Tak til alle der har givet mig råd i mine tidligere tråde omkring abort her det seneste døgn.
Jeg har vendt og drejet det hele og tænkt i plusser og minusser.
Jeg valgte at kontakte min ekskæreste og forsøge at redde det hele ud for at skabe rammerne til en kernefamilie. Men han ville ikke, fordi jeg ikke ville flytte til Odense. Han havde ingen forståelse for at jeg ikke vil flytte min 2årige dreng væk fra hans netværk her.
Derfor føler jeg nu, at aborten må hvile på min eks's skuldre, for jeg lavede barnet af kærlighed med troen på hans ord "vil gøre alt for at vi ikke får et delebarn, for det er det sidste jeg ønsker". Virkeligheden var en umoden mand, som løb fra sit ansvar og som blot ville dominere og manipulere med mig. Han har været hashmisbruger i 15 år og har ADHD.
Jeg ønsker ikke at sætte et barn i verden, når jeg ved det ikke får begge forældre. Jeg ønsker en kernefamilie. Jeg frygter at eksen vil køre mig psykisk ned som gravid og de næste 18 år. Abort er det rigtige. Det bliver ekstremt hårdt, men jeg kan nu sige til mig selv, at JEG gjorde alt jeg kunne, for at skabe rammerne for den lille spire.
Håber på forståelse. Og igen, tak.
Anmeld