Hej piger.
Her kommer en lille opdatering fra mig.
Vi er nu nået dertil hvor vi bare går og venter på at komme i statsamtet. Jeg har ENDELIG fundet en lejlighed, som jeg kan overtage om 2 uger (forhåbentlig), efter 36 afslag på ansøgninger. Lejligheden er fin, stor og på 1.sal, men dyr! Jeg bliver desværre afhængig af de tilskud jeg vil få som bopælsforælder. Men her i studieopstartsdagene har det været DET ENESTE jeg har fået tilbudt - jeg kunne ikke andet end at sige ja og så virkelig satse på at få bopælsret.
Svenskefanden har jo sagt blankt nej til at lade mig flytte Jontes adresse. Det kunne slet ikke komme på tale. Så jeg siddder fast her indtil vi har fået det midlertidige møde. Jeg flytter inden steder hen.
Han er gået fra at ønske en 7-7 ordning og "skide på" familiestyrelsens anbefalinger for småbørn, til nu at gå efter en 5-9 ordning i hans eget favør.
Han siger at NU har han skiftet mening og det er fordi han har været inde og læse om det (men at jeg sagde det igen og igen, viste ham siderne hvor det står osv. trængte ikke ind..?). 
Han siger at han oprigtigt tror at han kan give Jonte en bedre hverdag end jeg kan. Og det på trods af at de længste perioder i 16 mdr at de to har været alene er 2 x 3 dage indenfor de sidste 2 mdr. På trods af at han HVER DAG klager over søvnmangel, træthed og beder mig om hjælp med småting såsom at underholde J mens han laver mad...
Jeg har haft Jonte alene 1 uge hver måned siden han blev født, jeg havde den fulde barsel, har været til samtlige sundhedsplejerske-,læge-, vagtlæge- og speciallægebesøg hele J's liv, og har generelt styr på vaccinationer, medicinering, udvikling, samt jeg har gået til alting med ham (Marte Meo, rytmik og svømning).
I dag har SF et møde med nogen som han ikke vil fortælle hvem er. Han siger at han skal have oplysning om sagens gang, systemet, hans rettigheder og muligheder m.m. så jeg gætter på han er gået til en advokat. Han påstår dog MEGET HÅRDNAKKET at han hverken tager en advokat med i statsforvaltningen, eller har tænkt sig at sige noget som sætter mig i et dårligt lys. Han vil bare fremhæve hvem han selv er, og lægge vægt på at han en stabil hverdag, og kan forsørge Jonte uden hjælp.
Jeg stoler egentlig på ham, mht. at holde en ordentlig tone. Jeg har tænkt mig at sige ovenstående om hvorfor jeg skal have J, men ikke nævne at SF f.eks. for et par dage siden lod Jonte løbe rundt inde i stuen med en dåseåbner som legetøj (Da jeg spurgte ham hvad (fanden) han tænkte på sagde han helt roligt "Slap af!!! Den var jo ikke skarp" 
).
På den trælse side har J kunnet mærke at hans far har haft det skidt i en periode nu her, og det har reageret i en reel omgang far-syge. Han klamrer sig til SF når han er i rummet, og hyler bare han skal på WC. Det gør ondt langt ind i moderhjertet at se, for i sidste uge da SF var afsted og vi var alene var han simpelthen SÅ glad og harmonisk, grinede højt og fjollede og kunne drøne rundt og lege i timevis, men nu ser det jo ud som om Farmand er den eneste der duer. Falder han og slår sig og jeg samler ham op, rækker han ud efter far. Når han leger løber han konstant hen til døren ind til Fars kontor og står og venter på at SF skal åbne. Det gør rigtig ondt indeni at det ser ud som om det kun er far der duer, når det i virkeligheden mere handler om at farmand har været meget væk...
Nå, piger - hvad med jer? Hvordan går det? Noget nyt?
Kram
Rosa
PS. Beklager på forhånd at jeg nok ikke svarer alle enkeltvis - jeg måtte skrive dette af 3 omgange da jeg ikke har det store overskud for tiden 
