Ehm... Hvad gør jeg?

Eva. skriver:

Det er dælme da hård kost for sådan et lille menneske at blive taget væk fra det der for hende er hendes primær omsorgspersoner, hendes familie...jeg synes du er hård ved hende med den straf og de restriktioner du giver hende...hvis jeg var dig ville jeg rumme, rumme og rumme lidt mere...have hende tæt på dig på alle områder, fysisk som mentalt...at hun bare ryster på hovedet og virker ligeglad er for mig at se ikke et særlig sundt tegn, hun har bare opgivet...jeg bliver helt ked på hendes vegne. hvor må det være hårdt det hun er igennem.

Hvis jeg stod som dig ville jeg søge hjælp til hvordan jeg bedst kunne støtte og hjælpe hende så ikke hun lider mindst muligt. Ved ikek om du har fået tilbudt hjælp, af feks en psykolog, pædagog eller andre med ekspertice indenfor det området...hvis ikke så kræv det, jeg synes det er en stor ting du står med der.

De bedste tanker...og knus..

Eva

Det har jeg faktisk også gjort.. Fået hjælp altså, hun kommer en gang om ugen

Og det med værelset, det er fordi det er et evigt problem, HVER GANG der skal ryddes op, uanset hvor lidt det er, og uanset om jeg er derinde og hjælper eller ej..  

Og som jeg lige har skrevet, så har jeg konstant i baghovedet, at det ér et stort skift for hende, og det er også derfor jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, netop fordi, jeg ikke vil være for hård! Hvilket du også ville kunne læse, hvis du læste mit oprindelige indlæg igennem.. Da hun rendte rundt i underbukser, fik hun af vide, at hun skulle tage sin nederdel på igen, og det var det.. Det var et eksempel på, hvilken FORSKEL der var på, at bo på landet og inde i byen...

Så synes faktisk selv du dømmer en smule hårdt....

Zeus skriver:

Hvad gør i når jeres børn, gør, hvad der er blevet sagt de ikke må?

For eksempel lige for lidt siden.. Isabella var blevet puttet, og jeg havde læst en historie. Hun spurgte bagefter om hun måtte kiggede videre selv, og det sagde jeg nej til, fordi vi skulle tidligt op imorgen, og lagde bogen på plads.. 2 min efter skulle jeg ind efter noget jeg havde glemt, også sad hun i sengen, og kiggede i bogen alligevel?  

Igår, kunne jeg høre at hun snakkede til en fremmed mand nede i gården, og spurgte ham om hvad han hed.. Hun har fået af vide en del gange, også for nyligt, at man IKKE snakker til fremme mennesker! Og alligevel er det bare så super duper spændene, at hun ikke kan lade være, og blev åbenbart ret overrasket over, at vi kunne høre det..

Jeg er "ny" i faget som fuldtidsmor for hende, da hun har været i pleje siden hun var lille, og er først lige flyttet hjem igen for en uge siden.. Jeg prøver på at have i baghovedet at hun lige er flyttet, og hun skal have tid til at lære alle tingene, og hvordan vi gør til hverdag osv, men er samtidig opmærksom på, at de faste rammer skal være på plads fra start af.. Men når hun gør de her ting, som er fuldstændig modsat af, hvad hun lige har fået af vide, så aner jeg faktisk ikke hvad jeg skal gøre   Jeg vil ikke til at skælde hende ud lige inden hun skal sove, men synes stadig hun skal vide, at det ikke er i orden.. Men synes tit, at det er at snakke til en støvfnug, når jeg siger, at det ikke er i orden, også selvom jeg siger det stille og roligt, og uden for meget dramatik.. Spørger jeg hende om hvorfor hun gør det alligevel, så får jeg ALTID bare et skuldertræk og et "det ved jeg ikke"...

Jeg vil bare ikke ende i en situation, hvor hun er bedøvende ligeglad med hvad jeg siger..

 

lytter lige med her... har TO som er sådan lige nu... bare lidt yngre

Zeus skriver:

Det har jeg også.. Men ved også, at hvis hun "får lov til alt" nu, så står jeg med præcist det samme problem om et år.. Og hun har også frie tøjler, jeg har ikke ændret på noget fordi hun er flyttet hjem.. Men hvor vi tidligere bare har haft weekenderne sammen, og der ikke har været noget vi SKULLE, så er det immervæk hverdag nu. Hvor vi tidligere har kunnet smutte på legepladsen hver dag (fredag-lørdag), så er der pludselig ikke tid til det hele tiden.. Hvor vi tidligere har kunnet lave den mad hun gerne ville have, så kan vi ikke få spaghetti og lasagne fra mandag til søndag nu.. Hvor hun tidligere har haft børnehaven at lege med hele dagen, så er der nu kun mig (og Cajsa, som ellers er startet i dp, men har været syg næsten konstant siden hun startede).. Ændringer er der nok af, uden at jeg begynder at lave rod i selve opdragelsen  

Det handler ikke om, at give hende "lov til alt" nu. Det handler om, at møde hende, ikke begrænse hende.

Mine papbørn blev også taget fra deres mor og flyttede hjem til os, så jeg kender godt situationen, og lavede samme fejl som dig. "Mit hus mine regler.. bumbumbum!" Drop det!

I stedet for at skælde ud når hun læser om aftenen, så lad hende dog. Aftal med hende, at det er okay at ligge lidt og læse - så kan du kigge ind til hende med jævne mellemrum og tjekke om hun ikke er ved at falde i søvn, hun ligger jo ikke og læser i flere timer, og hvis I er meget stringente med tidspunktet, så put hende de 10-15 minutter før, så der er tid til det i den sidste ende. Måske slapper hun bedst af med en bog? Har du talt med hende om hun kan lide bøger og hvilke hun bedst kan lide?

Mht. fremmede, så er det igen en provokation fra hendes side. Når du opdager det, så gå i stedet stille hen til hende og tal med manden sammen med hende. Accepter hendes fejl, og fortæl hende at det var vel nok en flink mand hun talte med, og kom den vej ind på, at ikke alle er flinke, så hun skal passe på sig selv og hvem hun taler med.

Så ja, generelt .... mød hende og gør tingene SAMMEN med hende i stedet for, at straffe hende. Vil hun ikke rydde op? Så gå op på værelset sammen med hende og aftal at du lægger bøgerne på plads, så tager hun dukketøjet, og gør det hyggeligt i stedet for en pligt.  Få hende til at føle at hun er velkommen og accepteret i hjemmet, for lige nu søger hun at finde alle tegn på, at hun ikke er.

Og nej, du kommer ikke til, at tage kampen senere og hun tror ikke, at hun kan styre hjemmet. Mød hende som I plejer da hun var weekendbarn og trap det lige så stille ned, så hun ikke bare rammer en mur i de rammer hun ellers er vant til.

Zeus skriver:

Det har jeg faktisk også gjort.. Fået hjælp altså, hun kommer en gang om ugen

Og det med værelset, det er fordi det er et evigt problem, HVER GANG der skal ryddes op, uanset hvor lidt det er, og uanset om jeg er derinde og hjælper eller ej..  

Og som jeg lige har skrevet, så har jeg konstant i baghovedet, at det ér et stort skift for hende, og det er også derfor jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, netop fordi, jeg ikke vil være for hård! Hvilket du også ville kunne læse, hvis du læste mit oprindelige indlæg igennem.. Da hun rendte rundt i underbukser, fik hun af vide, at hun skulle tage sin nederdel på igen, og det var det.. Det var et eksempel på, hvilken FORSKEL der var på, at bo på landet og inde i byen...

Så synes faktisk selv du dømmer en smule hårdt....

Jeg ville aldrig straffe egne børn på den måde...gemme legetøj osv...hun er ikke særlig stor og har så meget andet indeni hun helt sikkert skal have på plads....ryd da op for hende og tag så de kampe når hun følelsesmæssigt er faldet til og hører til hos dig...det andet er da så ligegyldigt nu og man kan da frygte at det kan skubbe hende længere væk hvis du presser hende...

Såå om jeg dømmer hårdt eller ej...ud fra det du skriver og hvad jeg er i små børn på 6 år, så synes jeg du tager fat et sted der ikke vil gavne...

Men håber I finder ud af det..

Knus..

Zeus skriver:

Det har jeg også.. Men ved også, at hvis hun "får lov til alt" nu, så står jeg med præcist det samme problem om et år.. Og hun har også frie tøjler, jeg har ikke ændret på noget fordi hun er flyttet hjem.. Men hvor vi tidligere bare har haft weekenderne sammen, og der ikke har været noget vi SKULLE, så er det immervæk hverdag nu. Hvor vi tidligere har kunnet smutte på legepladsen hver dag (fredag-lørdag), så er der pludselig ikke tid til det hele tiden.. Hvor vi tidligere har kunnet lave den mad hun gerne ville have, så kan vi ikke få spaghetti og lasagne fra mandag til søndag nu.. Hvor hun tidligere har haft børnehaven at lege med hele dagen, så er der nu kun mig (og Cajsa, som ellers er startet i dp, men har været syg næsten konstant siden hun startede).. Ændringer er der nok af, uden at jeg begynder at lave rod i selve opdragelsen  

Jeg syntes helt sikkert også at du skal være konsekvent. Altså har du sagt at hun ikke skal læse videre i bogen, så skal hun selvfølgelig ikke det. Men at hun så alligevel tager bogen ville også sagtens kunne ske herhjemme. Så beder jeg dem bare om at lægge den væk igen og det gør de så. Hvis hun gentagne gange nægter at gøre som du siger, så skal du selvfølgelig reagere på det. Men det er vigtig at de voksne som er tæt på hende ikke pludselig ændre forventningerne til hende, og derfor vil jeg råde dig til at bruge hendes plejeforældre som rådgivere. For de ved jo hvordan alle de hverdagsting normalt bliver tacklet med hende, og så kan du læne dig op ad det.

At hun taler med fremmed er selvfølgelig ikke så godt der hvor i bor, men hun kan jo ikke gøre ved at hendes omgivelser ændre sig. Og hvis hun før har boet på landet har det ikke været så relevant at lærer hende det, for der er ikke så mange fremmede på landet  Det tager jo lige lidt tid at lære, og heldigvis ved vores børn ikke hvor ond verden kan være, og forstår derfor heldigvis ikke hvorfor man ikke må tale til folk man ikke kender.

Hun prøver dig af

Måske skulle du fortælle hende at du oxo er nervøs over alt dette nye pt men at du er sikker på at i med fælles hjælp nok skal lære at leve sammen for det er dit højste ønske

Det forstår en 6 årige godt

Tillykke med du har hende hjemme igen 

tazz skriver:

Det handler ikke om, at give hende "lov til alt" nu. Det handler om, at møde hende, ikke begrænse hende.

Mine papbørn blev også taget fra deres mor og flyttede hjem til os, så jeg kender godt situationen, og lavede samme fejl som dig. "Mit hus mine regler.. bumbumbum!" Drop det!

I stedet for at skælde ud når hun læser om aftenen, så lad hende dog. Aftal med hende, at det er okay at ligge lidt og læse - så kan du kigge ind til hende med jævne mellemrum og tjekke om hun ikke er ved at falde i søvn, hun ligger jo ikke og læser i flere timer, og hvis I er meget stringente med tidspunktet, så put hende de 10-15 minutter før, så der er tid til det i den sidste ende. Måske slapper hun bedst af med en bog? Har du talt med hende om hun kan lide bøger og hvilke hun bedst kan lide?

Mht. fremmede, så er det igen en provokation fra hendes side. Når du opdager det, så gå i stedet stille hen til hende og tal med manden sammen med hende. Accepter hendes fejl, og fortæl hende at det var vel nok en flink mand hun talte med, og kom den vej ind på, at ikke alle er flinke, så hun skal passe på sig selv og hvem hun taler med.

Så ja, generelt .... mød hende og gør tingene SAMMEN med hende i stedet for, at straffe hende. Vil hun ikke rydde op? Så gå op på værelset sammen med hende og aftal at du lægger bøgerne på plads, så tager hun dukketøjet, og gør det hyggeligt i stedet for en pligt.  Få hende til at føle at hun er velkommen og accepteret i hjemmet, for lige nu søger hun at finde alle tegn på, at hun ikke er.

Og nej, du kommer ikke til, at tage kampen senere og hun tror ikke, at hun kan styre hjemmet. Mød hende som I plejer da hun var weekendbarn og trap det lige så stille ned, så hun ikke bare rammer en mur i de rammer hun ellers er vant til.

Hun får allerede lov til at ligge med et par jumbobøger eller lidt musik, eller begge dele.. Eller ramasjang.. Og det havde hun også fået lov til her til aften, så det skulle ikke være det der var problemet. Hun får af vide, at hun må ligge og læse indtil jeg kommer ind og siger godnat, og læser en historie for hende, og det gør jeg omkring kl.20, hvor hun bliver lagt 19-19.30..

Ved aftensmaden var hun ikke helt tilfreds med den måde jeg havde tilberedt grøntsagerne på, så sagde til hende, at hun var mere end velkommen til at komme ud og hjælpe mig imorgen, så hun var sikker på, at det var noget hun kunne lide, og hun plejer også at være god til at lave mad sammen med mig.. Vi laver madplanerne sammen (alle 3), så hun har lidt medindflydelse, og kan sige fra..

Vi skal på telt tur bare mig og hende om 14 dage, hvor vi skal hygge uden at tænkte på alt muligt, og alle mulige... Jeg gør virkelig mit bedste for, at vi kan få en god start.... Og lige så tit som jeg siger at noget ikke er i orden, lige så tit ser jeg igennem fingrene med det.

Da hun havde mareridt, lånte jeg en madras for at sove inde ved hende, hvilket jeg havde gjordt i 2 nætter.. Så fik jeg af vide af hende der kommer, at det skulle jeg lade være med, fordi Isabella skulle lære, at jeg havde en soveplads, og det samme havde hun..

Fik af vide, at jeg skulle overføre så mange af de ting der var i plejefamilien som muligt, det er også derfor hendes sengetid er kl.19, selvom den plejede at være kl.20 når hun var her i weekenderne.. Har tænkt mig at ændre den senere, når vi er kommet lidt længere hen i forløbet, for hun sover aldrig før ved 21-tiden uanset..

Jeg kan komme med utallige ting, men lige nu synes jeg bare det er så svært, fordi vi allesammen skal vænne os til den nye situation..  

Mi skriver:

Jeg syntes helt sikkert også at du skal være konsekvent. Altså har du sagt at hun ikke skal læse videre i bogen, så skal hun selvfølgelig ikke det. Men at hun så alligevel tager bogen ville også sagtens kunne ske herhjemme. Så beder jeg dem bare om at lægge den væk igen og det gør de så. Hvis hun gentagne gange nægter at gøre som du siger, så skal du selvfølgelig reagere på det. Men det er vigtig at de voksne som er tæt på hende ikke pludselig ændre forventningerne til hende, og derfor vil jeg råde dig til at bruge hendes plejeforældre som rådgivere. For de ved jo hvordan alle de hverdagsting normalt bliver tacklet med hende, og så kan du læne dig op ad det.

At hun taler med fremmed er selvfølgelig ikke så godt der hvor i bor, men hun kan jo ikke gøre ved at hendes omgivelser ændre sig. Og hvis hun før har boet på landet har det ikke været så relevant at lærer hende det, for der er ikke så mange fremmede på landet  Det tager jo lige lidt tid at lære, og heldigvis ved vores børn ikke hvor ond verden kan være, og forstår derfor heldigvis ikke hvorfor man ikke må tale til folk man ikke kender.

Tror også bare det virker som mange flere ting der dukker op, fordi der jo har været 14 dage mellem de "forkerte" ting.. Hvis hun snakkede med en fremmed tidligere, så var der måske 14 dage til hun rendte rundt uden tøj på, hvor det nu er sammenhængende, hvis du forstår.. Og samtidig føler jeg mig så magtesløs, fordi jeg reelt ikke aner en dyt om hende, og hvad hun ved og hvad hun ikke ved... Her den anden dag, havde jeg lavet røræg, også kiggede hun på det, og spurgte mig om hvad det var  Jeg tænkte ikke et sekund på, om jeg havde lavet røræg i én af vores weekender sammen, eller om hun havde fået det derhenne, det tog jeg nærmest som en selvfølge.. Min datter havde aldrig fået røræg   Hun kunne lige så godt have knaldet mig en syngende lussing 

Tror også bare det virker som mange flere ting der dukker op, fordi der jo har været 14 dage mellem de "forkerte" ting.. Hvis hun snakkede med en fremmed tidligere, så var der måske 14 dage til hun rendte rundt uden tøj på, hvor det nu er sammenhængende, hvis du forstår.. Og samtidig føler jeg mig så magtesløs, fordi jeg reelt ikke aner en dyt om hende, og hvad hun ved og hvad hun ikke ved... Her den anden dag, havde jeg lavet røræg, også kiggede hun på det, og spurgte mig om hvad det var  Jeg tænkte ikke et sekund på, om jeg havde lavet røræg i én af vores weekender sammen, eller om hun havde fået det derhenne, det tog jeg nærmest som en selvfølge.. Min datter havde aldrig fået røræg   Hun kunne lige så godt have knaldet mig en syngende lussing 

Du bliver nødt til at give dig selv lov til at starte forfra med hende. Og du kan også godt være ærlig overfor hende og sige at det jo også er nyt for dig, så du skal jo lige finde ud af det.

Du lærer det hen ad vejen, og du skal ikke være den perfekte mor fra dag et. Ligesom jeres forhold også langsomt skal vokse sig stærkt og tæt.

Du skal først og fremmest vise hende nærhed og forståelse. Men selvfølgelig vil hun prøve dig lidt af, for hun skal jo finde ud af hvem du er og hvad du står for. Men man kan sagtens være konsekvent og kærlig på samme tid.

Men vælg dine kampe med omhu, for jo flere kampe i får, jo flere vil du "tabe". Så vælg de få ting som du virkelig mener er vigtige og så stå fast på dem, resten er ligegyldige og dem kommer i efter hen ad vejen.

Desuden er vi andres børn i den alder heller ikke lige velopdragne hele tiden. Børn er jo børn, de hører ikke altid efter, men så længe de respektere os så klarer vi det jo nok. Herhjemme har vi det sådan, at når vi er ude eller børnene er hos venner, så forventer vi at de hører 100% efter. Når vi er herhjemme, så acceptere vi lidt mere slinger i valsen, og det fungerere perfekt. Børnene kan jo heller ikke klarer det, hvis de ikke kan få lov til at have og begå fejl. Det bliver for stort et pres på deres små skuldre.

Mi skriver:

Du bliver nødt til at give dig selv lov til at starte forfra med hende. Og du kan også godt være ærlig overfor hende og sige at det jo også er nyt for dig, så du skal jo lige finde ud af det.

Du lærer det hen ad vejen, og du skal ikke være den perfekte mor fra dag et. Ligesom jeres forhold også langsomt skal vokse sig stærkt og tæt.

Du skal først og fremmest vise hende nærhed og forståelse. Men selvfølgelig vil hun prøve dig lidt af, for hun skal jo finde ud af hvem du er og hvad du står for. Men man kan sagtens være konsekvent og kærlig på samme tid.

Men vælg dine kampe med omhu, for jo flere kampe i får, jo flere vil du "tabe". Så vælg de få ting som du virkelig mener er vigtige og så stå fast på dem, resten er ligegyldige og dem kommer i efter hen ad vejen.

Desuden er vi andres børn i den alder heller ikke lige velopdragne hele tiden. Børn er jo børn, de hører ikke altid efter, men så længe de respektere os så klarer vi det jo nok. Herhjemme har vi det sådan, at når vi er ude eller børnene er hos venner, så forventer vi at de hører 100% efter. Når vi er herhjemme, så acceptere vi lidt mere slinger i valsen, og det fungerere perfekt. Børnene kan jo heller ikke klarer det, hvis de ikke kan få lov til at have og begå fejl. Det bliver for stort et pres på deres små skuldre.

Jeg husker også utallige aftener hvor jeg lå og smuglæste i en bog, jeg blev bare aldrig snuppet i det

Men er glad for det du skriver.. Og prøver især også på at huske, at jeg skal vælge mine kampe, men den smutter godt nok hurtigt.. Der kunne gå flere dage hvor jeg tænkte på det konstant, især i hjemgivelses perioden, også glemmer jeg det.. Tror også jeg skal give slip på alle mine gode ideer om hvordan det skal være det hele, også bare acceptere, at det er kaos det meste lige nu.. Starte med madkamp imorgen tidlig midt i morgenmaden  

Men tak for det du skrev, det hjalp!