Anonym skriver:
Hej.
Jeg er gravid med min eks kæreste gennem 5 år. Da jeg blev gravid udløste det en del problemer for os, da han IKKE ville have det, og jeg var modsat meget glad.
Vi har haft et turbolent forhold, hvor vi har slået op massere af gange (dog kun et par timer af gangen, og aldrig ment noget med det), og haft en del utroskab som startede da jeg, efter vi havde kommet sammen et halvt år fik en abort, og derefter fik en depression som gjorde at jeg ikke havde lyst til at gå i seng med ham, og han så det som at jeg var på vej ud af forholdet, så han var mig utro.
Når, men da jeg fik en abort dengang havde jeg sagt at jeg ALDRIG ville igennem det en gang til.
Så skete det at jeg blev gravid, og det udløste en del tårer fra ham, som så blev til trusler, og siden vold, psykisk men også en smule fysisk i form af kvælertag og truende adfærd når han opsøgte mig på mit arbejde. Han var bange for at hans forældre og venner skulle finde ud af at han havde et barn udenfor ægteskabet, bange for at han skulle betale penge osv.
Han truede mig over telefonen, både mig, mit ufødte barn, min familie, selv min hund kom med i truslerne. Efter 4-5 måneder med trusler en gang om ugen, fik jeg endelig skiftet nr og lovet ham at han ikke skulle komme til at høre mere fra mig, hverken mht. børnebidrag eller faderskab (for min egen sikkerhed, ikke for at glæde ham!), og det var en skøn tid hvor jeg ikke hørte noget for ham.
Nu har han så valgt at kontakte min bror over sms i forgårs.
"Hej. Sig til *** hun skal kontakte mig i morgen. Hilsen *** det er vigtigt."
Det gjorde mig meget ked af det, da jeg endelig troede jeg var sluppet fra ham. Jeg fik det at vide i går af min bror, og valgte så at kontakte ham i dag over nettet, hvor han sagde at han gik til psykolog og psykologen sagde at han havde 2 personligheder, en normal som han var nu og en når det slog klik. Og virkede lidt truende ved at fortælle at han havde betroet sig til en af hans venner og de ville sammen løse problemet, han ventede bare på det rette tidspunkt.
Jeg valgte så at fortælle ham at jeg havde født for tidligt i uge 24 pga. stress, og barnet var dødfødt. Han troede ikke på mig i starten, men jeg fik ham til at tro på mig.
Gjorde jeg det rigtige?
Der er mange flere eksempler på at han ikke fungerer helt normalt, eksempler i vores forhold hvor han har slået sig selv i hovedet i afmagt, slået mig og bagefter grædt og fortrudt, været mig utro, løjet om alting både overfor mig, hans forældre og hans venner osv., terroriseret mig psykisk da jeg efter aborten tog 20 kg på og kaldt mig tyk og fed og klam osv., kaldt mig luder, men hver gang jeg har villet slå op grædt osv.osv.osv..
Ligesom de fleste andre forstår jeg godt at du har gjort som du gjorde, selv om det er lidt forkert.
Men for barnets skyld er jeg lidt bekymret, fordi jeg ved at man på et tidspunkt gerne vil vide hvor man egentlig kommer fra (eller hvem). Og det er altså en ting du berøver barnet at få at vide, hvis faderen og barnet ikke må vide at hinanden eksisterer. Det kan helt sikker give nogle eksistentielle problemer for barnet. Jeg ved hvordan det er, men jeg fik så mulighed for at møde min far da jeg var 17 og selv beslutte et par år senere at han ikke skal være en del af mit liv. Men det betød rigtigt meget at det blev min beslutning, og ikke længere min mors.
