Mettemus skriver:
Undskyld - det skal aldrig ske igen
Jamen, vi har aftalt at med det samme Jens finder et arbejde hvor han bliver fastansat og som han kan se sig selv i i længere tid, så flytter vi. Problemet med det her job (i Løvbjerg som slagter) er, at det er en nødløsning. Han er udlært slagter, men har læst videre, da han ikke vil arbejde som slagter. Det er bare desværre det eneste arbejde der lige er at få, så det har han så måtte tage. Så nu må vi se hvor længer det varer - to måneder eller to år? Det er ikke til at sige... Jo, så længe jeg bare barsler den, kan vi sagtens tage med hjem engang imellem. Det kommer vi helt sikkert også til, for bedsteforældrene vil gerne se Laurits noget mere.
Åh gud hvor jeg ikke håber på at alle mine børn bliver ørebørn 
Det er min største (almindelige) frygt næst efter kolik.
Men jeg er nu alligevel glad for at vi har fået ham Sød kommentar - lige til en konfirmationssang!
Hvordan arbejder Serder og hvordan kringler i den med tre børn?
Det lyder da som en fornuftig løsning, så må man jo bare leve med afstanden.
Jamen, det er også hårdt ind i mellem. Jeg er dog blevet rimelig god til at tage afslappet på det med rengøring.
Førhen var det mere eller mindre mig, der tog sig af næsten alt. Altså rengøring, slog græs, klippede hæk, malede værelser osv. hvis der var noget, der trængte. Nu er det jo ikke så nemt at komme ud længere pga. Ida, så vi har aftalt, at jeg står for det indenfor og Serdar skal ordne haven. Så er det bare ærgerligt, hvis græsset er langt og han først kan slå det i næste uge, fordi han først har fri da. Det fungerer nogenlunde, men jeg synes ALTID jeg halter bagud. Igen - det må man bare lære at leve med så længe børnene ikke er større.
Til daglig synes jeg ikke det er så hårdt, for jeg har jo været vant til at stå alene med meget af det også inden vi fik Ida, men når alle tre kræver min opmærksomhed på én gang, bliver der altså talt til 10 en gang imellem! Det er specielt om aftenen, når Ida måske er ved at være træt og de to store gerne vil spille et spil, tegne eller bare skal i bad (som de så ikke vil men moderen insisterer på). Da synes jeg det kan være hårdt, fordi hvis jeg er ved at amme/putte Ida, lader de bare være med at gå i bad, fordi de ved, at jeg ikke kan råbe (
) af dem så længe jeg er ved at få Ida til at sove. Så tager vi skænderiet bagefter, men ind i mellem kan det da være opslidende. Så plejer jeg at ringe til Serdar og skælde ham ud for ikke at være mere hjemme, og så kører det igen!
Oliver og Zilan er jo heldigvis så store, at de som regel hører efter, hvis jeg beder dem om noget, men nogle gange er det med hiv og sving, og så er det, det bliver hårdt.
Jeg har nok heller ikke været verdens bedste til at få dem til at hjælpe med de daglige pligter (det er jo nemmere bare at gøre det selv - så bliver det jo gjort, som man vil have det, ik'?
), men det er vi ved at forsøge at lave om på, for det vil jo selvfølgelig også aflaste mig, at jeg ikke skal gøre ALT. De er jo så store, at de sagtens kan tømme opvaskemaskinen osv.
Vi har lige haft en snak med dem om, at vi jo er en familie, skal hjælpe hinanden osv. Børn har jo desværre tit den holdning, at de ikke gør noget med mindre, der vanker en belønning. Det har vi forsøgt at forklare dem, at der ikke altid gør sig gældende, og at man sagtens kan hjælpe uden at få noget for det, så nu må vi se, hvordan det spænder an.
Men jeg frygter da den dag, jeg skal tilbage på arbejde, hvis Serdar stadig er nødt til at arbejde så meget, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan nå at følge med til tøjvask osv., men det må vi jo se, hvordan vi får til at fungere, når den tid kommer.
