Ehm... Hvad gør jeg?

Hvad gør i når jeres børn, gør, hvad der er blevet sagt de ikke må?

For eksempel lige for lidt siden.. Isabella var blevet puttet, og jeg havde læst en historie. Hun spurgte bagefter om hun måtte kiggede videre selv, og det sagde jeg nej til, fordi vi skulle tidligt op imorgen, og lagde bogen på plads.. 2 min efter skulle jeg ind efter noget jeg havde glemt, også sad hun i sengen, og kiggede i bogen alligevel?  

Igår, kunne jeg høre at hun snakkede til en fremmed mand nede i gården, og spurgte ham om hvad han hed.. Hun har fået af vide en del gange, også for nyligt, at man IKKE snakker til fremme mennesker! Og alligevel er det bare så super duper spændene, at hun ikke kan lade være, og blev åbenbart ret overrasket over, at vi kunne høre det..

Jeg er "ny" i faget som fuldtidsmor for hende, da hun har været i pleje siden hun var lille, og er først lige flyttet hjem igen for en uge siden.. Jeg prøver på at have i baghovedet at hun lige er flyttet, og hun skal have tid til at lære alle tingene, og hvordan vi gør til hverdag osv, men er samtidig opmærksom på, at de faste rammer skal være på plads fra start af.. Men når hun gør de her ting, som er fuldstændig modsat af, hvad hun lige har fået af vide, så aner jeg faktisk ikke hvad jeg skal gøre   Jeg vil ikke til at skælde hende ud lige inden hun skal sove, men synes stadig hun skal vide, at det ikke er i orden.. Men synes tit, at det er at snakke til en støvfnug, når jeg siger, at det ikke er i orden, også selvom jeg siger det stille og roligt, og uden for meget dramatik.. Spørger jeg hende om hvorfor hun gør det alligevel, så får jeg ALTID bare et skuldertræk og et "det ved jeg ikke"...

Jeg vil bare ikke ende i en situation, hvor hun er bedøvende ligeglad med hvad jeg siger..

Slet ingen?

Du skal fortælle hende det igen, og ikke være bange for at sige det ud af posen og evt. på den hårde måde, det vigtigste er jo dit barns sikkerhed først og fremmest. hvis du går på listesko, er jeg bange for, at hun kommer til at gøre endnu mere, af det hun ikke må.

Hun mærker din usikkerhed. Så den må du gemme væk. Og så ellers gentage tingene hundrede gange

Jeg synes ellers også, at jeg kan finde ud af at sige tingene bestemt, og er klar til at sige tingene 100 gange.. Jeg ved at det bliver noget helt anderledes de næste par mdr, fordi jeg/hun er vant til at hun er weekend barn, og hvad der ligger i at være weekend barn (ingen hverdag, og ingen forpligtelser).. Samtidig har hun boet på landet, og vi bor i byen, så deraf kommer der også en del ting, som hun ikke er vant til.. Her den anden dag, rendte hun rundt nede i gården i underbukser, og kunne ikke helt forstå, at det var okay i éns baghave, men ikke helt ude i offentligheden.. Det er som om, at alle de weekender hvor hun jo har været her, er helt visket væk..

Hun ved udemærket godt, at jeg mener det, når jeg siger noget.. Lige nu står halvdelen af hendes værelse nede i garagen, fordi hun ikke ville rydde op, og hadede alle hendes ting.. Sagde at jeg ville komme ind en time senere, og alt hvad der lå på gulvet, puttede jeg i en sort sæk, og tog ned i garagen, også kunne hun få det om 14 dage igen.. Også var det hun sagde, at jeg måtte tage det hele, for hun hadet det alligevel! Inden da, havde jeg tilbudt at hjælpe hende med oprydningen, men da hun havde taget 50 min om at lægge et par trøjer sammen, måtte jeg videre i programmet med min egen rengøring.. Hvis der er noget hun plager om, og jeg har sagt nej, så siger jeg stadig nej 3 timer senere..

Det er når hun åbenlyst går imod hvad jeg siger, at jeg pludselig står på bar bund, for det har hun ikke gjort tidligere.. Én ting er at glemme hvad jeg sagde for 3 dage siden, noget andet er hvad jeg sagde for 2 min siden... Er det bare at sige det IGEN?

Bliver nød til lige at spørge dig om baggrunden...pigen er 6 år og har aldrig boet hos dig før, men hos en plejefamilie altid, er det rigtig forstået?

Eva. skriver:

Bliver nød til lige at spørge dig om baggrunden...pigen er 6 år og har aldrig boet hos dig før, men hos en plejefamilie altid, er det rigtig forstået?

Ja.. Hun har været i pleje siden hun var 2 1/2 måned, og har så været hjemme hver anden weekend..

Jeg tænker umidelbart at det er hård kost for en 6 årig at skifte hjem, så selvom du selvfølgelig skal være konsekvent, så hav i haghovedet at hun nok har brug for noget forståelse lige nu. Der er jo ingen børn som hører 100% efter hele tiden, og det din datter gør der lyder egentlig helt normalt. Nogle gange skal man bare sige tingene flere gange, også herhjemme, selvom mine børn faktisk er nogenlunde velopdragede  Måske kan hendes plejefamilie råde dig, de kender hende jo også godt og ved hvad der plejer at virke.

Zeus skriver:

Ja.. Hun har været i pleje siden hun var 2 1/2 måned, og har så været hjemme hver anden weekend..

Det er dælme da hård kost for sådan et lille menneske at blive taget væk fra det der for hende er hendes primær omsorgspersoner, hendes familie...jeg synes du er hård ved hende med den straf og de restriktioner du giver hende...hvis jeg var dig ville jeg rumme, rumme og rumme lidt mere...have hende tæt på dig på alle områder, fysisk som mentalt...at hun bare ryster på hovedet og virker ligeglad er for mig at se ikke et særlig sundt tegn, hun har bare opgivet...jeg bliver helt ked på hendes vegne. hvor må det være hårdt det hun er igennem.

Hvis jeg stod som dig ville jeg søge hjælp til hvordan jeg bedst kunne støtte og hjælpe hende så ikke hun lider mindst muligt. Ved ikek om du har fået tilbudt hjælp, af feks en psykolog, pædagog eller andre med ekspertice indenfor det området...hvis ikke så kræv det, jeg synes det er en stor ting du står med der.

De bedste tanker...og knus..

Eva

Mi skriver:

Jeg tænker umidelbart at det er hård kost for en 6 årig at skifte hjem, så selvom du selvfølgelig skal være konsekvent, så hav i haghovedet at hun nok har brug for noget forståelse lige nu. Der er jo ingen børn som hører 100% efter hele tiden, og det din datter gør der lyder egentlig helt normalt. Nogle gange skal man bare sige tingene flere gange, også herhjemme, selvom mine børn faktisk er nogenlunde velopdragede  Måske kan hendes plejefamilie råde dig, de kender hende jo også godt og ved hvad der plejer at virke.

Det har jeg også.. Men ved også, at hvis hun "får lov til alt" nu, så står jeg med præcist det samme problem om et år.. Og hun har også frie tøjler, jeg har ikke ændret på noget fordi hun er flyttet hjem.. Men hvor vi tidligere bare har haft weekenderne sammen, og der ikke har været noget vi SKULLE, så er det immervæk hverdag nu. Hvor vi tidligere har kunnet smutte på legepladsen hver dag (fredag-lørdag), så er der pludselig ikke tid til det hele tiden.. Hvor vi tidligere har kunnet lave den mad hun gerne ville have, så kan vi ikke få spaghetti og lasagne fra mandag til søndag nu.. Hvor hun tidligere har haft børnehaven at lege med hele dagen, så er der nu kun mig (og Cajsa, som ellers er startet i dp, men har været syg næsten konstant siden hun startede).. Ændringer er der nok af, uden at jeg begynder at lave rod i selve opdragelsen