Normalt fødes barnet i baghovedstilling, det vil sige, at det fødes med baghovedet først. Indimellem sker der dog det, at fosteret får lagt sig på en forkert måde eller drejer hovedet forkert før eller under fødslen.
Underkropsstilling (sædefødsel)
I cirka tre procent af alle fødsler vender fosteret med hovedet opad og underkroppen nedad, og det er dermed sædet (numsen) eller fødderne, der fødes først. Du kan oftest ikke selv mærke, at fosteret ligger med numsen nedad. Ved at mærke på maven og lytte til barnet kan en læge eller jordemoder så godt som altid føle sig frem til, hvordan barnet ligger i maven. Har man mistanke om, at barnet ligger i underkropsstilling, vil man foretage en gynækologisk undersøgelse eller en ultralydsscanning.
Der er flere ting, der øger risikoen for en sædefødsel. Undersøgelser har vist, at risikoen for en sædefødsel kan arves, og at sandsynligheden for at komme til verden med numsen først er mere end dobbelt så stor, hvis ens mor eller far også er født ved en sædefødsel. Er begge forældre forløst ved en sædefødsel, er risikoen tre gange højere. Sædestilling kan også indikere misdannelser, lav fødselsvægt eller at moderkagen er placeret atypisk.
Ligger fosteret med numsen nedad, har man tre valgmuligheder:
1. Forsøge at vende fosteret
2. Føde barnet i sædestilling
3. Foretage kejsersnit
Fostervending
En sædefødsel er mere kompliceret end en almindelig fødsel. Man vil derfor ofte foreslå at forsøge at vende barnet. Hvis fosteret efter graviditetsuge 37+0 stadig vender med sædet, dvs. numsen, nedad (sædestilling), vil man forsøge sig med en fostervending for at få barnet i hovedstilling. Dette foregår ved, at en læge med masserende bevægelser på maven tager fat om barnets hoved og numse udefra og forsøger at vende barnet rundt, så det vender med hovedet nedad. Det lykkes i cirka halvdelen af tilfældene. Lykkes det ikke at vende fosteret, skal man tage stilling til, om barnet skal fødes på normal vis eller ved kejsersnit.
SædefødselDet kan godt lade sig gøre at føde barnet på normal vis, hvis alt forløber normalt, og moderen ønsker at føde barnet selv. Desuden må barnet ikke være for stort, og bækkenet skal være rummeligt. Ofte vil man lave et klip i skede eller mellemkød for at forstørre fødselvejen. Barnet kan hjælpes ud med tang. Den fødende får ofte tilbudt en epiduralbedøvelse, da det oftest er mere smertefuldt at gennemføre en sædefødsel.
En sædefødsel forløber som regel uden problemer, men skal altid foregå på et hospital, og der skal være en fødselslæge til stede. Fødslen kan nemlig være kompliceret af flere grunde:
• Fødslen kan trække ud, fordi underkroppen af uforklarlige årsager stimulerer veerne på en anden måde, end når hovedet kommer først
• Navlesnoren bliver lettere klemt, hvilket kan resultere i iltmangel hos fosteret, da blodtilførslen afklemmes.
• Normalt baner barnets hoved vejen gennem fødselskanalen ved at udvide fødselskanalen. Barnets hoved, som er den største del af kroppen, skal passere fødselsvejen uden at være formet som under en normal fødsel, hvor hovedet baner vejen.
Kejsersnit
Hvis det ikke lykkes at vende fosteret, og moderen ikke ønsker at føde på normal vis, eller en sædefødsel vurderes som for risikofyldt, vil man anbefale et kejsersnit. Halvdelen af alle planlagte sædefødsler ender med et kejsersnit. Hvis barnets fødder ligger forrest i fødselsvejen, vil man oftest tilråde kejsersnit. Hvis det er din første fødsel, og barnet ligger i underkropsstilling, vil man ofte anbefale kejsersnit, da fødselsvejen og bækkenbund endnu ikke har været udvidet og derfor ikke er så eftergivelig, som hvis du har født før.
Pande- eller ansigtspræsentation (stjernekigger)
Langt de fleste børn bliver født med baghovedet først og ansigtet nedad. Barnet kan anbringe sig i en stilling, så hovedet sætter sig i en besværlig stilling i fødselsvejen og derfor bliver svært at presse ud. Denne stilling kaldes også ”stjernekigger”, fordi barnet, modsat normalt, kigger opad, når hovedet bliver født. Ved pande- eller ansigtspræsentation ligger barnet med pande eller ansigt i fødselsvejens indgang. Det gør, at nakken ikke kan presses tilbage, og hovedet kan derved ikke følge fødselskanalen, som er krum.
Det opdages først, når fødslen er i gang, og jordemoderen undersøger den fødende gennem skeden, hvor hun kan mærke, hvordan barnets hoved står.
Fødsel af et barn i pande- eller ansigtspræsentation kan ofte trække ud eller kræve hjælpemidler, såsom tang eller sugekop. Kun hvis barnet lider under iltmangel, vil man foretage kejsersnit.
Tværleje
Ind imellem ligger fosteret i tværleje, det vil sige på tværs af livmoderen. Dette opdages oftest inden fødslen, og man vil i disse tilfælde forsøge at vende fosteret. I meget sjældne tilfælde ligger barnet i tværleje, når fødslen begynder. Man vil aldrig forsøge at vende et foster, når først fødslen er i gang, og da det ikke er muligt at føde et fuldbårent barn i tværleje, vil man forløse barnet ved kejsersnit.
