I stand til at få et barn?

Ansemusen skriver:

Nej med realiteten er desværre, at de fleste som får en efterfødselsreaktion- eler depression har haft en depression tidligere eller andre psykiske lidelser. Det betyder SLET SLET ikke at man nødvendigvis FÅR en EFR, men risikoen er bare større end hvis man aldrig har haft en psykisk lidelse før. Men altså, som du skriver, så kan en ganske 'almindelig' ikke depressiv person også sagtens udvikle en EFR helt uden synlig grund!

Super god idé at din kæreste bliver hjemme i de første to måneder  Det havde vi desværre ikke mulighed for, og jeg var SÅ angst hver eneste dag, når han tog afsted i de første par måneder. Det var skrækkeligt! Jeg var simpelthen så bange for ikke at slå til og for at være alene med min angst og mine negative tanker. Bange for om jeg mon kunne komme til at ggøre ham ondt, hvis han nu græd længe osv. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke, og det hjalp utroligt meget at snakke med min SP om det! Kan varmt anbefale at få nogle ekstra besøg, hvis man er en type som ofte bliver usikker på sig selv i nye uvante situationer. Min SP var simpelthen guld værd, og hver gang hun havde været her, havde jeg en kortere periode med bedre humør, mindre angst og færre negative tanker og mindre dårlig samvittighed! For hvis hun sagde, at jeg gjorde det godt nok (hun roste mig simpelthen til skyerne), så måtte der jo være noget om det - hun hjalp mig SÅ meget!!!

Og min dejlige kæreste selvfølgelig - faren til vores dreng  Han har deltaget på lige fod og også stået op om natten osv., selvom han skulle op på arbejde! SÅ støtte på hjemmefronten betyder også bare rigtig meget

Held og lykke med graviditetten, håber at kunne følge lidt med mht. fødsel og babys start i livet

Ja, kan godt være at tendensen for fødselsdepression er større hvis man har været depressiv før, men synes bare ikke at der er nogen grund til at male fanden på væggen før man står i det. Dermed ikke sagt at man ikke må eller kan prøve at forebygge det - synes bare det er synd, hvis man allerede før man er gravid tænker at det hele måske ender i depression.

Det kommer selvfølgelig også an på i hvor svær en grad man har haft depressionen og hvad man selv føler. Det vigtigste er hvordan man selv har det og hvis man ved hvornår alarmklokkerne ringer så tror jeg ikke at det kan gå helt galt. Ofte får folk depressioner fordi man "overser" alle advarselslamperne og ikke får bearbejdet eller sat tempoet ned - giver kroppen og psyken ro.

Jeg ville personligt ikke vælge at få barn, hvis jeg stod midt i min depression og var langt nede. Det ville jeg ikke føle jeg havde haft overskud til, derfor passer det super godt nu, hvor jeg er ude af det og har masse af energi og positivitet i mit liv.

Og ja støtten fra ens partner tror jeg også betyder rigtig meget. Er i hvert fald glad for at have en at dele det hele med

Dejligt at læse, at du/i har klaret det så fint - og synes det er super at man beder om den ekstra hjælp, hvis man føler der er brug for det

/Fenja

Fenja09 skriver:

Ja, kan godt være at tendensen for fødselsdepression er større hvis man har været depressiv før, men synes bare ikke at der er nogen grund til at male fanden på væggen før man står i det. Dermed ikke sagt at man ikke må eller kan prøve at forebygge det - synes bare det er synd, hvis man allerede før man er gravid tænker at det hele måske ender i depression.

Det kommer selvfølgelig også an på i hvor svær en grad man har haft depressionen og hvad man selv føler. Det vigtigste er hvordan man selv har det og hvis man ved hvornår alarmklokkerne ringer så tror jeg ikke at det kan gå helt galt. Ofte får folk depressioner fordi man "overser" alle advarselslamperne og ikke får bearbejdet eller sat tempoet ned - giver kroppen og psyken ro.

Jeg ville personligt ikke vælge at få barn, hvis jeg stod midt i min depression og var langt nede. Det ville jeg ikke føle jeg havde haft overskud til, derfor passer det super godt nu, hvor jeg er ude af det og har masse af energi og positivitet i mit liv.

Og ja støtten fra ens partner tror jeg også betyder rigtig meget. Er i hvert fald glad for at have en at dele det hele med

Dejligt at læse, at du/i har klaret det så fint - og synes det er super at man beder om den ekstra hjælp, hvis man føler der er brug for det

/Fenja

 

Min mening har bestemt heller ikke været at male fanden på væggen! Jeg synes bare selv, at det var slemt at blive skuffet over hele oplevelsen af at blive Mor. Så derfor vil jeg bare dele mine tanker og oplevelser med trådstarter og eventuelt andre interesserede, fordi det ofte hjælper at være forberedt og ikke forvente en dans på roser! Tænker at det også muligvis i nogle tilfælde kan forebygge en eventuel EFR

Jeg havde det selv super godt i min graviditet og havde ikke taget antidepressiv længe - det var nogle år siden jeg fik konstateret mind epression, og jeg var så vidt jeg ved rask. Jeg følte mig i hvert fald glad og forventningsfuld.
Men når man får et barn er der bare ikke overskud eller tid til at hvile og tage sig af sig selv eller lytte til alle alarmklokkerne. Så det er derfor jeg foreslår forebyggende samtaleterapi, for at få løst eventuelle problematiker, som kan sætte en kæp i hjulet for ens lykke, når man bliver Mor (eller far) - hver 3.-4. kvinde får en eller anden form for efterfødselsreaktion - nogle i mild grad, andre en decideret depression. Det samme gælder for hver 8. mand.

Summa Sumarun - jeg er ikke ude på at skræmme hverken dig eller trådstarter, tværtimod! Jeg vil bare ikke ønske for min værste fjende at opleve det jeg var igennem, så derfor opfordrer jeg til, at man tager ansvar for sit liv og sig selv inden man får et barn, så man er endnu bedre rustet. HVIS altså der er noget man føler kunne være en hæmsko

Du lyder som om du har det godt og er glad - det er super dejligt at høre - hvor langt er du egentlig henne?

Ansemusen skriver:

Min mening har bestemt heller ikke været at male fanden på væggen! Jeg synes bare selv, at det var slemt at blive skuffet over hele oplevelsen af at blive Mor. Så derfor vil jeg bare dele mine tanker og oplevelser med trådstarter og eventuelt andre interesserede, fordi det ofte hjælper at være forberedt og ikke forvente en dans på roser! Tænker at det også muligvis i nogle tilfælde kan forebygge en eventuel EFR

Jeg havde det selv super godt i min graviditet og havde ikke taget antidepressiv længe - det var nogle år siden jeg fik konstateret mind epression, og jeg var så vidt jeg ved rask. Jeg følte mig i hvert fald glad og forventningsfuld.
Men når man får et barn er der bare ikke overskud eller tid til at hvile og tage sig af sig selv eller lytte til alle alarmklokkerne. Så det er derfor jeg foreslår forebyggende samtaleterapi, for at få løst eventuelle problematiker, som kan sætte en kæp i hjulet for ens lykke, når man bliver Mor (eller far) - hver 3.-4. kvinde får en eller anden form for efterfødselsreaktion - nogle i mild grad, andre en decideret depression. Det samme gælder for hver 8. mand.

Summa Sumarun - jeg er ikke ude på at skræmme hverken dig eller trådstarter, tværtimod! Jeg vil bare ikke ønske for min værste fjende at opleve det jeg var igennem, så derfor opfordrer jeg til, at man tager ansvar for sit liv og sig selv inden man får et barn, så man er endnu bedre rustet. HVIS altså der er noget man føler kunne være en hæmsko

Du lyder som om du har det godt og er glad - det er super dejligt at høre - hvor langt er du egentlig henne?

Jeg tror vi er enige langt henad vejen  

Det er bedre at forebygge end at helbrede og synes bestemt også at man skal tage sine forbehold når man har været syg, men man behøver ikke at tro at man vil få det skidt psykisk fordi man skal være forælder og tidligere har lidt af en depression. Synes det er vigtigt at man sætter fokus på alt hvad der er positivt, men samtidigt har i mente at man er eller har været "skrøbelig" og måske får brug for ekstra hjælp.

Jeg kan selvfølgelig ikke sætte mig ind i hvordan det er at blive mor, da jeg endnu ikke har født, men ved godt at der bliver mindre tid til en selv og at overskuddet ofte bliver mindre når man har en lille at tage ansvar for. Men tror også at mange som har lidt af depression finder ud af hvor meget livet er værd og hvor meget positivt der findes når man får sådan en lille guldklump - lige pludselig skal man ikke kun leve for sig selv, men også for sit barn. Bare det kan være med til, at man har eller får en nemmere tilgang til det. Eller det er min personlige mening.

Alle der har haft en depression har oplevet det forsk. og af forsk. årsager, derfor vil man også se vidt forsk. på det hele. Synes det er godt at der er lidt fokus på det engang imellem, så man kan få fjernet tabuet ved det. Det er ingen skam at have en depression eller at have haft, men det er en skam hvis man ikke beder om den hjælp man har brug for  

Så er helt enig i, at føler man at der er brug for samtaleterapi, ekstra sundhedsplejerske besøg ect så skal man sørge for at få det, så man får den bedste oplevelse. Og du skræmmer mig nu ikke - ser ikke det du skriver på den måde

Jeg er i 36. uge, så har ikke lang tid til termin

Fenja09 skriver:

Jeg tror vi er enige langt henad vejen  

Det er bedre at forebygge end at helbrede og synes bestemt også at man skal tage sine forbehold når man har været syg, men man behøver ikke at tro at man vil få det skidt psykisk fordi man skal være forælder og tidligere har lidt af en depression. Synes det er vigtigt at man sætter fokus på alt hvad der er positivt, men samtidigt har i mente at man er eller har været "skrøbelig" og måske får brug for ekstra hjælp.

Jeg kan selvfølgelig ikke sætte mig ind i hvordan det er at blive mor, da jeg endnu ikke har født, men ved godt at der bliver mindre tid til en selv og at overskuddet ofte bliver mindre når man har en lille at tage ansvar for. Men tror også at mange som har lidt af depression finder ud af hvor meget livet er værd og hvor meget positivt der findes når man får sådan en lille guldklump - lige pludselig skal man ikke kun leve for sig selv, men også for sit barn. Bare det kan være med til, at man har eller får en nemmere tilgang til det. Eller det er min personlige mening.

Alle der har haft en depression har oplevet det forsk. og af forsk. årsager, derfor vil man også se vidt forsk. på det hele. Synes det er godt at der er lidt fokus på det engang imellem, så man kan få fjernet tabuet ved det. Det er ingen skam at have en depression eller at have haft, men det er en skam hvis man ikke beder om den hjælp man har brug for  

Så er helt enig i, at føler man at der er brug for samtaleterapi, ekstra sundhedsplejerske besøg ect så skal man sørge for at få det, så man får den bedste oplevelse. Og du skræmmer mig nu ikke - ser ikke det du skriver på den måde

Jeg er i 36. uge, så har ikke lang tid til termin

 

 

Jeg tænkte skam meget positivt og regnede bestemt ikke med at jeg ville løbe ind i en EFR! Slet ikke - jeg tænkte at jeg ville være lykkelig, når barnet kom. At trædhed osv. ville være ligemeget, når bare jeg kiggede på mit ønskebarn. Men sådan blev det bare ikke. Jeg var helt klar over, at der var en risiko for en EFR, og klar over, at det ikke blev en dans på roser og at man ikke nødvendigvis elsker barnet lige fra starten af. Men jeg håbede alligevel på det bedste og troede at det ville blive det lykkeligste i mit liv. Så det var rigtig hårdt at erfare, at det ikke blev som jeg havde håber og drømt om.

Min veninde, som har fulgt mig tæt og hørt om det meste af hvad jeg har gennemgået, skruede HELT ned for forventningerne, og hun følte en kæmpe kærlighed til sin lille pige, lige da hun fik hende op på maven efter fødslen

Jeg tror det handler meget om at acceptere, at man ikke SKAL føle på en bestemt måde. Det er jo ikke noget man selv bestemmer, og uanset hvad kommer kærligheden før eller siden! Jeg havde moderfølelserne og beskyttertrang lige med det samme. Og jeg vidste at jeg elskede ham, da han var 4 uger gammel. Og så voksede kærligheden bare mere og mere. Nu er det næsten ikke til at holde ud - jeg er ved at sprænges af kærlighed til mit barn

Ansemusen skriver:

Jeg tænkte skam meget positivt og regnede bestemt ikke med at jeg ville løbe ind i en EFR! Slet ikke - jeg tænkte at jeg ville være lykkelig, når barnet kom. At trædhed osv. ville være ligemeget, når bare jeg kiggede på mit ønskebarn. Men sådan blev det bare ikke. Jeg var helt klar over, at der var en risiko for en EFR, og klar over, at det ikke blev en dans på roser og at man ikke nødvendigvis elsker barnet lige fra starten af. Men jeg håbede alligevel på det bedste og troede at det ville blive det lykkeligste i mit liv. Så det var rigtig hårdt at erfare, at det ikke blev som jeg havde håber og drømt om.

Min veninde, som har fulgt mig tæt og hørt om det meste af hvad jeg har gennemgået, skruede HELT ned for forventningerne, og hun følte en kæmpe kærlighed til sin lille pige, lige da hun fik hende op på maven efter fødslen

Jeg tror det handler meget om at acceptere, at man ikke SKAL føle på en bestemt måde. Det er jo ikke noget man selv bestemmer, og uanset hvad kommer kærligheden før eller siden! Jeg havde moderfølelserne og beskyttertrang lige med det samme. Og jeg vidste at jeg elskede ham, da han var 4 uger gammel. Og så voksede kærligheden bare mere og mere. Nu er det næsten ikke til at holde ud - jeg er ved at sprænges af kærlighed til mit barn

Jeg tror også at man kan skrue forventningerne alt for højt op - og så bliver man jo nemmere skuffet, trist eller ked hvis alt ikke forløber som man regnede med. Tror bestemt heller ikke at det er få barn udelukkende er en dans på roser - alle roser har torne  

Dejligt at du har det godt nu oven på så svær en tid som du har været igennem

Fenja09 skriver:

Jeg tror også at man kan skrue forventningerne alt for højt op - og så bliver man jo nemmere skuffet, trist eller ked hvis alt ikke forløber som man regnede med. Tror bestemt heller ikke at det er få barn udelukkende er en dans på roser - alle roser har torne  

Dejligt at du har det godt nu oven på så svær en tid som du har været igennem

 

Sjovt du skriver det - den før omtalte veninde lavede faktisk et digt engang som lød som følger: Livet ER en dans på roser, det er så utroligt smukt, men det gør forbandet ondt at træde på tornene

 

Hvor er det dejligt at høre, at du har klaret det så flot, trods al den modstand du har mødt! Jeg håber virkelig at du får et flexjob, og at du kan klare det. Kan godt forstå at du ikke vil give op nu.

Jeg bliver rigtig opmuntret ved at høre, at det ikke er umulig at klare at have en familie, selvom man har en depression. Og tak for at du ikke synes der sker noget ved at gå i gang med PB!

Og ja, de bekymrende tanker kommer man nok aldrig af med 

Tak..Ja jeg håber mit næste skrit er arbejdesprøve også flexjob.

Men ja modsat det har der var også er det kun en lille del jeg skrev til dig.Jeg er vokse op med forskelige fadder ny mand,ny bolig så ny mand  igen også skifte det meget og 5 børne/5 piger med tre mænd fik min mor.SÅ tit druk,vold.stoffe.politi og stod som mor til tvilling søsken i en meget ung aldre da jeg var næste 7 år til vi blev tvangsfejrne da jeg var 9 år.min mor kunne finde på af være væk aften og natten. Tvillingerne kom på børnehjem og jeg et andet se nemlig 5 år I H i en plejefamilie med flere gange sex overgab af plejefar og vold fra deres sønner af osv. min mor fik ny mand og fik så en datter mere også en mere og dem tog jeg mig tit af når jeg var på weekend ferie osv.Så blev jeg 14 år i nov 1991.Jeg flytte  den 24 feb 1992 på skolehjem og 2 påske dag efter af have været syg i næsten 3 uger indlagt med 112 feber osv de troede det var blindtarmen men jeg var i 16-17 uge henne føde en død pige.opleve en del derefter men ingen ting forhånden til de 14 år af mit liv pyha og det meste var positiv ting på skolehjemme.Så flytte jeg da jeg var 17½ år på et nyt skolehjem derfter blev jeg 18 år og flytte kort hjem til min mor gik bare helt galt pga min mor og jeg ikke kunne samme jeg holde ikke min mund mere omkring det jeg have opleve og af hun stadig af og til drik og det ende med af jeg kontakte kommunen og komme på et nyt skolehjem også et andet  pga de lave et ny skolehjem i den kommune jeg hørte under så bleve jeg  over flytte dertil.Men så første lørdag i juni mdr  1995 møde jeg den første stor kærlighed jeg var 18 år fyr hed poul og 1 juli flytte jeg hjem til ham men det holdt ikke jeg boede der i 7 mdr flytte hjem kort hos min mor så fik jeg mdr efter en egen lille 1 værelses i en ungdomsbolig med hjælp fra kommunen af også gravid og tabte poul og mit barne i uge 7-8  så fandt han samme med en der boede i min ungdomsbolig og jeg leve i byen med min veninde sanne hver weekend men så 1 juli 1997 flytte jeg i en bedre ungdombolig med eget bad.Hims osv.Den 27 juli 1997 møde jeg en fyr der hed kenneth og  jeg fik så sprial taget ud også finder vi ud af jeg er gravid derfter og er 10 uger henne men få mdr efter midste vi vores datter emma i uge 17 så  i 1998 flytte vi i vores egen bolig på 58 kvm en 2 værelse og igang med PB i juli 1999  stoppe på p-piller som jeg starte på i jan/feb 1998 have så en 1-2 sa fra juli 1999 til maj 2000 og 17 juli 2000 fandt vi ud af jeg var 6+3 henne med før var jeg ikke gravid tros jeg gik 52 dage ovetrtid da den endelig kom.Men vi fik så Benjamin den 24 jan 2001 13 dage før terminsdattoen.Den 1 juli 2001 flytte vi så i en 3 værelse samme sted som vi boede i Herfølge/Holmebækhuse.Prøve så en del gange fra han var 1 år til vi den 12 juli 2004 gik fra hinanden af få en baby nummer 3 men midste 3 gang gik til gynækolog fra maj 2002 til der juli 2004 uden held.Jeg flytte så i egen bolig 1 aug 2004 og møde poul igen eller igen vi sås i starten af kenneth og mit forhold men kenneth ja han kunne ikke lide af vi sås med ham så det ende ud med kun sms af og til og vi fandt så sammen igen og vi midste så da jeg var 7 uger henne den 19 feb 2005 så hjerte blik den 14 feb den væreste sa jeg nogle siden har haft og indlagt i et døgn.Når 1 nov 2005 flytte Benjamin og jeg til korsør hans far boede derned og poul der + lidt af mine familie fra min fars side så 1 dec 2005 var jeg gravid igen med poul og vi fik Så Victoria den 13 aug 2006 2 dage over terminsdattoen.poul slå jeg så op med den 12 jan 2007 pga han var små voldlig og han aldrig var hos mig og victoria men væk i sit job nok også derfor tro jeg af jeg gik ned med flaget mere og mere under graviditen og derefter og blev så syg.Mår men jeg var så single fra 12 jan 2007 til 26 juli 2007 hvor jeg møde steen og 1 okt 2007 flytte han ind til mig og 1 nov flytte vi i vores hus i dalmose hvor vi nu bor og har det godt tros op og ned tur.Men det korte og det lang er ja jeg har opleve mega meget igellem mine år og de første af min 18 år har jeg boede 29 steder og fra jeg var 18 til nu som 34 år 11 steder..Smiler...Jeg har også den dag i dag og haft det siden den gang med min datter en støtte kontakt person på mig ikke børn som nogle har men det hedder en hjemme hos os(person fra familie afd) det har vi ikke..Men have det kort da victoria lige var bleve født.Ikke så rart igen men vejen gik jo bare frem og frem ad og en dag gad hun ikke komme her mere hihi.

Steen fri den 24 dec 2007 og tog til tenrife den 31 marts 2009 til 7 april 2009 også fandt jeg skam ud af jeg var gravid og tobias er lave på første nat på vores første og enste pt kæreste tur til udlande og vi have kun prøve fra mit det røde slutte juleaften så kun 4 mdr hvis man tæller dec med men alle mine tænder eller de sidste blev trukke ud den 8 dec og det var første der tandlægen osv sagde nu må i gå igang med baby også fik jeg jo lige det rød som jeg gerne og helst skulle have.Ja også gravid og han kom jo så til verden den 23 dec 2009 2 dage over terminsfattoen  han er bare et mega guldbarn er de alle 4

Jeg siger sådan her elsker alle mine børne lige meget og fordi.Tobias pga han er den mindste.Victoria fordi hun er mors enste lille pige.Benjamin fordi han er den første føde.Og Alexander fordi han er min bonus søn..

Men nu blever vi her i Dalmose pt har vi aftalt selvom hus er alt for  lille nu indvendigt er det kun 132-135 kvm men grunden er tæt på ca 1100.SÅ vi ville gerne bygge ud med en gang og to værelser til de to stor.

Hvis jeg kan få et barn så kan du/andre også.Men vær sikker på du er hvor du ville være i dit liv og hvis du / i ønsker det så meget så lad ikke nået stå i vejen for den lykke det er af få et barn.Det man oplever her i live af modgang har jeg lært gør kun en stærkker....Men stadig gør op med dig om det er nu i skal igang med PB eller om 1-2-3 år..Ja og man hved jo aldrig hvad der sker når man er gravid under efter osv kan ingen vide selv indgang de kloge..

God ting er er tag et stykke A4 papir og skrive for og i mod for af få en BABY NU.

Håber du kan bruge lidt af mit liv til nået.

Det bleve langttttttttttttt

Henriette

Ansemusen skriver:

Sjovt du skriver det - den før omtalte veninde lavede faktisk et digt engang som lød som følger: Livet ER en dans på roser, det er så utroligt smukt, men det gør forbandet ondt at træde på tornene

 helt korrekt!

Henriette1976 skriver:

Tak..Ja jeg håber mit næste skrit er arbejdesprøve også flexjob.

Men ja modsat det har der var også er det kun en lille del jeg skrev til dig.Jeg er vokse op med forskelige fadder ny mand,ny bolig så ny mand  igen også skifte det meget og 5 børne/5 piger med tre mænd fik min mor.SÅ tit druk,vold.stoffe.politi og stod som mor til tvilling søsken i en meget ung aldre da jeg var næste 7 år til vi blev tvangsfejrne da jeg var 9 år.min mor kunne finde på af være væk aften og natten. Tvillingerne kom på børnehjem og jeg et andet se nemlig 5 år I H i en plejefamilie med flere gange sex overgab af plejefar og vold fra deres sønner af osv. min mor fik ny mand og fik så en datter mere også en mere og dem tog jeg mig tit af når jeg var på weekend ferie osv.Så blev jeg 14 år i nov 1991.Jeg flytte  den 24 feb 1992 på skolehjem og 2 påske dag efter af have været syg i næsten 3 uger indlagt med 112 feber osv de troede det var blindtarmen men jeg var i 16-17 uge henne føde en død pige.opleve en del derefter men ingen ting forhånden til de 14 år af mit liv pyha og det meste var positiv ting på skolehjemme.Så flytte jeg da jeg var 17½ år på et nyt skolehjem derfter blev jeg 18 år og flytte kort hjem til min mor gik bare helt galt pga min mor og jeg ikke kunne samme jeg holde ikke min mund mere omkring det jeg have opleve og af hun stadig af og til drik og det ende med af jeg kontakte kommunen og komme på et nyt skolehjem også et andet  pga de lave et ny skolehjem i den kommune jeg hørte under så bleve jeg  over flytte dertil.Men så første lørdag i juni mdr  1995 møde jeg den første stor kærlighed jeg var 18 år fyr hed poul og 1 juli flytte jeg hjem til ham men det holdt ikke jeg boede der i 7 mdr flytte hjem kort hos min mor så fik jeg mdr efter en egen lille 1 værelses i en ungdomsbolig med hjælp fra kommunen af også gravid og tabte poul og mit barne i uge 7-8  så fandt han samme med en der boede i min ungdomsbolig og jeg leve i byen med min veninde sanne hver weekend men så 1 juli 1997 flytte jeg i en bedre ungdombolig med eget bad.Hims osv.Den 27 juli 1997 møde jeg en fyr der hed kenneth og  jeg fik så sprial taget ud også finder vi ud af jeg er gravid derfter og er 10 uger henne men få mdr efter midste vi vores datter emma i uge 17 så  i 1998 flytte vi i vores egen bolig på 58 kvm en 2 værelse og igang med PB i juli 1999  stoppe på p-piller som jeg starte på i jan/feb 1998 have så en 1-2 sa fra juli 1999 til maj 2000 og 17 juli 2000 fandt vi ud af jeg var 6+3 henne med før var jeg ikke gravid tros jeg gik 52 dage ovetrtid da den endelig kom.Men vi fik så Benjamin den 24 jan 2001 13 dage før terminsdattoen.Den 1 juli 2001 flytte vi så i en 3 værelse samme sted som vi boede i Herfølge/Holmebækhuse.Prøve så en del gange fra han var 1 år til vi den 12 juli 2004 gik fra hinanden af få en baby nummer 3 men midste 3 gang gik til gynækolog fra maj 2002 til der juli 2004 uden held.Jeg flytte så i egen bolig 1 aug 2004 og møde poul igen eller igen vi sås i starten af kenneth og mit forhold men kenneth ja han kunne ikke lide af vi sås med ham så det ende ud med kun sms af og til og vi fandt så sammen igen og vi midste så da jeg var 7 uger henne den 19 feb 2005 så hjerte blik den 14 feb den væreste sa jeg nogle siden har haft og indlagt i et døgn.Når 1 nov 2005 flytte Benjamin og jeg til korsør hans far boede derned og poul der + lidt af mine familie fra min fars side så 1 dec 2005 var jeg gravid igen med poul og vi fik Så Victoria den 13 aug 2006 2 dage over terminsdattoen.poul slå jeg så op med den 12 jan 2007 pga han var små voldlig og han aldrig var hos mig og victoria men væk i sit job nok også derfor tro jeg af jeg gik ned med flaget mere og mere under graviditen og derefter og blev så syg.Mår men jeg var så single fra 12 jan 2007 til 26 juli 2007 hvor jeg møde steen og 1 okt 2007 flytte han ind til mig og 1 nov flytte vi i vores hus i dalmose hvor vi nu bor og har det godt tros op og ned tur.Men det korte og det lang er ja jeg har opleve mega meget igellem mine år og de første af min 18 år har jeg boede 29 steder og fra jeg var 18 til nu som 34 år 11 steder..Smiler...Jeg har også den dag i dag og haft det siden den gang med min datter en støtte kontakt person på mig ikke børn som nogle har men det hedder en hjemme hos os(person fra familie afd) det har vi ikke..Men have det kort da victoria lige var bleve født.Ikke så rart igen men vejen gik jo bare frem og frem ad og en dag gad hun ikke komme her mere hihi.

Steen fri den 24 dec 2007 og tog til tenrife den 31 marts 2009 til 7 april 2009 også fandt jeg skam ud af jeg var gravid og tobias er lave på første nat på vores første og enste pt kæreste tur til udlande og vi have kun prøve fra mit det røde slutte juleaften så kun 4 mdr hvis man tæller dec med men alle mine tænder eller de sidste blev trukke ud den 8 dec og det var første der tandlægen osv sagde nu må i gå igang med baby også fik jeg jo lige det rød som jeg gerne og helst skulle have.Ja også gravid og han kom jo så til verden den 23 dec 2009 2 dage over terminsfattoen  han er bare et mega guldbarn er de alle 4

Jeg siger sådan her elsker alle mine børne lige meget og fordi.Tobias pga han er den mindste.Victoria fordi hun er mors enste lille pige.Benjamin fordi han er den første føde.Og Alexander fordi han er min bonus søn..

Men nu blever vi her i Dalmose pt har vi aftalt selvom hus er alt for  lille nu indvendigt er det kun 132-135 kvm men grunden er tæt på ca 1100.SÅ vi ville gerne bygge ud med en gang og to værelser til de to stor.

Hvis jeg kan få et barn så kan du/andre også.Men vær sikker på du er hvor du ville være i dit liv og hvis du / i ønsker det så meget så lad ikke nået stå i vejen for den lykke det er af få et barn.Det man oplever her i live af modgang har jeg lært gør kun en stærkker....Men stadig gør op med dig om det er nu i skal igang med PB eller om 1-2-3 år..Ja og man hved jo aldrig hvad der sker når man er gravid under efter osv kan ingen vide selv indgang de kloge..

God ting er er tag et stykke A4 papir og skrive for og i mod for af få en BABY NU.

Håber du kan bruge lidt af mit liv til nået.

Det bleve langttttttttttttt

Henriette

Hej Henriette.

Jeg blev helt trist af at læse dit indlæg! Hvor er det nogle forfærdelige ting du har været igennem! Samtidig er jeg virkelig imponeret over at du er nået så langt! Det er bare så super flot at du har kæmpet dig op! 

Jeg er selv vokset op i en tryg familie, med skønne søskende og forældre der stadig er gift.

Jeg synes det er utroligt, at selvom man har haft en god barndom, så er det ikke en garanti for, at man får det nemt som voksen. Det har jeg i hvert fald oplevet. Og så er der jo nogle som dig, som trods mange problemer kommer godt ud på den anden side.

Heldigvis kan kærligheden til sine børn ikke måles på, om man har haft en god eller dårlig barndom!  

I forhold til at få et barn snart, så passer det rigtig godt ind i vores planer. Både økonomisk og jobmæssigt/studiemæssigt. Samtidig har jeg en rigtig støttende mand og familie, som helt sikkert vil være der for mig, hvis jeg får det skidt under eller efter graviditeten.

Tusind tak for de søde og opmuntrende ord! Jeg håber virkelig for dig, at dit liv vil fortsætte i den rigtige retning! 

Knus fra den lidt mere rolige