Hvorfor skal det være sådan?

Hvorfor skal jeg være så skruk? Det ødelægger mig helt indeni.

Manden min og jeg har været sammen i 3 år til februar - og jeg har længe brændende ønsket mig at blive mor - at blive en familie. Hvorfor skal omstændighederne så bare ikke være til det? Jeg fik i dag at vide af en yngre veninde, at hende og hendes kæreste ventede sig... Jeg kunne ikke sige tillykke?! Det gjorde så ondt, fordi jeg ved at hun ikke har ønsket sig det ligeså længe som jeg.

Hvorfor forstår manden ikke, at jeg virkelig brænder for det her, og ønsker at stifte en familie med ham?

Jeg har været uden prævention siden februar, og spurgte så manden, om han synes at jeg skulle starte op på noget igen - og det frygtede "Ja" kom. Jeg blev bare helt paf, og i min vrede bestilte jeg pillerne med det samme - for så kunne det hele fandme også være ligemeget. Men efter min veninde kom med den nyhed i dag, så har jeg bare brudt sammen. Det gør så ondt.

Men når jeg sidder og hører mig selv, når jeg skriver dette, føler jeg at jeg lyder som et lille barn, der ikke kan få sin vilje, og tuder over ingenting - men alligevel så gør det bare så ondt! Jeg er helt i kulkælderen, og føler ikke for noget..

- Undskyld det sure og kedelige opstød, havde bare brug for at komme ud til nogen med det...

Anonym skriver:

Hvorfor skal jeg være så skruk? Det ødelægger mig helt indeni.

Manden min og jeg har været sammen i 3 år til februar - og jeg har længe brændende ønsket mig at blive mor - at blive en familie. Hvorfor skal omstændighederne så bare ikke være til det? Jeg fik i dag at vide af en yngre veninde, at hende og hendes kæreste ventede sig... Jeg kunne ikke sige tillykke?! Det gjorde så ondt, fordi jeg ved at hun ikke har ønsket sig det ligeså længe som jeg.

Hvorfor forstår manden ikke, at jeg virkelig brænder for det her, og ønsker at stifte en familie med ham?

Jeg har været uden prævention siden februar, og spurgte så manden, om han synes at jeg skulle starte op på noget igen - og det frygtede "Ja" kom. Jeg blev bare helt paf, og i min vrede bestilte jeg pillerne med det samme - for så kunne det hele fandme også være ligemeget. Men efter min veninde kom med den nyhed i dag, så har jeg bare brudt sammen. Det gør så ondt.

Men når jeg sidder og hører mig selv, når jeg skriver dette, føler jeg at jeg lyder som et lille barn, der ikke kan få sin vilje, og tuder over ingenting - men alligevel så gør det bare så ondt! Jeg er helt i kulkælderen, og føler ikke for noget..

- Undskyld det sure og kedelige opstød, havde bare brug for at komme ud til nogen med det...

En kæmpe krammer til dig 

Det er slet ikke sjovt at at ønske sig noget så meget, som der ikke er udsigter til, at man kan få. 

Kan sagtens forstå din reaktion - tror jeg ville reagere på samme måde. 

Men i har forsøgt og du er så på p-piller igen nu? 

Håber alt det bedste for dig! 

Hvorfor skal jeg være så skruk? Det ødelægger mig helt indeni.

Manden min og jeg har været sammen i 3 år til februar - og jeg har længe brændende ønsket mig at blive mor - at blive en familie. Hvorfor skal omstændighederne så bare ikke være til det? Jeg fik i dag at vide af en yngre veninde, at hende og hendes kæreste ventede sig... Jeg kunne ikke sige tillykke?! Det gjorde så ondt, fordi jeg ved at hun ikke har ønsket sig det ligeså længe som jeg.

Hvorfor forstår manden ikke, at jeg virkelig brænder for det her, og ønsker at stifte en familie med ham?

Jeg har været uden prævention siden februar, og spurgte så manden, om han synes at jeg skulle starte op på noget igen - og det frygtede "Ja" kom. Jeg blev bare helt paf, og i min vrede bestilte jeg pillerne med det samme - for så kunne det hele fandme også være ligemeget. Men efter min veninde kom med den nyhed i dag, så har jeg bare brudt sammen. Det gør så ondt.

Men når jeg sidder og hører mig selv, når jeg skriver dette, føler jeg at jeg lyder som et lille barn, der ikke kan få sin vilje, og tuder over ingenting - men alligevel så gør det bare så ondt! Jeg er helt i kulkælderen, og føler ikke for noget..

- Undskyld det sure og kedelige opstød, havde bare brug for at komme ud til nogen med det...

Du er absolut ikke den eneste! Tror rigtig mange af os her inde kender den følelse. Jeg har selv været der, og man føler sig helt elendig og tarvelig overfor de gravide veninder.

Jeg kan ikke sige så mange trøstende ord, men en dag kommer det forhåbentligt!  

Bare husk at tal med din mand om det og ikke pres det ned over hovedet på ham! Min mand skulle lige tænke lidt længere end jeg, men så kom det også!

Held og lykke 

Tak for forståelsen!

- Jaa, jeg troede at vi var i gang - men fordi at min man ikke altid snakker helt så tydeligt - så havde jeg misforstået det. Det fandt jeg ud af en aften i en brandert, hvor vi kom op og skændes. Derfor har det slået lidt hårdt på mig. Han sagde nemlig til mig, at jeg ikke behøvede at starte op på noget prævention på et tidspunkt, hvor jeg spurgte ham ligesom forleden - og det tog jeg som en hentydning.. Men det skulle åbenbart ikke forståes sådan...

Katte87 skriver:

Du er absolut ikke den eneste! Tror rigtig mange af os her inde kender den følelse. Jeg har selv været der, og man føler sig helt elendig og tarvelig overfor de gravide veninder.

Jeg kan ikke sige så mange trøstende ord, men en dag kommer det forhåbentligt!  

Bare husk at tal med din mand om det og ikke pres det ned over hovedet på ham! Min mand skulle lige tænke lidt længere end jeg, men så kom det også!

Held og lykke 

Tror jeg må blive bedre til den del, at tale med ham om det. Jeg plejer bare at fortælle - ikke høre så meget af hvad han har at sige - nok ligeså meget fordi jeg ikke tror at han egentlig gider høre på mig..

Men altså.. Spurgte ham for et par minutter siden, om han overhovedet ønskede at få børn - og ja, det gør han da, engang...

Miss Church skriver:

En kæmpe krammer til dig 

Det er slet ikke sjovt at at ønske sig noget så meget, som der ikke er udsigter til, at man kan få. 

Kan sagtens forstå din reaktion - tror jeg ville reagere på samme måde. 

Men i har forsøgt og du er så på p-piller igen nu? 

Håber alt det bedste for dig! 

fik ikke lige citeret min første besked til dig..

Må jeg spørge hvorfor i vil starte på p-piller??? ok hvis du ikke vil svare på det, er blot nysgerrig.

Er ked af du har det sådan, det er rigtigt svært at komme igennem tilværelsen når man er skruk og ingen ting sker, har du ikke noget andet du evt. kan fokusere på?? noget der gør dig glad, evt. noget kreativt?

Qoco skriver:

Må jeg spørge hvorfor i vil starte på p-piller??? ok hvis du ikke vil svare på det, er blot nysgerrig.

Er ked af du har det sådan, det er rigtigt svært at komme igennem tilværelsen når man er skruk og ingen ting sker, har du ikke noget andet du evt. kan fokusere på?? noget der gør dig glad, evt. noget kreativt?

Hvad mener du sådan helt med hvorfor? - Altså, p-piller tager man jo for ikke at blive gravid?

Anonym skriver:

fik ikke lige citeret min første besked til dig..

Det kan jeg da virkelig godt forstå - at det ramte hårdt. 

Det er alligevel noget af en misforståelse. 

Jeg tænker lidt at mænd måske bliver lidt skræmte ved tanken om at skulle have et barn, lige meget hvor meget de selv ønsker det. Det kan være han pludselig synes det var kommet for tæt på og at han lige skal "sluge" den? 

Jeg kan hvert fald forestille mig at du har brug for en klar afklaring fra hans side. 

Tror jeg må blive bedre til den del, at tale med ham om det. Jeg plejer bare at fortælle - ikke høre så meget af hvad han har at sige - nok ligeså meget fordi jeg ikke tror at han egentlig gider høre på mig..

Men altså.. Spurgte ham for et par minutter siden, om han overhovedet ønskede at få børn - og ja, det gør han da, engang...

Ja, det kan vi kvinder måske godt glemme til tider!  

Sådan sagde min kæreste også i starten. Og det er jo heldigvis en begyndelse at han ikke er afvisende! Det må man jo også huske at tage med.