Mille maria skriver:
jo det er vel rigtig nok på nogen områder, men så tænker jeg hvis man ikke har det godt og er på lykke piller mm. så burde man måske tænke lidt på sig selv, sit helbred og tænke på at blive rask, inden man vælger at få børn...
Jeg forstår faktisk godt det du siger Mille Maria. Jeg læste ikke umiddelbart ud af TS indlæg om det var en "midlertidig" tilstand, eller om det var permanent.
Og HELT ÆRLIGT TS måske skulle du have overvejet at du intet har skrevet om dit forløb, og så kan de faktisk være svært at regne det ud. Synes virkelig det var et dårligt dårligt svar at sende tilbage.
Det er jo to vidt forskellige situationer.
Jeg har haft en depression, som jeg var mediceneret for i ca. 1,5 år. Hvor jeg samtidig gik til psykolog. Det havde været dybt kritisabelt - og ikke mindt uansvarlig - hvis jeg havde valgt at prøve at få børn, også selvom jeg havde fået at vide at jeg nok altid ville skulle tage medicin.
længere nede i tråden står der er TS har være i behandling i 10 år, og det er jo en helt anden situation, hvor man måske kan forvente at tingene ikke ændre sig inden for relativ kort tid.
Men jeg synes helt klart at man skal være trappet ud af sin medicin, og ikke "bare" 14 dage før man prøver, men i et godt stykke tid, så man kan vurdere hvordan man har det. og dette skal selvfølgelig gøres i samarbejde med læge, psykolog og psykiater. Men så er det jo også helt okay.
Derudover er der en helt anden ting, som jeg synes man skal overvejde nøje. Jeg er ud af en familie hvor flere er depressive. bla. har min mor haft en depression, og min far har været medicineret i hele min levetid. Og selvom der er tvivl om det er arveligt eller om det er miljø, så synes jeg man skal være ekstra opmærksom på det. Da alle mine søskende har psykiske problemer i forskellige grader.
For selvom man lige nu er i en "perfekt" situation, så er det jo ikke sikkert man bliver ved med at være det.
Til sidst vil jeg sige at der jo er ens helt eget valg, og det er kun en selv der ved hvordan man far det
