Føler mig lidt alene

Nu har vi prøvet at blive gravide i et års tid, og jeg er begyndt at blive rigtig frustreret over at det ikke lykkes for os... Mine venner og familie forstår det overhovedet ikke og siger den der typiske sætning som man bare hader: "det skal nok komme en dag"... Det er meget muligt, men når der ikke sker noget, så bliver man jo temmelig depri til sidst... Og jeg har bare virkelig brug for at snakke med nogen i samme situation eller som forstår hvad man går igennem, men som sagt så er venner og familie dybt uforstående og kan slet ikke forstå hvorfor jeg ikke bare lader være med at tænke på det...

Nu er vi så blevet henvist til fertilitetsklinik og udredning og det fatter de bare overhovedet ikke... de kan simpelthen ikke forstå at vi her efter et år allerede vil søge hjælp...

Udover det så synes jeg bare at alle omkring os bliver gravide eller får børn, og jeg føler virkelig jeg er helt alene om det her efterhånden....

Andre der har/har haft det sådan?

Vi er først lige gået igang med PB, så jeg bilder mig slet ikke ind, at jeg kan sætte mig ind i hvordan du har det

Men jeg syntes bare, at jeg ville sende dig en stor krammer og en masse krydsede fingre

Jeg håber, at der er nogen søde piger herinde, som måske bedre kan relatere sig til din situation

Du får lige en kæmpe her fra....

Jeg kan godt forstå at man søger hjælp/svar efter et år...

Jeg var også begyndt og komme med hentydninger til at vi måske skulle ha hjælp til min kæreste efter kun 6 måneder (Var rigtig nervøs da jeg netop havde fundet ud af at jeg havde haft klamydia i over 3 år) Men der var gevindst måneden efter

Men selfølgelig blir man depri, når man gang på gang får en negativ graviditetstest. Jeg ville sige den følelse man får kan samlignes med at miste før NF.

men i får lige en kæmpe til og på der er en bebs, på vej

Det er som regel folk der ikke har haft problemer med at få børn, der ikke forstår frustrationen, når der bare ikke sker noget.

Jeg synes det er fint at I kommer til udredning nu, for HVIS nu der er et problem, så er der jo ingen grund til at prøve ad naturens vej længere. Fertilitetsbehandlingen kan såmænd være en langvarig affære.

Herinde finder du i hvert fald en masse der er i samme situation, eller har været, og som forstår dine frustrationer og følelser. Så du er bestemt ikke alene. Og heller ikke med følelsen af at alle andre bliver gravide og spytter børn ud til højre og venstre.

Jeg håber du kommer med en opdatering på udredningen?

Tusind tak for krammerne hehe...

Ja jeg har jo ikke prøvet at miste så det ved jeg ikke, men man synes lidt at man hver måned mister noget.. Chancen for at få ønskebarnet... Og det er altså bare rigtig hårdt måned efter måned i et år.... Og især når der så slet ikke er nogle man kan snakke med om det, som forstår det....

Vi er blevet udredet.. Eller er i hvert fald igang, mangler stadig nogle blodprøver og sådan, men foreløbig er der intet galt med nogen af os, hvilket bare er endnu mere frustrerende..

I seks år har jeg prøvet, at blive naturlig gravid. Min kæreste var for bange til at få undersøgt sine sperm, da vi endelig gjorde det tre år siden, var der intet galt med ham og jeg havde kun snæver livmoderhals og lidt snæver æggeled i den ene side.

Vi har prøvet med insemination de sidste tre år, blev ellers naturlig gravid sidste år, men fik spontant abort i 8. uge.

Har selv hørt i mange år, at det nok skal komme, nu er jeg 33 år, mit udsende gør det ikke nemmere, for jeg ser yngre ud, end jeg gør. En god veninde, som havde haft det samme problem, du skal ikke lukke af med dine frustrationer, hvis du ikke siger det til andre, så græd/brøl derhjemme. Det er bedst at få sine frustrationer ud, på en eller anden måde. Har mistet et par venner, fordi de bare ikke forstår, hvilken situation man er i.

Nu går jeg til akupunktur, holder mig væk fra mælk, mel, ris og sukker. Det er hårdt, men jeg vil hellere ofre noget i mit liv, for at blive en mor.

Derfor ændre dit liv og holdning, det er okay at være frustreret og irriteret på folk og situationen, det er lige meget hvad de siger, bare du selv ved og føler det. Masser af held og lykke

Miss Neo skriver:

I seks år har jeg prøvet, at blive naturlig gravid. Min kæreste var for bange til at få undersøgt sine sperm, da vi endelig gjorde det tre år siden, var der intet galt med ham og jeg havde kun snæver livmoderhals og lidt snæver æggeled i den ene side.

Vi har prøvet med insemination de sidste tre år, blev ellers naturlig gravid sidste år, men fik spontant abort i 8. uge.

Har selv hørt i mange år, at det nok skal komme, nu er jeg 33 år, mit udsende gør det ikke nemmere, for jeg ser yngre ud, end jeg gør. En god veninde, som havde haft det samme problem, du skal ikke lukke af med dine frustrationer, hvis du ikke siger det til andre, så græd/brøl derhjemme. Det er bedst at få sine frustrationer ud, på en eller anden måde. Har mistet et par venner, fordi de bare ikke forstår, hvilken situation man er i.

Nu går jeg til akupunktur, holder mig væk fra mælk, mel, ris og sukker. Det er hårdt, men jeg vil hellere ofre noget i mit liv, for at blive en mor.

Derfor ændre dit liv og holdning, det er okay at være frustreret og irriteret på folk og situationen, det er lige meget hvad de siger, bare du selv ved og føler det. Masser af held og lykke

Hold da op, det var godt nok længe I har prøvet....

Jeg har også mistet en veninde på den konto... Hun lavede ikke andet end at strø salt i såret konstant, snakkede om hvor fedt det var at hun blev gravid med det samme for hun gad godt nok ikke vente så længe, og at hun jo ikke har ligeså travlt med nr to som vi ahr for vi har jo ikke nogen endnu og alt sådan noget fyrede hun af... Jeg stoppede simeplthen bare med at kontakte hende... Det gad jeg bare overhovedet ikke høre på....

Vi har også snakket lidt om akupunktur i forbindelse med eventuel behandling, men nu skal vi lige se hvad de siger på fertilitetsklinikken først jo..

jeg får skam også tudet godt ud derhjemme nogle gange, men det kan bare være virkelig hårdt når der ikke er nogen at snakke med om det synes jeg...

Ja man kan føle sig så ensom. Men man finder jo hurtig, hvem ens rigtige venner er, så jeg håber du har en rigtig dejlig kæreste, der står ved dig og støtter dig, som min gør og ikke dømmer en for, at ikke have kontakt med de såkaldte venner.

Min akupunktør har sat mig på diæt, hvor jeg skal holde mig fra mælk, mel og sukker, har hurtig fået mindre mave, så jeg håber, at den del også vil hjælpe.

Så til os og andre, der har det svært med at blive gravid  Vi er super kvinder og skal nok klare os igennem ikke også

Miss Neo skriver:

Ja man kan føle sig så ensom. Men man finder jo hurtig, hvem ens rigtige venner er, så jeg håber du har en rigtig dejlig kæreste, der står ved dig og støtter dig, som min gør og ikke dømmer en for, at ikke have kontakt med de såkaldte venner.

Min akupunktør har sat mig på diæt, hvor jeg skal holde mig fra mælk, mel og sukker, har hurtig fået mindre mave, så jeg håber, at den del også vil hjælpe.

Så til os og andre, der har det svært med at blive gravid  Vi er super kvinder og skal nok klare os igennem ikke også

Min kæreste har ldit svært ved at sætte sig ind i det, men han er der for mig og lytter og prøver at muntre mig op, så han er helt kalrt en god støtte at have....

Synes generelt mange af mine venner begynder at være sådan lidt... Jeg ved ikke, som om de ikke lige gider mig mere fordi jeg ikke er gravid endnu.. Ikke sikkert det er sådan, men sådan kan man godt lidt føle det desværre....

Jeg har også prøvet at undgå sukker, kaffe og alt det der hurlumhej, men det hjalp ikke :-(

Men jeg tror vi vil snakke med gyn om akupunktur i forb med behandling... Det skulle være rigtig godt har jeg hørt...