Nej hvor jeg synes det er hårdt...

BigBabyWish skriver:

Oppustethed kan jeg også huske jeg følte..

Jeg krydser fingre for jer!

Tusind tak  
Så må vi se hvad de næste par dage byder på  

Vi har desværre også prøvet forgøves i 12 måneder (de seneste 4 måneder med hjælp fra insemination), og jeg synes også, at det er vildt hårdt følelsesmæssigt

Særligt i denne uge har mine følelser været spændt til bristepunktet og bare den mindste kritik - eller sågar venlige ord - har kunnet få mig til at være ved at græde. Ikke super fedt, når man sidder til møde på sit arbejde...

Det, der nogen gange hjælpe mig, er at tage en ordentlig tudetur - simpelthen svælge i tristhed og selvmedlidenhed. Sætte en playliste på med alt det sørgeligste musik, jeg har i min samling, og så simplethen bare give mig hen til de følelser, der nu engang er der og lade tårerne trille til der bare ikke er flere.

Normalt har jeg det meget bedre efter sådan en tur - så har jeg fået det ud af kroppen og kan klare lidt igen.

esiuol skriver:

Vi har desværre også prøvet forgøves i 12 måneder (de seneste 4 måneder med hjælp fra insemination), og jeg synes også, at det er vildt hårdt følelsesmæssigt

Særligt i denne uge har mine følelser været spændt til bristepunktet og bare den mindste kritik - eller sågar venlige ord - har kunnet få mig til at være ved at græde. Ikke super fedt, når man sidder til møde på sit arbejde...

Det, der nogen gange hjælpe mig, er at tage en ordentlig tudetur - simpelthen svælge i tristhed og selvmedlidenhed. Sætte en playliste på med alt det sørgeligste musik, jeg har i min samling, og så simplethen bare give mig hen til de følelser, der nu engang er der og lade tårerne trille til der bare ikke er flere.

Normalt har jeg det meget bedre efter sådan en tur - så har jeg fået det ud af kroppen og kan klare lidt igen.

Først skal du lige have et kæmpe kram.. Hvor må det bare ikke være sjovt og da slet ikke på arbejdet.. Jeg gjorde næsten som du skriver.. Jeg lod simpelthen mig selv være ked af det.. Og det hjalp rigtig meget så nu smiler jeg igen

nattergalen skriver:

Hvor jeg synes det er hårdt.. 

Vi har prøvet i 12 mdr at blive gravide.. Og det er ikke lykkes endnu.. Jeg kan mærke at det tager meget på mig psykisk.. Tanken om at der måske stadig er lang vej endnu kan jeg slet ikke håndtere.. 

Håbede den var der denne mdr, men nu er jeg gået over tid og kun fået negative test, så det lille håb jeg havde er bare bristet..

Jeg har ikke rigtig nogen jeg kan dele denne processe med andre end min mand og jer piger herinde.. Det synes jeg også gør det endnu hårdere.. Hvor kunne jeg tænke mig en tæt på mig, veninde, jeg kunne dele det med, men de få jeg kender har bare så rygende travlt..

Hvad har i gjort når det bare har været så HÅRDT og i følte i bare ikke kunne klare det mere?  

Vi er igennem det samme vi har os prøvet i et års tid nu .. Og det har heller ikke lykkes os.. det tager hårdt på mig ! . . fordi det er mig der skal igennem tingene, altså med teste og det .. ( Håber du forstår hva jeg mener) ...

Så jeg kan fuldt ud forstå dig ! ...

nattergalen skriver:

Først skal du lige have et kæmpe kram.. Hvor må det bare ikke være sjovt og da slet ikke på arbejdet.. Jeg gjorde næsten som du skriver.. Jeg lod simpelthen mig selv være ked af det.. Og det hjalp rigtig meget så nu smiler jeg igen

Du efterspørger, hvordan andre har tacklet det, når det har været allersværest.

Jeg er enig i, at det betyder noget at tillade sig at være ked af det. Man skal anerkende, at man går rundt med en stor sorg, hvor man igen og igen mister håbet en lillesmule om at få et barn. - Heldigvis er håb sejlivet

Jeg græd: I Netto, på arbejdspladsens toilet og venindens badeværelse. Det var tit sværest, når jeg var nogen steder fordi jeg dér gerne ville "holde på formerne".

Derudover var jeg vildt skinsyg på andres gravide maver fx i køen i netto og havde dårlig samvittighed over det.

Dét, der kunne hjælpe mig, var at koncentrere mig om noget andet: En hobby, en rejse osv. Desuden skiftede jeg mellem at svælge i mor/barn-blade og ikke at kunne holde dem ud.

Kh Molly

Jeg kender det alt for godt! Det kan være rigtig svært, og nogle gange føles det som om, at alle andre får drømmen så nemt som ingenting, mens man selv kæmper på livet løs uden resultat.

Jeg har også fundet ud af, at det er ok at være ked af det. Men jeg må heller ikke svælge i det. Så skal jeg fokusere på nogle andre ting, andre dejlige ting her i livet. Som at tage på cafe med en rigtig god veninde og drikke en kop kaffe, at gå en lang tur, dyrke lidt motion, lave noget lækker mad mm.

Det skal nok lykkes for os