Der er stadig ikke den samme symbiose da man har andre børn, det er jo et faktum. Jeg syntes personligt det er blevet bedre for hvert barn og ikke mindst jo ældre de bliver.
Symbiosen består jo ikke RENT i, at der kun et ET barn at tage sig af.
Jeg er ikke helt enig ihvertfald.
Hvornår er det blevet et "faktum"?
Det er klart at der er mange ting og situationer, der er "første gang" med ens første barn. Men samhørigheden med barnet/børnene kan jo godt føles lige overvældende, eller måske forskellig men dog stadig lige nære på hver sin vis.
Fx. havde jeg en hård start med vores første, da hun tabte sig MEGET, og blev indlagt. Jeg endte med at måtte mætte hende primært med flaske.
Med barn nummer to, var amning en mother-F.. kamp at få etableret, men da det endelig kørte uden blod, sved og tårer, så opstod symbiosen da virkelig for alvor!
Men jeg føler mig "LIGE TÆT" med begge mine børn.
Men den der følelse mellem mor og barn, som opstår mens barnet er spæd, den var meget mere intens, tror jeg, på en anden måde, da jeg sad med mit andet barn.
Men følelsen af at ELSKE dem er ligeligt delt. Jeg flød nok bare mere i ét (sikkert pga. amningen) med vores andet barn.
Så det opleves nok forskelligt. Og jeg tror såmænd at mange oplever det værende meget ens (men på forskellig måde) med barn 1 og 2 .....måske endda også med barn 3 og 4?! 
Anmeld