Føler mig lidt alene

Anonym skriver:

Nu har vi prøvet at blive gravide i et års tid, og jeg er begyndt at blive rigtig frustreret over at det ikke lykkes for os... Mine venner og familie forstår det overhovedet ikke og siger den der typiske sætning som man bare hader: "det skal nok komme en dag"... Det er meget muligt, men når der ikke sker noget, så bliver man jo temmelig depri til sidst... Og jeg har bare virkelig brug for at snakke med nogen i samme situation eller som forstår hvad man går igennem, men som sagt så er venner og familie dybt uforstående og kan slet ikke forstå hvorfor jeg ikke bare lader være med at tænke på det...

Nu er vi så blevet henvist til fertilitetsklinik og udredning og det fatter de bare overhovedet ikke... de kan simpelthen ikke forstå at vi her efter et år allerede vil søge hjælp...

Udover det så synes jeg bare at alle omkring os bliver gravide eller får børn, og jeg føler virkelig jeg er helt alene om det her efterhånden....

Andre der har/har haft det sådan?

Jeg vil lige starte med at give dig en

Og derefter vil jeg sige at Jeg/vi er igennem det samme , vi har valgt at gå til lægen nu .. Så det er jeg spændt på . Vi har prøvet i 1år og 3mdr

Anonym skriver:

Nu har vi prøvet at blive gravide i et års tid, og jeg er begyndt at blive rigtig frustreret over at det ikke lykkes for os... Mine venner og familie forstår det overhovedet ikke og siger den der typiske sætning som man bare hader: "det skal nok komme en dag"... Det er meget muligt, men når der ikke sker noget, så bliver man jo temmelig depri til sidst... Og jeg har bare virkelig brug for at snakke med nogen i samme situation eller som forstår hvad man går igennem, men som sagt så er venner og familie dybt uforstående og kan slet ikke forstå hvorfor jeg ikke bare lader være med at tænke på det...

Nu er vi så blevet henvist til fertilitetsklinik og udredning og det fatter de bare overhovedet ikke... de kan simpelthen ikke forstå at vi her efter et år allerede vil søge hjælp...

Udover det så synes jeg bare at alle omkring os bliver gravide eller får børn, og jeg føler virkelig jeg er helt alene om det her efterhånden....

Andre der har/har haft det sådan?

Synes det er fint at I har søgt hjælp nu, min søster havde meget svært ved at få børn og sagde til mig, da jeg blev gift, at hun synes vi skulle sætte en dato og hvis der ikke var sket noget inden, så var det afsted til doktoren  Så hatten af for dig og ikke lytte til alle de kloge mennesker der er omkring en  
Jeg har selv haft mange spekulationer omkring det i og med min søster havde så svært ved det, men valgte simpelthen at holde det for mig selv, fordi jeg ikke orkede at høre på folk. Det er altid godt at have en veninde eller to at snakke med det om, så man lige kan få luft, men ellers sagde jeg intet og vi slog det også bare hen, når familierne gik os på klingen, om vi da ikke snart skulle have nogle børn.

I februar måned rejste vi så til USA og da vi kom hjem 3 uger efter, var der er "Blind" passager med  
Overraskelsen var STOR, men dejlig, så vi behøvede ikke nogen hjælp alligevel. På det tidspunkt var det halvandet år siden jeg havde smidt p-pillerne, så det var også "på tide" der skete noget 

Håber I finder ud af det. Kan jo også være at I får at vide, at der ikke er noget galt og I bare skal klø på  
Men så er alle sprkulationerne da væk og det er meget værd  

TR skriver:

Jeg vil lige starte med at give dig en

 

Og derefter vil jeg sige at Jeg/vi er igennem det samme , vi har valgt at gå til lægen nu .. Så det er jeg spændt på . Vi har prøvet i 1år og 3mdr

Dejligt at vide at der er andre i samme situation... Synes bare jeg føler mig virkelig forladt nogle gange og at jeg er helt alene om de her bekymringer...

delimus skriver:

Synes det er fint at I har søgt hjælp nu, min søster havde meget svært ved at få børn og sagde til mig, da jeg blev gift, at hun synes vi skulle sætte en dato og hvis der ikke var sket noget inden, så var det afsted til doktoren  Så hatten af for dig og ikke lytte til alle de kloge mennesker der er omkring en  
Jeg har selv haft mange spekulationer omkring det i og med min søster havde så svært ved det, men valgte simpelthen at holde det for mig selv, fordi jeg ikke orkede at høre på folk. Det er altid godt at have en veninde eller to at snakke med det om, så man lige kan få luft, men ellers sagde jeg intet og vi slog det også bare hen, når familierne gik os på klingen, om vi da ikke snart skulle have nogle børn.

I februar måned rejste vi så til USA og da vi kom hjem 3 uger efter, var der er "Blind" passager med  
Overraskelsen var STOR, men dejlig, så vi behøvede ikke nogen hjælp alligevel. På det tidspunkt var det halvandet år siden jeg havde smidt p-pillerne, så det var også "på tide" der skete noget 

Håber I finder ud af det. Kan jo også være at I får at vide, at der ikke er noget galt og I bare skal klø på  
Men så er alle sprkulationerne da væk og det er meget værd  

Hvor er det fedt at vide at det skete lige pludselig... Jeg kan ikke lade være med at tænke "når det ikke er sket endnu efter snart et år, så sker det jo nok aldrig af sig selv", men så er det jo rart at høre fra nogen at det godt kan lade sig gøre naturligt selvom der er gået lang tid...

Jeg håber nu alligevel vi kan få noget hjælp til det, så chancerne bliver en smule større.... men nu ser vi hvad de siger

Anonym skriver:

Dejligt at vide at der er andre i samme situation... Synes bare jeg føler mig virkelig forladt nogle gange og at jeg er helt alene om de her bekymringer...

Ja det kan man hurtig føle at man er .. Man det er man faktisk ikk, når man kommer til at tænke over det.

Anonym skriver:

Hvor er det fedt at vide at det skete lige pludselig... Jeg kan ikke lade være med at tænke "når det ikke er sket endnu efter snart et år, så sker det jo nok aldrig af sig selv", men så er det jo rart at høre fra nogen at det godt kan lade sig gøre naturligt selvom der er gået lang tid...

Jeg håber nu alligevel vi kan få noget hjælp til det, så chancerne bliver en smule større.... men nu ser vi hvad de siger

Ja selvfølgelig vil man gerne selv kunne klare det. Man føler jo sig jo lidt som en fiasko over, at der er noget "i stykker" indeni en 

Men ja, det er bare med at tage imod alt den hjælp man kan få 

Ønsker jer alt mulig held og lykke med projektet  

TR skriver:

Ja det kan man hurtig føle at man er .. Man det er man faktisk ikk, når man kommer til at tænke over det.

Nej der er jo andre i samme situation, men det er svært når det ikke er folk i ens omgangskreds jo....

delimus skriver:

Ja selvfølgelig vil man gerne selv kunne klare det. Man føler jo sig jo lidt som en fiasko over, at der er noget "i stykker" indeni en 

Men ja, det er bare med at tage imod alt den hjælp man kan få 

Ønsker jer alt mulig held og lykke med projektet  

 

Man føler sig som en kæmpe fiasko.... Det er faktisk rigtig træls...

Tak, håber der snart er gevinst

Det har stadig ikke lykkedes, som så mange andre gange, kommer jeg selvfølgelig ned i et styk tid og det har vi også lov til

Nu har jeg fået anbefaling, at jeg skal vente i 2-3 måneder. Normalt går dagene så hurtig, men når det er noget, man skal se sig frem til, føles det som evighed og når man kigger tilbage: at det har været sådan i 9 år, bliver humøret heller ikke højt.

Men men men for os alle