Sættes i gang? (Langt...)

Er i dag endelig clearet for ssf! Det er rigtig dejligt, og jeg er glad. Jeg har hele tiden haft en tanke om, at grunde til, at jeg har det så skidt, er min lorte bækkenløsning.. Jeg vågner min. en gang i timen pga. smerter, og har gjort det i tre måneder nu. Så jeg hænger ikke rigtig sammen mere. Er smådeprimeret, og kan kun ligge på sofaen eller i sengen. Jeg kæmper mig dog ud engang i mellem - men betaler sørme for det dagene efter...

Jeg har konstant hovedpine, svimmel, slør for øjnene, pludselig feber, og er bare rigtig utilpas.. Har det som dagen inden en rigtig slem influenza bryder ud - i ved, der hvor man bare ikke er på toppen. Og jeg orker ikke have det sådan længere..

Efter alt for mange læge- og jordemoderbesøg, og ture på svangreambulatoriet går snakken på at sætte mig i gang 38+0. Fordi jeg har det så skidt, og der er intet man kan stille op - andet end at få min baby ud. Først sagde jeg nej! Min baby skal da ikke ud før tid, bare fordi jeg har det skidt.. Men endte med at sige ja til en snak om det når tiden nærmer sig. For det nytter jo ikke, at jeg er kørt fuldstændig i sænk inden min datter kommer til verden. Ja, jeg skal passe på hend enu, mens hun er i maven, men jeg skal da virkelig kunne være noget for hende når hun endelig kommer til verden..

Hvad siger i? Skal man sættes i gang, eller skal man bare lide, og så håbe på det bedste? (Altså at man går udenom depressioner, osv.)

Tusind tak, hvis i læste med så langt! Det var godt holdt ud

Hilsen Kristina, 31+0

tror det bedste for dig er at blive sat i gang..
ville jeg nok også selv have valgt det, hvis jeg havde det så skidt!

Mikkel's mor <3 skriver:

tror det bedste for dig er at blive sat i gang..
ville jeg nok også selv have valgt det, hvis jeg havde det så skidt!

Tak for svar!

Det tror jeg også - men på den anden side er jeg af den overbevisning, at min baby kommer ud, når hun er klar til det.. Synes det er svært, for føler mig lidt egoistisk at skulle sætte en fødsel i gang, "bare" fordi ejg ikke orker at være gravid mere..

Men jeg må tale med min jordemoder om det i uge 35. Der er heldigvis længe til beslutningen skal træffes, men kan ikke lade være med at tænke på det allerede

Madam Blå skriver:

Tak for svar!

Det tror jeg også - men på den anden side er jeg af den overbevisning, at min baby kommer ud, når hun er klar til det.. Synes det er svært, for føler mig lidt egoistisk at skulle sætte en fødsel i gang, "bare" fordi ejg ikke orker at være gravid mere..

Men jeg må tale med min jordemoder om det i uge 35. Der er heldigvis længe til beslutningen skal træffes, men kan ikke lade være med at tænke på det allerede

det er klart at det fylder meget for dig. og jo self. vil baby have bedst af at blive der inde til hun selv vælger at komme.
men igen så påvirker det jo også hende at du går og er nede over det grundet smerter osv.

Madam Blå skriver:

Er i dag endelig clearet for ssf! Det er rigtig dejligt, og jeg er glad. Jeg har hele tiden haft en tanke om, at grunde til, at jeg har det så skidt, er min lorte bækkenløsning.. Jeg vågner min. en gang i timen pga. smerter, og har gjort det i tre måneder nu. Så jeg hænger ikke rigtig sammen mere. Er smådeprimeret, og kan kun ligge på sofaen eller i sengen. Jeg kæmper mig dog ud engang i mellem - men betaler sørme for det dagene efter...

Jeg har konstant hovedpine, svimmel, slør for øjnene, pludselig feber, og er bare rigtig utilpas.. Har det som dagen inden en rigtig slem influenza bryder ud - i ved, der hvor man bare ikke er på toppen. Og jeg orker ikke have det sådan længere..

Efter alt for mange læge- og jordemoderbesøg, og ture på svangreambulatoriet går snakken på at sætte mig i gang 38+0. Fordi jeg har det så skidt, og der er intet man kan stille op - andet end at få min baby ud. Først sagde jeg nej! Min baby skal da ikke ud før tid, bare fordi jeg har det skidt.. Men endte med at sige ja til en snak om det når tiden nærmer sig. For det nytter jo ikke, at jeg er kørt fuldstændig i sænk inden min datter kommer til verden. Ja, jeg skal passe på hend enu, mens hun er i maven, men jeg skal da virkelig kunne være noget for hende når hun endelig kommer til verden..

Hvad siger i? Skal man sættes i gang, eller skal man bare lide, og så håbe på det bedste? (Altså at man går udenom depressioner, osv.)

Tusind tak, hvis i læste med så langt! Det var godt holdt ud

Hilsen Kristina, 31+0

Hvis du har for mange smerter og problemer psykisk så sætter de dig igang, -hvis du selvfølgelig også er med på den.

Mikkel's mor <3 skriver:

det er klart at det fylder meget for dig. og jo self. vil baby have bedst af at blive der inde til hun selv vælger at komme.
men igen så påvirker det jo også hende at du går og er nede over det grundet smerter osv.

Ja, det fylder temmelig meget i mit hovede lige nu. Føler mig som en lidt dårligmor inden hun overhovedet er kommet ud.. Det er ærgerligt at ikke "orke" at bære sit eget barn, hvis man kan sige det sådan.

Men som du siger, hun har vel heller ikke gavn af at være derinde, hvis jeg går og er så skidt. Så hellere at jeg kan være noget for hende, når hun kommer ud

Flodkilling skriver:

Hvis du har for mange smerter og problemer psykisk så sætter de dig igang, -hvis du selvfølgelig også er med på den.

Jeg har temmelig mange smerter, men umiddelbart ingen problemer psykisk.. Men det er jeg bange for at få. Har ligget hjemme på sofaen med slemme smerter siden maj.. Og det har drænet mig fuldstændig. Kan slet ikke finde ud af bare at ligge og lave ingenting - det er faktisk hårdt Har brug for at være fysisk aktiv og social, men jeg hverken kan eller orker det.. Så kan mærke at mit mentale overskud, hvis man kan kalde det det, ikke er der.

Puha - er bare SÅ bange for at ikke kunne være alt det, som min lille pige fortjener.. Men synes også det er synd at tage hende ud, "bare" fordi jeg ikke kan mere.. Hmm. Dilemma

Tak for svar!

Madam Blå skriver:

Er i dag endelig clearet for ssf! Det er rigtig dejligt, og jeg er glad. Jeg har hele tiden haft en tanke om, at grunde til, at jeg har det så skidt, er min lorte bækkenløsning.. Jeg vågner min. en gang i timen pga. smerter, og har gjort det i tre måneder nu. Så jeg hænger ikke rigtig sammen mere. Er smådeprimeret, og kan kun ligge på sofaen eller i sengen. Jeg kæmper mig dog ud engang i mellem - men betaler sørme for det dagene efter...

Jeg har konstant hovedpine, svimmel, slør for øjnene, pludselig feber, og er bare rigtig utilpas.. Har det som dagen inden en rigtig slem influenza bryder ud - i ved, der hvor man bare ikke er på toppen. Og jeg orker ikke have det sådan længere..

Efter alt for mange læge- og jordemoderbesøg, og ture på svangreambulatoriet går snakken på at sætte mig i gang 38+0. Fordi jeg har det så skidt, og der er intet man kan stille op - andet end at få min baby ud. Først sagde jeg nej! Min baby skal da ikke ud før tid, bare fordi jeg har det skidt.. Men endte med at sige ja til en snak om det når tiden nærmer sig. For det nytter jo ikke, at jeg er kørt fuldstændig i sænk inden min datter kommer til verden. Ja, jeg skal passe på hend enu, mens hun er i maven, men jeg skal da virkelig kunne være noget for hende når hun endelig kommer til verden..

Hvad siger i? Skal man sættes i gang, eller skal man bare lide, og så håbe på det bedste? (Altså at man går udenom depressioner, osv.)

Tusind tak, hvis i læste med så langt! Det var godt holdt ud

Hilsen Kristina, 31+0

Madam Blå skriver:

Er i dag endelig clearet for ssf! Det er rigtig dejligt, og jeg er glad. Jeg har hele tiden haft en tanke om, at grunde til, at jeg har det så skidt, er min lorte bækkenløsning.. Jeg vågner min. en gang i timen pga. smerter, og har gjort det i tre måneder nu. Så jeg hænger ikke rigtig sammen mere. Er smådeprimeret, og kan kun ligge på sofaen eller i sengen. Jeg kæmper mig dog ud engang i mellem - men betaler sørme for det dagene efter...

Jeg har konstant hovedpine, svimmel, slør for øjnene, pludselig feber, og er bare rigtig utilpas.. Har det som dagen inden en rigtig slem influenza bryder ud - i ved, der hvor man bare ikke er på toppen. Og jeg orker ikke have det sådan længere..

Efter alt for mange læge- og jordemoderbesøg, og ture på svangreambulatoriet går snakken på at sætte mig i gang 38+0. Fordi jeg har det så skidt, og der er intet man kan stille op - andet end at få min baby ud. Først sagde jeg nej! Min baby skal da ikke ud før tid, bare fordi jeg har det skidt.. Men endte med at sige ja til en snak om det når tiden nærmer sig. For det nytter jo ikke, at jeg er kørt fuldstændig i sænk inden min datter kommer til verden. Ja, jeg skal passe på hend enu, mens hun er i maven, men jeg skal da virkelig kunne være noget for hende når hun endelig kommer til verden..

Hvad siger i? Skal man sættes i gang, eller skal man bare lide, og så håbe på det bedste? (Altså at man går udenom depressioner, osv.)

Tusind tak, hvis i læste med så langt! Det var godt holdt ud

Hilsen Kristina, 31+0

Søde Kristina!

Fra uge 37 er din bette pige jo i realiteten "bagt færdig" og klar til at møde verden... Så tænker at hvis du hænger i til uge 38 er du bare hammer sej!

Synes virkelig det lyder som en hård omgang - får jo næsten helt dårlig samvittihed over mit piveri, som du har kommenteret så sødt på!

Min personlige holdning til igangsættelse er (og har altid været), at lægerne ikke gør noget der er uforsvarligt i forhold til baby, og at de har erfaringen der skal til. Jeg kan ikke se noget som helst galt i en igangsættelse, når man tager din situation i betragtning - for som du selv siger, skal du også have overskud til at være mor og lære din datter at kende bagefter... 

Jeg synes IKKE at det er risikoen værd at vente til hun selv kommer ud, i forhold til din psyke og dermed grobunden for dig og din datter fremtidige forhold. 4 uger ekstra er dælme laaaang tid at have det så skidt som du, hvis hun er en ligeså stædig krabat som min knægt...

Håber du bærer over med mit lidt rodede indlæg, er efterhånden helt skeløjet af træthed 

Madam Blå skriver:

Tak for svar!

Det tror jeg også - men på den anden side er jeg af den overbevisning, at min baby kommer ud, når hun er klar til det.. Synes det er svært, for føler mig lidt egoistisk at skulle sætte en fødsel i gang, "bare" fordi ejg ikke orker at være gravid mere..

Men jeg må tale med min jordemoder om det i uge 35. Der er heldigvis længe til beslutningen skal træffes, men kan ikke lade være med at tænke på det allerede

Hov, lige en ekstra lille kommentar: Det er jo ikke altid at babyerne kommer ud når de er klar - nogen gange glemmer de jo at lede efter udgangen, og det er jo derfor at der er så stor debat omkring igangsættelser efter 10 dage over termin  Netop fordi at der med tiden er dokumenteret større risiko for komplikationer

Omvendt har jeg ikke hørt om nogen børn født i uge 38 der havde større risiko for komplikationer... Men måske jeg bare er døv og dum