Fra fest og farver til Familien Danmark

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

3.130 visninger
22 svar
0 synes godt om
19. oktober 2008

Tynen

Skrevet af Trine Barslev

Come on? 21 år og gravid! Og så lige her midt i min største passion for fester, venner, shopping og at sove så længe som muligt i weekenderne sammen med min kæreste. Jeg kunne på ingen måde se mig selv passe ind i det lille fremtidsbillede, der viste sig for mit indre. Nej, hvordan jeg skulle kunne affinde mig med tidlig aftensmad, planlagt sex og endnu mere vasketøj?

Jeg husker tiden tydeligere end noget andet.Den dag, et par måneder efter min 21 års fødselsdag, hvor jeg fra den ene dag til den anden fik influenzalignende tilstand, pludselig syntes, at min kæreste var noget af det mest irriterende, jeg om muligt kunne komme i tanke om, og hvor jeg følte mig super oppustet.

Ej, bare fordi man kastede op, var sur og vrissen og tilmed gået over tid, behøvede man da ikke være gravid?! Der måtte da være en anden mening med galskaben!! Men gad vide, om man bare skulle tage en test just in case?

For at få svar, måtte jeg gå den ydmygende gang ned til apoteket. Mit hjerte hamrede, da jeg gik ind af døren en regnfuld torsdag eftermiddag. Selvfølgelig var biksen spækket med folk. Typisk! Jeg sneg mig langs væggen, da jeg havde spottet stativet, hvor de hang, mens jeg skulede rundt. Følte alles øjne på mig, da jeg hurtigt, men ikke særlig diskret, listede en graviditetstest ned bag tasken.
Da jeg kom op til skranken, lavede jeg lige undvigeren for at få eventuelle ”misforståelser” fejet af banen: "Øhm.. altså.. Det er til en veninde. Er der en brugsanvisning i, som hun kan følge? Ekspedienten kiggede undrende på mig. Okay, den hoppede hun så ikke på. Gad vide, hvor mange gange hun har hørt den før? Synes ellers, den var ret godt udtænkt. Med testen glødende i hånden kunne jeg ikke gøre andet end at vente på at se morgendagens lys. Godt at det ikke var søvnproblemer, jeg havde de dage.

Jeg vågnede alt for tidligt med den ondeste hovedpine. Min underbevidsthed må have arbejdet på højtryk, for mit hovedet dunkede på en dagen-derpå-agtig måde efter en glad aften i byen.
Styrtede ud på toilettet med den famøse test i hånden og fulgte den til min veninde tiltænkte brugsanvisning. Jeg nåede ikke engang at smide den fra mig, før to knaldrøde streger gjorde sin entre i de små vinduer på testen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at netop dette øjeblik kunne være taget ud af Sand Tv´s produktion. Lige meget, hvor meget jeg vendte og drejede testen for at bevise, at det var genskær fra lampen i loftet, der fremprovokerede den ekstra streg, måtte jeg til sidst indse, at den var god nok. Pis! Jeg var blevet gravid. Og så endda på p-piller.

Lige i de sekunder så jeg mit liv passere revy. Come on? 21 år! Og så lige her midt i min største passion for fester, venner, shopping og at sove så længe som muligt i weekenderne sammen med min kæreste. Jeg kunne på ingen måde se mig selv passe ind i det lille fremtidsbillede, der viste sig for mit indre. Nej, hvordan jeg skulle kunne affinde mig med tidlig aftensmad, planlagt sex og endnu mere vasketøj? Når det så er sagt, vidste jeg, at der ikke var nogen vej udenom for mit vedkommende. Jeg skulle have det her barn. Vi skulle være forældre.

Min næste opgave var så at få formidlet beskeden videre på den blideste, men alligevel overbevisende ”Jeg har noget jeg skal fortælle dig”-agtige måde til min intetanende og stadig sovende kæreste. Med testen i hånden som bevismateriale gik jeg med gele i benene mod soveværelset. Min kæreste vågnede tilsyneladende ved min underlige opførsel på denne tid af døgnet og spurgte med det samme, hvad jeg havde gang i. Jeg trak vejret dybt ned i maven for at samle mig. Desværre havde dette den stik modsatte effekt. Jeg kunne mærke alt blodet flyve ned i benene, mens jeg gik i en slags indvendig panik. Shit, hvad gør jeg? Find på noget smart at sige! Find på noget casual. Hurtigt! Som et lyn fra en klar himmel brød jeg grædende sammen, mens jeg med stor kraft smed testen i hovedet på ham: Jeg er gravid, for fanden!
Ikke den mest romantiske måde, skal jeg da være den første til at indrømme. Min tiltænkte pædagogiske metode gik altså ikke helt efter planen.

De næste par dage gik med timelange samtaler med kæresten, tudeture og en uvirkelighedsfølelse, så det batter. Igen følte jeg mig som taget ud fra et afsnit fra "De unge mødre".
Jeg stod med en kæreste, der ikke vidste, hvad han ville. Han var gået fuldstændig i baglås og ønskede mest af alt bare at glemme det hele, og at han snart vågnede op af en drøm.

Men da chokket efter et par uger havde lagt sig, endte det heldigvis med, at han
besluttede sig for at gennemføre dette sammen med mig. Jeg var lykkelig, men følte alligevel, at mit image var en smule krakeleret pga. hans tvivlende stunt. Hvad ville folk ikke sige og tænke, når de hørte, at jeg var blevet uplanlagt gravid og dertil med en kæreste, der havde truet med at smutte fra det hele?!

Da krisen havde lagt sig i det lille hjem, kunne vi igen vende nogenlunde tilbage til vores hverdag. På trods af kvalme og opkast 24-7 nød jeg at kunne befærde mig med struttende mave uden at skulle tænke på at trække den ind, spise lovligt for to og have en undskyldning for at gå kold på sofaen hver dag kl. 20. Men det gik hurtigt op for mig, at det langtfra er alle, der synes, at unge gravide er et hit.

Jeg så hurtigt et system i de samtaler, jeg blev præsenteret for, når jeg mødte nye mennesker. Selv har jeg en teori om, at det var, fordi jeg ikke havde rundet de 25+, at det pludselig var legalt og faktisk nærmest en pligt at stille mig de obligatoriske tre indledende spørgsmål, før vi kunne føre en videre samtale. Spørgsmål, som jeg faktisk anså for at være direkte uhøflige, skulle åbenbart være hverdagskost. Jeg forsøgte derfor at forberede mig på situationen ved at have en masse svar parat, før jeg tog hjemmefra. Jeg nævner i flæng: Hvor gammel er du? Var det planlagt? Og Er du sammen med faderen? Jeg er et par gange sågar blevet spurgt, om jeg havde et arbejde. Jo, der er i sandhed mange velmenende interviewere derude i samfundet.

De første par gange, jeg blev stillet over for disse spørgsmål, blev jeg dybt chokeret og meget forundret over folks meget direkte måde at få lusket private detaljer ud om mine åbenbart meget interessante interne anliggender. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at dette, godt blandet med graviditetshormoner, ikke ligefrem var fremmende for min selvsikkerhed og tro på egen dømmekraft.
Udover omverdenen havde jeg også min omgangskreds at slås med. Jeg begyndte at tvivle på min plads blandt vennerne og vidste pludselig ikke, hvad jeg skulle udstråle, og hvor jeg befandt mig i hierarkiet. Skulle jeg bibeholde min lidt poppede stil, så fremmede folk rigtig kunne forarges, eller skulle jeg påtage mig en mere voksen stil, som egentlig ikke var mig, og som sikkert ville sende chokbølger ud blandt vennerne? Det var allerede alt for meget for dem, at jeg nu beregnede i uger i stedet for i måneder som normale mennesker gør. Kort fortalt: En identitetskrise var i sin vorden!

Jeg gjorde ellers mit for at være med på beatet. Tvang mig selv af sted aften efter aften for at være sammen med vennerne, selvom sofaen og joggingbukserne trak mere og mere. Men efter at have stået ret som kombineret taske-jakkeholder slash limodriver på Crazy Daisy et par nætter i træk, fik jeg en fornemmelse af, at det ikke bare var for mit ædru selskabs skyld, at jeg blev inviteret med. Da jeg efterfølgende takkede nej til byturene, blev der længere og længere imellem sms’erne fra dem, jeg troede, var mine venner. Denne transformering fra fest og farver til Familien Danmark var åbenbart ikke lige nem at sluge for alle.

Selvom jeg gjorde mit for at udfylde min plads i samfundet både i form og figur, forsvandt min eksistens mere og mere fra jordens overflade, og jeg kunne nu se, at det kun er de mest trofaste og rigtige venner, der hang tilbage. Det er og bliver en kliché, men det gør den ikke mindre sand: Man finder VIRKELIG ud af, hvem der er ens rigtige venner! Men pyt. Så havde jeg mere tid til at hellige mig graviditetsstudierne, hygge om maven, pakke taske til fødegangen og få gjort det sidste klar til Stellas ankomst.

Fødslen nærmede sig med hastige skridt, og jeg glædede mig efterhånden ret meget til at komme ud af min ubekvemme tilstand. Jeg var træt af folks blikke på gaden og træt af, at det lyste ud af mig, at jeg rent faktisk havde haft gang i noget, der involverede sex. Noget, jeg ellers ikke havde tænkt på, før en gammel skolelærer, jeg mødte på gaden, forskrækket udbrød: "Du har godt nok haft travlt, hva´?!". Nej, den fødsel kunne kun komme for langsomt.

Otte dage før termin skete der pludselig noget. Vandet var gået, og pludselig blev forventningens glæde afløst af angst. Nu var der ingen vej udenom. Stella var på vej!

Tasken, jeg omhyggeligt havde pakket i min barsel, skulle nu i brug. Når jeg ser tilbage på taskens indhold, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det var alderen eller bare en førstegangsfødendes naivitet, der havde fået mig til at forestille mig, at det at få et barn var noget dybt opreklameret. Hallo, hvor svært kan det være?
Til mit eget forsvar skal det lige kort siges, at jeg havde klare øjeblikke i dagene, hvor tasken blev pakket. Ammeindlæg, amme-bhér og tøj til den lille var også at finde deri, men der var meget andet og mere bemærkelsesværdigt indhold. Jeg havde pakket seks forskellige sæt tøj, for ikke om jeg orkede mit ventetøj mere! Desuden er jeg ikke fan af den dresscode, der er god latin på sygehuset. Store, uformelige mormortrusser (og gerne dem i net), kæmpe skjorter med irriterende ærmer og de famøse hospitalssokker, hvor elastikken er sparet væk - for bare at nævne nogle af irritationsmomenterne.

Jeg husker med gru tilbage på den meget alvorlige enetale, jeg måtte lægge øre til, lige da vi var ankommet på fødestuen. Jordemoderen prøvede med vold og magt at få mig i hospitalstøjet, selvom jeg ikke havde lyst. Det er med stor græmmelse, at jeg nu indrømmer, at jeg kan genkalde mine protesterende verbaliteter: "Jeg gør det altså ikke! Jeg vil ikke se fjollet ud heroppe!". Jordemoderen sendte mig et iskoldt blik og rakte på ny tøjet frem. Det endte med, at jeg måtte æde mine ord og min stolthed. Men jeg var tosset på hende og satsede på og håbede og bad til, at de havde set det, der var værre, hvilket jeg dog stærkt tvivlede på.

Til dagene efter fødslen havde jeg forberedt nogle nederdele, cowboybukser og toppe, for selvom man er nybagt mor, kan man vel godt være lidt lex på barselsgangen, når der kommer gæster. Og så havde jeg garderet mig, så jeg kunne skifte tøj imellem besøgene, hvis det skulle være. Man lå jo bare dér, så det måtte der være masser af tid til.

Set i bakspejlet må jeg - dog kun nødtvunget - erkende, at jeg kørte showet på barselsgangen igennem i det samme tøj i ca. to døgn (Uff!) og kun fik benyttet mig af et par meget store underbukser i str. 11 gange XL og det par joggingbukser, jeg havde på, da vi arriverede til fødegangen.

Et stort parti hårnåle dukkede også op mellem 2 ubrugte læbepomader og en pakke vatrondeller. Det ville jo være træls at ligge på fødebriksen og tænke: Gid jeg dog havde lidt flere hårnåle til mit normalt ustyrlige og altid i vejen værende hår! Hvis jeg endelig skulle have opfattet, at mit hår lignende noget, der havde været i nærkamp med et piskeris og et krat, kunne jeg så ikke bare have pakket en fem-seks stykker i stedet for 19?! Mit fladjern var også for fuldstændighedens skyld indrulleret i lagerbeholdningen. I bunden af tasken fandt jeg endelig fire stk. ubrugte skrabere. Jeg havde en formodning om, at benene skulle have en tur, nu man kunne nå dem for første gang i flere måneder. Massevis af magasiner gjorde skraberne selskab, for læse under veerne, hvem kan ikke lige det?! Tja, jeg må nok erkende, at det nok var med en fem-årigs naivitet, jeg trådte ind i både de gravide og de fødendes rækker.

Alt i alt har jeg ændret mig meget, siden jeg er blevet mor. Mit liv er blevet forandret på en fuldstændig vild og ubeskrivelig måde. Og selvfølgelig til det bedre. Jeg kan slet ikke forstå, hvad jeg har brugt tiden på, før Stella kom til, og jeg savner på ingen måde mit gamle liv.

De såkaldte venner, der er faldet fra, er jeg egentlig glad for at være sluppet af med. Tænk, hvis jeg havde spildt mere tid på dem. Hvis jeg endelig skulle møde nogen af dem på gaden, kan jeg hurtig spotte, at de nærmest dør lidt indvendig, når vi udveksler f.eks. ferieoplevelser. Spændingsgraden på min hjemmeferie kan jo på ingen måde hamle op med 12 dages druk på Sunny Beach. Altså ifølge dem. Sandheden er, at jeg har haft den bedste og mest begivenhedsrige ferie nogensinde: Stella tog sine første skridt, kæresten og jeg har aldrig haft det bedre, mange af aftenerne har vi haft besøg af nogle venner, mens ungerne har hygget, og vejret har været super!
Jamen, kan man forlange mere?

De venner, der er tilbage, er dem, der har accepteret, at det tit tager længere tid for mig at komme ud af døren end aftalt, og som er klar over mit handicap, nemlig at det snart er mere end to år siden, jeg vågnede op med vat på tænderne efter en vild aften i byen med lidt for søde drinks. De venner, der er klar over, at al musik og tv kun kan spilles FOR højt efter kl. 20, at legetøj fylder sådan rundt regnet 2/3 dele af stuen, og at jeg faktisk er rigtig længe oppe hvis klokken er over 23. Byture, café og sene impulsive venindeaftener er blevet erstattet af planlagte filmaftener, Ude og Hjemme i smug og et meget omfattende samtaleemne, som man simpelthen aldrig løber tør for. De har accepteret mit nye jeg.

Ja, det er en omvæltning at blive mor og familie, og jeg tror, det er uanset alder. Mandens motorcykel er nu blevet erstattet af en yderst rummelig og barnevognsvenlig Peugeot stationcar, og kvalitetstid er den tid, man har for sig selv på toilettet.

For at afrunde mit noget chokerende indtryk af at være ung gravid i dagens Danmark, skal det lige siges, at de bemærkninger og skævende øjne, jeg troede, man slap af med, når man sad med et sundt og glad barn i armene, ikke forsvinder af den grund. Der er åbenbart tilfælde, der falder uden for kategori. Dem, som bare vil se skævt på unge mødre, og som bare ikke kan undertrykke deres indre trang til at kommentere på det, så man ikke kan undgå at høre det.

Men tro mig - man bliver hærdet med tiden, og det er først nu, at jeg med stolthed og selvsikkerhed kan løfte panden og sige: Ja, jeg er en ung mor, men god mor, og jeg er skide stolt af det!! Tænk at være så heldig at blive både mor og familie. Endda i en tidlig alder.
Det er en stor lykke, som man først fuldt ud forstår, når man har selv oplevet den.

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

19. oktober 2008

ivfmarie

Trine for satan! Hvor er jeg dog evig taknemmelig over at du blev gravid netop da du gjorde - ung eller ej!
Hvis du havde været bare et par dage tidligere ude, så var vi to aldrig havnet i den samme mødregruppe, og mit liv ville have manglet en af de sejeste mødre jeg kender!

Og her er denne lille fætter på sin plads:

Marie - stolt af at kende Trine

Anmeld

19. oktober 2008

Pia.

Fantastisk læsning... elsker den måde det er skrevet på...

Anmeld

19. oktober 2008

birgittemarie

Profilbillede for birgittemarie
Afrika ligger lige i nærheden af jordkloben :-)
Hvor er den god Trine! Jeg gøs, da jeg læste hvad Marie havde skrevet og overvejede, at du ikke havde været til i juli 07 ! Jeg er også stolt af at kende dig og misundelig over, at du er så ung og lex og allerede har fået din dejlige Stella.
Mand, hvor gad jeg godt være 10 år yngre og allerede have fået min lille skattebasse...

Stor respekt krammer fra Birgitte

Anmeld

19. oktober 2008

BellaT

Profilbillede for BellaT

Hvor er det godt skrevet, Tynen! Og rigtigt. Også selvom man ikke er ung mor. Spørgsmålet "var det planlagt?" og det med vennerne gælder ihvertfald også for en "gammel" mor.
Jeg er også glad for at Stella kom i juli 07. Eller næsten i juli ihvertfald..

Knus fra Helle...

Anmeld

19. oktober 2008

1977

Profilbillede for 1977
Den er rigtig godt skrevet

Anmeld

19. oktober 2008

twinboys

Super godt skrevet... Majbritt

Anmeld

19. oktober 2008

linemus

Åh Trine - hvor er det flot skrevet. Jeg er også virkelig glad for, at du fik din smukke juli-baby, så du også kunne blive en del af mit liv. Artiklen oser af kærlighed til din familie og jeg synes du er den skønneste mor.

Stort knus Line

PS. Jeg elsker kommentaren: "kvalitetstid er den tid, man har for sig selv på toilettet" 45.png

Anmeld

19. oktober 2008

Loggidut

ha ha...jeg har hørt hele historien før, men det gør den ihvertfald ikke dårligere...du ved hvor meget jeg elsker dine hårnåle og fladjern...lol...

glæder mig sgu til vi skal dele en kasse øllerbajsere igen!

skide godt formuleret tun!

Anmeld

19. oktober 2008

Kvindemin

Kanon kanon kanon

Åh ha, helt kanon

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.