Jeg har nok aldrig været rigtig tyk, men selvom man ikke er det, kan man godt føle sig tyk og sidde fast i en masse dårlige vaner. Jeg går ikke ind for slankekure men at ændre dårlige vaner til gode vaner.
Motion og den rigtige mad er som bekendt vejen frem. Det VIGTIGSTE er, at det er en fornøjelse og ikke en sur pligt. Derfor skal man selvfølgelig vælge en motionsform, man kan lide, og ikke begynde at løbe bare fordi det er på mode.
Jeg selv holder mest af at lave øvelser hjemme på en yoga-måtte med lidt musik, fordi det er hurtigt og ikke kræver store forberedelser. Man kan så lave sine øvelser i så lang tid, man har tid og lyst til det den pågældende dag. Det er ok, at det kun er 5-10 minutter. Andre dage er det måske 30-45 minutter.
Her er så mit tip og bedste råd: Hav et stort kropsspejl derhjemme og se dig selv NØGEN i det HVER DAG! Dette kan godt være meget svært i begyndelsen og måske trække nogle tårer, men det er meget vigtigt, at man konfronterer sig selv. Dette vil (forhåbentlig) give motivation og det bedste er, at man hurtigere vil se resultaterne af sine anstrengelser. Glem i øvrigt badevægten og giv den i stedet til genbrug. Det er ligegyldigt, hvor meget man vejer. Det handler om at have det godt med sig selv.
Man skal også have det godt med det, man spiser. De fleste har en idé om, hvad der er sundt, og hvad der er usundt. Lad være med at tælle kalorier og brug i stedet din sunde fornuft. Vær forberedt og hav altid noget sundt og lækkert indenfor rækkevidde. Det kan være vindruer, jorbær, æbler (Pink Lady smager vildt godt), bananer, gulerødder, kirsebær, mango - ja, hvad som helst man kan lide, som ikke går under betegnelserne slik og kage. Dette kan man så spise så meget af, man har lyst til, så ofte som man vil.
På denne måde, vil du måske ikke tabe dig så hurtigt, som hvis du var på kur, men det er også vigtigere, at det er et blivende vægttab end et hurtigt vægttab. Og igen, det med vægten betyder altså ikke noget. Selvom du f.eks. kun taber dig 2 kilo, vil dit sind allerede være lysere, og du vil se på dig selv med andre øjne.
