Man kan via en blodprøve undersøge fosterets trivsel og udvikling via en blodprøve fra navlestrengen. Undersøgelsen foregår ved, at man fører en tynd kanyle ind i et af navlesnorens kar (på blodets vej ud af moderkagen) og tapper en lille smule blod. Man kan bl.a. undersøge blodet for:
- Bestemmelse af barnets blodtype
- Infektion, f.eks. toxoplasmose, røde hunde og herpes
- Rhesus immunisering: En blodprøve fra navlesnoren kan afsløre, om barnet er påvirket af rhesus immunisering.
- Kromosomtal: Via blod fra navlesnoren kan man undersøge, om fosteret har kromosomfejl.
- Mistanke om væksthæmning hos fosteret: Hvis man har mistanke om, at fosteret ikke vokser optimalt i livmoderen, kan man måle iltindhold, surhedsgrad og kuldioxidmængden for at afdække fostrets tilstand.
- Navlesnors ph: Ved at tage en blodprøve fra navlesnoren umiddelbart efter fødslen kan man se, om det er sket en ophobning af kulsyre i barnets blod. Hvis blodets pH-værdi (surhedsgrad) er lav, dvs. under 7,20, kan det være tegn på, at barnet har haft iltmangel under fødslen.
- Blodprøve: Hvis barnet efter fødslen er sygt eller har risiko for at være / blive det, kan man tage en blodprøve fra navlesnoren. Dette blod kan man gemme i et laboratorium. Derved slipper man for at tage en blodprøve fra barnet, hvis man f.eks. skal foretage blodtypebestemmelse eller blodanalyser for at undersøge for sygdomme eller finde den rette behandling af barnet.
- Stamceller: Blod fra navlesnoren indeholder bloddannende stamceller.
Læs mere om stamceller på de næste sider.
