I stand til at få et barn?

Jeg har i ca. 4 år haft en depression. De sidst 1½ år har jeg fået det bedre og bedre og jeg har endda været i gennem det første år af min uddannelse. Jeg har det faktisk rigtig godt 

Desværre får jeg stadig nedture engang i mellem, hvor jeg kan blive ked af det og græder meget, eller også bliver jeg sur og hidsig. Nedturene kommer for det meste kun når jeg er træt og stresset, og det varierere meget, alt efter om jeg er inde i en god eller dårlig periode. Nedturenes længde kan være alt fra 5 min til flere timer (og en sjælden gang et par dage). 

Disse nedturer bekymrer mig. Min mand og jeg har nemlig snakket om at begynde på PB til Januar. Men jeg er lidt bange for, at jeg ikke kan klare det, eller rettere sagt, at jeg vil få flere nedture pga. trærhed og manglende energi, og det dermed vil påvirke mit barn.

Samtidig ved jeg, at jeg elsker børn, især små babyer!!! Dette kan jo betyde, at min glæde over at have fået et barn, dæmper nedturerne  Min mand er en super god støtte for mig, og jeg har også mine forældre (de bor 4 km. væk) og en søster tæt på, der helt klart vil hjælpe os!

Inderst inde føler jeg, at jeg er klar til at få et barn. Men nervøsiteten vil alligevel ikke slippe mig.

Jeg kunne derfor godt tænke mig at høre, om der er andre, der har været i lign. situation, og hvad I gjorde? 

Knus fra den tvivlsomme 

Kan selvfølgelig ikke svare dig på om du/i skal vente med PB, men kan  fortælle, at mange ændre sig rigtig meget når de bliver gravide - ikke kun fysisk, men også psykisk. Jeg var på anti-depressiva da jeg fandt ud af at jeg var gravid, stoppede dog med det samme efter de gyldne streger. Derudover var jeg i gang med udtrapning, så det var ikke så svært for mig.

Mange vil opleve at få en fornyet energi og en større glæde over livet  og graviditet er en af de perioder hvor kvinden har en mindre risiko for at udvikle eller forblive i en "psykisk sygdom". Dette skyldes højest sandsynligt de forandringer der sker i kroppen, kønshormorner og stofskifte - det har en beroligende effekt på kroppen og psyken.

Når det er sagt så skal man selvfølgelig være OBS på at man kan få en mere kompliceret graviditet, hvis man er "skrøbelig", men der er mange gode tilbud at få, f.eks ekstra besøg af sundhedsplejerske, JM kan skrive i papirerne at der skal være mere fokus på en når man har født osv. Så fordi man har en depression eller har været deprimeret er det ikke lig med, at man ikke skal få børn. Mange klare det fint, nogen med mere hjælp end andre.

Synes det vigtigste er, at man ikke maler fanden på væggen, førend han er der. Så længe man kender sine advarselslamper og ved hvornår man har brug for hjælp og kan bede om den, ser jeg det ikke som et problem. Dog er det alt afhængig af depressionens sværhedsgrad.

Har du talt med din læge om det? Det var måske en mulighed.

/Fenja

 

Jeg har i ca. 4 år haft en depression. De sidst 1½ år har jeg fået det bedre og bedre og jeg har endda været i gennem det første år af min uddannelse. Jeg har det faktisk rigtig godt 

Desværre får jeg stadig nedture engang i mellem, hvor jeg kan blive ked af det og græder meget, eller også bliver jeg sur og hidsig. Nedturene kommer for det meste kun når jeg er træt og stresset, og det varierere meget, alt efter om jeg er inde i en god eller dårlig periode. Nedturenes længde kan være alt fra 5 min til flere timer (og en sjælden gang et par dage). 

Disse nedturer bekymrer mig. Min mand og jeg har nemlig snakket om at begynde på PB til Januar. Men jeg er lidt bange for, at jeg ikke kan klare det, eller rettere sagt, at jeg vil få flere nedture pga. trærhed og manglende energi, og det dermed vil påvirke mit barn.

Samtidig ved jeg, at jeg elsker børn, især små babyer!!! Dette kan jo betyde, at min glæde over at have fået et barn, dæmper nedturerne  Min mand er en super god støtte for mig, og jeg har også mine forældre (de bor 4 km. væk) og en søster tæt på, der helt klart vil hjælpe os!

Inderst inde føler jeg, at jeg er klar til at få et barn. Men nervøsiteten vil alligevel ikke slippe mig.

Jeg kunne derfor godt tænke mig at høre, om der er andre, der har været i lign. situation, og hvad I gjorde? 

Knus fra den tvivlsomme 

Ja jeg har.

Jeg kan fortælle dig den angst tanke slipper du aldrig af med om du vil det eller ej for endelig tænker alle kvinder en del før uden og efter i det af være mor.Hvad nu hvis og hvad nu hvis......

Jeg har kæmpe meget med de sidste to gange jeg var gravid 2 gang var den væreste både gravidtien og efter og jeg kæmpe mig op og op fandt lykken i steen kom mere og mere op blev gravid med steen og gravidten gik bedre ind 2 gang men dårliger ind  1 gang og efter jeg fik ham ja så var jeg igen indlagt 4 gange i alt samlangt ca 1-1½ mdr.Med mit barn nummer to/min datter var jeg ind og ud 6 gang fra hun var kun 2mdr gammel  til hun var 9 mdr 6 gang tog de mig alvoligt og blev indlagt i 6 uger men var hjemme i weekenden og fik besøg af mine to børn.Var det ikke for min datters dejlig farmor have kommune fejrne hende tro jeg.Men med mit barn nummer tre kom det slet ikke så langt ud som med min datter/barn nummer 2 har siden marts i år har jeg fået lyrica 50 mg morgen og aften og combar 45 mg til natte som jeg syntes er guldværd.Har hjulpe vildt meget på mig. Jeg har det bare så godt og meget sjælden ked,dumme tanker.drømme,dumme syn og vildt ned i kuldkældren osv..

Var til møde på kommune i går de ville give mig pension men jeg sagde pænt nej ikke i nu jeg ville gerne på en arbejdesprøveningen og flexjob før jeg smider håndklæde i ringen og siger jeg er så syg jeg skal have pension.

Tilbage til dig hvis I ønske så meget et barn og tro på du NEJ I kan klar det og har støtten for alle omkring jer så kan jeg ikke se hvorfor i ikke bare går igang.

Du ville altid som mor tænke om du kan klar det er en god mor være urolig om barne er  syg og når barne er født kommer glæder men også tankerne om man er en god mor,stgdom,natteroderi måske.

for mig er mit liv mine børn have jeg ikke dem så tro jeg ikke jeg leve i dag dit er mit liv...

Knus fra Henriette

Fenja09 skriver:

Kan selvfølgelig ikke svare dig på om du/i skal vente med PB, men kan  fortælle, at mange ændre sig rigtig meget når de bliver gravide - ikke kun fysisk, men også psykisk. Jeg var på anti-depressiva da jeg fandt ud af at jeg var gravid, stoppede dog med det samme efter de gyldne streger. Derudover var jeg i gang med udtrapning, så det var ikke så svært for mig.

Mange vil opleve at få en fornyet energi og en større glæde over livet  og graviditet er en af de perioder hvor kvinden har en mindre risiko for at udvikle eller forblive i en "psykisk sygdom". Dette skyldes højest sandsynligt de forandringer der sker i kroppen, kønshormorner og stofskifte - det har en beroligende effekt på kroppen og psyken.

Når det er sagt så skal man selvfølgelig være OBS på at man kan få en mere kompliceret graviditet, hvis man er "skrøbelig", men der er mange gode tilbud at få, f.eks ekstra besøg af sundhedsplejerske, JM kan skrive i papirerne at der skal være mere fokus på en når man har født osv. Så fordi man har en depression eller har været deprimeret er det ikke lig med, at man ikke skal få børn. Mange klare det fint, nogen med mere hjælp end andre.

Synes det vigtigste er, at man ikke maler fanden på væggen, førend han er der. Så længe man kender sine advarselslamper og ved hvornår man har brug for hjælp og kan bede om den, ser jeg det ikke som et problem. Dog er det alt afhængig af depressionens sværhedsgrad.

Har du talt med din læge om det? Det var måske en mulighed.

/Fenja

Lige min ord også.

Tillykke med babyen.

Henriette

 

Ja jeg har.

Jeg kan fortælle dig den angst tanke slipper du aldrig af med om du vil det eller ej for endelig tænker alle kvinder en del før uden og efter i det af være mor.Hvad nu hvis og hvad nu hvis......

Jeg har kæmpe meget med de sidste to gange jeg var gravid 2 gang var den væreste både gravidtien og efter og jeg kæmpe mig op og op fandt lykken i steen kom mere og mere op blev gravid med steen og gravidten gik bedre ind 2 gang men dårliger ind  1 gang og efter jeg fik ham ja så var jeg igen indlagt 4 gange i alt samlangt ca 1-1½ mdr.Med mit barn nummer to/min datter var jeg ind og ud 6 gang fra hun var kun 2mdr gammel  til hun var 9 mdr 6 gang tog de mig alvoligt og blev indlagt i 6 uger men var hjemme i weekenden og fik besøg af mine to børn.Var det ikke for min datters dejlig farmor have kommune fejrne hende tro jeg.Men med mit barn nummer tre kom det slet ikke så langt ud som med min datter/barn nummer 2 har siden marts i år har jeg fået lyrica 50 mg morgen og aften og combar 45 mg til natte som jeg syntes er guldværd.Har hjulpe vildt meget på mig. Jeg har det bare så godt og meget sjælden ked,dumme tanker.drømme,dumme syn og vildt ned i kuldkældren osv..

Var til møde på kommune i går de ville give mig pension men jeg sagde pænt nej ikke i nu jeg ville gerne på en arbejdesprøveningen og flexjob før jeg smider håndklæde i ringen og siger jeg er så syg jeg skal have pension.

Tilbage til dig hvis I ønske så meget et barn og tro på du NEJ I kan klar det og har støtten for alle omkring jer så kan jeg ikke se hvorfor i ikke bare går igang.

Du ville altid som mor tænke om du kan klar det er en god mor være urolig om barne er  syg og når barne er født kommer glæder men også tankerne om man er en god mor,stgdom,natteroderi måske.

for mig er mit liv mine børn have jeg ikke dem så tro jeg ikke jeg leve i dag dit er mit liv...

Knus fra Henriette

p,s

skulle ikke stå dit er mit liv=de er mit liv mine børn..

Elsker dem højer ind live selv.

Mit +++++ Jeg ville aldrig tillade mig selv af gå så slemt ned igen af jeg ville indlægges igen eller prøve af tag mit eget liv.Med barn nummer tre/Tobias var tankerne der det samme med victoria dog meget være med hende+ prøve det også 11 maj 2007 men blev rede.Med Tobias var tanken der bare og så underlig og uhyggelig ting i hovede og i drømmen.

Men nu forstå jeg det slet ikke når jeg ser på mit liv min børn og steen af jeg kunne blev og være så syg eller komme lidt derned igen.

Men pyt live går vider og mine drømme er nu  af komme i arbejdeprøveningen og flexjob f og bygge vores hus ud til de to stor dreng(min bonus søn + min stor søn)kan få deres eget værelse i den ene ende af huse.

Alt mulig held og lykke til dig.

Tænk positiv har jeg lært og lad være med af tænke for meget over hvis og hvis.Tag en dag af gangen ikke andet for.

Smil til verden så smiler den til dig.

Henriette

Hej

Hvor gammel er du?

Er din uddannelse hård eller klarer du den rimelig nemt?

:::

Fordi: Vi snakkede også om baby, da jeg læste, og havde depressioner. Vi valgte at vente. Vi var bange for, at jeg aldrig fik den uddannelse. Og der var slet ikke noget galt i at vente. Tværtimod. Jeg har ikke haft depressioner siden og er blevet et meget mere afbalanceret menneske efter at være kommet ud på "den anden side" med job og ansvar, selvværd og selvtillid.

Så hvorfor ikke vente nogle år og se om du får det bedre?

Held og lykke hvad enten I vælger

mvh. Moms

Anonym skriver:

Jeg har i ca. 4 år haft en depression. De sidst 1½ år har jeg fået det bedre og bedre og jeg har endda været i gennem det første år af min uddannelse. Jeg har det faktisk rigtig godt 

Desværre får jeg stadig nedture engang i mellem, hvor jeg kan blive ked af det og græder meget, eller også bliver jeg sur og hidsig. Nedturene kommer for det meste kun når jeg er træt og stresset, og det varierere meget, alt efter om jeg er inde i en god eller dårlig periode. Nedturenes længde kan være alt fra 5 min til flere timer (og en sjælden gang et par dage). 

Disse nedturer bekymrer mig. Min mand og jeg har nemlig snakket om at begynde på PB til Januar. Men jeg er lidt bange for, at jeg ikke kan klare det, eller rettere sagt, at jeg vil få flere nedture pga. trærhed og manglende energi, og det dermed vil påvirke mit barn.

Samtidig ved jeg, at jeg elsker børn, især små babyer!!! Dette kan jo betyde, at min glæde over at have fået et barn, dæmper nedturerne  Min mand er en super god støtte for mig, og jeg har også mine forældre (de bor 4 km. væk) og en søster tæt på, der helt klart vil hjælpe os!

Inderst inde føler jeg, at jeg er klar til at få et barn. Men nervøsiteten vil alligevel ikke slippe mig.

Jeg kunne derfor godt tænke mig at høre, om der er andre, der har været i lign. situation, og hvad I gjorde? 

Knus fra den tvivlsomme 

Jeg havde en svær depression da jeg blev gravid, og jeg vil skyde på at jeg nu er rask .. Jeg er blevet meget gladere og faktisk lykkelig .. 
Det kan åbenbart lade sig gøre, selvom alle omkring mig frygtede det modsatte .  

Fenja09 skriver:

Kan selvfølgelig ikke svare dig på om du/i skal vente med PB, men kan  fortælle, at mange ændre sig rigtig meget når de bliver gravide - ikke kun fysisk, men også psykisk. Jeg var på anti-depressiva da jeg fandt ud af at jeg var gravid, stoppede dog med det samme efter de gyldne streger. Derudover var jeg i gang med udtrapning, så det var ikke så svært for mig.

Mange vil opleve at få en fornyet energi og en større glæde over livet  og graviditet er en af de perioder hvor kvinden har en mindre risiko for at udvikle eller forblive i en "psykisk sygdom". Dette skyldes højest sandsynligt de forandringer der sker i kroppen, kønshormorner og stofskifte - det har en beroligende effekt på kroppen og psyken.

Når det er sagt så skal man selvfølgelig være OBS på at man kan få en mere kompliceret graviditet, hvis man er "skrøbelig", men der er mange gode tilbud at få, f.eks ekstra besøg af sundhedsplejerske, JM kan skrive i papirerne at der skal være mere fokus på en når man har født osv. Så fordi man har en depression eller har været deprimeret er det ikke lig med, at man ikke skal få børn. Mange klare det fint, nogen med mere hjælp end andre.

Synes det vigtigste er, at man ikke maler fanden på væggen, førend han er der. Så længe man kender sine advarselslamper og ved hvornår man har brug for hjælp og kan bede om den, ser jeg det ikke som et problem. Dog er det alt afhængig af depressionens sværhedsgrad.

Har du talt med din læge om det? Det var måske en mulighed.

/Fenja

Hvor er det godt at høre, at graviditeten har en beroligende effekt på psyken! Det gør mig lidt mindre bekymret.

Jeg har ikke været på medicin i snart 2 år. Jeg har kun taget D-vitamin, folsyre (ikke pga. planlagt graviditet) og perikum. Dette har givet mig mere energi... uden bivirkninger  Så heldigvis har jeg ikke noget medicin jeg skal forholde mig til.

Jeg vil tage imod det gode råd, om at bede om flere besøg af SP. Det tror jeg vil være rigtig godt for mig. 

Jeg har altid været åben omkring min depression, så jeg  vil ikke have svært ved at bede familie eller venner om hjælp, hvis der er noget jeg ikke kan klare. Det er et af +érne ved tanken om at blive gravid nu.

Min psykiater har sagt, at han synes, jeg er i stand til at få et barn nu. Men han lægger dog heller ikke skjul på, at det nok bliver ret hårdt.

Henriette1976 skriver:

 

Ja jeg har.

Jeg kan fortælle dig den angst tanke slipper du aldrig af med om du vil det eller ej for endelig tænker alle kvinder en del før uden og efter i det af være mor.Hvad nu hvis og hvad nu hvis......

Jeg har kæmpe meget med de sidste to gange jeg var gravid 2 gang var den væreste både gravidtien og efter og jeg kæmpe mig op og op fandt lykken i steen kom mere og mere op blev gravid med steen og gravidten gik bedre ind 2 gang men dårliger ind  1 gang og efter jeg fik ham ja så var jeg igen indlagt 4 gange i alt samlangt ca 1-1½ mdr.Med mit barn nummer to/min datter var jeg ind og ud 6 gang fra hun var kun 2mdr gammel  til hun var 9 mdr 6 gang tog de mig alvoligt og blev indlagt i 6 uger men var hjemme i weekenden og fik besøg af mine to børn.Var det ikke for min datters dejlig farmor have kommune fejrne hende tro jeg.Men med mit barn nummer tre kom det slet ikke så langt ud som med min datter/barn nummer 2 har siden marts i år har jeg fået lyrica 50 mg morgen og aften og combar 45 mg til natte som jeg syntes er guldværd.Har hjulpe vildt meget på mig. Jeg har det bare så godt og meget sjælden ked,dumme tanker.drømme,dumme syn og vildt ned i kuldkældren osv..

Var til møde på kommune i går de ville give mig pension men jeg sagde pænt nej ikke i nu jeg ville gerne på en arbejdesprøveningen og flexjob før jeg smider håndklæde i ringen og siger jeg er så syg jeg skal have pension.

Tilbage til dig hvis I ønske så meget et barn og tro på du NEJ I kan klar det og har støtten for alle omkring jer så kan jeg ikke se hvorfor i ikke bare går igang.

Du ville altid som mor tænke om du kan klar det er en god mor være urolig om barne er  syg og når barne er født kommer glæder men også tankerne om man er en god mor,stgdom,natteroderi måske.

for mig er mit liv mine børn have jeg ikke dem så tro jeg ikke jeg leve i dag dit er mit liv...

Knus fra Henriette

Hvor er det dejligt at høre, at du har klaret det så flot, trods al den modstand du har mødt! Jeg håber virkelig at du får et flexjob, og at du kan klare det. Kan godt forstå at du ikke vil give op nu.

Jeg bliver rigtig opmuntret ved at høre, at det ikke er umulig at klare at have en familie, selvom man har en depression. Og tak for at du ikke synes der sker noget ved at gå i gang med PB!

Og ja, de bekymrende tanker kommer man nok aldrig af med 

Moms skriver:

Hej

Hvor gammel er du?

Er din uddannelse hård eller klarer du den rimelig nemt?

:::

Fordi: Vi snakkede også om baby, da jeg læste, og havde depressioner. Vi valgte at vente. Vi var bange for, at jeg aldrig fik den uddannelse. Og der var slet ikke noget galt i at vente. Tværtimod. Jeg har ikke haft depressioner siden og er blevet et meget mere afbalanceret menneske efter at være kommet ud på "den anden side" med job og ansvar, selvværd og selvtillid.

Så hvorfor ikke vente nogle år og se om du får det bedre?

Held og lykke hvad enten I vælger

mvh. Moms

Jeg er 25 og min mand er 30. Jeg har stadig 2½ år tilbage af min uddannelse, og ja, selvfølgelig kan jeg godt se ideen i at vente til jeg er færdig. Men jeg er simpelthen SÅ skruk 

Jeg klarer min uddannelse rigtig godt. Jeg har kun haft nogle få sygedage, og jeg fik endda 10 til eksamen. 

Jeg tænker på at tage et helt års barsel, så jeg kun skal koncentrere mig om barnet og ikke tænke på, at jeg snart skal i skole igen. Samtidig kan jeg godt lide tanken om, at jeg ved hvad jeg skal tilbage til (også selvom det er en ny klasse). Jeg kender skolen og lærerne. Efter uddannelsen vil jeg skulle starte i helt nyt job, og det vil nok gøre mig lidt nervøs.

Det næste ½ års tid, vil vi se hvordan jeg har det, og så udfra om jeg har det godt eller skidt, vil vi beslutte om vi er klar til at få et barn.