Snakker I godt med barnets far, selvom I ikke er sammen?

Hvordan er stemningen mellem dig og din partner efter bruddet, når I skal ses?

Jeg synes det er meget op og ned her, men jeg klarer den da. Nok mest small talk, bare på en høflig måde, og så falder snakken jo på vores barn.

Hvordan er stemningen hos Jer?

Vi snakker vildt godt sammen, og vi tilbringer også tid med hinanden selvom det måske ikke har noget med Malina at gøre, vi har fx. været i byen sammen et par gange

Mine børns far og jeg er de bedste venner og taler i telefon hver dag

Min søns biofar og jeg taler virkelig godt sammen, de der 2-3 gange om året vi ser ham 

I starten var det lidt anspændt, uden at vi var uvenner men da jeg havde taget beslutningen om at beholde barnet uden ham, var det lidt underligt a se hinanden igen. (Han så Hjalte første gang da han var 1 uge gammel og der havde vi ikke set hinanden i 7 måneder)

Nu taler vi som en vandfald når vi ses, ingen sure mine og ingen følelser i klemme

Min ældste søns far og jeg ragede meget uklar da jeg blev gravid, og vi genoptog først kontakten da vores søn var knap 4 år gammel.

På det tidspunkt var vi begge mere modne og helt andre steder i vores liv, og som tiden gik fik vi snakket de ting igennem som skulle snakkes om, og lagt låg på de ting som det var bedst at lade være med at grave i.

Vi endte med at blive meget gode venner, og på nogle områder var han en af de mennesker jeg var aller mest fortrolig med. ksempelvis var han den første der vidste besked da jeg blev kærester med min nuværende mand.

Jeg tror fortroligheden bundede i at vi jo på mange måder delte er særligt bånd i kraft af vores søn, som ingen andre kan sætte sig ind i. Vores uenigheder og frustrationer og den gensidige forståelse der sidenhen kom ud af det kan man jo ikke forklare andre mennesker.

Så tingene startede rigtigt skidt, men udviklede sig heldigvis positivt, og den dag i dag har jeg utroligt stor respekt for biofaderen.

Malunsesmutti skriver:

Vi snakker vildt godt sammen, og vi tilbringer også tid med hinanden selvom det måske ikke har noget med Malina at gøre, vi har fx. været i byen sammen et par gange

Hold da op Det lyder da som om, at I sagtens kan sammen - dejligt!

Thalia skriver:

Min ældste søns far og jeg ragede meget uklar da jeg blev gravid, og vi genoptog først kontakten da vores søn var knap 4 år gammel.

På det tidspunkt var vi begge mere modne og helt andre steder i vores liv, og som tiden gik fik vi snakket de ting igennem som skulle snakkes om, og lagt låg på de ting som det var bedst at lade være med at grave i.

Vi endte med at blive meget gode venner, og på nogle områder var han en af de mennesker jeg var aller mest fortrolig med. ksempelvis var han den første der vidste besked da jeg blev kærester med min nuværende mand.

Jeg tror fortroligheden bundede i at vi jo på mange måder delte er særligt bånd i kraft af vores søn, som ingen andre kan sætte sig ind i. Vores uenigheder og frustrationer og den gensidige forståelse der sidenhen kom ud af det kan man jo ikke forklare andre mennesker.

Så tingene startede rigtigt skidt, men udviklede sig heldigvis positivt, og den dag i dag har jeg utroligt stor respekt for biofaderen.

Håber jeg ender det sted, hvor du står i dag - det lyder helt perfekt i mine ører

Anonym skriver:

Håber jeg ender det sted, hvor du står i dag - det lyder helt perfekt i mine ører

Jeg tror faktisk de fleste kan nå dertil når først bitterheden holder op med at fylde.

Altså et eller andet sted ville det jo sige mere om mig end om ham hvis jeg blev ved med at insistere på at han var en røv. Jeg valgte jo selv at knalde med ham dengang.

Det betyder ikke at jeg har glemt alle de sårede følelser eller vreden over de gange han svigtede vores barn, men jeg har ingen problemer med at anerkende at både han og jeg begik fejl dengang og at vi er andre mennesker nu end vi var dengang.

Nu er vi så i den lidt særlige situation at vi mistede vores søn for snart 4 år siden, så det er meget lidt kontakt vi har i dag. Men sådan rent grundlæggende synes jeg at han har udviklet sig til at være en mægtig rar mand.

Lucas og Mathilde <3 skriver:

- mig og mine børns far snakker ikke sammen, vi siger hej og farvel og det er det.

Okay - jeg håber jeg kan sige mere for børnenes skyld, så de kan se, at vi også er 'gode ved hinanden', selvom der er en masse lort i bagagen. Inderst inde har jeg ikke lyst, men for min søns skyld kan jeg forhåbentlig være stærk

Thalia skriver:

Jeg tror faktisk de fleste kan nå dertil når først bitterheden holder op med at fylde.

Altså et eller andet sted ville det jo sige mere om mig end om ham hvis jeg blev ved med at insistere på at han var en røv. Jeg valgte jo selv at knalde med ham dengang.

Det betyder ikke at jeg har glemt alle de sårede følelser eller vreden over de gange han svigtede vores barn, men jeg har ingen problemer med at anerkende at både han og jeg begik fejl dengang og at vi er andre mennesker nu end vi var dengang.

Nu er vi så i den lidt særlige situation at vi mistede vores søn for snart 4 år siden, så det er meget lidt kontakt vi har i dag. Men sådan rent grundlæggende synes jeg at han har udviklet sig til at være en mægtig rar mand.

Ja, jeg kan helt sikkert også tilgive engang, men der går tid, det kan jeg nærke indeni.