Står i den kedelige situtiation

Du får lige billedet her jeg ville have vedhæftet før

Ni-ko-li-ne skriver:

du skal netop tænke på at du skal holde mange år endnu! Og derfor er dit nuværende jo ikke realistisk, når det ikke tilgodeser dine skånebehov!

nej... det er på ingen måde let, at acceptere at man ikke længere kan som man kunne engang! det er en lang process.... og den er hård... jeg tror de fleste mennesker der er i erhvervspraktik (arb. prøvning) dunker sig selv i hovedet og forsøger at klare så meget som muligt... men hvorfor? det er der bare ingen grund til! du skal finde grænsen for hvad du kan, ja og evt kommer du til at træde over den grænse een gang under abr. prøvningen, men så ved du også hvor den er... og så kan man tage højde for det...

der er mulighed for at du skal have ekstraordinære pauser... der er mulighed for at du kan hvile dig liggende, der er mulighed for at man kan lave øvelser med kroppen hvis det er det der skal til... der er mulighed for en ugentlig fridag... der er mulighed for nedsat tid... der er mulighed for at du skal have afvekselnde arbejde, arbejde uden stress osv osv osv... der er uendeligt mange muligheder...

og at blive omfattet af fleksjob bestemmelserne er trods alt ikke det værste der kan ske... også selvom du er ufaglært... tro på, at du har en masse at byde på! du kan en masse ting....

er du medlem af en fagforening? eller er der nogen du kender som arbejder som socialrådgiver eller på anden måde kender til "systemet" ?

Tak for svar .. Tænker også som dig, vil jo gerne tilbage til arbejdsmarket på de rigtig vilkår , så jeg netop kan arbejde i mange år endnu.

Min arbejdsplads er på nuværende tidspunkt MEGET indstillet på at tage de hensyn der skal tages til mig ( i praktik ) men mange pauser - Min øverst leder vil informere mine kollegaer om vilkårene.

Men arbejder i børnehave hvor der jo desværre er en del støj , hvilket psykologen har sat som et skåne hensyn. Så derfor er kommunen ikke meget for praktiken skal være der. Forståeligt. 

Hvis jeg vælger at startet op på mit arbejde igen vil hun have jeg skal deltid rask melde mig. Men en deltids raskmeldelse er jo med henblik på at kunne genoptage mit arbejde på sigt. Og det tvivler jeg på jeg kan. Arbejder 32 timer + 1½ times kørsel om dagen.

Aghh syntes det er svært for er SÅ bange for at de IKKE vil hjælpe mig videre . Og hvad har jeg så.

Jeg er medlem af fagforening og vil tage kontakt til dem mandag og høre hvordan jeg skal forholde mig. Kender desværre ingen i systemet . Og har ingen at rådføre mig med. Min familie har ikke den store forståelse for de forandringer der følger med kroniske smerter

VIPpigen skriver:

Selvfølgelig vil jeg svare, og specielt når jeg kender bare lidt til det, og ved hvor hårdt det kan være.

Jeg ved hvor langt ud man kan komme, jeg fik tilbudt psykolog på smerteklinikken, og jeg er så glad for jeg sagde ja, for hun viste mig SÅ mange ting om det med kroniske smerter, og hvordan man takler det.

Bare en lille bid, så lavede de en kurve, af smerter.

Sort = Normalpersoner der ikke har kroniske smerter

Rød = Smertepatient som ikke kender sin ballance

Grøn = Smertepatient som ved hvornår man skal stoppe, og som man skal lære at efterleve

Jeg vil klart råde til at enten få en henvisning til en smerteklinik, de kan hjælpe SÅ meget, og ellers finde nogen tema formiddage/eftermiddage om hvordan det er at have kroniske smerter.
Kæresten herhjemme forstod intet før den dag jeg slæbte ham med til sådan en aften.
Vi fik at vide at du bare IKKE kan se en smertepatient fra en alm person, for vi har lært at leve med smerten, og den er blevet vores hverdag. (er sikker på at blev jeg smertefri i dag ville jeg tro jeg var død og kommet i himmelen)

Hvis der er noget du vil spørge om, om kroniske smerter spørger du bare, har stadig nogen papir fra smerteklinikken om det. Og det er ALT værd når jeg skal kæmpe med kommunen igen efter barsel.

Inden jeg fik familie sagde jeg at jeg IKKE ville være førtidspensionist, men er det det jeg skal være for at være en GOD MOR for mit barn/ mine børn (fremtid) så har jeg affundet mig med det. Så jeg ser hvad kommunen, og fremtiden bringer, og det vigtigste i mit liv LIGE NU ER LILJE

Du skal nok finde ud af hvad du vil, det tager tid, men det kommer. Måske du skal have lidt tid til at finde ud af det, og måske også lidt hjælp, men du skal nok finde din plads.

Dejligt du vil dele dine erfaringer det er hvis det jeg har behov for lige p.t . Nogen som kender til vejen igennem systemet.

Jeg har fået en henvisning til smerte center , var derude i onsdags. Fik tilbud om at komme i gruppe samtaler ( eller hvad det nu var ) men andre med kroniske smerter.

Heldigvis har jeg modtaget psykolog hjælp igennem mit arbejde , for var godt nok MEGET langt ude , da jeg blev sygemeldt. Havde presset mig selv på arbejde i ½ år hvor jeg ignorede mine smerter.

Så er med stor hjælp fra hende kommet op igen. Har fået MANGE redskaber til at kunne håndtere smerterne . Og det går på sin vis også godt. Falder i men sådan er det nok.

Heldigvis har jeg en SUPER skøn mand som er en KÆMPE støtte for mig , han kæmper en brag kamp på mine vejne. Havde slet ikke klaret det uden ham. Han husker mig på det jeg har lært.

Citere lige nået af det du har skrevet

Inden jeg fik familie sagde jeg at jeg IKKE ville være førtidspensionist, men er det det jeg skal være for at være en GOD MOR for mit barn/ mine børn (fremtid) så har jeg affundet mig med det. Så jeg ser hvad kommunen, og fremtiden bringer, og det vigtigste i mit liv LIGE NU ER LILJE

Hvor har du ret  det er nemlig det der er det vigtigste. Det kan jeg desværre ikke altid leve optil . Men håber jeg når der til som dig.

VIPpigen skriver:

Du får lige billedet her jeg ville have vedhæftet før

Tror ikke helt jeg forstå dette  hvad der menes

Anonym skriver:

Tak for svar .. Tænker også som dig, vil jo gerne tilbage til arbejdsmarket på de rigtig vilkår , så jeg netop kan arbejde i mange år endnu.

Min arbejdsplads er på nuværende tidspunkt MEGET indstillet på at tage de hensyn der skal tages til mig ( i praktik ) men mange pauser - Min øverst leder vil informere mine kollegaer om vilkårene.

Men arbejder i børnehave hvor der jo desværre er en del støj , hvilket psykologen har sat som et skåne hensyn. Så derfor er kommunen ikke meget for praktiken skal være der. Forståeligt. 

Hvis jeg vælger at startet op på mit arbejde igen vil hun have jeg skal deltid rask melde mig. Men en deltids raskmeldelse er jo med henblik på at kunne genoptage mit arbejde på sigt. Og det tvivler jeg på jeg kan. Arbejder 32 timer + 1½ times kørsel om dagen.

Aghh syntes det er svært for er SÅ bange for at de IKKE vil hjælpe mig videre . Og hvad har jeg så.

Jeg er medlem af fagforening og vil tage kontakt til dem mandag og høre hvordan jeg skal forholde mig. Kender desværre ingen i systemet . Og har ingen at rådføre mig med. Min familie har ikke den store forståelse for de forandringer der følger med kroniske smerter

 

din fagforening kan være behjælpelige med at vejlede dig gennem en evt. afklaring hos kommunen.... de kan stille en bisidder til rådighed eller de kan "føre din sag"... tag endelig imod deres hjælp!

ja hvis du begynder på job igen er det jo det samme som at delvist raskmelde sig... sådan er reglerne...  hvis jeg var dig, ville jeg se at få den afklaring igang, det tager nemli tid... så bliver du evt. omfattet af fleksjobs bestemmelserne.... til den tid kan du så søge job... evt i den børnehave hvor du er nu

Anonym skriver:

Dejligt du vil dele dine erfaringer det er hvis det jeg har behov for lige p.t . Nogen som kender til vejen igennem systemet.

Jeg har fået en henvisning til smerte center , var derude i onsdags. Fik tilbud om at komme i gruppe samtaler ( eller hvad det nu var ) men andre med kroniske smerter.

Heldigvis har jeg modtaget psykolog hjælp igennem mit arbejde , for var godt nok MEGET langt ude , da jeg blev sygemeldt. Havde presset mig selv på arbejde i ½ år hvor jeg ignorede mine smerter.

Så er med stor hjælp fra hende kommet op igen. Har fået MANGE redskaber til at kunne håndtere smerterne . Og det går på sin vis også godt. Falder i men sådan er det nok.

Heldigvis har jeg en SUPER skøn mand som er en KÆMPE støtte for mig , han kæmper en brag kamp på mine vejne. Havde slet ikke klaret det uden ham. Han husker mig på det jeg har lært.

Citere lige nået af det du har skrevet

Inden jeg fik familie sagde jeg at jeg IKKE ville være førtidspensionist, men er det det jeg skal være for at være en GOD MOR for mit barn/ mine børn (fremtid) så har jeg affundet mig med det. Så jeg ser hvad kommunen, og fremtiden bringer, og det vigtigste i mit liv LIGE NU ER LILJE

Hvor har du ret  det er nemlig det der er det vigtigste. Det kan jeg desværre ikke altid leve optil . Men håber jeg når der til som dig.

Jeg husker det alt for godt, jeg var så fortabt i starten, og forstod slet ikke hvad der skete i min krop. Jeg kom så ud for en ulykke. Lyder som om dit er kommet gradvist, eller er der også noget som har forsaget det??

Jeg var i løbet af en nat bundet til sengen, måtte ikke støtte, og havde jo "bare" forstuet min fod. Skaden viser senere at have ødelagt nerver, ledbånd og sener... Det tog lidt over et år at finde ud af hvad det var for en skade, og i over ½ år fik jeg at vide at det var MIG der IKKE VILLE gå ordentligt. Derfor tvivlede jeg så meget på mig selv, for jeg havde inprintet i mit hoved at det jo bare var mig der ikke ville. Men hver gang jeg ville gå et skridt, knækkede foden under mig, og jeg lå igen på gulvet og kunne ikke komme op uden hjælp.

Smertecenter lyder meget som smerteklinik... (tror det næsten er det sammen) og jeg syntes det er en rigtig god ide at få kontakt med andre smertepatienter. Jeg fik så meget ud af de tema formiddage de havde ved os.

Det er rigtig godt du har fået psykologhjælp, og er kommet op af det mørke hul du har været i...

"tilbagefald" i den der >>jamen jeg kunne jo før, hvorfor kan jeg ikke nu<< er MEGET normal, jeg har testet mig selv så mange gange, og det har bidt mig i røven hver gang, og jeg skal sikkert nok falde i en eller to gange igen når jeg starter op, men jeg ved også at det koster mig sygedage. Jeg har det sådan at jeg prøver at give mig 120%, så har jeg prøvet, og kan som regel melde mig syg de næste 3 dage, ergo jeg har vist mig selv og kommunen jeg ikke kan. Og derefter finder jeg min grænse, og siger stop INDEN jeg kommer for langt ud.

Hjælp og støtte er så vigtigt, og derfor er den en mand af guld du har fundet dig. Specielt fordi du nok mange gange vil møde folk der siger : Dig syg, ej, men du ser jo ikke syg ud........ Men han VED du er "syg" og respektere at du har dage du lige skal slappe lidt mere af end ellers...

Og det du citere... Det var først da jeg blev gravid at jeg begyndte at OVERVEJE det, og nu har jeg så affundet mig med at er det sådan det skal være, jamen så er det sådan....

Den anden besked med billedet er med en sort, rød og grøn streg. Kan se billedet ikke er så godt herinde... Men den sorte streg er den øverste af de vandrette, den røde er den som bølger og den grønne er den nederste vandrette...

Ni-ko-li-ne skriver:

din fagforening kan være behjælpelige med at vejlede dig gennem en evt. afklaring hos kommunen.... de kan stille en bisidder til rådighed eller de kan "føre din sag"... tag endelig imod deres hjælp!

ja hvis du begynder på job igen er det jo det samme som at delvist raskmelde sig... sådan er reglerne...  hvis jeg var dig, ville jeg se at få den afklaring igang, det tager nemli tid... så bliver du evt. omfattet af fleksjobs bestemmelserne.... til den tid kan du så søge job... evt i den børnehave hvor du er nu

Kontaktede fagforeningen fredag men efter telefon tid , så må prøve igen i morgen. Så må jeg se hvad de siger .

Ja skal nok igennem møllen med abejdsprøvning , og det har jeg det egenligt også fint med. Er bare så bange for at kommune evt IKKE vil hjælpe mig og jeg så har mistet mit arbejde ( ikke fordi jeg nok kan komme tilbage ) men mere usikkerheden -

HVA SÅ  har jo mine kroniske smerter samt følgerne der af.

Så ville nok ikke kunne vare tage et alm fuldtids job

VIPpigen skriver:

Jeg husker det alt for godt, jeg var så fortabt i starten, og forstod slet ikke hvad der skete i min krop. Jeg kom så ud for en ulykke. Lyder som om dit er kommet gradvist, eller er der også noget som har forsaget det??

Jeg var i løbet af en nat bundet til sengen, måtte ikke støtte, og havde jo "bare" forstuet min fod. Skaden viser senere at have ødelagt nerver, ledbånd og sener... Det tog lidt over et år at finde ud af hvad det var for en skade, og i over ½ år fik jeg at vide at det var MIG der IKKE VILLE gå ordentligt. Derfor tvivlede jeg så meget på mig selv, for jeg havde inprintet i mit hoved at det jo bare var mig der ikke ville. Men hver gang jeg ville gå et skridt, knækkede foden under mig, og jeg lå igen på gulvet og kunne ikke komme op uden hjælp.

Smertecenter lyder meget som smerteklinik... (tror det næsten er det sammen) og jeg syntes det er en rigtig god ide at få kontakt med andre smertepatienter. Jeg fik så meget ud af de tema formiddage de havde ved os.

Det er rigtig godt du har fået psykologhjælp, og er kommet op af det mørke hul du har været i...

"tilbagefald" i den der >>jamen jeg kunne jo før, hvorfor kan jeg ikke nu<< er MEGET normal, jeg har testet mig selv så mange gange, og det har bidt mig i røven hver gang, og jeg skal sikkert nok falde i en eller to gange igen når jeg starter op, men jeg ved også at det koster mig sygedage. Jeg har det sådan at jeg prøver at give mig 120%, så har jeg prøvet, og kan som regel melde mig syg de næste 3 dage, ergo jeg har vist mig selv og kommunen jeg ikke kan. Og derefter finder jeg min grænse, og siger stop INDEN jeg kommer for langt ud.

Hjælp og støtte er så vigtigt, og derfor er den en mand af guld du har fundet dig. Specielt fordi du nok mange gange vil møde folk der siger : Dig syg, ej, men du ser jo ikke syg ud........ Men han VED du er "syg" og respektere at du har dage du lige skal slappe lidt mere af end ellers...

Og det du citere... Det var først da jeg blev gravid at jeg begyndte at OVERVEJE det, og nu har jeg så affundet mig med at er det sådan det skal være, jamen så er det sådan....

Den anden besked med billedet er med en sort, rød og grøn streg. Kan se billedet ikke er så godt herinde... Men den sorte streg er den øverste af de vandrette, den røde er den som bølger og den grønne er den nederste vandrette...

Det gør mig glad og læse dine svar for kan se jeg IKKE er ved at bliver skør  og det er endel af det at være med kroniske smerter.

Øv en tur du skulle igennem - kan ski godt forstå dine tanker .Lidt det samme her. Skaden skete for snart 3 år siden og først i foråret , da jeg SELV betalte for at komme til specialist fik jeg en forklaring på mine smerter.  Min egen lægen har ikke kunne hjælpe mig og en anden specialist ( igennem forsikringen ) sagde der INTET var galt.

Men kan jo mærke INTET er som før.. Smerte mæssigt og kognitivt.

Jeg er kommet op af mit mørkehul og fundet tilbage i mig selv - men der vil nok komme op & ned ture fortsat , men håber at jeg kan bruge de redskaber jeg har fået af psykologen, så nedturen ikke bliver så hård & lang.

Så skal jeg bare have styr på det arbejds mæssige , da det selvfølgelig fylder en hel del - glæder mig til jeg finder min hylder . Så roen kan komme og jeg kan koncentrere mig om at håndtere mine smerter i hverdagen.

Håber IKKE du skal igennem en lang og sej kamp med systemet efter din barsel.

Har fulgt lidt med på sidelinien her..
Og må ærlig indrømme at jeg er Glad for jeg ikke står alene med samme tanker, råd, nervøsitit og tvivlsomhed omkring kroniske smerter... !!
( Selvfølgelig er det ikke godt folk har kroniske smerter.. men i viser bare man ikke er alene )

Jeg har selv kroniske smerter og haft i.. ehm..  3 år må det være nu.
Og de sidste 1½ år er gået med snak om førtidspension men jeg har bare trukket det såååå langt ud og ikke ville undersøge noget om dette ( da jeg troede det var for andre mennesker end mig )
Jeg står nemlig HELT STILLE i systemet og går derfor på KH uden nogen form for arbejdsprøvning eller ligende da de ikke tør dette.

Jeg har gået på smertetaklings hold på OUH og regner med at skulle starte op igen når jeg er færdig med at amme.


Jeg vil osse sige at du skal lære at acceptere dine smerter og at ens drømme desværre ikke altid kan lade sig gøre. - hermed tale om drømmejobbet man måske har i vente i ærmet.
Kroniske smerter er svære at finde ud af og man skal IKKE løbe en risiko ved at presse sig selv ud i noget hårdt.

Tænk på dig selv.. din fremtid..

Bshizzle skriver:

Har fulgt lidt med på sidelinien her..
Og må ærlig indrømme at jeg er Glad for jeg ikke står alene med samme tanker, råd, nervøsitit og tvivlsomhed omkring kroniske smerter... !!
( Selvfølgelig er det ikke godt folk har kroniske smerter.. men i viser bare man ikke er alene )

Jeg har selv kroniske smerter og haft i.. ehm..  3 år må det være nu.
Og de sidste 1½ år er gået med snak om førtidspension men jeg har bare trukket det såååå langt ud og ikke ville undersøge noget om dette ( da jeg troede det var for andre mennesker end mig )
Jeg står nemlig HELT STILLE i systemet og går derfor på KH uden nogen form for arbejdsprøvning eller ligende da de ikke tør dette.

Jeg har gået på smertetaklings hold på OUH og regner med at skulle starte op igen når jeg er færdig med at amme.


Jeg vil osse sige at du skal lære at acceptere dine smerter og at ens drømme desværre ikke altid kan lade sig gøre. - hermed tale om drømmejobbet man måske har i vente i ærmet.
Kroniske smerter er svære at finde ud af og man skal IKKE løbe en risiko ved at presse sig selv ud i noget hårdt.

Tænk på dig selv.. din fremtid..

Må som dig også sige jeg er glad for ikke at stå alene med disse tanker - detsværre ærgeligt, at for jeg ikke skal stå alene er der andre i samme " triste " situation som mig nemlig KRONISKE smerter.

Jeg er blevet lidt bedre til at acceptere mine smerter & begrænsninger men helt god bliver jeg nok aldrig  Er dog nået MEGET langt hen over sommeren. Men har svært ved at give slip i forhold til min fremtid  er bange for at blive fanget i systemet uden at kunne få hjælp. Er ikke god til ikke at have kontrol over tingene og være afhængig af deres beslutninger .

Har en diagnose som ikke alle læger anerkender - hvilket ikke gør det nemt.

Må jeg spørge hvorfor de ikke vil lade dig komme i arbejdsprøvning ??? for det er vel den enste mulighed for at finde ud af sine bekrænsninger på arbejdsmarket ...

Har du fået meget ud af OUH - hvad er du blevet tilbudt ??