Jeg kaster op med vilje

Muhmi skriver:

Ikke hvis man får en henvisning af lægen... Så får man tilskud.

Men tilskud er også kun en lille del og man kan ikke få tilskud hvis man fx skal gå der hver uge i et år - og i forhold til at centrene er gratis og bedre kvalificerede vil jeg til hver en tid anbefale centrene - men det kommer nok an på kvaliteten af centret og psykologen - og om psykolog og patient passer sammen 

Anonym skriver:

Jeg har borderline, så jeg skal nok igang med noget speciel behandling, hvis jeg snakker med lægen

Endnu mere grund til at gøre det ven... Er du selvdestruktiv eller vil du tabe dig?

Muhmi skriver:

Jamen hvad er der sket siden du er begyndt igen?

Nogle store forandringer du ikke kunne overskue?

Jeg tror bare det er mit had til min krop

Giraffen skriver:

Jeg ved hvertfald af erfaring at man kun kan få det bedre af at få hjælp

Og ofte er det sværest når man er syg uden at vedkende sig det for så kan man enten rende rundt hele livet med en halv spiseforstyrrelse - eller være nede i det sorte hul i et par år og derefte leve resten af sit liv med selvværd og en stærk indre kerne der gør at man godt kan spise kage med god samvittighed

ja det er korrekt...

men det er heller ik altid hjælp virker som den skal... men man ved det ik før man har prøvet

aya-zia skriver:

ja det er korrekt...

men det er heller ik altid hjælp virker som den skal... men man ved det ik før man har prøvet

nej det er jo det - og jeg synes først det hjalp ordentligt da jeg fik slået hul på nogle problemer hjemme, fx snakket med min mor osv. og da jeg fik en kæreste der var der i hverdagen der gik det stærkt, han fjernede min ensomhed og gav mig troen på at jeg var elsket betingelsesløst og det er vigtig når man har det sådan

Muhmi skriver:

Endnu mere grund til at gøre det ven... Er du selvdestruktiv eller vil du tabe dig?

Begge dele. Før i tiden skar jeg også. Men det har jeg ikke gjort i to år.

Giraffen skriver:

nej det er jo det - og jeg synes først det hjalp ordentligt da jeg fik slået hul på nogle problemer hjemme, fx snakket med min mor osv. og da jeg fik en kæreste der var der i hverdagen der gik det stærkt, han fjernede min ensomhed og gav mig troen på at jeg var elsket betingelsesløst og det er vigtig når man har det sådan

sådan var det også med mig.... jeg er klar over alt det... men jeg er nok en af dem som desværrer ik vil af med min spiseforstyrrelse...

det er det jeg kan kontrolere... det er det der er trykt... og ja det er forkert ved det

Anonym skriver:

Begge dele. Før i tiden skar jeg også. Men det har jeg ikke gjort i to år.

Og det skal du endelig ikke begynde på igen... Jeg ved hvor vanedannende det kan være ... Er der en grund til at du ikke vil tage til lægen?

aya-zia skriver:

sådan var det også med mig.... jeg er klar over alt det... men jeg er nok en af dem som desværrer ik vil af med min spiseforstyrrelse...

det er det jeg kan kontrolere... det er det der er trykt... og ja det er forkert ved det

Jeg tænkte også meget i starten "hvis jeg nu bare er syg til jeg vejer xx kg og så stopper jeg" - problemet var at jeg forband fx under 50 kg som lykke og over 50 kg som ulykke. Og sådan er virkeligheden bare ikke jo.

Så da jeg fandt ud af at lykken for mig ikke var et tal men de mennesker jeg har omkring mig og at folk elskede mig for den jeg var og ikke for hvilken størrelse tøj jeg brugte - altså ikke bare vidste det, men inderligt troede på det - så begyndte jeg at komme ud på den anden side.

Men der er også stor forskel på anoreksi og bulimi, for anoreksi er ligesom dem der bevarer kontrollen og får et adrenalin-kick ud af det - eller er angst for mad og dermed ikke har det godt - hvor bulimikeren ofte føler sig som en fiasko-anorektiker og har ofte en helt anden form for skam og selvhad.

Jeg kan ikke sige hvad der er rigtigst for dig, men jeg kan 100% skrive under på at jeg aldrig har været mere lykkelig og glad for mig selv og mit liv som efter jeg blev rask - selvom det er 5-7 kg siden

Giraffen skriver:

Jeg tænkte også meget i starten "hvis jeg nu bare er syg til jeg vejer xx kg og så stopper jeg" - problemet var at jeg forband fx under 50 kg som lykke og over 50 kg som ulykke. Og sådan er virkeligheden bare ikke jo.

Så da jeg fandt ud af at lykken for mig ikke var et tal men de mennesker jeg har omkring mig og at folk elskede mig for den jeg var og ikke for hvilken størrelse tøj jeg brugte - altså ikke bare vidste det, men inderligt troede på det - så begyndte jeg at komme ud på den anden side.

Men der er også stor forskel på anoreksi og bulimi, for anoreksi er ligesom dem der bevarer kontrollen og får et adrenalin-kick ud af det - eller er angst for mad og dermed ikke har det godt - hvor bulimikeren ofte føler sig som en fiasko-anorektiker og har ofte en helt anden form for skam og selvhad.

Jeg kan ikke sige hvad der er rigtigst for dig, men jeg kan 100% skrive under på at jeg aldrig har været mere lykkelig og glad for mig selv og mit liv som efter jeg blev rask - selvom det er 5-7 kg siden

nemlig der er meget stor forskel.... jeg har ik en bestemt vægt som gør mig glad...