Her kommer min fødselsberetning - lang om længe
Mandag den 14. marts havde jeg en tid hos min jordemoder - jeg var på dagen 38+1. Under besøget konstaterede jordemoderen at mit blodtryk var alt for højt, jeg havde fået en enorm mængde væske i kroppen og havde protein i urinen. Svangerskabsforgiftning var dommen!! Afsted til nærmere undersøgelse på Skejby! Her var vi så stort set hele dagen, og den sidste læge vi talte med afgjorde, at vi skulle komme igen dagen efter og så ville fødslen blive sat igang. Uh jeg kan stadig tydeligt huske, hvor vildt det var at få den besked: "I morgen sætter vi dig igang". Jeg havde ikke helt indstillet mig på det, havde jo stadigvæk næsten to uger til termin og havde egentlig regnet med nok også at skulle gå over tid. Men vi tog hjem og pakkede vores ting så vi var klar til at møde på Skejby næste dag! Jeg fik ikke sovet meget den nat. På Skejby blev vi indlagt på Y1, sikke en dejlig afdeling, alle var bare så søde. Jeg fik lagt en stikpille og da jeg allerede var 1 cm åben, mente jordemoderen at jeg kunne forvente at få taget vandet den følgende morgen. Dagen gik med at være meget meget spændt, overvejede om veerne mon ville gå igang af sig selv nu jeg havde fået stikpillen og ellers var jeg bare generelt spændt på alt det, der nok skulle ske den følgende dag. Der skete ikke noget af sig selv - så næste morgen den 16. marts klokken 9.15 fik jeg taget vandet. Min mave svandt ind til halv størrelse følte jeg, og hold op hvor kom der meget vand. Da Alfreds hjerterytme var for høj skulle vi straks over på fødegangen. Jeg fik kørt CTG kurve fra nu af og hele fødslen igennem. Mine veer gik igang af sig selv klokken 11.00, men ved tolv tiden fik jeg lagt vedrop da de ikke var stærke nok. Uhh så begyndte smerterne skal jeg love for, av av av. Heldigvis havde jeg en virkelig god jordemoder, som jeg også har haft til undervisning i afspænding, så hun hjalp mig rigtig godt til at kontrollere min vejrtrækning. Jeg fik nogle voldsomme rysteture og kunne slet ikke styre min krop - men hun var så god til at snakke mig til ro og få brugt vejrtrækningen, var virkelig taknemmelig for alt hendes hjælp! Mit blodtryk var som følge af svangerskabsforgiftningen alt for højt og en børnelæge sagde så, at jeg enten kunne få piller til at slå det ned eller en epiduralblokade som har den bivirkning at blodtrykket sænkes - hvilket jo var godt i mit tilfælde. Jeg sprang straks på epiduralen!! Og hvor var det dejligt Og den var slet ikke slem at få lagt, selvom min kæreste sidenhen har fortalt med gru i stemmen hvilken lang nål der blev stukket ind i min ryg - godt jeg ikke kunne se det! Jeg kunne stadig mærke veerne men slet ikke i samme grad. Ca. kl. 17.00 var jeg udvidet 10 cm. og de tog nu epiduralen fra mig - skræk... Pressefasen var igang og den tog laaang tid følte jeg. Ca 2.5 time pressede jeg! Uh det var bare så hårdt og gjorde mega ondt. Sikkert også fordi jeg var vant til epiduralen og nu var den der jo ikke mere! Jeg fik stadig kørt CTG og Alfreds hjerterytme var fortsat for høj. Jeg begyndte at blive mere og mere nervøs og husker, at jeg sagde til min kæreste: "Jeg kan ikke mere, jeg vil bare gerne hjem nu"! Hehe, men jeg kunne jo ikke bare gå hjem, jeg måtte presse videre. Jordemoderen kaldte en supervisor og en børnelægen, det beroligede mig ikke ligefrem at der skulle være så mange mennesker på stuen og jeg kunne jo godt regne ud at der var noget galt, når der kom flere til. Lægen tog en blodprøve fra Alfreds hoved, som viste, at han skulle være ude inden for 5 minutter. Jeg tænkte bare nej nej nej for anede ikke, hvordan han skulle komme ud, jeg havde jo allerede presset i over 2 timer uden succes. De endte med at tage ham med hård sugekop. Det var tæt på kejsesnit, jeg hørte dem kalde endnu en børnelæge og også en portør, hvis nu jeg skulle til kejsesnit. Men er så glad så glad for at jeg ikke fik kejsesnit. Efter at han var taget ud med koppen kom han op på mit bryst og det var bare så dejligt at det hele var overstået og jeg kunne høre der var liv i ham
Grunden til sugekoppen var at han var stjernekigger og lå i tværleje! Den lille bavian
Sugekoppen var ikke ligefrem god ved mit underliv, men jeg overlevede da
Vi kendte jo ikke kønnet på forhånd, så det var jeg selvfølgelig spændt på. Men det vidste sig jo at være en lille dreng, som jeg hele tiden havde været overbevist om, at det ville være
Han er så fin og sød og dejlig min lille Alfred Smukke Dreng og han betyder allerede hele verden for mig.
Efterfølgende var vi indlagt nogle dage på Y1 igen og havde en enkelt nat på patienthotellet. Det var dejligt at der blev taget hånd om os og jeg skulle jo så også have taget forskellige prøver efterfølgende pga. svangerskabsforgiftningen og Alfreds hoved havde jo lidt en voldsom form pga. koppen og der var sår osv. så det skulle de også holde øje med. Men alt gik fint og efter 3 dage tog vi hjem.
Det var dejligt at komme hjem i vante omgivelser, men amningen gik det desværre op af bakke med - og det gør det stadig. Jeg bruger suttebrik - men da SP kom havde han tabt sig alt for meget og han havde derfor slet slet ikke fået mad nok. Derfor skulle jeg efter aftale med SP malke ud hele denne weekend og give ham det på flaske + supplere med mme, hvis ikke han fik nok/jeg ikke kunne malke nok ud. Han er ofte sulten og spiser fint af flasken. I morgen kommer SP igen og så håber jeg virkelig han har taget på. Jeg er rigtig ked af at det ikke kører med amningen. Det er meningen, at vi skal forsøge at amme igen i morgen, når SP har været her, hvis han da har taget på osv. SP mente at når nu han fik tanket godt op her i weekenden med mad på flaske, ville han have mere overskud til at sutte og derved blive ammet hos mig. Men jeg kan ikke rigtig overskue det, han skriger ca. 15-30 min inden han bliver lagt til brystet og begynder at sutte og det er hårdt og også for hårdt for ham sådan at græde/skrige hele tiden. Derudover er jeg vildt bange for han ikke får mad nok ved amning, sådan som det jo viste sig at være tilfældet i sidste uge, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre. Det gør mig ked af det hvis jeg skal droppe at amme, da jeg synes det giver en nærhed og er hyggeligt, men på den anden side kan jeg jo ikke risikere at han ikke får mad nok. Jeg er også bange for han er blevet lidt for magelig her i weekenden, hvor han jo har fået maden med flaske, så tror jeg slet ikke han har tålmodighed til at spise hos mig... IHH jeg synes det er en hård beslutning at gå over til flaske, men beslutningen skal snart tages for jeg kan ikke blive ved med at gå rundt i limbo og ikke vide om jeg skal kæmpe videre med en amining der ikke fungerer eller ej...
What to do??
Men alt i alt har det været en hård fødsel synes jeg, det var hårdt at være så bange der i den sidste fase og ikke vide hvad der skete, men det endte jo godt og lille Alfred er helt helt perfekt. Her kommer billeder af ham
