Er det total upædagogisk????

TbCp skriver:

Ja lige præcis... hun kan simpelthen blive så hidsig at man slet ikke kan nå igennem... og det er som om at når jeg begynder at tælle så vågner hun lige op igen...

Jamen igen - go for it! Og er det så noget med at man skal tælle til det tal som er barnets alder? Når de bliver teenagere så skal man tælle til 13, og sådan for at de kan få rumpen op af sofaen? 

LIZO skriver:

her hjemme har det virket.. og de gange  han så ikke har regeret har han fået lov at side ude i gangen i 2 min.. og jo mere han skreg og brokket sig jo længere sda han der.. dte hjælp og de gange han ikke ville ha børste tænder så blev han holdt fast. og så dirkete i seng uden godnat historie. gik ikke længe før han fandt ud af at det nemmeste var at gøre det..

at det så ikke længere hjælper på en 5 årig.. suk suk...

Vi bruger ikke timeout til Liva, det fungere slet ikke for hun ville være så ligeglad og det ville bare ende i endnu større diskussioner...

Men jeg tænker også at det er noget der hjælper lige nu men måske om 1/2 år vi skal finde en anden metode.

Kirle skriver:

Mit er klart afmagt. Time outs bliver givet i de situationer hvor der ikke er tiden og overskudet til at tage dialogen. Når tingene bare SKAL ske...

Men jeg tænker også at jeg er en forælder. Ikke en pædagog eller en ven. Jeg skal først og fremmest være en forælder og det indebærer at man nogengange trækker "jeg ved bedst" kortet, og skærer igennem. Det tror jeg man skal! Men derfor er det stadig ikke sjovt eller får mig til at føle det specielt godt tilpas.

Et eksempel: vi skal putte godnat(normalt er det snak, sang med mor eller far oppe i sengen og så godnattår vand fra gulv og vinken fra dør), og Tjalfe er træt og drilsk så derfor slår han mig - nice NOT - i hovedet mens vi putter. Så siger jeg at så nu skal vi synge, hvorefter jeg synger godnatsangen mens han skælder så meget ud at han ikke når at opfatte at sangen faktisk er slut... Hvad så? Går man og holder fast og efterlader et vredt barn alene i sengen eller "giver man efter" og synger sangen igen. Puh jeg synes det er svært. For hvorfor han slår er fordi han er for træt, hvorfor han ikke vil sove er fordi han er for træt, så derfor må jeg sige til ham at det er ok at han er sur på mig men jeg elsker ham uanset hvad og han kan kalde og at han kan høre hvad jeg laver (vaske op, se fjernsyn, lægge tøj på plads, pusle på altanen eller hvad jeg nu laver) ganske som vi plejer. Og så gik jeg. Ikke med en god fornemmelse i maven, men følte at jeg blot ville forlænge den dårlige situation

Han kaldte så som han plejer 1 min efter jeg går ind og alt er fint og vi siger godnat igen.

Men var det fint. Jeg synes det er vildt svært at vurdere... Jeg tror det når det kommer til stykket og tror det også med Liva men jeg er jo ikke dem så ved det ikke. Men stoler på at hvis Tjalfe virkelig stejlede, at han vil udtrykke det og så ville jeg blive eller synge et vers til eller hvad det nu er, og at Liva og du ville det samme.

Selvstændighedsfasen er jo specielt svær fordi man aldrig helt ved hvor grænsen er fra dag til dag. Nogengange kan han meget mere alene end andre hvor det er mor mig her og mor mig der...

KOnklusionen her er nok at jeg vælger at stole på at hvis jeg fejlvurderer en situation at Tjalfe har nok selvværd til at skælde mig ud og at jeg kan høre forskel på alm skæld ud og panik - mor - flyver - væk - på - en - lyserød-sky som er hans største mareridt

Det er bare helt anderledes at opdrage egne børn! Der er jo alt for mange følelser med der
Og ja det er nok rigtigt at ind imellem må man bare lave den der "fordi jeg siger det!"....

Ni-ko-li-ne skriver:

altså Tina, det må du vide... det er dig der er pædagog... ha ha

Vi gør også sådan... For Nikoline kan man diskutere med i timer hvis hun vil noget hun ikke må! så der er een chance og så tæller vi til 3.... fortsætter hun er der timeout....

og det virker, i alt fald lige nu....

Det er bare så svært! Altså jeg bruger ikke det der 1-2-3 med dp-ungerne, det er ikke nødvendigt, men det er også bare noget andet når det er ens eget barn...

JustAnotherName skriver:

Jeg ser intet galt i, at du gør sådan. Hvis bare du så også gør handling af dine ord, så de er oprigtige og der er "konsekvenser" ved ikke at ville samarbejde.

Vi bruger tit herhjemme, hvis Bianca er på tværs, at vi siger - ENTEN så gør vi det sådan (en god løsning på det som skal gøres - Fx. at hun selv gør det nu, og vi hjælper hende ....det kunne være med at tage jakken på) eller også så bliver det sådan (en knap så god løsning, som stadig udløser at det som vi vil, sker - Det vil typisk være, at vi bare GØR det. Punktum!) - Så kan hun selv "frit" vælge én af de to muligheder.
Og fortsætter kampen, så tager vi bare overlegent over situationen, for så ER diskussionen slut - hun havde valget! Og så viser vi, at vi ikke giver os, fordi hun gør brok!

Ofte kan tingene ende i skrig og skrål. Så stopper vi op! Og så krammer vi lige hinanden, og snakker om det, og er enige om at vi "er gode venner" og gør det på en god måde sammen. Og så kører tingene igen uden bøvl.

Men princippet er jo det samme - Enten gør du det selv NU, eller også gør JEG det for dig! ......Uanset så bliver det, som jeg (den voksne) siger!

Jo det er vigtigt! Jeg siger altid hvis du ikke gør det og det inden jeg har talt til 3 så gør jeg det... og så gør jeg det også hvis hun så ikke selv gør det... eller s ender hun jo med at kunne løbe om hjørner med os....
Men indimellem må situationen også lige gennemtænkes, for der er ingen grund til at starte konflikter med et træt barn som er på vej i seng f.eks.

idamaria83 skriver:

Altså jeg ved ikke hvor pædagogisk det er (er det ikke dig, der er pædagogen måske ) men herhjemme bliver den altså også brugt - og den virker!  

Joo Men det er bare så meget anderledes når det er mit eget barn... har aldrig brugt den til dp-ungerne det har ikke været nødvendigt.

Lilac skriver:

Jeg synes faktisk det er meget pædagogisk og vi bruger det også herhjemme og har faktisk gjort det længe. F.x. har xxx noget med at når der skal børstes tænder, så skal han aaaaaltid løbe rundt og rundt om bordet, så siger jeg: "nu er det sidste tur, xxx" og så hvis han ikke kommer, "Nu tælder jeg til tre, og så kan du enten komme selv eller jeg bærer dig"... Så længe der ikke er straf i konsekvensen, men altså bare at blive båret (og han synes jo selvfølgelig det er sjovere at gå selv), synes jeg bestemt ikke der er noget galt i det... Det skal bare gøres i neutralitet og ikke vrede...

Ja det med at der skal være en konsekvens og ikke straf det giver jeg dig helt ret i..
Det er egentlig ikke noget jeg har tænkt over, men tror aldrig vi har brugt en "straf" men kun de der ting som "hvis du ikke går selv, så bærer jeg dig derud" osv.

h_bernie skriver:

Herhjemme bruger vi omvendt psykologi. "Jeg tror ikke du kan tage dit tøj af selv" og vupti drengen gør det vi egentlig bad ham om. August: jeg gider ikke have børstet tænder - skaber sig helt vildt. Af og til virker det så med "Nå nu er det vidst mor der skal have børstet tænder, du kan da ikke finde ud af at få børstet tænder"....øhh det blev vidst lidt rodet. Håber I forstår

Den virker bare slet ikke her

Rosa skriver:

Jamen igen - go for it! Og er det så noget med at man skal tælle til det tal som er barnets alder? Når de bliver teenagere så skal man tælle til 13, og sådan for at de kan få rumpen op af sofaen? 

Haha det har jeg ikke lige overvejet

TbCp skriver:

Det er bare helt anderledes at opdrage egne børn! Der er jo alt for mange følelser med der
Og ja det er nok rigtigt at ind imellem må man bare lave den der "fordi jeg siger det!"....

Oh ja det er! For man elsker jo sine egne børn til døde og så lidt til. Og så man have alle sine fine ideologiske principper. Men så må man lave fejl. Og være ok med det. Så kan man passende lære sit barn hvordan man håndterer at lave fejl i den proces

Jeg tror at man skal lære at trække mor-kortet og være ok med det. Så tror jeg at alle parter har det bedre med det i længden.