"Tag dig sammen og undgå medicin under graviditet!"

Anonym skriver:

Mille Maria! Den kommentar gør mig direkte VRED!! Nu er du ikke et hak bedre end hende inde på EB... Du udtaler dig om noget, du ikke ved noget om.

F.eks. at jeg er sindslidende og derfor aldrig bliver RASK, som du udtrykker det.... Skal jeg derfor fraskrives retten af få børn??

lige mine ord

Hyldeblomst skriver:

Det ER en svær situation at stå i.. Min mening må være, at - udover det er ens eget valg, hvad man gør - man ikke skal hverken drikke, ryge eller tage stærk medicin under graviditet og amning. Jeg synes det lyder meget mere fornuftigt, at du vil finde "mellemvejen" og noget alternativt medicin. Om medicinen så er på recept og/eller i form af støtte fra venner, familie, læger osv er i og for sig lige gyldigt! Jeg mener bare, at det må være det bedste - for barnet i hvert fald..

Mille maria skriver:  (...) og tænke på at blive rask, inden man vælger at få børn. Dét synes jeg er en meget forkert holdning. (sorry). Nogle mennesker bliver bare ikke raske - skal disse mennesker så aldrig have børn? Vi snakker jo ikke om en person, der er voldelig mod andre mennesker, som ikke kan holde hjemmet rent, som ikke ved hvad barnet har behov for osv. osv. Personen er ikke "rask" fordi der er nogle personlige ting og sager inden i som nogle gange gør rigtig ondt psykisk. Det betyder ikke - igen - at det menneske, ikke kan give lige så meget til barnet, som en rask kvinde kan.

......hvis jeg formulerede mig bedre, ville det lyde.....bedre 

Du formulerer dig fint. Og jeg er helt enig.

Lige en tilføjelse.....: Det kan ikke passe at der findes et menneske SÅ komplet, at det ikke har nogen fejl overhovedet! Dvs. at intet menneske burde få børn, fordi intet menneske er perfekt. Eller hvad Mille.....?? Børn må MEGET GERNE lære, at der findes mindst to sider her i livet. Hvis man har en mor/far, der har tendens til at blive/er deprimeret, så kan det umuligt ødelægge barnet, sådan så det aldrig vil kunne fungere i samfundet. Tværtimod så tror jeg, at det vil styrke barnets kompetencer. Mine forældre er heller ikke perfekte, men de har lært mig en masse! Når min mor græd, fordi hun var deprimeret over noget, lærte det mig, at det er okay at græde, selvom der var andre der kiggede. Når man far råbte, fordi nogen gjorde ham ondt, lærte det mig, at det er okay at blive sur, hvis man bliver behandlet forkert. Når min mor fik grineflip i biografen og folk brokkede sig - og hun stadig ikke stoppede - lærte hun mig, at det er okay at være sig selv. Og sådan kan jeg blive ved!  TS er uden tvivl også et GLAD menneske - selvom vedkommende har brug for antideprisiv medicin.

Smukt skrevet, Hyldeblomst. Og du har ret! Man lærer af sine forældre, både på godt og ondt.

Og i mine øjne er det guld værd at have været nede at skrabe bunden og lært af det. Dette giver én et meget bredere perspektiv på tilværelsen - igen på godt og ondt. Som man kan lære videre til sit barn, blandt andet også, at livet ikke altid er en dans på roser, og at man ikke behøver være perfekt på alle punkter. Det er ok at vise følelser, det er ok at have ondt og give udtryk for dette, det er ok at være til. Jeg tror også, dette giver barnet en større tolerance og empati over for andre og andres svagheder.

Jeg blev godt nok også sur over den der kommentar på EB. "Kan du bevise.... og undskyldning...." Sikke dog en ignorant, dum ko.

Nu står jeg i en vennekreds, hvor jeg kan tælle de første tre piger med psykiske diagnoser, og de næste fire piger med senfølger af traumatiserende overgreb i barndommen. Fire af pigerne har børn, de to andre drømmer om børn og uanset hvad deres diagnose lyder på, så har det jo ingen effekt for hvordan deres børn har det. Tværtimod. Alle har erkendt at de har en lidelse, som de ikke kommer af med, og arbejder med den så godt som muligt. Den ene får stærk medicin og arbejder på at komme tilbage til livet. Den anden skal i behandling og den tredje venter på behandling. De tre med senfølger får alle behandling, såsom samtaleterapi og jeg kan forestille mig, at det for den ene kan komme på tale med noget midlertidig medicinskbehandling, som hun kan komme til at blive trappet ud af.

Anyways. Bottomline er at de alle er mødre eller ønsker at blive det. De har alle deres lidelser, og nogen får medicin. Men ingen af dem har på noget tidspunkt ytret at det skulle være samfundets skyld. De ved, hvorfor de er syge og hvorfor de har det som de har det. De ved, at de er syge og sådan er det. De er fantastiske mødre alle sammen og gør deres bedste for deres børn. De giver sig nok endnu mere end de 'raske' mødre jeg kender, fordi de netop skal kæmpe så hårdt for at vise sig selv og omverdenen, at de sagtens kan være gode mødre og deres børn har en stabil opvækst.

Personligt er jeg af dem, der ville ønske at min mor havde fået veto mod at formere sig. Ikke fordi hun er syg, men fordi hun aldrig har erkendt at hun er syg. Lige så har hun aldrig - og virkelig aldrig - forsøgt at være en god mor for nogen andens skyld end sin egen. Alt handler kun om hende.

Forskellen på hende - der er mor og syg - og på mine veninder - der er mødre og syge - er at den sunde grupper erkender sygdommen og arbejder med den, for deres egen og for deres børns skyld. Min mor erkender det i virkeligheden ikke og arbejder kun med sin sygdom hvis hun er tvunget til det, og kun for sin egen skyld.

Mht. medicin, så er det jo noget den enkelte skal tale med sin læge om, men man skal formentligt aldrig lave en kold tyrker, men følges meget tæt gennem graviditeten og efterfølgende. Det er i virkeligheden ikke noget man rigtig kan diskutere på nogen som helst internet-fora, fordi det er så individuelt afhængigt, at den almene dansker ikke kan gøre sig begreb om hvor svært det er og hvor meget arbejde der ligger i at trappes ud af medicin.

Men jeg håber virkelig på, at folk er lidt klogere end de der typer fra "nationen", og rent faktisk opsøger viden i stedet for at sidde og brække sig over det mindste.

Tak for din dybfølte, personlige og rørende tilkendegivelse, Angelica! Smukt sagt! Og jeg er enig med dig.

Vil lige pointere at jeg ikke træffer mine valg ud fra hvad der bliver sagt i dette eller andre internet fora, det er bare rart at høre andres meninger og tanker, samt komme ud med nogle af frustrationerne.

Jeg skal trappes helt ud af min medicin og er ekstremt bange for følgerne af det, MEN jeg bliver holdt øje med af hele tre forskellige instanser: læge, psykiater og min bostøtte (som er en pædagog der kommer ud og kigger til mig i hverdagen). Udover det er der naturligvis venner og familie.  Jeg skal NOK klare den, jeg VIL klare den! Og når jeg tror på mig selv, så skal andre også gøre det... gider ikke høre på den slags ignorante, dumsmarte kommentarer, som nogle mennesker bilder sig ind, de har ret til smide i hovedet på mig og "min slags".

Jeg tog anti-depressiva da jeg blev gravid, dog var jeg påbegyndt nedtrapning. Da jeg fandt ud af at jeg var gravid stoppede jeg med medicinen fra den ene dag til den anden, selvfølgelig med lægens "accept".

Personligt ville jeg aldrig selv tage medicin - slet ikke noget som påvirker kroppen så meget som anti-depressiva. Som gravid kan man også opleve at man faktisk ikke har behov for medicinen, da kroppen og sindet ændre sig ekstremt meget.

For mit vedkommende har jeg det super godt og kan sagtens undvære det og regner bestemt ikke med at skulle starte på det igen.

Til sidst vil jeg lige kommentere sætningen " tag dig sammen" - hvis man kunne det så var medicinen unødvendig og folk der siger sådan aner ikke hvad de udtaler sig om.

Det er vigtigt at man konsultere sin læge/psykiater o.l hvis man tager anti-depressiva eller anden form for medicin, hvis man ønsker at blive gravid eller er det.

/Fenja

Fenja09 skriver:

Jeg tog anti-depressiva da jeg blev gravid, dog var jeg påbegyndt nedtrapning. Da jeg fandt ud af at jeg var gravid stoppede jeg med medicinen fra den ene dag til den anden, selvfølgelig med lægens "accept".

Personligt ville jeg aldrig selv tage medicin - slet ikke noget som påvirker kroppen så meget som anti-depressiva. Som gravid kan man også opleve at man faktisk ikke har behov for medicinen, da kroppen og sindet ændre sig ekstremt meget.

For mit vedkommende har jeg det super godt og kan sagtens undvære det og regner bestemt ikke med at skulle starte på det igen.

Til sidst vil jeg lige kommentere sætningen " tag dig sammen" - hvis man kunne det så var medicinen unødvendig og folk der siger sådan aner ikke hvad de udtaler sig om.

Det er vigtigt at man konsultere sin læge/psykiater o.l hvis man tager anti-depressiva eller anden form for medicin, hvis man ønsker at blive gravid eller er det.

/Fenja

 

Jeg ved der er former for medicin, der er mindre skadelige. Synes bestemt du skal spørge din læge så du er forberedt hvis der skulle blive behov. Der er dog meget man kan gøre for ikke at få tilbagefald og det synes jeg jo klart man skal gøre. Fx motion, lys - positive aktiviteter, korrekt udtrapning osv, men ved også at arkupunktur kunne hjælpe. Min søster går hos en rigtig dygtig mand der holder til i Århus og Viborg og det holder hende fra at tage medicin for angst, depression og den uro der føler med, som kan give søvnmangel. Endvidere synes jeg du burde opsøge en psykolog, som kan give støttende og preventive samtaler undervejs.

Held og lykke med projektet

Baby84, det kan godt være en idé med akupunktur, men i mit tilfælde drejer det sig om forskellige livsvarige diagnoser, som ikke kan kureres, men kun holdes tilbage med medicin og muligvis mindske symptomerne med tiden.

Naturligvis har der været en psykolog inde i billedet. Jeg har sådan ca. gået til psykolog en 10 års tid, vil jeg tro. Jeg går IKKE til psykolog mere, da jeg har det godt og er glad og omtrent så velfungerende, jeg kan blive.  Hvis du læser ovenover, nævner jeg også, at jeg har kontakt med både læge og psykiater, så det er der skam styr på.

Fenja, ja man kan da være heldig at symptomerne bare forsvinder, hvis man stopper med medicinen, men det, jeg er bange for, er det modsatte... Plus at de hormonelle udsving der følger med at blive gravid, kan blive prikken over i'et. Men jeg ved det jo ikke, og måske er der ikke nogen grund til at male fanden på væggen, for en graviditet vil i hvert fald gøre mig lykkelig.