Jamen OK. Men jeg kn ikke love at fatte mig i korthed 
Jeg keder mig lidt i disse dage. 
Der sker for lidt på baby og på FB (NS-siden undtaget, men der kan man jo ikke sidde og glo hele dagen). Svenskefanden har haft ferie, men da vi jo ikke kom afsted til Tenerife i mandags pga tredagesfeber så er dagene bare gået slag i slag med at sove, lege med Jonte og forsøge at finde på noget at lave som ikke kostede alverden. Vi har været ude at gå ture når vejret har været til det, og i svømmehallen 2 gange. Alligevel føler jeg at det har været nogle lange dage, med hårde nætter pga feberen de første 4-5 dage, og nu har vejret været så dårligt at vi har holdt os indendøre i weekenden... 
Vi går også og hakker lidt på hinanden herhjemme. SF mener at jeg søger for meget ud og inviterer for mange gæster og ikke gider at hygge med ham, og jeg synes ærligt talt at han er lidt kedelig og cranky i disse dage (selvfølgelig pga aflysningen af vores ferie, men det kan han ikke selv se) og lidt af en sortseer - vi var ude at spise og i biffen tirsdag og Jonte sov hos Mormor fredag så da kunne han have været med i byen, men valgte at blive hjemme og gå tidligt i seng (hvilket jeg overhovedet ikke tændte på - jeg trængte til lidt luft).
I morgen tager han så afsted til SE, hvor han skal arbejde til fredag, så jeg er atter alenemor, og jeg tror det bliver fint nok lige at få lov at savne hinanden lidt ovenpå en lidt trykket stemning de sidste par dage. 
Jonte er vidunderlig og sjov og er begyndt at gå - han er faktisk supersej til det og går nu 10-12 skridt uden hjælp før han kaster sig i armene på os/sækkestolen/katten/opvaskemaskinen. 
Han er den sejeste vandhund og helt ekstatisk når vi har været i svømmehallen - hopper ud fra den høje kant og ned i armene på os uden tøven og plasker gerne rundt alene i en badering mens vi følger tæt efter, klar til at gribe ind (man er vel mor og far!!!).
Og så er han begyndt at udvikle det VILDESTE temperament. Helt alvorligt - i forgårs blev jeg decideret bange for ham 
Jeg tog en kuglepen fra ham som han ikke måtte lege med ved bordet, og som reaktion derpå rejste han sig op i højstolen (ikke op på sædet, bare på fodstøtten), lænede sig ind over bordet mod mig, stirrede på mig og udstødte et SKRIG af raseri - han knyttede hænderne så knoerne blev hvide, hans øjne blev rødsprængte, kinderne skarlagensrøde og lyden var skinger og skrækindlagende!!!! Straks efter faldt han til ro og fik sin normale kulør igen, men seriøst, jeg var rystet!!! Hvad skete der lige der?!? 
Han har gentaget den opførsel en del gange siden, også når jeg har båret ham, hvor han har boret ansigtet hårdt ind i skulderen på mig og skreget sit raseri ud i et par frygtindgydende hvin Andre gange borer han ansigtet ned i sækkestolen eller sofaen og sparker med fødderne så han glider fremad mens han skriger. Som regel går det lynhurtigt over, men flere gange går det over i hjerteskærende gråd mens han rækker efter os eller det han ikke må få. 
Piger - hvad skal vi stille op??? Er det en fase?? Det er virkelig SÅ ATYPISK ham, han plejer KUN at reagere med gråd, altså hvis vi tager noget fra ham han ikke må lege med så bliver han ked af det - aldrig vred og slet ikke hysterisk rasende på denne måde...
Er det normalt? Og hvis det er, hvad skal man så gøre? Jeg VIL ikke begynde at skælde ud, det ligger mig meget fjernt. Og jeg er heller ikke stor fan af time-out-lignende metoder endnu, det tror jeg han er for lille til at forstå (men igen - hvis det virker...)
Nå - knus herfra!!! Nu har jeg vidst skrevet riiiiigeligt
Rosa
Først - Jeg elsker din måde at skrive på, din ærlighed og dine tanker
Og sikke nogle møg-hamrende kære billeder af lille Jonathan og katten
Og så til de dersens udbrud - der kan jeg berolige dig med, at vi alle har de mest dejlige, fantastiske, skønne, gode, søde, kære børn ......som LIGE PLUDSELIG kan gro horn, som vi aldrig før havde bemærket, at de havde 
Det med temperamentet - det vokser, og bliver større i takt med at de vokser, og opdager sig selv, og det de kan og ikke kan.
Det er et udtryk for afmagt og frustration, når de mærker deres begrænsninger.
Og jeg er heller ikke tilhænger af at skælde ud - hvad skulle det hjælpe?
De er jo ikke onde! Selvom de er sure og frustrerede og reagerer helt ekstremt. De ved bare endnu ikke andre/bedre måde, at komme til udtryk med det på. Så vi må berolige dem, trøste - Ikke skælde ud. Kunsten som mor er at kunne RUMME det, og forsøge at hjælpe sit barn gennem "krisen" (som heldigvis næsten altid kun varer ganske kort), ved at hjælpe dem med, at sætte ord på - Fx. "Mor kan godt se, at du bliver ved/ked-af-det/sur elelr hvad de nu bliver, fordi du så gerne ville tegne med kuglepennen........Hvad det nu end lige drejer sig om. Simpelthen sætte ord på, og beskrive hvad der skete, og hvorfor de bliver sure/kede af det.
Men man skal selvfølgelig ikke dramatisere det helt vildt, eller snaaaakke i ét væk! Det kan de heller ikke kapere! 
Håber mit ævl giver mening?
Ihvertfald er det noget der hører alderen til ....og det går ikke "væk" igen om lidt. Det er sådan han KAN reagere lige nu......indtil han får følelsen af, at han bliver forstået, så kan han måske bedre tackle en afvisning eller et "nej" ......det bliver bedre og bedre. Især når han SELV en dag bedre kan bruge ord til at udtrykke sig med.
Men alle børn får udflip engang imellem (nogle børn har større temperament end andre, som de har sværrere ved at tøjle!) ....ligesom alle os andre mennesker! Og det er helt normalt 
