Så er det slut....

anonym88 skriver:

UPDATE!!!

var idag til undersøgelse på gyn amb, og der var ingen tegn på graviditet udenfor livmoderen, og de tænker nu at det nok er en MA.. jeg har fået taget nye blodprøver, skal derover igen mandag til blodprøver og en ny scanning, hvor der så skal vurderes igen og tages stilling til sagen.. min livmoder er allerede mindsket en lille bitte smule, så tror jeg er ved at have vænnet mig til tanken .. men ville egentlig bare gerne have det ud nu, så vi kan forsøge igen? hvordan går det med dig snehund?

Tak for up-date.

Uh, godt at de ikke mistænker GUL længere! Py ha! Men MA øv bøvhvor trist. Hvordan mon du har det psykisk?

Måske kommer det ud af sig selv? Det er vist nok bedst og mest ukompliceret, hvis kroppen selv kan skille sig af med det.

Ellers bliver du måske indstillet til et lille indgreb. Kender flere der har fået det, uden at det har været slemt og de blev hurtigt gravide bagefter.

Tak fordi du spørger til mig. Her går det ok. Kunne heldigvis godt sove i nat - trods smerter. Bløder stadig og har lidt smerter - men ikke voldsomme. Så jeg håber meget, at det er min krop, der selv er i færd med at klare skærene.

I morgen skal jeg, som skrevet, til blodprøvekontrol. Håber den bekræfter, at der ikke er noget alamerende.

Det er lidt specielt, at de ikke kan se noget i livmoderen på scanningen. det lyder heller ikke som om at de kunne det ved dig? Men som en klog kvinde skrev herinde, når det trods alt er så tideligt, så vil kroppen ofte kunne klare det uden brug af medicin og kirugi. Det tror jeg på er det bedste - selvom ventetiden kan være svær.

Sender dig en masse varme tanker. Håber at du kan få slappet lidt af og nyde din weekend - trods disse dage med meget voldsomme følelsesmæssige belastninger.

anonym88 skriver:

UPDATE!!!

var idag til undersøgelse på gyn amb, og der var ingen tegn på graviditet udenfor livmoderen, og de tænker nu at det nok er en MA.. jeg har fået taget nye blodprøver, skal derover igen mandag til blodprøver og en ny scanning, hvor der så skal vurderes igen og tages stilling til sagen.. min livmoder er allerede mindsket en lille bitte smule, så tror jeg er ved at have vænnet mig til tanken .. men ville egentlig bare gerne have det ud nu, så vi kan forsøge igen? hvordan går det med dig snehund?

Er rigtig ked af at høre, at du nok har haft en MA, havde jeg selv for et lille år siden - og husker hvor hårdt det var...

Krydser dog alt hvad jeg kan for, at der stadig er lidt håb for jer

Men hvis det kan trøste dig testede jeg positivt i januar i år (fik en udskrabning i oktober) og sidder nu med 14 dage til termin og en livlig datter i maven - så håber virkelig, at det går ligeså stærkt for jer

Ønsker dig alt det bedste

Et kærligt trøstekram herfra

Sussie

Snehund: Dejligt at du har det okay fysisk.. Hva med psykisk? Og hvordan tænker du at komme videre? Giver du også en update på dine blodprøver? det er hårdt sådan at skulle følges, synes nærmest det giver en mere fortvivlelse over at tingene er i uorden.. Men dejligt for dig hvis kroppen selv kan klare det! Jeg håber også meget at min egen krop vil gøre det! det må da være det bedste?
Ja, jeg står i samme situation med at min livmoder er tom. Det havde jeg aldrig forestillet mig at der kunne lade sig gøre? et dødt foster, ja, men intet foster men normalt voksende livmoder? det synes jeg er mærkeligt!? psykisk.... hmm.. det er som en rutsjebane! det ene øjeblik griner jeg og føler mig "normal ikke gravid" kvinde, det næste føler jeg mig såååå gravid, fordi hormonerne stadig er i kroppen og til slut så kan jeg græde og græde.. det er så underlig en situation og følelse, som man ikke kan sætte ord på?

tak, for de mange varme tanker og knus!! det varmer utroligt! sender mange tanker og kram tilbage og håber du er okay! og at dine nære også kan støtte dig !!



I andre: tak for alle jeres søde kram og tanker! det er rart og varmer meget! dejligt at høre Maalene, at der stadig er håb

anonym88 skriver:

Snehund: Dejligt at du har det okay fysisk.. Hva med psykisk? Og hvordan tænker du at komme videre? Giver du også en update på dine blodprøver? det er hårdt sådan at skulle følges, synes nærmest det giver en mere fortvivlelse over at tingene er i uorden.. Men dejligt for dig hvis kroppen selv kan klare det! Jeg håber også meget at min egen krop vil gøre det! det må da være det bedste?
Ja, jeg står i samme situation med at min livmoder er tom. Det havde jeg aldrig forestillet mig at der kunne lade sig gøre? et dødt foster, ja, men intet foster men normalt voksende livmoder? det synes jeg er mærkeligt!? psykisk.... hmm.. det er som en rutsjebane! det ene øjeblik griner jeg og føler mig "normal ikke gravid" kvinde, det næste føler jeg mig såååå gravid, fordi hormonerne stadig er i kroppen og til slut så kan jeg græde og græde.. det er så underlig en situation og følelse, som man ikke kan sætte ord på?

tak, for de mange varme tanker og knus!! det varmer utroligt! sender mange tanker og kram tilbage og håber du er okay! og at dine nære også kan støtte dig !!



I andre: tak for alle jeres søde kram og tanker! det er rart og varmer meget! dejligt at høre Maalene, at der stadig er håb

Kære Anonum88

Tusind tak for dit varme indlægog din beskrivelse. Værsgo mht tanker og omsorg - det er skønt, hvis vi kan støtte hinanden.

Kender SÅ godt til beskrivelsen af din tilstand. Selvom jeg ikke ønsker det for nogen - så er det rart og trøstende at vide, at man ikke er helt alene om sine følelser og reaktioner. Det giver mig en eller anden opfattelse af at være ganske "sund" og "normal" - når du fortæller om din psykiske tilstand, selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker en tilsvarende tilstand for dig.

Kan godt forstå, at du er meget mystificeret over, at din livmoder har den "rette" størrelse, men intet foster. Det må være en meget mystisk fornemmelse.

Ja, update: Desværre var mit hormontal ikke faldet som det burde Det er faktisk steget lige så meget, som hvis jeg var gravid, selvom tallene er alt, alt for lave ifht hvor langt jeg fysik muligt, kunne (og burde) være henne, hvis alt forløb godt. Jeg blev scannet igen - stadig ingen tegn på noget der minder om graviditet i livmoderen. Heldigvis kunne de heller ikke umiddelbart se, at der skulle sidde noget i mine æggeledere (hvis det sidder der, kan det blive meget farligt). Så lige nu er det et mysterie, hvad det er, der producerer hormonerne. Derfor skal jeg på sygehuset og undersøges igen på mandag - eller før - hvis jeg får det værre. det ikke sker.

I dag synes jeg, at det er en hård omgang rent psykisk. Da jeg kom hen på hospitalet, kunne de ikke finde mig i deres system - og blodprøve lab. var helt mennesketomt. Den lille uregelmæssighed slog mig helt ud. Så begyndte jeg at græde. Selvfølgelig ordnede det sig - men jeg kunne bare slet ikke holde det tilbage . Derefter sad jeg og ventede på svar i en opholdsstue på barselsgangen (eller et sengeafsnit med en masse højgravide og spædbørn) i 3½ time. Py, ha - det var et psykisk pres. Da jeg så fik svaret - begyndte jeg at græde igen. - og bekymre mig for alt muligt ude i fremtiden. Lægerne vidste ikke rigtig, hvad de skulle sige, andet end give mig en ny tid og sende mig hjem. Bagefter ringede jeg til min mor og græd Hun var en god trøst

Endelig besluttede jeg mig for at fortælle det hele til en god  veninde. (Min kæreste og jeg havde ellers besluttet ikke at fortælle noget, før "den er hjemme"). Men jeg har brug for at tale med nogen om det og min veninde er jordemoder, så det er oplagt med hende. Det var en kæmpe trøst Hun er bare SÅ sød og siger alle de rigtige ting.

Min veninde mente ikke, at jeg skulle bekymre mig alt for voldsomt, selvom hun synes, det er lidt mystisk med de stigende hormoner. Det føles så dejligt at lette sit hjerte, og blive taget alvorligt. Hun mente, at graviditeten måske er blevet afbrudt meget tidligt og at det er derfor, at de ikke kan se noget på scanningerne - for jeg har blødt i ca 14 dage nu - så dermed ken den jo godt være blevet tømt. Men de stigende hormoner, det synes hun stadig er meget mærkeligt. Hun mente, at der måske kan sidde en lille rest af noget graviditetsvæv - enten i eller udenfor livmoderen - som de ikke har kunne fange på scanningen - og at det sender signaler om at producere hormoner?

Du spørger hvordan jeg kommer videre - det er et godt spørgsmål. Lige nu arbejder jeg på at acceptere mine følelser både de gode og de mindre positive - og give udtryk for dem, hvis det er muligt i situatiuonen . Jeg trøster mig stadig lidt ved tanken om, at der nok er en mening med, at graviditeten blev afbrudt så tidligt. Også lader jeg gråden komme, når den vil - det er forløsende at græde.

Når alt er afklaret og min krop forhåbentlig er tilbage til "normal" tilstand, tror jeg faktisk, at der skal gå lidt tid før jeg springer ud i PB igen. Jeg skal nok lige sunde mig - ville ikke psykisk kunne rumme, hvis noget lignende sker lige med det samme.

Hvad med dig - har du et godt socialt netværk, der kan trøste dig?Hvordan holder du dig oppe?

Kram

Jeg synes også det er fantastisk dejligt at have en at dele dette med. Selvom min kæreste prøver, er det ligesom om han ikke helt forstår på samme måde? Måske fordi han intet mærker på hans krop og det virker lidt fjernt for ham? Jeg døjer stadig meget med hormonerne, og har kvalme, hovedpine og er frygteligt træt.. det er nok også noget af det værste? at man skal kæmpe med hormonerne længere tid, end man burde i den her situation? de har også sagt til mig at jeg skulle komme med det samme, hvis der skete noget, som om de forventer det?

Jeg skal også selv til blodprøver og scanning mandag. forventer at der intet nyt er sket til da, men håber at jeg enten kan få hjælp til at få det ud med det samme, eller at kroppen går igang inden da. jeg synes det er surt at gå med alle de her tanker og følelser, samt ubehag..

dejligt for dig at du har din mor, og nu også din veninde at støtte dig op af! man kan bestemt ikke klare denne situation alene! jeg har også brugt min mor rigtig meget, og har kontaktet en enkelt veninde, desværre ikke en der har vist interesse siden jeg indviede hende i situationen, men så er det rart at jeg har familien og baby.dk/dig

jeg forstår godt du er ked af det, jeg har det på samme måde, og der skal heller ikke meget til at få mig til at reagere, enten surt og negativt eller trist og grådfuldt. andre gange prøver jeg at fjolle mig ud af situationen, måske et slags skjold for mine egne følelser?

det er en seriøs rutsjetur som ingen burde udsættes for, og jeg havde aldreig troet at det kunne ske for mig! men jeg synes det har gjort mig opmærksom på at tingene ikke altid er som de ser ud, og at man skal huske at sætte pris på de ting man har! jeg forsøger at holde tankerne lidt væk, ved at prøve at hjælpe min hund som blev kørt på for halvanden måned siden, og skal til at genoptræne den med svømning i et center. dog har jeg tænkt mig at starte PB igen med det samme, så snart det er muligt, men vil kræve scanning med det samme, for at sikre situationen ikke kommer så vidt som nui! heldigvis har jeg også læst at chancerne for at blive hurtigt gravid igen, er gode..

det er så dejligt at snakke med dig! og få delt følelser og tanker! kæmpe kram og knus til dig, håber de finder frem til et seriøst svar på mandag, så du også kan komme videre med tingene og forstå hvad der sker! det er frygteligt at være uvidende!!