Tjohh, tjahh, nu er jeg jo en af de kvinder der har fået et barn med en mand der ikke er eller har været deltagende. Jeg synes det er rigtig svært, for før mente jeg selv det var en fælles beslutning. Men da jeg selv stod med testen i hånden og en mand der brændte mig af ved de 4 aftaler vi havde lavet hvor vi skulle finde ud af hvad vi skulle stille op, så var det bare ikke så let mere. Til sidst fik jeg den besked (over sms) at det måtte være min beslutning, så jeg valgte at beholde. Da manden så 3-4 uger senere fandt ud af at det også betød at han skulle betale børnepenge, jamen så ville han intet have med det at gøre. Men der var det sgu for sent, der havde jeg vænnet mig til tanken, og ikke længere til diskussion.
Det var en egoistisk beslutning jeg træf, det erkender jeg, men vil aldrig fortryde det. Jeg kunne ikke se andre muligheder end at følge mit hjerte, er ulykkelig over det gik ud over et andet menneske, men jeg ville ikke kunne leve med mig selv havde jeg truffet en anden beslutning...
Anmeld