Ditte<3 skriver:
Så blev der langt om længe tid til at skrive fb, det er altså hyggeligt 
Det hele startede ................
Onsdag aften d. 14.09.11 - terminsdatoen: Jeg var i bad, da jeg pludselig fornemmer noget meget klistret mellem benene, troede først det måske var vandet der var gået. Jeg måtte i hvert fald ud og tjekke og wupti, slimproppen var gået 
En times tid efter begynder min mave at mudre og tænker straks "jubii, nu kommer vores lille pige til verden", men nej, jeg måtte bestemt vente lidt endnu.
Jeg ligger vågen hele natten, da jeg ikke er i tvivl om at mudreren er blevet til veer, der er ingen rytme eller noget, men de er der og kommer ca. hvert kvarter. Nogle varer 30 sek, andre næsten 1 minut.
Om morgenen, d. 15.09.11: Jeg beder din far om at tage ud og aflevere ugesedler og bil i firmaet, for nu skal han altså være far
Det gør han og vender så hjem med lækker morgenbrød fra bageren.
Timerne går og jeg synes egentlig veerne går lidt i sig selv igen, det bliver i hvert fald ikke værre. Heldigvis har jeg en tid hos vores jordemoder, Anne, kl 11.30.
Din far og jeg pakker tasken til hospitalet, dit første tøj osv, hvis nu jeg skulle op på fødegangen. (Alting var første gang, så man er meget i tvivl)
Hos jordemoderen: Hun undersøger mig og ganske rigtigt, jeg har åbnet mig 2-3 cm. Anne hiver lidt i forsterhinderne og wupti, jeg er nu 3 cm åben = jeg er i fødsel 
Vi får valget mellem om vi vil direkte op til fødemodtagelsen eller om jeg vil hjem først i trygge vante rammer. Din far og jeg valgte at tage hjem. Veerne var ikke så slemme at jeg ikke kunne holde det ud.
Vi så TV, puttede en sidste gang med stor mave, og glædede os egentlig bare til du skulle komme ud til os 
Jeg begyndte dog at få mere og mere ondt og kl. ca. 16.30, ville jeg gerne tilbage på hospitalet.
Afsted det gik og hold op hvor var der langt at gå fra hospitalets parkeringsplads til fødemodtagelsen 
En sød jordemoder tog imod os og undersøgte mig, 5 cm åben. Vi blev enige om at gå en tur og spise lidt mad i cafeteriet. Vi skulle dog være tilbage ved 19-tiden.
Din far og jeg gik rundt i solen ude foran Herlev Hospital, det gjorde godt nok ondt og far måtte hjælpe mig hele tiden. Han var den bedste støtte under hele forløbet 
Endelig på fødestuen: Kl. var ca. 20.00 og jeg fik lov at komme i badekar som smertelindring, ihh hvor var det dejligt. Der kunne jeg have pjasket rundt i meget lang tid, hvis ikke det var fordi jeg var ved at gå o opløsning til sidst 
Jordemoder Annette synes ikke veerne var kraftige nok, så vi blev enige om at tage vandet og veerne tog til kort tid derefter. AV AV, blev herefter tilbudt noget lattergas og det takkede jeg pænt ja til. Det tog lige toppen af veen, men så sandelig heller ikke mere
Hehe.
De næste timer var ret smertefulde og til sidst imod min vilje bad jeg om at få lagt en epiduralblokade, for Annette blev ved med at sige at mine veer ikke var kraftige nok. Blev ret sur for det gjorde sååååå ondt og tænkte det umuligt kunne blive værre.
Da hun havde bestilt epiduralen og forsøgt at lægge drop 3 gange (uden held - lægen måtte gøre det sagde hun) ville hun lige tjekke hvor meget jeg havde åbnet mig.
Hun så pænt overrasket ud da hun sagde "ja Ditte, du har åbnet dig 10 cm og er klar til at presse". Så kunne hun pænt afbestille epiduralen igen og jeg tænkte YES!! Ville så gerne klare det uden bedøvelse.
Annette havde fri og en ny jordemoder tog over sammen med en studerende. De skulle klare pressefasen. De var super søde - følte jeg var i de bedste hænder.
Under hele forløbet har de målt din hjerterytme og du havde det bare sååå fint
Selvom jeg havde så ondt, vidste jeg at du havde det godt og det var det der betød alt for mig 
Nå, presse presse presse
og nej, presseveerne var ikke kraftige nok, så jeg fik lagt et vedrop og det hjalp må man sige. 2 presseveer og du var ude 
Du blev lagt direkte op til mig på mit bryst. Den følelse kan slet ikke beskrives. På meget få sekunder oplevede jeg en enorm beskyttetrang overfor dig - du er vores lille guldklump og der er aldrig noget eller nogen der skal gøre dig ondt.
Fra det øjeblik du kom ud elskede din far og jeg dig - og det vil vi ALTID gøre 
VORES LILLE EMILY, født d. 16.09.11, kl. 01.39. Du vejede 4040g og var 51 cm lang. Mørkt hår og blå/grå øjne.
Din stolte far skilte os ad - klippede navlestrengen over. For første gang var du et selvstændigt individ 
Du er nu 3 uger gammel og imens jeg har siddet og skrevet dette har du ligget på min arm og sovet. Lille Emily, vi elsker dig mere og mere for hver dag der går 
Ihh altså, man bliver jo helt følelsesladet, hvor har jeg bare grædt mange glædestårer efter jeg er blevet moooar, det er jo SÅ STORT 
Rigtig god dag til jer alle 
er glad for at høre at alt gik godt, også selvom det var en hård kamp, og flot klaret uden bedøvelse! 