Jeg er blevet enlig mor ...

piadas skriver:

Han har en kebabrestaurant-ting i Aalborg sammen med en af hans venner, og det er bare SLET ikke til at få kompentente medarbejdere, så desværre betyder jo, at de selv bliver nødt til at arbejde rigtig meget. De har haft så mange på prøve, som bare ikke dur til en skid!

Vi har snakket om, at han måske skal prøve at finde på noget andet, nu når jeg skal tilbage på arbejde, for jeg tror, det bliver rigtig svært at få det hele til at hænge sammen til den tid. Men nu må vi se... Så må han sætte hans ambitioner på standby i hvert fald så længe børnene er så små som de er og kræver mere end de gør om 10 år.

Øv med dårlige medarbejdere!!? Det troede jeg ellers ikke var et problem i de her tider? Hvordan har han det med evt. at lade vennen overtage noget mere - kan det lade sig gøre, eller skal han have noget helt andet at lave. Øv øv ... men ja, man må sluge nogle kameler når det er ungerne det drejer sig om

Mettemus skriver:

Øv med dårlige medarbejdere!!? Det troede jeg ellers ikke var et problem i de her tider? Hvordan har han det med evt. at lade vennen overtage noget mere - kan det lade sig gøre, eller skal han have noget helt andet at lave. Øv øv ... men ja, man må sluge nogle kameler når det er ungerne det drejer sig om

Åbenbart ikke lige i den branche!

Hans makker er også dansk gift, og de har også to små børn, så de døjer med det samme, som os - at de mangler tid, så det er slet ikke en mulighed, at han kunne tage mere over.

Naaaj, det er vist enten sælge og overtage et andet pizzaria/kebab-ting i nærheden eller finde på noget helt andet. Men jeg tør ikke rigtig tro noget som helst, før der kommer en seriøs køber! Det kunne være fint nok, hvis han kunne have det her i Farsø, for så kunne vi jo bare tager derned og spise engang imellem, og ungerne kunne rende over til ham efter skole, men det er vist bare drømmetænkning! Indtil videre i hvert fald...

... i hvert fald i hverdagenen.

Jens har fået arbejde - fedt! Men det er på Mors (Måååårs) - ikke fedt. Vi har ikke råd til at sige nej til gode penge, og vi bliver skøre i hovederne af at gå hjemme på fuld tid begge to. Det betyder desværre at han ikke er hjemme ved os til hverdag og at han skal arbejde hver 3. lørdag. Til gengæld har han ellers tre dages weekend, så det er kun er fra mandag kl. 5 til torsdag kl. 21 vi skal være alene, Laurits og så mig. Det er kun en overgang til han finder noget tættere på. De ved på hans arbejdsplads at han leder efter noget andet og han har kun en uges opsigelse, så det er sådan set så godt som det kan være - alt taget i betragtning. Vi har også snakket om at Laurits og jeg kan tage med hjem til Jens' forældre på nogle forlængede weekender de gange Jens skal arbejde lørdag fx. Men jeg er sgu lidt spændt på hvordan det kommer til at gå. Vi har aftalt at jeg skal sige til med det samme jeg ikke kan overskue livet som alenemor længere. Men det er sgu da svært! Enlig mor eller ingen penge? Shit man...
  Der ud over er jeg rigtig nervøs for hvordan Laurits kommer til at reagere. Vil han kunne huske Jens når han ser ham så sjældent? Vil han blive morsyg (på den dårlige måde)? Bliver han forvirret over at skulle tilbringe så lang tid hjemmefra? Gør jeg? Gider svigerforældrene overhovedet have os rendende hele tiden?

Hmmm ....

Ellers har vi været i sommerhus med mine forældre. Jens var med et par dage, men ellers var han på arbejde (på Mååårs). Det startede rigtig godt med at Laurits fik feber den første nat. Han virkede ok frisk, men vi tog ham alligevel til vagtlægen, da han trak vejret meget overfladisk og hostede - lægen ville gerne lige lytte på ham, for at udelukke lungebetændelse. Der var ingenting og vi kørte hjem igen. Næste morgen kørte Jens tilbage til Mååårs. Laurits' feber var faldet til 38 og han var friskere end frisk. Det gik imidlertid over i løbet af dagen, og sidst på eftermiddagen havde han 39,6, han blev slap, og skiftede imellem at skrige og døse hen. Aaaafsted til vagtlægen igen. Mellemørebetændelse ... FEDT! Min lillebror er ørebarn og jeg kan tydeligt huske hvordan han bare skreg og skreg og skreg. Jeg håber ikke det er noget vi kommer til at slås med alt for mange gange. Nå, men så fik vi en ordentlig omgang penicilin til lillefisen og så hjem igen. Næste dag var han i klar bedring og vi fik gang i det der penicilin som han første aften bare havde kastet op i kaskader igen. Det smager altså også siiiindssygt klamt - det ville jeg heller ikke kunne holde nede. I takt med at penicillinen virkede gik det så ud over hans stakkels lille mave som bare slet ikke kunne tåle al den medicin. Endnu en række anfald af voldsom gråd gjorde det virkelig svært at nyde en sommerhustur hvor vejret i øvrigt var svingende. Til sidst droppede jeg penicillinen, for han var feberfri og virkede faktisk som om han fik det dårligere af medicinen end af mellemørebetændelsen.
  Og så fik han og jeg i øvrigt trøske...

Nu er vi hjemme igen. Laurits er blevet rask, men morsyg og kan nu ikke finde ud af at sove i sin egen seng. Jeg ved jeg burde kæmpe en kamp, men det er bare så meget nemmere at lade ham ligge i min seng, når jeg nu alligevel ligger der alene...

Jeg har ikke læst hele tråden igennem må jeg indrømme,

Min mand har lige været 12 dage i USA (uden mig ). Vi skypede sammen... Frederik var helt vild med det. Der var ingen problemer med at genkende, da han kom hjem.

Jeg ved ikke om I kan skype sammen..?

Jeg nød faktisk at have lidt tid som græsenke. Så måske kan du se det som en gave. Det er jo egentlig også rart at savne hinanden en lille smule.

Knus

IAH skriver:

Jeg har ikke læst hele tråden igennem må jeg indrømme,

Min mand har lige været 12 dage i USA (uden mig ). Vi skypede sammen... Frederik var helt vild med det. Der var ingen problemer med at genkende, da han kom hjem.

Jeg ved ikke om I kan skype sammen..?

Jeg nød faktisk at have lidt tid som græsenke. Så måske kan du se det som en gave. Det er jo egentlig også rart at savne hinanden en lille smule.

Knus

Skype må også blive en del af løsningen her. Kunne Frederik godt kende sin far på computeren?

Det er heller ikke så meget selve det at være alene jeg er ked af. Det er mere den ubestemte tidshorisont jeg er nervøs for. Men nu har vi aftalt at vi giver det to måneder og så taler vi om det igen. Er der udsigt til andet arbejde eller skal vi flytte? Det skal ikke være for vores skyld, men for Laurits som jeg synes, skal have sin far i sin hverag. Jeg kan allerede mærke t han bliver morsyg VIRKELIG hurtigt, at det kun er mig der dur når han er træt eller ked. Og det synes jeger synd for både ham og Jens.

Dejligt at have din mand hjemme igen, for det er nemlig rart at savne hinanden. Måske ovenikøbet når det hele i lang tid har handlet om baby, bleer og manglende søvn?

Knus

Hej Mette

Tillykke med Jens' job. Det er altid godt med penge i kassen... og udgifterne bliver jo ikke mindre af, at man er blevet én mere i familien

Nu har Sofia og jeg jo lige været lidt over en måned i DK/ D og er lige kommet hjem til farmand i lørdags. En måned er rigtig lang tid ikke at se hinanden, og Sofia sad og kiggede meget på Jorge den første halve time og lyttede indtrængende til hans stemme. Og så var det lige som om alt var godt igen. Om søndagen så jeg nærmest ikke vores datter fordi hun var hos farmand hele tiden

Jorge og jeg skyper hver dag når jeg er afsted, og Sofia har også deltaget i samtalen når hun har været vågen. Første gang sad hun bare og sagde "uhhhh", "uhhh" og lod ikke rigtigt til at kunne forstå hvorfor far ikke lige gav en krammer når nu hun kunne se ham. Det samme scenarie har udspillet sig da hun så en forstørelse af et foto vi har fået taget af hele familien. Det var også som om der var en stor genkendelse, og hun ville meget gerne røre ved far og brødre på billedet.

Det er lidt hårdt at være "alenemor". I den måned jeg har været væk fra manden har jeg jo hele tiden været sammen med familie og venner, men det er bare ikke helt det samme som når man har sin bedre halvdel Så du skal nok overveje hvor længe du (og han) kan overleve den afstand der kommer når Jens arbejder på Måååårrsss Jeg vil påstå at lillemanden nok skal kunne klare det, hvis det bare er i en periode.

Jeg tror dog at de erfaringer vi 1. kvartalsmødre hver i sær har gjort os ikke nødvendigvis vil være gældende når vi kommer bare et par måneder længere hen, hvor bebserne nærmest skulle gå i symbiose med deres yndlingsperson Der tror jeg godt det kan være lidt hårdere at være alenemor end det er lige nu.

Når Sofia er hhv 8 og 10 måneder har jeg selvfølgelig to ture som rejseleder på hhv 13 og 19 dage (hvilken selvfølgelig er vildt fedt fordi der kommer penge i kassen, som vi SAGTENS kan bruge da vi har købt hus for 6 mdr siden) , og jeg er lidt spændt på hvordan det skal gå. Man tror jo selv nogle gange at man er uundværelig, men jeg håber da at det kommer til at gå alligevel. Jeg håber på at hun og min mand bare får et meget stærkere bånd og at hun ikke bliver sur over at jeg "forlader" hende. 

Tror vi alle på et eller andet tidspunkt kommer til at stå i den situation at man enten selv eller ens kæreste/mand er væk fra bebs/familie i kortere eller længere tid - og selvfølgelig er det hårdt, men man kan klare meget for at komme ens drømme (som jo næsten altid kræver penge) en lille smule nærmere

Glæder mig til at høre om hvordan det kommer til at gå.

KH Chris

PeruBaby skriver:

Hej Mette

Tillykke med Jens' job. Det er altid godt med penge i kassen... og udgifterne bliver jo ikke mindre af, at man er blevet én mere i familien

Nu har Sofia og jeg jo lige været lidt over en måned i DK/ D og er lige kommet hjem til farmand i lørdags. En måned er rigtig lang tid ikke at se hinanden, og Sofia sad og kiggede meget på Jorge den første halve time og lyttede indtrængende til hans stemme. Og så var det lige som om alt var godt igen. Om søndagen så jeg nærmest ikke vores datter fordi hun var hos farmand hele tiden

Jorge og jeg skyper hver dag når jeg er afsted, og Sofia har også deltaget i samtalen når hun har været vågen. Første gang sad hun bare og sagde "uhhhh", "uhhh" og lod ikke rigtigt til at kunne forstå hvorfor far ikke lige gav en krammer når nu hun kunne se ham. Det samme scenarie har udspillet sig da hun så en forstørelse af et foto vi har fået taget af hele familien. Det var også som om der var en stor genkendelse, og hun ville meget gerne røre ved far og brødre på billedet.

Det er lidt hårdt at være "alenemor". I den måned jeg har været væk fra manden har jeg jo hele tiden været sammen med familie og venner, men det er bare ikke helt det samme som når man har sin bedre halvdel Så du skal nok overveje hvor længe du (og han) kan overleve den afstand der kommer når Jens arbejder på Måååårrsss Jeg vil påstå at lillemanden nok skal kunne klare det, hvis det bare er i en periode.

Jeg tror dog at de erfaringer vi 1. kvartalsmødre hver i sær har gjort os ikke nødvendigvis vil være gældende når vi kommer bare et par måneder længere hen, hvor bebserne nærmest skulle gå i symbiose med deres yndlingsperson Der tror jeg godt det kan være lidt hårdere at være alenemor end det er lige nu.

Når Sofia er hhv 8 og 10 måneder har jeg selvfølgelig to ture som rejseleder på hhv 13 og 19 dage (hvilken selvfølgelig er vildt fedt fordi der kommer penge i kassen, som vi SAGTENS kan bruge da vi har købt hus for 6 mdr siden) , og jeg er lidt spændt på hvordan det skal gå. Man tror jo selv nogle gange at man er uundværelig, men jeg håber da at det kommer til at gå alligevel. Jeg håber på at hun og min mand bare får et meget stærkere bånd og at hun ikke bliver sur over at jeg "forlader" hende. 

Tror vi alle på et eller andet tidspunkt kommer til at stå i den situation at man enten selv eller ens kæreste/mand er væk fra bebs/familie i kortere eller længere tid - og selvfølgelig er det hårdt, men man kan klare meget for at komme ens drømme (som jo næsten altid kræver penge) en lille smule nærmere

Glæder mig til at høre om hvordan det kommer til at gå.

KH Chris

Hej Chris,

Tak for svar

Håber i har haft en dejlig tur til Danmark og har fået tanket godt op på familiekontoen i denne omgang.

Jeg tror heller ikke adskillelse er til at undgå, og som Iben også tidligere skrev, så er jeg sikker på at det er sundt at savne hinanden. Det, der i mit hovede, er det største problem er, at jeg ikke ved hvor længe det her kommer til at vare. 1 mdr? 2 mdr? 6 mdr? Derfor er jeg så småt begyndt at vænne mig til tanken om at flytte med. Jeg føler ikke, at jeg er færdig med Århus, men nu handler det her så ikke om mig, men om vores lille familie. Jeg er begyndt at lede efter en masse positive ting ved en evt. flytning, og de er slet ikke så svære at få øje på endda.

Vi har aftalt at snakke og tage en beslutning ang. flytning når der er gået to måneder. Til den tid har der været sidste ansøgningsfrist på et par jobopslag Jens har svaret på, og så kan det være at situationen er en hel anden.

For ja - der er SÅ mange ting vi gerne vil (fx skal vi giftes, Jens ved det bare ikke endnu) og det hele koster penge... suk! Hvorfor er der ikke nogen som bare deler gratis penge ud til højre og venstre?

Mette, jeg fik aldrig svaret på denne  Men hvordan går det med at være alene, og med Laurits' og fars forhold?

AnneBJ skriver:

Mette, jeg fik aldrig svaret på denne  Men hvordan går det med at være alene, og med Laurits' og fars forhold?

Hmmm ...

Ja hvordan har det egentligt været?

Jamen jeg synes det har været ok. Det er hårdt, men det går. Jeg er lige så stille ved at finde ind i mine egne rutiner med ham, og det fungerer. Han ligger mere selv og leger, end han ville have gjort, hvis vi havde været to til at tage ham, lige som han får lov til at ligge og være utilfreds (utilfreds, ikke ked) lidt længere end ellers. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er en dårlig ting. Han har sikkert godt af at ligge lidt selv. Han er fx begyndt at møve meget mere rundt nu hvor mor ikke med det samme stikker han en sut eller et stykke legetøj så snart der er optræk til sur smiley. Og så må jeg tage opvasken og oprydningen når han er gået i seng om aftenen i stedet. Det betyder mindre tid til mig selv, men sådan er det jo.

Men han er SVÆR at putte for tiden, og fordi jeg er træt og ved at der står en opvask og en bunke rod og venter på mig, er min tålmodighed med ham sidst på aftenen ikke ret stor. Jeg kan blive irriteret hvor jeg tidligere bare tog det i stiv arm. Jeg er mange gange sprunget over hvor gærdet er lavest og har ammet ham i søvn fordi jeg ikke orker kampen og derfor trækker det sikreste es i ærmet - madkasserne. Jeg ved godt at jeg på den måde gør os begge en bjørnetjeneste, og kampen bliver taget op i næste uge.

Vi har nemlig været rigtig meget på besøg siden Jens fik arbejde på Mors. Vi har overnattet hos mine forældre, hos Jens' og i sommerhus. Allesammen gange hvor han ikke har sovet i sin egen seng, men enten hos os, i barnevognskassen eller i en rejseseng. Laurits har taget det fint, men jeg er bange for at det vil forvirre ham hvis vi fortsætter, så når næste weekend med rund fødselsdag i nærmeste familie er overstået bliver vi hjemme i et godt stykke tid. Så kan vi prøve at rette op på de dårlige vaner vi har tillagt os i løbet af de sidste tre uger når rammerne bliver lidt mere faste. Gode råd til putteritualer modtages gerne!

Laurits savner Jens. Jeg kan ikke som sådan mærke det når Jens ikke er her, men når han kommer hjem bliver Laurits heeeelt vildt glad. Han hviner, griner og snakker. Det er tydeligst at mærke når vi er herhjemme og knapt så fremtrædende hvis vi er hos Jens' forældre. Men det er så dejligt at se at Laurits bliver så glad, og at han i hvert fald ikke har glemt ham. Vi har prøvet at Skype, men det fungerer ikke rigtigt. Laurits ville bare trykke ¨på tasterne og kiggede overhovedet ikke på skærmen.

Men han er blevet morsyg. Hvis han er træt, ked eller sulten er det kun mig der dur. Om det er pga. hverdagen eller om det handler om alderen ved jeg ikke, men det er i hvert fald tydeligt. Han vrider kroppen halvt af led hvis han sidder ved nogen han ikke gider og jeg er tæt på. Han har ellers aldrig været ked af mennesker han ikke kender (læs: Jens eller mig), men nu kan han godt få lidt af det. Det samme gælder hvis han ikke lige kan se mig. Jeg er dog ret opmærksom på ikke at komme og hive ham over til mig hvis han brokker sig på en anden arm. Han skulle jo nødig få lært at det er synd for ham at sidde hos andre.

Nå, det blev vist lidt langt... sorry

Mettemus skriver:

Hmmm ...

Ja hvordan har det egentligt været?

Jamen jeg synes det har været ok. Det er hårdt, men det går. Jeg er lige så stille ved at finde ind i mine egne rutiner med ham, og det fungerer. Han ligger mere selv og leger, end han ville have gjort, hvis vi havde været to til at tage ham, lige som han får lov til at ligge og være utilfreds (utilfreds, ikke ked) lidt længere end ellers. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er en dårlig ting. Han har sikkert godt af at ligge lidt selv. Han er fx begyndt at møve meget mere rundt nu hvor mor ikke med det samme stikker han en sut eller et stykke legetøj så snart der er optræk til sur smiley. Og så må jeg tage opvasken og oprydningen når han er gået i seng om aftenen i stedet. Det betyder mindre tid til mig selv, men sådan er det jo.

Men han er SVÆR at putte for tiden, og fordi jeg er træt og ved at der står en opvask og en bunke rod og venter på mig, er min tålmodighed med ham sidst på aftenen ikke ret stor. Jeg kan blive irriteret hvor jeg tidligere bare tog det i stiv arm. Jeg er mange gange sprunget over hvor gærdet er lavest og har ammet ham i søvn fordi jeg ikke orker kampen og derfor trækker det sikreste es i ærmet - madkasserne. Jeg ved godt at jeg på den måde gør os begge en bjørnetjeneste, og kampen bliver taget op i næste uge.

Vi har nemlig været rigtig meget på besøg siden Jens fik arbejde på Mors. Vi har overnattet hos mine forældre, hos Jens' og i sommerhus. Allesammen gange hvor han ikke har sovet i sin egen seng, men enten hos os, i barnevognskassen eller i en rejseseng. Laurits har taget det fint, men jeg er bange for at det vil forvirre ham hvis vi fortsætter, så når næste weekend med rund fødselsdag i nærmeste familie er overstået bliver vi hjemme i et godt stykke tid. Så kan vi prøve at rette op på de dårlige vaner vi har tillagt os i løbet af de sidste tre uger når rammerne bliver lidt mere faste. Gode råd til putteritualer modtages gerne!

Laurits savner Jens. Jeg kan ikke som sådan mærke det når Jens ikke er her, men når han kommer hjem bliver Laurits heeeelt vildt glad. Han hviner, griner og snakker. Det er tydeligst at mærke når vi er herhjemme og knapt så fremtrædende hvis vi er hos Jens' forældre. Men det er så dejligt at se at Laurits bliver så glad, og at han i hvert fald ikke har glemt ham. Vi har prøvet at Skype, men det fungerer ikke rigtigt. Laurits ville bare trykke ¨på tasterne og kiggede overhovedet ikke på skærmen.

Men han er blevet morsyg. Hvis han er træt, ked eller sulten er det kun mig der dur. Om det er pga. hverdagen eller om det handler om alderen ved jeg ikke, men det er i hvert fald tydeligt. Han vrider kroppen halvt af led hvis han sidder ved nogen han ikke gider og jeg er tæt på. Han har ellers aldrig været ked af mennesker han ikke kender (læs: Jens eller mig), men nu kan han godt få lidt af det. Det samme gælder hvis han ikke lige kan se mig. Jeg er dog ret opmærksom på ikke at komme og hive ham over til mig hvis han brokker sig på en anden arm. Han skulle jo nødig få lært at det er synd for ham at sidde hos andre.

Nå, det blev vist lidt langt... sorry

Puha - det lyder til at det går, men det lyder også hårdt! Jeg tror det er en kombination af alder og savn! (ihh så lyder det som om han lider helt vildt overlast - det mener jeg altså ikke at han gør!!)

Altså vi har jo ret tidligt måtte droppe at Felix skulle ammes i søvn - dels ville han ikke som spæd, dels ammede jeg jo kun i 10 uger. Men her får han en flaske og så går jeg som regel på badeværelset emd ham, selvom det er far der skal putte! (elsker nemlig den hyggestund.. ) På puslebordet får den max gas på alle tangenter, fra både mor og baby, og han får lov at ligge lidt med bar numse, leger med sin tandbørste, kigger ud af vinduet, vi synger, eller hvad vi nu lige har lyst til (=mor har lyst til).
Så får han ble og nattøj på, og HER bliver han HIDSIG!! Øj mand, det der tøj er squ da den grummeste opfindelse ever??!! Anyway, på kommer det! og vi går ind på værelset og trækker gardinet for "sammen"..
Så tænder jeg hans stjerne- og månelamper og lægger ham i sengen. Ingen dyne, sut eller nusseklud, han ligger bare og fedter rundt mens jeg synger godnatsang. Den udløser som oftest totalt kluklatter (om det er situationen der er hyggelig, eller morens sangstemme der er til grin lader jeg stå hen i det uvisse....) og jeg tænker at dét må være dejligt at opleve lige inden man skal sove! (den tanke holder ca. 3 minutter - læs lige om lidt hvorfor)

Så giver jeg sutten, nussekluden og putter dyne om ham, slukker stjerne- og månelampen (og siger "godnat til stjernerne, og godnat til månen (ligesom vi siger godnat til himlen når vi trækker gardinet for) og godnat til Felix". Så får han et godnatkys og jeg går. OG SÅ starter SIRENEN! FÅÅÅRK han skriger!! Når JEG putter ham.... Når Jørn putter, går der 3,5 minut så sover barnet... Vi putter på hver vores måde, og er enige om, at det er helt okay - for vi vil aldrig kunne gøre det helt ens alligevel! Men jeg har overvejet at sætte skjult kamera op, for noget må han jo gøre rigtigt som jeg ikke har fanget? Anyway, jeg går til og fra, nusser, giver sut, beroliger osv. og barnet falder i søvn uden at have grædt sig i søvn.

Laurits er stor nok til, at det bliver en kamp den første uge, men også stor nok til ret hurtigt at fatte hvad "fremgangsmåden" er. Du skal ville det - og lade opvask og rengøring flyde, så du har overskud til at være standhaftig!
I øvrigt så ja, jeg tror det er sundt de får lov at ligge lidt... Felix ytrer af og til nogle meget utilfredse lyde, men inden jeg når hen til ham ligger han og skraldgriner, og jeg tror måske utilfredsheden kan skyldes frustration over manglende samarbejde med legetøjet? At han afprøver sin stemme og ikek har styr på hvilke lyde der kommer hvornår - endnu? At han keder sig LIGE NU, men hurtigt finder på noget andet...?

Nåh, Mette, det blev squ også langt - hvis Pia finder sådan et begrænsningskursus er der nogen der kommer til at tjene ret godt på os...