Prøver lige igen.....
Et af de spørgsmål, som vi atter drøftede, var det tilbagevendende spørgsmål om børns søvn i dagplejen og børnehaven. Jeg havde et stort problem med et forældrepar, der insisterede på, at dagplejebarnet ikke måtte sove í dagplejen.
Jeg var fortvivlet, fordi barnet åbenlyst blev vind og skæv af ikke at få sin middagslur. Mit svar var, at jeg regelret måtte insistere på at barnet skulle have lov til at sove, hvis jeg skulle passe barnet. Alt andet ville være et overgreb mod barnet.
»Væk ham efter en time!« er en velkendt kommentar fra mange forældre, når de afleverer barnet i dagplejen eller vuggestuen. Pædagoger og dagplejere bliver med god ret lige fortvivlede. De ved jo, at børnene har brug for deres søvn midt på dagen. Det er hårdt arbejde at være af sted 8-10 timer hver dag. Forældrene derimod siger det, fordi de tror, at barnet så kan spare sammen på »søvnkontoen«, så det vil sove om aftnen.
Hvorfor sove?
Børn i vuggestuer og dagplejer har typisk brug for to timers middagslur. Plus minus.
Et barn har i løbet af et døgn generelt brug for 13-14 timers søvn, hvoraf nogle er i løbet af dagen. Ikke mindst set i lyset af, at også små børn generelt kommer senere i seng om aftenen nu end tidligere. Det gør blot middagsluren endnu mere vigtig og uundværlig.
Børnene har reelt brug for søvnens livgivende og udviklende hvile, men de har også brug for et helle. En fredelig pause.
Det er hårdt arbejde at være i dagpleje og vuggestue med mange indtryk, lyde, krav og til tider stress. Da er middagsluren en sand lise for barnet og medvirkende til, at barnet kan klare resten af dagen i godt humør, og få en god dag på »arbejdet«. For vi kan sagtens sammenligne vuggestue og dagpleje med et krævende arbejde. Barnet har dog ikke som os andre mulighed for at trække sig væk eller gå ind i personalestuen. Vækkes barnet efter en time, vil man opleve, at barnet resten af dagen er pirrelig, trist, grædende og konfliktsøgende. Så bliver eftermiddagen pludselig meget lang. Både for barnet og dets omgivelser.
Svært at få barnet til at sove
Hvad gør man så, når barnet ikke vil sove om aftenen? Svaret er simpelt, man lægger det tidligere i seng! Mange forældre tror fejlagtigt, at de ikke kan få barnet til at sove om aftenen, fordi det ikke er træt nok. Det er gerne omvendt. Nemlig at barnet er overtræt, og dermed umulig at få til at sove.
Børn skal generelt gå friske i seng og stå friske op. Det betyder, at barnet skal lægges, inden det græder sig i søvn, og inden det er helt hysterisk og rundtosset af træthed. Typisk en time før end mange småbørn bliver lagt.
At vi så som forældre kan have svært ved at nå det hele, er en helt anden snak. Udover at barnet typisk skal lægges tidligt, er det fortsat de gode soveråd, der gælder, nemlig at man gearer ned en time før barnet skal sove, at barnet ikke ser TV en time før sengetid, og man tager sig god tid til soveritualerne som et varmt bad, fredelig tandbørstning og ikke mindst en god historie.
S ove i børnehaven?
Man har generelt gennem mange år haft som tradition, at børnehavebørn ikke sover til middag. Går vi endnu flere år tilbage sov børnehavebørn faktisk til middag i de fleste børnehaver. Jeg selv inklusiv! Enkelte børnehaver tilbyder børnene fortsat at hvile sig eller få en middagslur. Set i lyset af, at børn generelt kommer senere i seng, men dog selvfølgelig ikke har fået mindre søvnbehov af den grund, vil mange børnehavebørn uden tvivl have glæde af en lille lur. Desværre begrænses det mange steder af plads - og personaleforholdene. Ved indretning af børnehaver kan man dog med stor fordel planlægge sove- og hvilemuligheder til børnene. Udviklingen går jo desværre hen mod, at børn kommer senere og senere i seng. Det gør blot behovet for at sove i børnehaven endnu større. En middagslur er til gavn for barnet, de andre børn, personalet og ikke mindst forældrene, som får et glad barn hjem og ikke en pjevset, træt hængemule ...



Majbritt