Abort - fordele... ?????

Situation:
single, gravid, studerende - 2 forskellige potentielle fædre. Ene løgner på 23, anden tidligere hashmisbruger med adhd på 27 (mest sandsynlige far).
Har i forvejen en dreng på 2.

Argumenter for abort:
- Jeg kan ikke sige, at det er fordi Noah er for lille, for han ville elske at være storebror og det ville gøre os til en større familie med mere liv i huset. En legekammerat og en følgesvend resten af livet.
- Jeg kan ikke sige, at det er fordi timingen er dårlig, for den er perfekt i forhold til jeg når at fuldføre HF og det bliver inden en videregående uddannelse.
- Jeg kan ikke sige, at det er fordi jeg ikke har råd, for jeg mangler stort set kun barnevogn og babytøj.
- Jeg kan ikke sige jeg vil være 100% alene med 2, hvor Noah ser sin far.
- Jeg kan ikke sige faren ikke vil barnet 100%, for den ene vil gerne - den anden (som højst sandsynligt ikke er faren), snakker kun om at han ikke vil betale (det er den anden Morten, løgneren).
- Jeg kan ikke sige, at det ikke var planlagt, for det var det i forhold til Noahs alder og uddannelse.
- Jeg kan ikke sige det ikke blev lavet med kærlighed, fordi jeg elskede begge Mortener.
- Jeg kan ikke sige jeg er en dårlig mor, for Noah er det dejligste kærlige barn i dag.
- Jeg kan ikke sige det er en dårlig ting, hvis Noah skulle have delt opmærksomhed med en søster eller bror, for det vil kun gavne ham i længden at han ikke er alt for morafhængig.
- Jeg kan ikke sige, at jeg ikke kan være alene med et spædbarn, for jeg gjorde det med Noah - som havde kolik.
- Jeg kan ikke undskylde for, at jeg får en abort fordi jeg er single... for så skulle Noah jo heller ikke været til??
- Jeg kan ikke sige hvem faren er med 100% sikkerhed før en faderskabssag når en afgørelse ved 1årsalderen, men jeg kan da sige, han hedder Morten og
jeg elskede ham og det var en ekskæreste.
- Jeg kan ikke sige situationen som er alenemor til to, var ønsketænkning, men jeg kan sige jeg selv er skyld i at være endt i situationen - med kærlighed som årsag, så jeg føler jeg er en voksen kvinde som bør tage ansvar.
- Jeg kan ikke sige "babyen" bare er en lille klat lige nu, for på nuværende tidspunkt har det allerede udviklet hjerteslag og hjerneaktivitet.
- Jeg kan ikke sige en abort er den nemme løsning, for hver gang jeg vil se på babybilleder af Noah eller hvis Noah ikke får en bror eller søster med kort aldersforskel - eller hvis aborten gør jeg bliver steril eller hvis jeg en dag møder en mand, som ikke kan få børn, så vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Jeg bebrejder allerede mig selv nu, for at have været for hurtig og for naiv.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til mig selv, hvis jeg får en abort, og kommer til at gå psykisk ned over det, for at få mig selv til at føle det var det rigtige valg... .. Hvad skal jeg gøre?

Smukkert skriver:

Situation:
single, gravid, studerende - 2 forskellige potentielle fædre. Ene løgner på 23, anden tidligere hashmisbruger med adhd på 27 (mest sandsynlige far).
Har i forvejen en dreng på 2.

Argumenter for abort:
- Jeg kan ikke sige, at det er fordi Noah er for lille, for han ville elske at være storebror og det ville gøre os til en større familie med mere liv i huset. En legekammerat og en følgesvend resten af livet.
- Jeg kan ikke sige, at det er fordi timingen er dårlig, for den er perfekt i forhold til jeg når at fuldføre HF og det bliver inden en videregående uddannelse.
- Jeg kan ikke sige, at det er fordi jeg ikke har råd, for jeg mangler stort set kun barnevogn og babytøj.
- Jeg kan ikke sige jeg vil være 100% alene med 2, hvor Noah ser sin far.
- Jeg kan ikke sige faren ikke vil barnet 100%, for den ene vil gerne - den anden (som højst sandsynligt ikke er faren), snakker kun om at han ikke vil betale (det er den anden Morten, løgneren).
- Jeg kan ikke sige, at det ikke var planlagt, for det var det i forhold til Noahs alder og uddannelse.
- Jeg kan ikke sige det ikke blev lavet med kærlighed, fordi jeg elskede begge Mortener.
- Jeg kan ikke sige jeg er en dårlig mor, for Noah er det dejligste kærlige barn i dag.
- Jeg kan ikke sige det er en dårlig ting, hvis Noah skulle have delt opmærksomhed med en søster eller bror, for det vil kun gavne ham i længden at han ikke er alt for morafhængig.
- Jeg kan ikke sige, at jeg ikke kan være alene med et spædbarn, for jeg gjorde det med Noah - som havde kolik.
- Jeg kan ikke undskylde for, at jeg får en abort fordi jeg er single... for så skulle Noah jo heller ikke været til??
- Jeg kan ikke sige hvem faren er med 100% sikkerhed før en faderskabssag når en afgørelse ved 1årsalderen, men jeg kan da sige, han hedder Morten og
jeg elskede ham og det var en ekskæreste.
- Jeg kan ikke sige situationen som er alenemor til to, var ønsketænkning, men jeg kan sige jeg selv er skyld i at være endt i situationen - med kærlighed som årsag, så jeg føler jeg er en voksen kvinde som bør tage ansvar.
- Jeg kan ikke sige "babyen" bare er en lille klat lige nu, for på nuværende tidspunkt har det allerede udviklet hjerteslag og hjerneaktivitet.
- Jeg kan ikke sige en abort er den nemme løsning, for hver gang jeg vil se på babybilleder af Noah eller hvis Noah ikke får en bror eller søster med kort aldersforskel - eller hvis aborten gør jeg bliver steril eller hvis jeg en dag møder en mand, som ikke kan få børn, så vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Jeg bebrejder allerede mig selv nu, for at have været for hurtig og for naiv.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til mig selv, hvis jeg får en abort, og kommer til at gå psykisk ned over det, for at få mig selv til at føle det var det rigtige valg... .. Hvad skal jeg gøre?

Jeg tænker lidt, hvad med de to fædres mening? De har vel også noget at skulle sige?

Jeg ville ikke gøre det, med de ting du har sat op i betragtning.

Jeg er selv enlig mor til to og har været det siden den lille var 2 måneder og det har været rockerhårdt. Det hele værd, men hårdt. Det kan slet ikke sammenlignes med at have et barn.


Kunne du ikke tænke dig at prøve at have en at dele det med? En der virkelig vil barnet?

132319 skriver:

Jeg tænker lidt, hvad med de to fædres mening? De har vel også noget at skulle sige?

Jeg ville ikke gøre det, med de ting du har sat op i betragtning.

Jeg er selv enlig mor til to og har været det siden den lille var 2 måneder og det har været rockerhårdt. Det hele værd, men hårdt. Det kan slet ikke sammenlignes med at have et barn.


Kunne du ikke tænke dig at prøve at have en at dele det med? En der virkelig vil barnet?

Den som højst sandsynlig er faren, planlagde jeg graviditeten med, og han vil stadig deltage aktivt. (Han er bare et barn selv mentalt sommetider).

Barnet blev lavet på kærlighed og var planlagt, så derfor gør det mega ondt, at skulle få en abort. Bryder grædende sammen ved tanken.

Men jo, ønsket er jo klart en kærlig mand med fremtid.

Føler bare også, at jeg står og skal vælge om min søn skal være storebror nu inden han bliver for stor eller jeg skal vente til minimum 4 år, når jeg er helt færdig med studie og han så vil være omkring 7 år. Mega svært ved. Har selv 6 søskende og ved hvor vigtigt det er.

Jeg fik en abort, da jeg fandt ud af at jeg var gravid og faderen har alkoholiker. Nu er jeg gravid igen - lidt en ups'er - men med en helt fantastisk fyr. Kunne ikke drømme om at få det fjernet.

I min situation var det mest afhængigt af faderens indstilling og villighed til hjælp (og også andre ting), så jeg ville også prøve at snakke med det to om det.

Men det lyder som om, du har bestemt dig, hvis jeg skal være helt ærlig....

Altså, efter hvad jeg kan læse, og det var mig, ville jeg nok beholde barnet.

Jeg fik en abort, da jeg fandt ud af at jeg var gravid og faderen har alkoholiker. Nu er jeg gravid igen - lidt en ups'er - men med en helt fantastisk fyr. Kunne ikke drømme om at få det fjernet.

I min situation var det mest afhængigt af faderens indstilling og villighed til hjælp (og også andre ting), så jeg ville også prøve at snakke med det to om det.

Men det lyder som om, du har bestemt dig, hvis jeg skal være helt ærlig....

Jeg har det sådan at en abort ville være det klogeste at gøre, så jeg ikke sætter endnu et delebarn i verden.. Men lige så snart jeg tænker på at gøre det, så græder jeg helt vildt og tænker "det kan jeg jo ikke...."..

Og føler jeg får tegn.. Lyder måske mærkeligt, men i går tog min søn fx testen og sagde "baby, se". Havde forklaret om om det i lørdags. I morges da vi spiste morgenmad sagde han pludselig "baby, baby, baby", mens jeg tænkte på abort.
Igår inden jeg foralte min mor om det, sagde hun ".... men han er jo også enebarn"..

Alt sådan noget får mig bare til at storetude

hmm.. udfra det du skriver ville jeg beholde barnet, for du skriver selv det er planlagt, og derfor måtte du jo havde vist hvilke ting du gik ind til, med hensyn til hvordan de potentielle fædre ville reagere

Det er slet ikke for at lyde dømmende men hvordan kan et planlagt barn, have to potentielle fædre?

132319 skriver:

Det er slet ikke for at lyde dømmende men hvordan kan et planlagt barn, have to potentielle fædre?

Gik fra min kæreste, og var sammen med min eks en enkelt gang. Var planlagt fordi jeg valgte ppiller fra.
At jeg så var sammen med min eks en gang var jo bare dumt og er der ingen undskyldning for, men var sammen med ham 9 dage efter 1. mens dag, så sandsynligheden for at han er faren er nok ikke så stor.

132319 skriver:

Det er slet ikke for at lyde dømmende men hvordan kan et planlagt barn, have to potentielle fædre?

Var altså også min første tanke