Står i den kedelige situtiation

at jeg går sygemeldt med kroniske smerter. Har lige været til samtale med min sagsbehandler om det videre forløb.

Har haft en god kontakt med min arbejdesplads under sygemelding, og vi har arbejdet udfra at jeg skal komme tilbage igen i praktik. Med en stille opstart og hensyn .

Men det er min sagsbehandler bestemt ikke med på, da jeg har 45 min kørsel hver vej. Og en arbejder et sted med støj , hvilket min psykolog ( smerte håndtering )  ikke anbefaler, da jeg har er meget lydfølsom. ( skåne hensyn )

Kan selvfølgelig godt se fornuften i det hun siger, men er så glad for mit abejde . Og nervøs for fremtiden.

Min sagsbehandler vil have mig i arbejdsprøvning i min hjemkommune, men hun kan jo ikke garentere mig at de kan hjælpe mig bagefter. Er meget nervøs for at mistet mit arbejde, da min fremtid ser lidt sløret ud.

Specialster siger min tilstand er varig & stationær. Og ikke muligheder for ændringer.

Hvad pokker gør jeg ??? HJÆLP har svært ved at være i sygesystemet men kan nok heller ikke klare mig uden. Men er nervøs for mine chancer for hjælp

SLET INGEN - dejligt jeg er den eneste der har stået i denne situation

Anonym skriver:

at jeg går sygemeldt med kroniske smerter. Har lige været til samtale med min sagsbehandler om det videre forløb.

Har haft en god kontakt med min arbejdesplads under sygemelding, og vi har arbejdet udfra at jeg skal komme tilbage igen i praktik. Med en stille opstart og hensyn .

Men det er min sagsbehandler bestemt ikke med på, da jeg har 45 min kørsel hver vej. Og en arbejder et sted med støj , hvilket min psykolog ( smerte håndtering )  ikke anbefaler, da jeg har er meget lydfølsom. ( skåne hensyn )

Kan selvfølgelig godt se fornuften i det hun siger, men er så glad for mit abejde . Og nervøs for fremtiden.

Min sagsbehandler vil have mig i arbejdsprøvning i min hjemkommune, men hun kan jo ikke garentere mig at de kan hjælpe mig bagefter. Er meget nervøs for at mistet mit arbejde, da min fremtid ser lidt sløret ud.

Specialster siger min tilstand er varig & stationær. Og ikke muligheder for ændringer.

Hvad pokker gør jeg ??? HJÆLP har svært ved at være i sygesystemet men kan nok heller ikke klare mig uden. Men er nervøs for mine chancer for hjælp

Ved desværre ikke hvad du skal gøre.. Men du får da lige 

AalborgPigen skriver:

Ved desværre ikke hvad du skal gøre.. Men du får da lige 

tak

 Kender alt for godt det system. Jeg har hængt fast i det i snart 5 år.

Jeg har også kroniske smerter, og en svag psyke. Jeg har været i arbejdsprøvning i 09, hvor jeg kunne klare 4 timer om dagen. Efter den bedømmelse blev jeg visiteret til fleksjob. De hjalp mig overhovedet ikke med et job, og krisen ramte hårdere, og jeg kunne ikke finde noget heller. I august 10 ringer jeg til min sagsbehandler og meddeler hende min graviditet. Og jeg siger at deres arbejdsprøvning fra 09 ikke er realistisk da smerterne er blevet værrere, og nu skal fungere i hjemmet også.

Får selvfølgelig at vide at graviditet ikke var en sygdom (ved ikke hvor hun har fra at jeg mente jeg var syg fordi jeg var gravid) Derefter vælger hun at sende mig ud i ny arbejdsprøvning..... MED UNDER 3 MÅNEDER til termin. Nå, efter 3 uger i arbejdsprøvning bliver jeg sygmeldt pga stress, og 1½ uge efter bliver jeg indlagt med tegn på for tidlig fødsel. 3 uger efter indlæggelsen føder jeg 5 uger før tid.

Kommunen har vasket deres hænder helt rene her, og mener ikke de er skyld i min for tidlig fødsel, selvom det var dem som blev ved med at stresse mig....

Sagen er den at jeg ville tage imod tilbudet om arbejdsprøvning, du er nød til at finde ud af hvad du kan holde til, også selvom du elsker dit job.

Jeg drømte om at arbejde i tøjbutik, og senere uddanne mig til designer, jeg kan i dag ingen af delene, og ved faktisk endnu stadig ikke hvad jeg skal...

Min skade er varig, og vil med tiden kun blive værrere, derfor jeg har bedt om en ny arbejdsprøvning, de 4 timer jeg er sat til for snart 3 år siden er bare ikke realistiske længere.

Find ud af hvad du kan, måske de enda kan give dig en revaledering (staves??) så kan du få en uddannelse/ny uddannelse, som du kan bruge til noget, og gør du stadig kan klare dig fornuftigt i alt det.  Tag i mod alt hjælp du kan få, men husk stadig at have dig selv med.

VIPpigen skriver:

 Kender alt for godt det system. Jeg har hængt fast i det i snart 5 år.

Jeg har også kroniske smerter, og en svag psyke. Jeg har været i arbejdsprøvning i 09, hvor jeg kunne klare 4 timer om dagen. Efter den bedømmelse blev jeg visiteret til fleksjob. De hjalp mig overhovedet ikke med et job, og krisen ramte hårdere, og jeg kunne ikke finde noget heller. I august 10 ringer jeg til min sagsbehandler og meddeler hende min graviditet. Og jeg siger at deres arbejdsprøvning fra 09 ikke er realistisk da smerterne er blevet værrere, og nu skal fungere i hjemmet også.

Får selvfølgelig at vide at graviditet ikke var en sygdom (ved ikke hvor hun har fra at jeg mente jeg var syg fordi jeg var gravid) Derefter vælger hun at sende mig ud i ny arbejdsprøvning..... MED UNDER 3 MÅNEDER til termin. Nå, efter 3 uger i arbejdsprøvning bliver jeg sygmeldt pga stress, og 1½ uge efter bliver jeg indlagt med tegn på for tidlig fødsel. 3 uger efter indlæggelsen føder jeg 5 uger før tid.

Kommunen har vasket deres hænder helt rene her, og mener ikke de er skyld i min for tidlig fødsel, selvom det var dem som blev ved med at stresse mig....

Sagen er den at jeg ville tage imod tilbudet om arbejdsprøvning, du er nød til at finde ud af hvad du kan holde til, også selvom du elsker dit job.

Jeg drømte om at arbejde i tøjbutik, og senere uddanne mig til designer, jeg kan i dag ingen af delene, og ved faktisk endnu stadig ikke hvad jeg skal...

Min skade er varig, og vil med tiden kun blive værrere, derfor jeg har bedt om en ny arbejdsprøvning, de 4 timer jeg er sat til for snart 3 år siden er bare ikke realistiske længere.

Find ud af hvad du kan, måske de enda kan give dig en revaledering (staves??) så kan du få en uddannelse/ny uddannelse, som du kan bruge til noget, og gør du stadig kan klare dig fornuftigt i alt det.  Tag i mod alt hjælp du kan få, men husk stadig at have dig selv med.

Mange tak for svar - Det er lige præsic en historie som din jeg frygter ( undskyld &nbsp At evt blive kostet rundt i systemet. Uden at kan gøre til eller fra.

Det lyder som en hård omgang du har været igennem  Har hørt om flere som dig der hænger i systemet  det er jo ikke til at holde ud.

Du har RET det mest fornuftige er at komme i arbejds prøvning og få vurderet hvor meget jeg kan. Revalidering ved jeg ikke om bliver en mulighed. Min store drøm var at komme igang med at læse ( har ingen uddanelse ) men psykologen mener ikke det er realistisk. Da jeg har fået en del konnektive problemer bl.a hukommelsen er røget, bliver hurtigt stresset osv.

Er bare så bange for at give " slip " på det sidste normale jeg har tilbage - mine muligheder for at finde et job jeg ville kunne vare tage uden hjælp fra kommunen er nok minimal.

Da jeg for det først har kroniske smerter samt følgerne deraf. Samt jeg ingen uddannelse har  

Og hun kan jo selvfølgelig ikke love mig nogenting.

 til dig håber du finder en løsning du kan holde til

Anonym skriver:

Mange tak for svar - Det er lige præsic en historie som din jeg frygter ( undskyld &nbsp At evt blive kostet rundt i systemet. Uden at kan gøre til eller fra.

Det lyder som en hård omgang du har været igennem  Har hørt om flere som dig der hænger i systemet  det er jo ikke til at holde ud.

Du har RET det mest fornuftige er at komme i arbejds prøvning og få vurderet hvor meget jeg kan. Revalidering ved jeg ikke om bliver en mulighed. Min store drøm var at komme igang med at læse ( har ingen uddanelse ) men psykologen mener ikke det er realistisk. Da jeg har fået en del konnektive problemer bl.a hukommelsen er røget, bliver hurtigt stresset osv.

Er bare så bange for at give " slip " på det sidste normale jeg har tilbage - mine muligheder for at finde et job jeg ville kunne vare tage uden hjælp fra kommunen er nok minimal.

Da jeg for det først har kroniske smerter samt følgerne deraf. Samt jeg ingen uddannelse har  

Og hun kan jo selvfølgelig ikke love mig nogenting.

 til dig håber du finder en løsning du kan holde til

Det er rigtig hårdt at være i systemet, det indrømmer jeg gerne. Men jeg har også erfaret at jeg er nød til at tage kampen mens jeg stadig har kræfter og psyke. Du skal ikke være alt for syg, for at klare det system.

Når du allerede har en psykolog med inde over er der store (større end andre uden) chancer for at du bedre kan få noget igennem.

Jeg gik på smerteklinik i 2 år, og det hjalp mig rigtig meget, jeg fik forståelse for min situation, og psykologhjælp til at forholde mig til at alt det jeg kunne før kan jeg ikke nu.

Jeg arbejder hen mod at få det afsluttet snart, for nu ved jeg hvornår jeg skal sige stop.
Jeg var under min første arbejdsprøvning rigtig hård ved mig selv, jeg ville arbejde som jeg kunne før, og jeg kæmpede en kamp med at fungere når jeg kom hjem. Jeg havde ikke kæreste eller barn den gang. Jeg havde intet at komme hjem til, så det var nemt at smide sig på sofaen, og slappe af resten af dagen. Problemet var også jeg tog 10 kg på, på et år, fordi jeg ikke kunne bevæge mig så meget som jeg havde gjort...

Du er nød til at gøre op med dig selv, vil du kæmpe nu, mens du har gejsten og energien til det, eller vente til du har kørt  dig selv helt derud hvor sidste udvej og mulighed er førtidspension??

Jeg håber du finder ud af hvad der er det værd i dit liv, og også for din familie

Jeg kæmper videre efter barsel

VIPpigen skriver:

Det er rigtig hårdt at være i systemet, det indrømmer jeg gerne. Men jeg har også erfaret at jeg er nød til at tage kampen mens jeg stadig har kræfter og psyke. Du skal ikke være alt for syg, for at klare det system.

Når du allerede har en psykolog med inde over er der store (større end andre uden) chancer for at du bedre kan få noget igennem.

Jeg gik på smerteklinik i 2 år, og det hjalp mig rigtig meget, jeg fik forståelse for min situation, og psykologhjælp til at forholde mig til at alt det jeg kunne før kan jeg ikke nu.

Jeg arbejder hen mod at få det afsluttet snart, for nu ved jeg hvornår jeg skal sige stop.
Jeg var under min første arbejdsprøvning rigtig hård ved mig selv, jeg ville arbejde som jeg kunne før, og jeg kæmpede en kamp med at fungere når jeg kom hjem. Jeg havde ikke kæreste eller barn den gang. Jeg havde intet at komme hjem til, så det var nemt at smide sig på sofaen, og slappe af resten af dagen. Problemet var også jeg tog 10 kg på, på et år, fordi jeg ikke kunne bevæge mig så meget som jeg havde gjort...

Du er nød til at gøre op med dig selv, vil du kæmpe nu, mens du har gejsten og energien til det, eller vente til du har kørt  dig selv helt derud hvor sidste udvej og mulighed er førtidspension??

Jeg håber du finder ud af hvad der er det værd i dit liv, og også for din familie

Jeg kæmper videre efter barsel

Mange tak for svar  Er glad for du tar dig tiden til at svare mig.

Nu går jeg p.t sygemeldt og har gjordt det i 5 mdr. Og takket været hjælpen fra psykolog ( tildelt igennem mit arbejde ) er jeg kommet op igen . For hold da fast jeg var MEGET langt ude. Og NEJ vil IKKE derude igen ( der var svaret )

Jeg har som dig kæmpet med den erkendelse af at MIT liv er forandret og det samme med livkvaliteten. Håber dog det bliver bedre når jeg lærer 100 % ( eller 90 % ) at lytte til min krop.

Men det er en svær lærings proces - kan se det har været det samme for dig . Du lyder også til at være hård ved dig selv  Og det er jo ikke så godt. Der er kun en til at passe på - nemlig selv sig.

Tror jeg må lade tingene ske og så må jeg tage den derfra. Selvom det er MEGET svært for mig. Men vil jo ikke ende som førtidspensionist. Har jo 3 børn og tage mig af.

 for du finder det rette for dig bagefter din barsel , for tingene er som du siger anderledes med små børn i huset

du skal netop tænke på at du skal holde mange år endnu! Og derfor er dit nuværende jo ikke realistisk, når det ikke tilgodeser dine skånebehov!

nej... det er på ingen måde let, at acceptere at man ikke længere kan som man kunne engang! det er en lang process.... og den er hård... jeg tror de fleste mennesker der er i erhvervspraktik (arb. prøvning) dunker sig selv i hovedet og forsøger at klare så meget som muligt... men hvorfor? det er der bare ingen grund til! du skal finde grænsen for hvad du kan, ja og evt kommer du til at træde over den grænse een gang under abr. prøvningen, men så ved du også hvor den er... og så kan man tage højde for det...

der er mulighed for at du skal have ekstraordinære pauser... der er mulighed for at du kan hvile dig liggende, der er mulighed for at man kan lave øvelser med kroppen hvis det er det der skal til... der er mulighed for en ugentlig fridag... der er mulighed for nedsat tid... der er mulighed for at du skal have afvekselnde arbejde, arbejde uden stress osv osv osv... der er uendeligt mange muligheder...

og at blive omfattet af fleksjob bestemmelserne er trods alt ikke det værste der kan ske... også selvom du er ufaglært... tro på, at du har en masse at byde på! du kan en masse ting....

er du medlem af en fagforening? eller er der nogen du kender som arbejder som socialrådgiver eller på anden måde kender til "systemet" ?

Anonym skriver:

Mange tak for svar  Er glad for du tar dig tiden til at svare mig.

Nu går jeg p.t sygemeldt og har gjordt det i 5 mdr. Og takket været hjælpen fra psykolog ( tildelt igennem mit arbejde ) er jeg kommet op igen . For hold da fast jeg var MEGET langt ude. Og NEJ vil IKKE derude igen ( der var svaret )

Jeg har som dig kæmpet med den erkendelse af at MIT liv er forandret og det samme med livkvaliteten. Håber dog det bliver bedre når jeg lærer 100 % ( eller 90 % ) at lytte til min krop.

Men det er en svær lærings proces - kan se det har været det samme for dig . Du lyder også til at være hård ved dig selv  Og det er jo ikke så godt. Der er kun en til at passe på - nemlig selv sig.

Tror jeg må lade tingene ske og så må jeg tage den derfra. Selvom det er MEGET svært for mig. Men vil jo ikke ende som førtidspensionist. Har jo 3 børn og tage mig af.

 for du finder det rette for dig bagefter din barsel , for tingene er som du siger anderledes med små børn i huset

Selvfølgelig vil jeg svare, og specielt når jeg kender bare lidt til det, og ved hvor hårdt det kan være.

Jeg ved hvor langt ud man kan komme, jeg fik tilbudt psykolog på smerteklinikken, og jeg er så glad for jeg sagde ja, for hun viste mig SÅ mange ting om det med kroniske smerter, og hvordan man takler det.

Bare en lille bid, så lavede de en kurve, af smerter.

Sort = Normalpersoner der ikke har kroniske smerter

Rød = Smertepatient som ikke kender sin ballance

Grøn = Smertepatient som ved hvornår man skal stoppe, og som man skal lære at efterleve

Jeg vil klart råde til at enten få en henvisning til en smerteklinik, de kan hjælpe SÅ meget, og ellers finde nogen tema formiddage/eftermiddage om hvordan det er at have kroniske smerter.
Kæresten herhjemme forstod intet før den dag jeg slæbte ham med til sådan en aften.
Vi fik at vide at du bare IKKE kan se en smertepatient fra en alm person, for vi har lært at leve med smerten, og den er blevet vores hverdag. (er sikker på at blev jeg smertefri i dag ville jeg tro jeg var død og kommet i himmelen)

Hvis der er noget du vil spørge om, om kroniske smerter spørger du bare, har stadig nogen papir fra smerteklinikken om det. Og det er ALT værd når jeg skal kæmpe med kommunen igen efter barsel.

Inden jeg fik familie sagde jeg at jeg IKKE ville være førtidspensionist, men er det det jeg skal være for at være en GOD MOR for mit barn/ mine børn (fremtid) så har jeg affundet mig med det. Så jeg ser hvad kommunen, og fremtiden bringer, og det vigtigste i mit liv LIGE NU ER LILJE

Du skal nok finde ud af hvad du vil, det tager tid, men det kommer. Måske du skal have lidt tid til at finde ud af det, og måske også lidt hjælp, men du skal nok finde din plads.