Alene - og forvirret ?? Hjælp..

Jeg aner ikke hvordan den slags sager forgår, men kan ikke se problemet i at små børn overnætter hos fædrene, hvis de ikke ammes...

En fars bånd er vel ligeså vigtigt som en mors!?

selvfølgelig ikke ugevis... der skal efter min mening være en fast base så længe de er så små om den så er hos den ene eller anden ser jeg som underordnet... men en enkel overnatning eller to skulle de vel nok kunne mønstre...

Tror det vigtigste er at uanset hvilke aftaler man indgår, så skal de holdes så båndet vedligeholdes og barnet ikke føler svigt... (det større barn selvfølgelig)

Anonym skriver:

Hej piger .. 

 

Ja, nu er vi officielt ikke sammen mere og vi er stadig venner, men han siger at han vil have vores datter en hel dag, og han siger at han snart vil have hende en HEL weekend  
Åhh Guuud.. Hvad i alverden gør jeg i denne her situation?!
hvornår kan hun komme på weekend hos sin far, og hvordan og hvorledes.. ?? Er helt tom.. Det gør så ondt!!!!!! ARGH..

Sorry, det skulle lige ud.. :/

Det skal lige siges at vores datter er 5½ mdr 

 

Hejsa

Jeg har stået i præcis samme situation som dig.
Vi gik fra hinanden da vores datter var omkring 1½ måned gammel. Allerede dér begyndte hendes far at snakke om overnatning ovs.
Jeg gik og var nervøs for hvornår han mon ville ringe igen, og hvornår jeg endnu en gang måtte forklare ham at vores datter simpelthen ikk var gammel nok til at overnatte hos ham. Jeg har altid været mega dårlig til at sige nej og få sagt min egen mening overfor ham. Og det er jeg stadig, utroligt nok.
Men alligevel har jeg formået at få ham til at stole på, at det jeg mener er det rigtige for vores datter, ER det rigtige.
De ser hinanden nogle timer hver anden lørdag eller søndag nu. (Det har været hver anden lørdag/søndag med overnatning, men pga nogle personlige årsager, er der ikk mulighed for vores datter at overnatte hos ham pt) 
Han har længe gerne ville have hende fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag, og hver gang har jeg sagt, at det er for tidligt.  Jeg har også agumenteret med at SP siger at det er for tidligt.
Jeg har fortalt ham at det er de vågne timer der er vigtige for ham og vores datter. Det er ikk vigtigt at hun sover hos ham...Det er vigtigt at de er sammen når hun er vågen.
Jeg er ikke grov når jeg snakker med ham om vores datter. Det ku jeg aldrig finde på at være. Jeg er meget forstående overfor ham, men samtidig tillader jeg mig også at være dén, der kender vores datter bedst. Jeg taler hendes sag og fortæller hendes far hva der er bedst for hende. Ikke hva der er bedst for mig, eller for ham.
Hvis du kan, så synes jeg du ska prøve at undgå statsamtet. Hvis I selv kan finde ud af at samarbejde, behøver I ikk folk til det. Det er min helt personlige mening. Jeres datter vil også føle tryghed, hvis hun mærker at mor og far godt kan snakke og arbejde sammen.


Alt det her kan du godt!!
Når jeg kan, så kan alle. Bare tro på dig selv, og mærk din egen mavefornemmelse. Spørg dig selv, hva er det lige der er rigtigt og forkert her?
Jeg har lært, at tiden arbejder for én. Man skal seføli ikke bare sidde og vente på at tingene sker. Man ska handle hvor man kan, og lade være med at bekymre sig om noget, man alligevel ikk kan gøre noget ved her og nu. Og SÅ ska man lade tiden arbejde.

Charlotte Wberg skriver:

Jeg aner ikke hvordan den slags sager forgår, men kan ikke se problemet i at små børn overnætter hos fædrene, hvis de ikke ammes...

En fars bånd er vel ligeså vigtigt som en mors!?

selvfølgelig ikke ugevis... der skal efter min mening være en fast base så længe de er så små om den så er hos den ene eller anden ser jeg som underordnet... men en enkel overnatning eller to skulle de vel nok kunne mønstre...

Tror det vigtigste er at uanset hvilke aftaler man indgår, så skal de holdes så båndet vedligeholdes og barnet ikke føler svigt... (det større barn selvfølgelig)

Jojo, far/datter båndet er ligeså vigtigt som mor/datter, men efter MIT hjerte er hun for lille til at undværre mig en hel weekend, og også i et døgn. Faderen har ikke haft hende alene før, andet end maks 2-4 timer! Og derfor kan jeg slet ikke arbejde med den tanke om at min datter måske er ulykkelig, og ikke har det optimalt, fordi han ikke kender hendes gråd, pludren og at han heller ikke ved, nå men nu skal hun ha en flaske,  nu skal hun ha grød, og nu skal hun puttes, og han kan ikke finde ud af at putte hende, fordi det har JEG altid gjort. Han har ikke puttet hende før. Jo, måske da hun var spæd. Derfor syntes jeg ikke det er til overvejelse at han skal have hende fast til overnatning, eller weekend! 

*Sofie* skriver:

Hejsa

Jeg har stået i præcis samme situation som dig.
Vi gik fra hinanden da vores datter var omkring 1½ måned gammel. Allerede dér begyndte hendes far at snakke om overnatning ovs.
Jeg gik og var nervøs for hvornår han mon ville ringe igen, og hvornår jeg endnu en gang måtte forklare ham at vores datter simpelthen ikk var gammel nok til at overnatte hos ham. Jeg har altid været mega dårlig til at sige nej og få sagt min egen mening overfor ham. Og det er jeg stadig, utroligt nok.
Men alligevel har jeg formået at få ham til at stole på, at det jeg mener er det rigtige for vores datter, ER det rigtige.
De ser hinanden nogle timer hver anden lørdag eller søndag nu. (Det har været hver anden lørdag/søndag med overnatning, men pga nogle personlige årsager, er der ikk mulighed for vores datter at overnatte hos ham pt) 
Han har længe gerne ville have hende fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag, og hver gang har jeg sagt, at det er for tidligt.  Jeg har også agumenteret med at SP siger at det er for tidligt.
Jeg har fortalt ham at det er de vågne timer der er vigtige for ham og vores datter. Det er ikk vigtigt at hun sover hos ham...Det er vigtigt at de er sammen når hun er vågen.
Jeg er ikke grov når jeg snakker med ham om vores datter. Det ku jeg aldrig finde på at være. Jeg er meget forstående overfor ham, men samtidig tillader jeg mig også at være dén, der kender vores datter bedst. Jeg taler hendes sag og fortæller hendes far hva der er bedst for hende. Ikke hva der er bedst for mig, eller for ham.
Hvis du kan, så synes jeg du ska prøve at undgå statsamtet. Hvis I selv kan finde ud af at samarbejde, behøver I ikk folk til det. Det er min helt personlige mening. Jeres datter vil også føle tryghed, hvis hun mærker at mor og far godt kan snakke og arbejde sammen.


Alt det her kan du godt!!
Når jeg kan, så kan alle. Bare tro på dig selv, og mærk din egen mavefornemmelse. Spørg dig selv, hva er det lige der er rigtigt og forkert her?
Jeg har lært, at tiden arbejder for én. Man skal seføli ikke bare sidde og vente på at tingene sker. Man ska handle hvor man kan, og lade være med at bekymre sig om noget, man alligevel ikk kan gøre noget ved her og nu. Og SÅ ska man lade tiden arbejde.

Tusind tak for dit svar! Dét hjalp mig meget på vej! TAK! 

Håber det er okay at hvis jeg har brug for råd og vejledning, at jeg så skriver PB til dig? 

*Sofie* skriver:

Hejsa

Jeg har stået i præcis samme situation som dig.
Vi gik fra hinanden da vores datter var omkring 1½ måned gammel. Allerede dér begyndte hendes far at snakke om overnatning ovs.
Jeg gik og var nervøs for hvornår han mon ville ringe igen, og hvornår jeg endnu en gang måtte forklare ham at vores datter simpelthen ikk var gammel nok til at overnatte hos ham. Jeg har altid været mega dårlig til at sige nej og få sagt min egen mening overfor ham. Og det er jeg stadig, utroligt nok.
Men alligevel har jeg formået at få ham til at stole på, at det jeg mener er det rigtige for vores datter, ER det rigtige.
De ser hinanden nogle timer hver anden lørdag eller søndag nu. (Det har været hver anden lørdag/søndag med overnatning, men pga nogle personlige årsager, er der ikk mulighed for vores datter at overnatte hos ham pt) 
Han har længe gerne ville have hende fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag, og hver gang har jeg sagt, at det er for tidligt.  Jeg har også agumenteret med at SP siger at det er for tidligt.
Jeg har fortalt ham at det er de vågne timer der er vigtige for ham og vores datter. Det er ikk vigtigt at hun sover hos ham...Det er vigtigt at de er sammen når hun er vågen.
Jeg er ikke grov når jeg snakker med ham om vores datter. Det ku jeg aldrig finde på at være. Jeg er meget forstående overfor ham, men samtidig tillader jeg mig også at være dén, der kender vores datter bedst. Jeg taler hendes sag og fortæller hendes far hva der er bedst for hende. Ikke hva der er bedst for mig, eller for ham.
Hvis du kan, så synes jeg du ska prøve at undgå statsamtet. Hvis I selv kan finde ud af at samarbejde, behøver I ikk folk til det. Det er min helt personlige mening. Jeres datter vil også føle tryghed, hvis hun mærker at mor og far godt kan snakke og arbejde sammen.


Alt det her kan du godt!!
Når jeg kan, så kan alle. Bare tro på dig selv, og mærk din egen mavefornemmelse. Spørg dig selv, hva er det lige der er rigtigt og forkert her?
Jeg har lært, at tiden arbejder for én. Man skal seføli ikke bare sidde og vente på at tingene sker. Man ska handle hvor man kan, og lade være med at bekymre sig om noget, man alligevel ikk kan gøre noget ved her og nu. Og SÅ ska man lade tiden arbejde.

Tusind tak for dit svar! Dét hjalp mig meget på vej! TAK! 

Håber det er okay at hvis jeg har brug for råd og vejledning, at jeg så skriver PB til dig? 

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar! Dét hjalp mig meget på vej! TAK! 

Håber det er okay at hvis jeg har brug for råd og vejledning, at jeg så skriver PB til dig? 

Er glad for at du kunne bruge mit svar
Og ja, du er seføli velkommen til at skrive privat til mig!

Anonym skriver:

TAK FOR ALLE JERES SVAR!

Jeg gider bare ikke blive uvenner med ham?? 
Og ligenu er det simpelthen så hårdt, at jeg er så tæt på at gå helt ned med flaget. Det troede jeg aldrig jeg skulle nå, men er nået dertil. Og Gud hvor gør det ondt! Har en betonklods i min mave hele tiden, en underlig smerte giver den inde i min mave og hjerte! Jeg kan ikke spise, jeg kan ikke sove..

De siger der er mening med livet, men der kan skuda ikke være mening med denne galskab  

Sødeste... Hvad man ikke dør af gør en stærkere.. Det er endnu en erfaring i livet og nogen gør ondt.

At gå igennem statforvaltningen er ikke ens betydning med at I vil blive uvenner over samværet. Du kan forklare din eks at du har sendt bud til dem med håb om hjælp til fastsættelse da de er mest fair for Jer begge og barnet at tingene går rigtig til.

Charlotte Wberg skriver:

Jeg aner ikke hvordan den slags sager forgår, men kan ikke se problemet i at små børn overnætter hos fædrene, hvis de ikke ammes...

En fars bånd er vel ligeså vigtigt som en mors!?

selvfølgelig ikke ugevis... der skal efter min mening være en fast base så længe de er så små om den så er hos den ene eller anden ser jeg som underordnet... men en enkel overnatning eller to skulle de vel nok kunne mønstre...

Tror det vigtigste er at uanset hvilke aftaler man indgår, så skal de holdes så båndet vedligeholdes og barnet ikke føler svigt... (det større barn selvfølgelig)

Man siger at barnet kan undvære sin mor i de antale dage barnet er i år.

Der er noget om at trygheden findes i sin mors favn og den må man ikke fratage i for mange timer "bare" for at opretholde et far/barn bånd. Det er jo muligt for faren at besøge sit barn mens mor er der og at have hende et par timer eller 4 engang i mellem.

Hov, jeg vil lige tilføje at jeg har stået i samme situation med min datter og hendes far. Vi gik i SFV da han var meget frembrusende ift hvordan han ville have hende og da jeg sage at det var et no go at haan havde hende fra fredag til søndag (hun var 3 mdr) valgte han hende fra i yderligere 3 mdr. Herefter er det gået stille og roligt frem og hver gang han ikke får sin vilje truer han med at ville søge fælles forældremyndighed og få hende 7/7. Mænd sætter sig bare overhovedet ikke ind i hvordan barnets trives, men ser det nærmere som en magtkamp far/mor imellem.