mig selv, når jeg skriver dette, føler jeg at jeg lyder som et lille barn, der ikke kan få sin vilje, og tuder over ingenting - men alligevel så gør det bare så ondt! Jeg er helt i kulkælderen, og føler ikke for noget..

- Undskyld det sure og kedelige opstød, havde bare brug for at komme ud til nogen med det...

Jeg kan rigtig godt forstå din frustration, men jeg kan alligevel ikke lade vær med at tænke på hvorfor din kæreste siger nej til projekt baby..

Måske fordi han ikke føler sig klar? hvis det er tilfældet tror jeg desværre det er bedst i venter med at blive gravide.. I skal jo være fælles om projektet, og hvis ikke begge er med i det, frygter jeg at jeres forhold går tabt når den lille kommer.. Og får man blandt andet ikke børn fordi man elsker hinanden og vil forevige den kærlighed? Fordi man tænker at i har lyst til at dele jeres kærlighed sammen med et lille individ?? Og gør i det, hvis i ikke er 100% enige om hvornår i skal have et barn??

Hvis din kæreste ikke er parat til at dele kærlighed og ansvar for et lille barn, men har behov for at bibeholde sit fokus på jer selv og det liv i har nu, syntes jeg at det er meget fornuftigt at han siger fra. Det er en prøvelse at få et barn sammen, for man skal lære hinanden at kende i de nye roller, derfor er det bare så vigtigt at man er enige om beslutningen..
Tænk en dag han kommer til at sige til barnet "det var mor der ville have dig", selvfølgelig må man ikke sige sådan, men hvis det er sådan han kommer til at føle det og kommer til at stå i en presset situation, ville det være så synd for "baby", hvis det er det signal der bliver sendt..

Måske i skulle tage en snak om fremtiden? ikke om i skal gå fra hinanden, men bare hvordan i ser jer om 1 år, 2 år eller 5 år, det kunne evt. hjælpe jer med at klarligge hvor langt jeres tanke om projektbaby ligger ud i fremtiden for hver især..

Undskyld mit lange svar, men prøver at svare dig så tydeligt som muligt, for jeg kan godt forstå at det må være en rigtig svær situation at stå i..

stort herfra..

Marius' Mor

Anonym skriver:

Det var ærligt fordi jeg ikke vidste hvad du mente med det..

- Jamen det er fordi at manden ikke er med på planen...

Okay, så må du være rigtig fortvivlet når du er skruk og han ikke er... øv øv

marius' mor skriver:

Jeg kan rigtig godt forstå din frustration, men jeg kan alligevel ikke lade vær med at tænke på hvorfor din kæreste siger nej til projekt baby..

Måske fordi han ikke føler sig klar? hvis det er tilfældet tror jeg desværre det er bedst i venter med at blive gravide.. I skal jo være fælles om projektet, og hvis ikke begge er med i det, frygter jeg at jeres forhold går tabt når den lille kommer.. Og får man blandt andet ikke børn fordi man elsker hinanden og vil forevige den kærlighed? Fordi man tænker at i har lyst til at dele jeres kærlighed sammen med et lille individ?? Og gør i det, hvis i ikke er 100% enige om hvornår i skal have et barn??

Hvis din kæreste ikke er parat til at dele kærlighed og ansvar for et lille barn, men har behov for at bibeholde sit fokus på jer selv og det liv i har nu, syntes jeg at det er meget fornuftigt at han siger fra. Det er en prøvelse at få et barn sammen, for man skal lære hinanden at kende i de nye roller, derfor er det bare så vigtigt at man er enige om beslutningen..
Tænk en dag han kommer til at sige til barnet "det var mor der ville have dig", selvfølgelig må man ikke sige sådan, men hvis det er sådan han kommer til at føle det og kommer til at stå i en presset situation, ville det være så synd for "baby", hvis det er det signal der bliver sendt..

Måske i skulle tage en snak om fremtiden? ikke om i skal gå fra hinanden, men bare hvordan i ser jer om 1 år, 2 år eller 5 år, det kunne evt. hjælpe jer med at klarligge hvor langt jeres tanke om projektbaby ligger ud i fremtiden for hver især..

Undskyld mit lange svar, men prøver at svare dig så tydeligt som muligt, for jeg kan godt forstå at det må være en rigtig svær situation at stå i..

stort herfra..

Marius' Mor

 

Rigtig godt svar! 

Jeg har lidt svært ved at sætte ord på hvad jeg mener om dette dilemma. Så er det godt at en anden kan gøre det