Hva ville i gøre? (hund)

Vi fik en hund for snart 4 år siden, som bare har været alletiders for os.. INDEN vi fik børn... Hunden er en lille hund og vi har desværre ikke opdraget særlig godt på ham.. Han er en rigtig putte hund og sover i sengen med os og ligger i sofaen osv...

Men nu er problemet så kommet efter i fik vores datter for 2 ½ år siden (måske det har været der hele tiden men vi har jo ikke set det, da vi kun har haft ham at koncentrere os om) Vi har for 3 mdr siden fået en lille søn også..

Jeg har i lang tid gerne ville af med ham og den ene dag vil min mand også og den næste vil han ikke...

Problemerne er: Han gør som en i helvede af alting, han tar sutter, er begyndt at ta mad hvis det står på sofabordet, stikker af hvis han kan se sit snit til det og værst af alt; Han humper simoelthen alle børn der kommer her, også vores datter.. Vi ska være over ham hele tiden.. Hun kan ikke altid selv skubbe ham væk da han går bag ryggen på hende og lægger poterne omkring, det gør også ondt på hende da han jo kradser med sine klør..  Han er ikke kastereret og dyrelægen mener ikke det vil hjælpe når han er blevet så gammel..

Vi har desværre heller ikke så meget tid til ham mere og når vi endelig er sammen med ham føler vi at vi skælder ud hele tiden.. (syns det er så synd for ham og han fortjener bedre)

Vi har oplevet et par gange hvor han har taget en sut at vi ville prøve at tage den fra ham, hvor han så har knorret helt vildt og bidt ud efter mig og bidt min mand.. (tænk hvis det var ungerne)

Nu er sagen så den at min mor har fundet en der gerne ville tage ham.. Men min mand vil ikke af med ham.. (lige indtil næste gang han blir træls..)

Hva ska jeg/vi gøre..? Spør gerne hvis der er noget, det der er skrevet er bare skrevet hurtigt...

Håber i har læst med så langt..

Knus

Anonym skriver:

Vi fik en hund for snart 4 år siden, som bare har været alletiders for os.. INDEN vi fik børn... Hunden er en lille hund og vi har desværre ikke opdraget særlig godt på ham.. Han er en rigtig putte hund og sover i sengen med os og ligger i sofaen osv...

Men nu er problemet så kommet efter i fik vores datter for 2 ½ år siden (måske det har været der hele tiden men vi har jo ikke set det, da vi kun har haft ham at koncentrere os om) Vi har for 3 mdr siden fået en lille søn også..

Jeg har i lang tid gerne ville af med ham og den ene dag vil min mand også og den næste vil han ikke...

Problemerne er: Han gør som en i helvede af alting, han tar sutter, er begyndt at ta mad hvis det står på sofabordet, stikker af hvis han kan se sit snit til det og værst af alt; Han humper simoelthen alle børn der kommer her, også vores datter.. Vi ska være over ham hele tiden.. Hun kan ikke altid selv skubbe ham væk da han går bag ryggen på hende og lægger poterne omkring, det gør også ondt på hende da han jo kradser med sine klør..  Han er ikke kastereret og dyrelægen mener ikke det vil hjælpe når han er blevet så gammel..

Vi har desværre heller ikke så meget tid til ham mere og når vi endelig er sammen med ham føler vi at vi skælder ud hele tiden.. (syns det er så synd for ham og han fortjener bedre)

Vi har oplevet et par gange hvor han har taget en sut at vi ville prøve at tage den fra ham, hvor han så har knorret helt vildt og bidt ud efter mig og bidt min mand.. (tænk hvis det var ungerne)

Nu er sagen så den at min mor har fundet en der gerne ville tage ham.. Men min mand vil ikke af med ham.. (lige indtil næste gang han blir træls..)

Hva ska jeg/vi gøre..? Spør gerne hvis der er noget, det der er skrevet er bare skrevet hurtigt...

Håber i har læst med så langt..

Knus

åhhh føler med dig :-(

jeg er selv kommet af med min lille hund for et par måneder siden, fordi han ikke kunne med min datter, og desværre så gik hans bideri ud over min datter og ikke mig :-( det var en hidsig lille pomeranian, og vi fik ham først da min datter var 4 måneder. den dag han SELV opsøgte min datter, og så knorrede og bed hende, DER sagde jeg STOP! jeg ved godt at det er rigtig hårdt, at komme af med sin elskede hund, men måske er det bare det bedste, både for sin egen og hundens skyld, og hvis det er fordi han ikke kan lide/er tryg ved børnene, så tror jeg måske også han selv ville ha det bedre et andet sted, UDEN børn :-( det var sådan jeg tænkte.

Anonym skriver:

Vi fik en hund for snart 4 år siden, som bare har været alletiders for os.. INDEN vi fik børn... Hunden er en lille hund og vi har desværre ikke opdraget særlig godt på ham.. Han er en rigtig putte hund og sover i sengen med os og ligger i sofaen osv...

Men nu er problemet så kommet efter i fik vores datter for 2 ½ år siden (måske det har været der hele tiden men vi har jo ikke set det, da vi kun har haft ham at koncentrere os om) Vi har for 3 mdr siden fået en lille søn også..

Jeg har i lang tid gerne ville af med ham og den ene dag vil min mand også og den næste vil han ikke...

Problemerne er: Han gør som en i helvede af alting, han tar sutter, er begyndt at ta mad hvis det står på sofabordet, stikker af hvis han kan se sit snit til det og værst af alt; Han humper simoelthen alle børn der kommer her, også vores datter.. Vi ska være over ham hele tiden.. Hun kan ikke altid selv skubbe ham væk da han går bag ryggen på hende og lægger poterne omkring, det gør også ondt på hende da han jo kradser med sine klør..  Han er ikke kastereret og dyrelægen mener ikke det vil hjælpe når han er blevet så gammel..

Vi har desværre heller ikke så meget tid til ham mere og når vi endelig er sammen med ham føler vi at vi skælder ud hele tiden.. (syns det er så synd for ham og han fortjener bedre)

Vi har oplevet et par gange hvor han har taget en sut at vi ville prøve at tage den fra ham, hvor han så har knorret helt vildt og bidt ud efter mig og bidt min mand.. (tænk hvis det var ungerne)

Nu er sagen så den at min mor har fundet en der gerne ville tage ham.. Men min mand vil ikke af med ham.. (lige indtil næste gang han blir træls..)

Hva ska jeg/vi gøre..? Spør gerne hvis der er noget, det der er skrevet er bare skrevet hurtigt...

Håber i har læst med så langt..

Knus

åhhh føler med dig :-(

jeg er selv kommet af med min lille hund for et par måneder siden, fordi han ikke kunne med min datter, og desværre så gik hans bideri ud over min datter og ikke mig :-( det var en hidsig lille pomeranian, og vi fik ham først da min datter var 4 måneder. den dag han SELV opsøgte min datter, og så knorrede og bed hende, DER sagde jeg STOP! jeg ved godt at det er rigtig hårdt, at komme af med sin elskede hund, men måske er det bare det bedste, både for sin egen og hundens skyld, og hvis det er fordi han ikke kan lide/er tryg ved børnene, så tror jeg måske også han selv ville ha det bedre et andet sted, UDEN børn :-( det var sådan jeg tænkte.

Anonym skriver:

Vi fik en hund for snart 4 år siden, som bare har været alletiders for os.. INDEN vi fik børn... Hunden er en lille hund og vi har desværre ikke opdraget særlig godt på ham.. Han er en rigtig putte hund og sover i sengen med os og ligger i sofaen osv...

Men nu er problemet så kommet efter i fik vores datter for 2 ½ år siden (måske det har været der hele tiden men vi har jo ikke set det, da vi kun har haft ham at koncentrere os om) Vi har for 3 mdr siden fået en lille søn også..

Jeg har i lang tid gerne ville af med ham og den ene dag vil min mand også og den næste vil han ikke...

Problemerne er: Han gør som en i helvede af alting, han tar sutter, er begyndt at ta mad hvis det står på sofabordet, stikker af hvis han kan se sit snit til det og værst af alt; Han humper simoelthen alle børn der kommer her, også vores datter.. Vi ska være over ham hele tiden.. Hun kan ikke altid selv skubbe ham væk da han går bag ryggen på hende og lægger poterne omkring, det gør også ondt på hende da han jo kradser med sine klør..  Han er ikke kastereret og dyrelægen mener ikke det vil hjælpe når han er blevet så gammel..

Vi har desværre heller ikke så meget tid til ham mere og når vi endelig er sammen med ham føler vi at vi skælder ud hele tiden.. (syns det er så synd for ham og han fortjener bedre)

Vi har oplevet et par gange hvor han har taget en sut at vi ville prøve at tage den fra ham, hvor han så har knorret helt vildt og bidt ud efter mig og bidt min mand.. (tænk hvis det var ungerne)

Nu er sagen så den at min mor har fundet en der gerne ville tage ham.. Men min mand vil ikke af med ham.. (lige indtil næste gang han blir træls..)

Hva ska jeg/vi gøre..? Spør gerne hvis der er noget, det der er skrevet er bare skrevet hurtigt...

Håber i har læst med så langt..

Knus

kan sagtens forstå dine tanker omkring hunden

Men jeg vil altså lige tage din hund lidt i forsvar alle unoderne her taler jeg ikke om knurre/ bidde episoden, er simpelthen mangel på opdragelse og aktivering, den keder sig helt vildt Men det lyder enlig til at du ved det.

Det med at den stjæler sutten: dårlig opmærksomhed er bedre end ingen, desværre.

Min mening er at du skal sige til din mand at henten går han til hundetræning, og får aktiveret den hund, ellers tager i imod at der er en der vil tage den, mens det er der

Lollo1987 skriver:

kan sagtens forstå dine tanker omkring hunden

Men jeg vil altså lige tage din hund lidt i forsvar alle unoderne her taler jeg ikke om knurre/ bidde episoden, er simpelthen mangel på opdragelse og aktivering, den keder sig helt vildt Men det lyder enlig til at du ved det.

Det med at den stjæler sutten: dårlig opmærksomhed er bedre end ingen, desværre.

Min mening er at du skal sige til din mand at henten går han til hundetræning, og får aktiveret den hund, ellers tager i imod at der er en der vil tage den, mens det er der

Det er lige præcis sådan jeg også tænker... Tror simpelthen han vil få det meget bedre et andet sted... Tiden er bare ikke til ham mere.. Desværre... For når han er sit "gamle jeg" er han jo alletiders hund.. Men det negative overskygger desværre bare det positive og er udmærket klar over at det er vores egen skyld... Men der er bare ændret så meget siden vi fik ham (med to børn) Ja, jeg ved godt vi sku ha tænkt på det dengang, men det er let at slå sig selv i hovedet med det nu... Han fortjener en der har tid til ham og uden børn... Men det er bare svært for min mand at se..

Knus

Anonym skriver:

Vi fik en hund for snart 4 år siden, som bare har været alletiders for os.. INDEN vi fik børn... Hunden er en lille hund og vi har desværre ikke opdraget særlig godt på ham.. Han er en rigtig putte hund og sover i sengen med os og ligger i sofaen osv...

Men nu er problemet så kommet efter i fik vores datter for 2 ½ år siden (måske det har været der hele tiden men vi har jo ikke set det, da vi kun har haft ham at koncentrere os om) Vi har for 3 mdr siden fået en lille søn også..

Jeg har i lang tid gerne ville af med ham og den ene dag vil min mand også og den næste vil han ikke...

Problemerne er: Han gør som en i helvede af alting, han tar sutter, er begyndt at ta mad hvis det står på sofabordet, stikker af hvis han kan se sit snit til det og værst af alt; Han humper simoelthen alle børn der kommer her, også vores datter.. Vi ska være over ham hele tiden.. Hun kan ikke altid selv skubbe ham væk da han går bag ryggen på hende og lægger poterne omkring, det gør også ondt på hende da han jo kradser med sine klør..  Han er ikke kastereret og dyrelægen mener ikke det vil hjælpe når han er blevet så gammel..

Vi har desværre heller ikke så meget tid til ham mere og når vi endelig er sammen med ham føler vi at vi skælder ud hele tiden.. (syns det er så synd for ham og han fortjener bedre)

Vi har oplevet et par gange hvor han har taget en sut at vi ville prøve at tage den fra ham, hvor han så har knorret helt vildt og bidt ud efter mig og bidt min mand.. (tænk hvis det var ungerne)

Nu er sagen så den at min mor har fundet en der gerne ville tage ham.. Men min mand vil ikke af med ham.. (lige indtil næste gang han blir træls..)

Hva ska jeg/vi gøre..? Spør gerne hvis der er noget, det der er skrevet er bare skrevet hurtigt...

Håber i har læst med så langt..

Knus

Pyhhh.....En træls situation og stå i. 

Jeg stod i den indtil for 14 dage siden, vi havde en dejlig hund, en rigtig forkælet hund, men vores datter gad hunden bare ikke, hun er et år nu og han gik altid en bue rundt om hende og markerede et par gange uden der skete noget.  

Desværre endte den med og bide vores datter for 14 dage siden og det blev enden for den.. 

Vi savner den da helt vildt, men når hunden bestemmer dagsordenen og ikke mennesket, så mener jeg ikke det er fair mere, men man skal gøre hvad man kan for at få den til og lystre.

Vores var også en lille hund og ville være blevet 4 til december. 

Du er velkommen til og skrive privat hvis du vil. 

Anonym skriver:

Vi fik en hund for snart 4 år siden, som bare har været alletiders for os.. INDEN vi fik børn... Hunden er en lille hund og vi har desværre ikke opdraget særlig godt på ham.. Han er en rigtig putte hund og sover i sengen med os og ligger i sofaen osv...

Men nu er problemet så kommet efter i fik vores datter for 2 ½ år siden (måske det har været der hele tiden men vi har jo ikke set det, da vi kun har haft ham at koncentrere os om) Vi har for 3 mdr siden fået en lille søn også..

Jeg har i lang tid gerne ville af med ham og den ene dag vil min mand også og den næste vil han ikke...

Problemerne er: Han gør som en i helvede af alting, han tar sutter, er begyndt at ta mad hvis det står på sofabordet, stikker af hvis han kan se sit snit til det og værst af alt; Han humper simoelthen alle børn der kommer her, også vores datter.. Vi ska være over ham hele tiden.. Hun kan ikke altid selv skubbe ham væk da han går bag ryggen på hende og lægger poterne omkring, det gør også ondt på hende da han jo kradser med sine klør..  Han er ikke kastereret og dyrelægen mener ikke det vil hjælpe når han er blevet så gammel..

Vi har desværre heller ikke så meget tid til ham mere og når vi endelig er sammen med ham føler vi at vi skælder ud hele tiden.. (syns det er så synd for ham og han fortjener bedre)

Vi har oplevet et par gange hvor han har taget en sut at vi ville prøve at tage den fra ham, hvor han så har knorret helt vildt og bidt ud efter mig og bidt min mand.. (tænk hvis det var ungerne)

Nu er sagen så den at min mor har fundet en der gerne ville tage ham.. Men min mand vil ikke af med ham.. (lige indtil næste gang han blir træls..)

Hva ska jeg/vi gøre..? Spør gerne hvis der er noget, det der er skrevet er bare skrevet hurtigt...

Håber i har læst med så langt..

Knus

Pyhhh.....En træls situation og stå i. 

Jeg stod i den indtil for 14 dage siden, vi havde en dejlig hund, en rigtig forkælet hund, men vores datter gad hunden bare ikke, hun er et år nu og han gik altid en bue rundt om hende og markerede et par gange uden der skete noget.  

Desværre endte den med og bide vores datter for 14 dage siden og det blev enden for den.. 

Vi savner den da helt vildt, men når hunden bestemmer dagsordenen og ikke mennesket, så mener jeg ikke det er fair mere, men man skal gøre hvad man kan for at få den til og lystre.

Vores var også en lille hund og ville være blevet 4 til december. 

Du er velkommen til og skrive privat hvis du vil. 

Anonym skriver:

Det er lige præcis sådan jeg også tænker... Tror simpelthen han vil få det meget bedre et andet sted... Tiden er bare ikke til ham mere.. Desværre... For når han er sit "gamle jeg" er han jo alletiders hund.. Men det negative overskygger desværre bare det positive og er udmærket klar over at det er vores egen skyld... Men der er bare ændret så meget siden vi fik ham (med to børn) Ja, jeg ved godt vi sku ha tænkt på det dengang, men det er let at slå sig selv i hovedet med det nu... Han fortjener en der har tid til ham og uden børn... Men det er bare svært for min mand at se..

Knus

Ham må du se at få overbevist

Har selv en boxer på 4, det ville også gøre ondt på mig, men der må man lige se ud over sin egen næse

Han er heldigvis glad for børn.....

Håber virkelig du får overtalt ham for både familie livets fred og ikke mindst hunden

Anonym skriver:

Vi fik en hund for snart 4 år siden, som bare har været alletiders for os.. INDEN vi fik børn... Hunden er en lille hund og vi har desværre ikke opdraget særlig godt på ham.. Han er en rigtig putte hund og sover i sengen med os og ligger i sofaen osv...

Men nu er problemet så kommet efter i fik vores datter for 2 ½ år siden (måske det har været der hele tiden men vi har jo ikke set det, da vi kun har haft ham at koncentrere os om) Vi har for 3 mdr siden fået en lille søn også..

Jeg har i lang tid gerne ville af med ham og den ene dag vil min mand også og den næste vil han ikke...

Problemerne er: Han gør som en i helvede af alting, han tar sutter, er begyndt at ta mad hvis det står på sofabordet, stikker af hvis han kan se sit snit til det og værst af alt; Han humper simoelthen alle børn der kommer her, også vores datter.. Vi ska være over ham hele tiden.. Hun kan ikke altid selv skubbe ham væk da han går bag ryggen på hende og lægger poterne omkring, det gør også ondt på hende da han jo kradser med sine klør..  Han er ikke kastereret og dyrelægen mener ikke det vil hjælpe når han er blevet så gammel..

Vi har desværre heller ikke så meget tid til ham mere og når vi endelig er sammen med ham føler vi at vi skælder ud hele tiden.. (syns det er så synd for ham og han fortjener bedre)

Vi har oplevet et par gange hvor han har taget en sut at vi ville prøve at tage den fra ham, hvor han så har knorret helt vildt og bidt ud efter mig og bidt min mand.. (tænk hvis det var ungerne)

Nu er sagen så den at min mor har fundet en der gerne ville tage ham.. Men min mand vil ikke af med ham.. (lige indtil næste gang han blir træls..)

Hva ska jeg/vi gøre..? Spør gerne hvis der er noget, det der er skrevet er bare skrevet hurtigt...

Håber i har læst med så langt..

Knus

Enten skal i igang med at træne ham, eller også skal i lade nogen der har tid til ham, tage ham.

At han humper, er jo tegn på dominans. Han forsøger at vise børnene, at det er ham der bestemmer. Vores tæve har også nogle enkelte gange humpet vores børn - det er aldeles forbudt, og du kan tro der bliver slået hårdt ned på det her (ikke fysisk afstraffelse). Jeres hund må endelig ikke tro at han er over børnene i jeres hieraki.

Jeg har noget familie, som også fik problemer med deres lille hund efter de fik børn. De gjorde dog ingenting - og det endte hverken værre eller bedre med at hunden bed den lille dreng, og blev aflivet få timer efter. Det hele kunne være undgået ved den rette træning, eller omplacering af hunden.

Jeg synes i skal tage ansvar inden det er for sent. Omplacer ham, eller opdrag ham!